Behind My Back - One Direction {11+}

De to piger, Lissa og Adelaide studere på samme universitet og er bedste venner.
Det er de i hvert fald indtil en hvis person ved navn Zayn Malik træder ind i billedet og ændrer alt.
Er venskabet stærkere end kærlighed? Og er hævnen altid sød i sidste ende?
De spørgsmål bliver de to piger stillet overfor når fyre, sex og følelser kommer på tværs af deres venskab.
*Advarsel, læsning på eget ansvar*

61Likes
87Kommentarer
3832Visninger
AA

16. I forgive you -

                    

                                                                                 -Få dage senere

 

 

     

                                                                                 Lissas synsvinkel

 

Der var blot gået få dage siden den morgen hvor jeg endelig tilgav Zayn.

Det havde været svært, virkelig svært.

Men jeg havde gjord det.

Og det føltes ...

Det føltes godt, befriende.

Det var som om at jeg havde buret mig selv inde i et fangeskab der var fyldt med sorg og vrede og havde tvunget mig selv til at blive der de næste 100 år, på trods af min uskyld...

Lidt freaky, men sådan føltes det.

På trods af at Zayn havde været en fantastisk kæreste siden den morgen hvor vi endelig lagde det hele bag os og fandt sammen igen, var der stadig én ting der gik mig meget på.

Adelaide.

Zayn havde flere gange prøvet at få mig til at tale om det, fordi han kunne se at det tyngede mig, men jeg forblev tavs og prøvede så vidt som muligt at undgå emnet.

For sandheden var at jeg var svimmel af frustration og forvirring.

Jeg havde lyst til at tilgive Adelaide, det havde jeg, men det var langt svære end at tilgive Zayn.

For ...

Adelaide var min bedsteven,

eller,

var?

Hun havde været min tætteste ven det meste af mit teenage liv, og havde været med mig igennem det meste.

Og så...

Forrådte hun mig bare.

Og jeg vidste stadig ikke hvorfor.

men nu hvor jeg havde tilgivet Zayn, vidste jeg at jeg ligeså blev nød til at tilgive Adelaide,

hvilke var problematisk.

Jeg sukkede og kiggede magtesløst på på den tomme side hvor min historierapport skulle havde været skrevet på.

Den var til imorgen, den skulle være på 8 sider, skrift 12, og det hele skulle handle om ... 

Luxenborgs nationale selvstændighedspagt.

Fedt ikke?

Ja, historie var pisse spændene, syntes jeg, men efter at havde undersøgt emnet i 2 en halv time, blegnede emnets glans lidt.

Pludselig bankede det på døren, så jeg rejste mig besværet op og traskede hen og åbnede.

Zayn stod udenfor med en rose og chokolade og med et kæmpe smil på læberne.

"Glædelig forsinket valentine babe!" sagde han glad og kyssede mig.

Jeg grinede overrasket og tog imod gaverne. Han havde kun taget én rose med fordi han vidste at jeg hadede at havde massere af blomster fordi at de fældede og jeg var alligevel så dårlig til at passe på dem. De døde altid, og jeg hadede lige så meget at se dem dø.

Men når der kun var én var det lidt lettere at overskue, og på trods af at jeg var dårlig til at passe på dem, elskede jeg stadig blomster.

Jeg kastede mig i armene på ham og kyssede ham på øret, lidt underligt, men det kunne han godt lide, og videre end af halsen. Han begyndte at grine og svang armene rundt om mig. Han løftede mig op og svingede mig rundt i rummet indtil vi landede på min seng, hvor Zayn lå oven på mig og kiggede mig i øjnene.

Jeg fniste lidt, men smilede så bare og fordybede mig i hans mørke øjne.

"Jeg må nok lige begynde at gøre mig klar ... jeg ligner lort..." sagde jeg med et lille grin og skulle til at flytte mig, men Zayn greb fat i mig og sagde med mil

"Nej, bliv. Du ser smukkere ud end nogensinde før..."

Jeg grinede og vores læber mødtes i et lidenskabeligt kys.

Sådan lå vi et stykke tid indtil Zayn pludselig hviskede,

"Lissa, du bliver nød til at snakke med Adelaide før eller siden..." Hans blik blev pludselig meget alvorligt og hans øjne borede sig ind i mine.

Jeg sukkede.

"Det ved jeg..." svarede jeg så endelig.

"Det er bare ... du aner ik hvor svært det er at se hende i øjnene efter alt hvad der er sket..."

Han nikkede forstående og tog så min hånd.

"Bare husk at uanset hvad der sker er jeg her for dig..." 

Jeg nikkede.

Jeg vidste, og havde indset at Zayn var ligeså meget skyld i det der skete som Adelaide var. Derfor var det jo et eller andet sted uretfærdigt at jeg blev ved med at fryse hende ud af mit liv, nu hvor jeg havde bragt Zayn ind i det igen. 

Jeg stod lidt tid bare og tænkte mig om da Zayn pludselig rejste sig og åbnede døren ud til gangen for mig.

Jeg trak vejret dybt og gik hen imod ham, kyssede ham blidt, før jeg så forlod værelset og satte kurs imod Adelaides værelse.

 

Adelaide's synsvinkel

Jeg sad og stirrede på min computerskærm hvor wikipedia var åbnet.
Jeg skulle skrive en rapport om Hjernen og dens funktioner.
Til i morgen.
Jeg sukkede og prøvede at læse, men mine tanker blev ved med at afbryde mig, så jeg fik læst det samme om og om igen.
Tanker om Lissa.
Jeg havde ikke snakket med hende siden den dag jeg mødte Liam, men det havde jeg det egentlig fint med.
I starten havde jeg været vred på hende, men nu?
Ikke længere faktisk.
Jeg havde efterhånden accepteret at vores venskab var slut.
Jeg var selvfølgelig ked af, at have mistet hende på den måde.
Men samtidig havde jeg accepteret det, og, jeg havde fået en ny ven.
Selvfølgelig ville vores venskab aldrig blive ligesom mit og Lissas, for det var også min kæreste jo.
Liam.
Jeg sukkede, og besluttede mig for at gå i gang med min rapport.
"Hjernen (encephalon) er populært sagt den del af centralnervesystemet som findes inden i kraniet. Hjernen er hjemsted for tænkning og følelser (emotioner). Den modtager og koordinerer signaler fra alle sanser og sender beskeder til musklerne."
Læste jeg højt.
Ja, jeg læste for mig selv, kikset, I know.
Jeg gik i gang med at skrive på rapporten, da jeg pludselig blev afbrudt af et bank på døren.
"The fuck?" mumlede jeg, og rejste mig op.
Liam skulle først være her om en time?
Jeg gik hen for at åbne døren, og da jeg åbnede den, blev jeg mødt af et velkendt ansigt.
Alt for velkendt.
Jeg stirrede på Lissa.
Ingen af os sagde noget, vi stod bare og kiggede på hinanden.
Hvad ville hun?
Fortælle mig at venskabet var slut?
Det havde jeg ligesom regnet ud, spade.
Der gik lang tid, hvor vi bare stod i en akavet stilhed, men så begyndte hun at tale.
"Jeg har tilgivet Zayn.." sagde hun. Og så stoppede hun, som om hun forventede et svar fra mig.
"Nå.." svarede jeg ligegyldigt, og lænede mig op ad dørkarmen.
"Derfor vil jeg også tilgive dig.." fortsatte hun.
Jeg kiggede lidt på hende.
Hun vil tilgive mig fordi hun havde tilgivet Zayn!?
Bitch-.-
"Men først, er jeg bare nødt til at vide en ting." sagde hun overlegent, som om at hun nærmest bestemte over det her problem.
"Ja?" sagde jeg, en smule usikkert, og kiggede på hende med et løftet øjenbryn. Jeg prøvede at bevare min ligegyldige facade.
Hun kiggede på mig med rynket pande.
Hvad havde hun forventet?
At jeg ville kaste mig ned på knæ og skrige "JA! SIG DET LISSA! SIG DET! HVAD SOM HELST FOR AT DU VIL VÆRE MIN VEN OG KASTE DIT LYS OVER MIG IGEN!" ?
Fandme nej.
"Kan jeg stole på dig?" spurgte hun lige ud.
Jeg havde lyst til at sige nej, for jeg havde jo kyss- nej SNAVET med Zayn på toilettet for kun få dage siden.
Hun burde virkelig ikke tilgive mig.
"Ja.." svarede jeg stille, mens alt i mig skreg nej.
"Okay... Jeg tilgiver dig.." sagde hun, og sendte mig et lille smil.
"Tak.. I guess?" svarede jeg, og smilede skævt tilbage.
Hun grinede lidt, og trak mig derefter ind i et kram.
Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt.
Selvom hun ikke virkede helt overbevisende, var det da bedre end ingenting...
Ikke?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...