The Curse

En pige blev dræbt af sin hævngerrige kæreste i sit eget hus. Ingen meldte hende nogensinde savnet, og hun forsvandt i dybet af dunkle hemmeliger og mord. Ti år senere flytter Nathalie, en fattig studerende, ind i det forladte hus, hvor hun møder pigen Sayuri. Et bånd knyttes hurtigt mellem de to piger, men Nathalie forstår hurtigt at Sayuri langt fra er normal. Langsomt bliver hun trukket ind i den dystre sag, og forstår at mere end blot hendes liv er på spil..

5Likes
1Kommentarer
819Visninger
AA

2. Drømmen

  Jeg skubber mig selv op fra sengen. Min krop er fuldstændig våd, små perler af sved glider ned langs min kæbe og drypper ned på kravebenet, og jeg ryster. Det var en drøm.. Blot en drøm.  Jeg glipper lidt med øjnene, og ser over mod mit sengebord mod mit ur. I samme øjeblik jeg kigger, samles de tre små visere øverste oppe på uret, og indikerer at den er præcis tolv. Kuldegysningerne breder sig på mine arme, og jeg må bide mig hårdt i læben. Jeg har altid været den meget overtroiske type, det giver jeg intet afkald på. I min ungdom studerede jeg ånder, prøvede at bevise de fandtes. Lavede diverse små lege med mit Ouija bræt, som nu har sin støvede plads på min hylde, i et håb på at komme i kontakt med noget, eller noget. Intet. Jeg lagde derefter den interesse på hylden, men det har gjort mig paranoid for livet. Jeg overbeviser mig selv om at det var et tilfælde. Blot et tilfælde. Jeg er stadigvæk grebet af panikken som havde sit tag i mig i drømmen, og jeg skubber let dynen til siden med benet. Hele min krop koger. Da jeg svinger benene ned på gulvet begynder det at svimle let, og jeg må støtte mit hoved mod væggen. Den drøm. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Så realistisk og så gribende. Men det var bare en drøm. Bare en drøm.. Ikke?

  Efter at jeg har sundet mig et par minutter får jeg endelig rejst mig op, stadigvæk lidt svimmel. Famler mig, gennem mørket og ud i køkkenet. Det hvide ansigt cirkulerer konstant i mit hoved, og jeg syntes hele tiden at kunne opfatter noget ud af øjenkrogen. Pure opspind naturligvis, men af en uforklarlig grund nager det mig mere end ellers. Min finger finder uden besvær kontakten, og jeg skubber den op med et lille ’klik’, så et gult lys breder sig ud over hele køkkenet. Dunkelt, men bedre end mørket. Jeg kender mig selv godt nok til at vide at jeg ikke falder i søvn foreløbigt, så jeg sætter en kande kaffe over. Larmen fra den gammeldags maskine er høj, og distraherer mine tanker fra drømmen. Sådan da. Jeg lader mig falde tilbage mod bordet og lægger mine arme over kors. Vender hele tiden tilbage på drømmen. Pigen. Med fuldstændig sorte øjenhuller, som var øjnene trillet ud og et skrig der fik maven til at trække sig sammen.

  Jeg står og nipper lidt af min nu færdiglavede kaffe, og venter desperat på at dens opkvikkende virkning sætter ind. Om præcis syv timer og tretten minutter burde lastbilen komme. Tage alle mine møbler med sig, alt hvad jeg nogensinde har haft kært. Køre det hen til et fremmed hus i udkanten af byen. Mit nye hus. Ordene lyder fuldstændigt forkerte. Jeg mener, det her er jo mit hus. Og snart tilhører det en anden. Jeg har gang på gang overvejet om det var en forkert beslutning, om jeg ikke hellere burde blive her i sikkerhed. Men nej, jeg må for en gangs skyld være voksen og træffe de rigtige valg.  Syv timer og ni minutter. Farvel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...