Fristet

Lydia er en brunhåret galning, som de fleste måske havde tænk ville være et godt øgenavn.
Lydia har en lidelse ingen kender til, og hun har svært ved at tænkte klart med den. Lydia har en tro på at hun selv kan beherske sig og ikke har brug for nogens hjælp. Men når hun kigger på hendes eneste ene veninde, går det lidt op for hende, at hun godt kunne bruge støtte.
Her fortæller hun om hvordan hun mødtes med hendes veninde og hvordan deres forhold er, og hvordan hun lever sig igennem hverdagen, på sin helt egen måde.
Men alligevel kommer der en dreng, ved navn Daniel efter noget tid. Han vil have opmærksomhed fra hende, men man skal nok ikke genere Lydia, når det kommer til stykket.

8Likes
47Kommentarer
1694Visninger
AA

6. Sms'en

Forfatter kommentar: Undskyld jeg skriver så mange "fortatter kommentare" men jeg synes i skal vide at fortæller formen ikke mere i en en gennemsigtig skrå skift, men normal, fordi at jeg bruger det meste at historien på at skrive om hendes tilbagefortælling. Når hun går rundt i nutid er det tyk skrå skrift.. Så ved I det.

 

Jeg sad i skolen og kiggede på Grace som forklarede om Napoleon. Jeg mærkede min mobil vibrere og gad ikke lige noget. Det var måske fra Mira -som jeg håbede det var.. - men jeg var bare ikke i humør til noget, lige nu. Jeg sukkede lidt for mig selv og kiggede på min sidekammerat. Hun blev sat ved siden af mig, fordi hun kom forsent. Det forklare også lidt hvorfor vi har det mindste fraværstal, her på skolen.

Hendes navn er Laura. Hun ligner bare overhovedet ikke en Laura. Jeg kunne huske for to år siden, den lille femenine pige, med blond hår, som var Laura. I dag havde hun sort hår og mørke render. Hun lignede en der ikke havde sovet i tre nætter. Hendes tøj hvor forfærdelig dystert og hun snakkede ikke rigtigt med andre, end hendes andre venner fra skolen som så ud som hende.

Hun havde opdaget at jeg kiggede på hende, så jeg kiggede på Grace igen. Men det blev hurtigt kedeligt. Grace var kedelig og irriterende. Jeg hadede alt ved hende, især fordi hun er så populær. Og det blå øje hun har nu, har jeg givet hende. Jeg kan huske at hun græd blod og kiggede så forvirret på mig. Jeg kunne jo ikke forklare at jeg havde lyst til at slå hende, fordi hun er en kæmpe nar, der får alting hvad hun peger på.

Laura tegnede på bordet. Hun var igang med at tegne en dame der så ret så dyster ud, at tegningen næsten gjorde mig bange. Jeg kiggede på hendes arme der var fyldt med ar. Klamme Emo. Hun går rundt med korte ærmer, hele året rundt. Hun gør det sikkert bare for at få melidenhed. Jeg blev bare vred over hvor latterlig hun lige var. Jeg hadede mennesker der søgte opmærksomhed. Se lige mig, jeg gør ikke noget for det. Det rager mig, fordi alle i klassen synes jeg er underlig.

Efter skole, gik jeg over i parken, for at se om Mira fodrede duer. Jeg havde virkelig brug for hende. Jeg ville så gerne sige undskyld. Jeg ledte og ledte, men hun var ikke nogen steder at se. Jeg satte mig på hug, ved søen, og samlede nogle sten op. Derefter rejste jeg mig og begyndte at kaste sten mod ænderne. Det lød ret mærkeligt, men det var sikkert deres skyld at Mira ikke var her. Okay.. Sikkert ikke, men jeg vil så gerne såre en eller anden lige nu. Undtagen Mira, selvfølgelig. Ænderne rappede og løb. Jeg smed straks alle stenende fra mig, da der kom en dame, med en barnevogn gående. Jeg gik vidre, som om intet var sket.

Jeg satte mig på en bænk og tænkte jeg ville sende en sms til Mira. Men jeg havde jo allerede fået en af hende, i skolen. Jeg åbnede den for at se hvad der stod:

 Lydia, jeg forlader dig altså ikke.

Du er jo min bedste veninde, right?

Normalt hadede jeg det der bedste veninde hejs, men med Mira, havde jeg ikke noget imod at hun kaldte mig det. Hun mener det jo kun på en sød måde.

Jeg sad med mobilen i hænderne og tænkte lidt hvad jeg ville svare, nu hvor jeg havde muligheden. Til sidst havde jeg en hvis idé om det.

Hej Mira.

Jeg vil gerne undskylde.

Men du kender mig jo. Du ved hvordan jeg er og jeg vil bare ikke miste dig.

-Eller se dig græde.

Undskyld.

Jeg kunne personligt godt lide den sidste detalje med  at jeg skrev undskyld. Det satte prikken over i'et om hvor meget jeg er ked af det. For det er jo lidt svært at vise følelser over sms.

Jeg trykkede send.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...