Fristet

Lydia er en brunhåret galning, som de fleste måske havde tænk ville være et godt øgenavn.
Lydia har en lidelse ingen kender til, og hun har svært ved at tænkte klart med den. Lydia har en tro på at hun selv kan beherske sig og ikke har brug for nogens hjælp. Men når hun kigger på hendes eneste ene veninde, går det lidt op for hende, at hun godt kunne bruge støtte.
Her fortæller hun om hvordan hun mødtes med hendes veninde og hvordan deres forhold er, og hvordan hun lever sig igennem hverdagen, på sin helt egen måde.
Men alligevel kommer der en dreng, ved navn Daniel efter noget tid. Han vil have opmærksomhed fra hende, men man skal nok ikke genere Lydia, når det kommer til stykket.

8Likes
47Kommentarer
1754Visninger
AA

3. Skolen

I frikvarteret sad jeg ved en bænk og pillede ved en gren jeg havde samlet op. Jeg prøvede at gøre den spids. Jeg kiggede op og så dem fra min klasse spillede fodboldt. Jeg kiggede faktisk tit på Dalia. Hun havde ingen venner, fordi de fleste mente hun var grim. Nu sidder hun helt alene og venter på at andre end hende selv skal have medlidenhed til hende. Men hun var fristende.

Jeg har aldrig dræbt en fra skolen før. Hele skolen ville flippe ud, hvis der pludselig var meldt en "savnet.". Og jeg gad ikke rigtigt at være på en skole hvor folk var så urolige. Men Dalia. Hun virkede som en folk ville snakke om i nogle få måneder, og derefter være ligeglad. Jo, måske ville der opstå den tanke igen om hende senere, men nu ved jeg ikke hvad folk ville tænke. Jeg overvejede det kraftigt, hver evig eneste dag,  men jeg gjorde det aldrig. Tænkte altid at jeg ville give hende en chance. For hvorfor ikke?

Klokken ringede ind og jeg lod min pind ligge.

Oppe i klassen sad jeg altid alene. Alle havde allerede opfattet en tanke at jeg var lidt mere speciel. Og Mira, spørg du? Hun går jo ikke engang på skolen. Og hvis jeg havde, havde jeg nok allerede taget livet fra flere end én. Jeg havde en plan om det. Jeg mener.. Jeg blev bare så sur da Mira kom grædende og fortalte om en pige ved navn Klara havde slået hende. Ja, Klare er et bedre sted nu, mener hendes snobbede venner. I starten var Mira utrolig chokeret over det mystiske tab over Klara. Hun græd også lidt over hende, selvom hun hadede hende. Hun mente ingen fortjente at dø. Og det kunne der jo være noget om. Men hun over det med tiden og det er svært at gå efter en ny da jeg stadig kan huske Miras ulykkelige ansigt.

Jeg sad og tegnede i mit kladdehæfte. Gad vide hvordan gråt blod ville se ud? Jeg havde ingen rød farve, så måtte bruge grå. Jeg elskede kunst. Jeg kiggede op og så en af drengende fra min klasse - Markus - sidde og smse. Han burde egentlig fokusere, ligesom mig. Orkede det bare ikke. Glædede mig jo til at se søde Mira.

Nå, men, jeg var ikke på toppen efter den skole dag. Jeg havde brugt hele dagen på at skaffe Dalia af vejen. Ja, det var så den dag hun døde. Klokken var cirka 7 og jeg havde brændt hende op i en tom strand. Det var ikke så let. Man skulle jo samle brænde. og derefter samle det der var tilbage af hende op og derefter lægge det på bålet. Jeg blev endda ved bålet indtil jeg var sikker på at hun var brændt helt ned til grunden og ingen havde set at der var en pige igang med at brænde op. Og mig som troede det hele ikke kunne blive værre, så de næste.. tre måneder, tror jeg det var, snakkede alle om hende. Alle efterlyste hende og gav teorier om at de måske har set hende gå på gaden. Nogle græd endda og ønskede at de kunne have hjulpet hende. Jeg sad bare irriteret og ventede på at lortet skulle stoppe. Hvad med mig? Hvad nu hvis jeg var den næste? Tsk.

Jeg havde lige spist og sad nu på mit værelse igen og begyndte først på lektierne nu. Jeg havde slet ikke haft i tankerne at alle ville savne Dalia. Jeg var bare glad for at alle havde glemt hende, langt om længe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...