Fristet

Lydia er en brunhåret galning, som de fleste måske havde tænk ville være et godt øgenavn.
Lydia har en lidelse ingen kender til, og hun har svært ved at tænkte klart med den. Lydia har en tro på at hun selv kan beherske sig og ikke har brug for nogens hjælp. Men når hun kigger på hendes eneste ene veninde, går det lidt op for hende, at hun godt kunne bruge støtte.
Her fortæller hun om hvordan hun mødtes med hendes veninde og hvordan deres forhold er, og hvordan hun lever sig igennem hverdagen, på sin helt egen måde.
Men alligevel kommer der en dreng, ved navn Daniel efter noget tid. Han vil have opmærksomhed fra hende, men man skal nok ikke genere Lydia, når det kommer til stykket.

8Likes
47Kommentarer
1755Visninger
AA

11. Pigen med det brune hår

Jeg humpede gennem parken, mens jeg støttede mig med mine krykker. Klokken var cirka 21:15. Sidst jeg kiggede ihvertfald. Jeg havde et sår i læben, jeg havde bidt i og det blødte en smule. Jeg kiggede efter en bænk, og da jeg endelig fandt en, satte jeg mid ned og kiggede efter mennesker. Jeg kunne mærke kulden, men jeg ignorede den. Det sneede også en lille smule. En pige, med en stor jakke kom gående og jeg holdt mit blik imod hende. Hun havde mobilen oppe, og jeg tror, hun smsede. Jeg rejste mig og gik så hurtigt jeg kunne i krykker, hen til hende.

"Hey, dig der!" råbte jeg. Hun gispede og kiggede på mig. Jeg nåede hen til hende, løftede begge ben, mens jeg balancede på mine krykker, og sparkede hende i hovedet med min raske fod. Hun væltede omkuldt med blod i hele ansigtet. Jeg grinede.

Jeg kunne stadig se det for mig. Blodet. Mhm.

Hun begyndte panisk at smide mobilen fra sig og rejste sig op for at løbe. Jeg tog fat i hendes Iphone og kastede den i hovedet på hende, hvor jeg derefter styrtede efter hende.Det her gik for langsomt.. Jeg løftede krykkerne og løb på fødderne. Jeg ville ikke fokusere på smerten i mit ben, så jeg løb vidre. Jeg gav slip på en af krykkerne, hvor jeg derefter brugte den anden til at slå hende hårdt i ryggen så hun landede ned i sneen, som langsom blev rød. Hun skreg alt hvad hun kunne, mens jeg bruge alle kræfter til at forsøge at dolke hende med min krykke.

"HJÆÆLP!" hun skreg af helvede til, mens hun hulkede højt og ustyrligt.

Langsomt forvandlede hendes mærker sig til sår og jeg brugte mange kræfter på at presse krykken ned i rykken på hende. Hun prøvede at rejste sig, men jeg trådte på hendes fod og der lød en knaselyd. Jeg smilede stort. Det sidste dolk gjorde at hun udstødte et støn og blev helt stille. Jeg brugte min fod til at vende hende om og hun kiggede med tomme øjne på mig. Jeg gik ned i knæ og aede hende over håret.

"Hej lille ven.. Du lugter godt at blod.." jeg smilede. Hun havde ikke længere sin store hætte over hovedet. Hun havde langt brunt hår, ligesom mig. Hun lignede en på 17. Måske 16.  Jeg kiggede på hende og overvejede mulighederne. Ingen var her. Så det gjorde ikke noget. Jeg kradsede voldsomt i hende. Jeg prøvede desperat at rive huden op på hende. Jeg kiggede fra side til side. Jeg var helt alene.

Hendes kradsesår begyndte at bløde, så jeg sugede det op i min mund og grinte, så det røg ud igen.

Sådan fortsatte jeg i noget tid... Jeg skal nok ikke udsætte jer for detaljer.  Men jeg undrede mig over hvorfor der ikke kom nogle i parken. Så jeg skjulte hende i en busk og brugte mit ærme til at tørre fingeraftryk af. Jeg var alt for træt til at skaffe hende afvejen. Jeg havde ikke tænkt over konsekvenserne. Jeg havde alligevel brugt lang tid på at finde min krykke igen. Jeg havde løbet længere end jeg havde troet, nemlig. Og derefter brugte jeg så det meste af den aften på at få blodet væk af mig selv og krykkerne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...