Fristet

Lydia er en brunhåret galning, som de fleste måske havde tænk ville være et godt øgenavn.
Lydia har en lidelse ingen kender til, og hun har svært ved at tænkte klart med den. Lydia har en tro på at hun selv kan beherske sig og ikke har brug for nogens hjælp. Men når hun kigger på hendes eneste ene veninde, går det lidt op for hende, at hun godt kunne bruge støtte.
Her fortæller hun om hvordan hun mødtes med hendes veninde og hvordan deres forhold er, og hvordan hun lever sig igennem hverdagen, på sin helt egen måde.
Men alligevel kommer der en dreng, ved navn Daniel efter noget tid. Han vil have opmærksomhed fra hende, men man skal nok ikke genere Lydia, når det kommer til stykket.

8Likes
47Kommentarer
1673Visninger
AA

2. Min veninde, Mira

Forfatter kommentar: Huske nu at Lydia fortæller alt dette i en fortæller form. Så alt det her er jo sket. Hun fortæller bare tilbage. :-)

*********

Jeg gik hen af gaden, på vej hjem, med hænderne i lommen. Der var noget blod der ikke lige kunne komme af. Jeg var lige kommet fra en gård nær mig.

 

 Mira betragtede mig som en høflig og social pige. En som har alt for meget selvtillid somme tider. Måske synes hun bare det, fordi hun selv mangler noget. Men hun ved jo heller ikke hvordan jeg har det.

Mira hun er ret klog. Hun fortalte at hun havde sprunget 5 klasse over. 14 år og går i 9 klasse. Ret sejt.. Mig som stadig ikke forstår at jeg går i 8. Min lærer burde for længst have sendt med ned i 6. Men pyt med det altså. Miras fremtid var meget speciel. Hun havde forklaret i mange, mange detaljer af ren begejstring at hun ville bo i en lejlighed nær vandet, med sin veninde Kayla. Hun var så glad for Kayla og beskrev deres venskab nøje. Og det lød sødt. Kayla husker nemt selv, men laver kun lektier fordi hun siger at Mira gør det  sjovt. Mira bor indtil videre med sine to lillesøstre og storebror. Hvis jeg havde engelende tage hende, var familien knust. Ikke at det rigtigt rager mig. Jeg var ærlig talt ligeglad med andres følelser. Men da jeg gravede dybere ind i Miras glade og entusiastiske liv kom der lidt samvittighed. Hun hjalp mig nærmest. Jeg havde stadig ingen samvittighed over andre. Men alt hendes sorg, beskriver hun som om det var mine egne. Hun fortæller at der er meget hun skammer sig så forfærdeligt over, men ikke burde. Jeg giver hende et kram og siger hun er en perfekt person, med en dejlig indstilling og at det ikke var hendes skyld. Så var hun oppe med sit humør med det samme.

Jeg var lige kommet hjem. Jeg tog skoene og jakken af og styrkede ud på badeværelset for at vaske mine blodige hænder.

"Lydia? Lydia er det dig?" lød det svagt fra stuen.

"Ja!" svarede jeg hæst.

Da jeg kom ud gik jeg ind til min mor til at sige hej. Hun kiggede på trist på mig.

"Hvorfor vasker du altid dine hænder, når du er kommet hjem?"

"Det har du da altid sagt jeg skulle gøre.." Sagde jeg.

Hun trak skuffende på skuldrende. Et tegn på at det nok ikke var hendes værste problem.

"Har du læst avisen, mor?" Hun satte sig på sofaen. Jeg satte mig ved siden af hende og lod som om det ragede mig. Hun begravede ansigtet i sine hænder, men løftede hurtigt ansigtet igen.

"Tre flere er meldt savnet.."

Ja, og hvis skyld er det? Sagde jeg til mig selv og ønskede inderligt at der ville komme en følelsesmæssig reaktion. Men der skete intet. Min mor var helt ude af den. Hun havde medlidenhed for det andre. Men kun fordi far også er "savnet".

Sådan et hæsligt dyr jeg er. Jeg elskede jo min far. Men jeg blev fristet. Jeg skubbede tanken væk og gad ikke rigtigt at sidde her mere. Jeg lavede en undskyldning om at jeg skulle lave lektier og gik ind på mit værelse. Jeg blev vred. Den eneste jeg interessere mig i, er Mira.

Jeg ved ikke hvorfor.. Hun er bare så interessant at høre på. Uanset hvad hun snakker om. Lige fra den grove mobning hun bliver udsat for, til den seneste bog hun er igang med at læse. Jeg elskede at hun var så glad, selvom livet var så surt for hende. Hun synes selv de mindste ting var inspirerende.

Jeg satte mig på sengen og lod mit blik forsvinde i andre tanker. Jeg kunne huske første gang hun kom løbende hen imod mig og gav mig et kram og sagde til mig glad: "Iiih, hvor har jeg dog savnet dig, Lydia!" Jeg kunne endda stadig høre måden hun sagde det på. Og derefter fortalte hun om sin weekend hos sin mormor og morfar hvor de bagte kager og hendes morfar havde fundet en eller anden bog.

Jeg begyndte allerede at blive fristet. Jeg prøvede at slappe af, men da jeg kiggede på mine vægge hang der malerier. røde malerier. Den farve jeg altid blander og maler. Før jeg vidste af det sad jeg allerede med et lærred og begyndte at at male. Jeg forstilede min dag i dag. Jeg kom i skole og prøvede at fokusere hvor efter skole mig og Mira var ude og fodre duer, med noget gammelt brød hun havde haft noget tid. Jeg holder meget af Mira, men jeg bliver så let fristet af hende. Men mit liv ville blive kedeligt uden hendes dejlige glade smil.

Jeg malede blodet for mig. Jeg kendte ikke engang manden. Jeg overhørte bare hans samtale med en pige han gik med, hvor han fortalte om at han havde kræft og hvor pigen brokkede sig i en trist tonefald over at han snart skulle dø. Og hun virkede også mere vred end ked af det. Men det blev jo en mindre god gerning, ikke? Pigen gik og jeg snakkede og hjalp ham. Ha.. Han troede jeg bare var en sød lille pige, indtil vi nåede en gammel gård. Tanken om hans lemmer i mine hænder, fik mig til at smile. Tro mig, det bliver normalt for dig at læse, senere ind i historien. Jeg smurte blodet i ansigtet på mig selv og grinte min sædvanelige latter. Det var så rart. Da jeg var tilbage fra min drømmeverden var jeg færdig. Det var bare et rødt maleri der forestillede en mand. Min mor sagde altid at mit kunst var uhyggeligt. Jeg blev bare vred og sagde jeg bare ville udtrykke mig. Men jeg fik det bedre til sidst...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...