Fristet

Lydia er en brunhåret galning, som de fleste måske havde tænk ville være et godt øgenavn.
Lydia har en lidelse ingen kender til, og hun har svært ved at tænkte klart med den. Lydia har en tro på at hun selv kan beherske sig og ikke har brug for nogens hjælp. Men når hun kigger på hendes eneste ene veninde, går det lidt op for hende, at hun godt kunne bruge støtte.
Her fortæller hun om hvordan hun mødtes med hendes veninde og hvordan deres forhold er, og hvordan hun lever sig igennem hverdagen, på sin helt egen måde.
Men alligevel kommer der en dreng, ved navn Daniel efter noget tid. Han vil have opmærksomhed fra hende, men man skal nok ikke genere Lydia, når det kommer til stykket.

8Likes
47Kommentarer
1786Visninger
AA

4. Min søster, Eva

Nåh, jeg tænkte jeg ville fortælle om hvordan alt dette startede. Alt det lort der var startet, på grund af en trang, jeg ikke kunne hive mig selv fra:

Det hele startede allerede som 10 årige. Jeg er jo ikke engang særlig gammel i forvejen. Men den gang havde jeg en storesøster. Hun var 15 og lå på hospitalet, fordi hun havde fået spiseforstyrelser. Altså en rigtig, rigtig slem en af slagsen. Hun havde det slemt og lignede en rosin. Jeg var meget bekymret over for hende. Men en dag besøgte vi hende og kom med gaver og alt muligt. Mine forældre skulle snakke med lægen omkring hendes fremskridt med at spise, men de ville ikke have mig med. De var bange for at der kom infomationer jeg ville blive for såret af, siden jeg kun var 10. Så jeg fik lov til at sidde og snakke med hende, alene.

Jeg kom ind og satte mig ved sengen og hun kiggede dybt ulykkelig på mig. Tårende gled ned og jeg lagde min hånd på hendes kind.

Hendes navn var Eva. Hendes hår var helt lyst i forhold til mit. Jeg har jo brunt hår.

"Eva.." sagde min lidt lysere stemme, end den er i dag.

"Lydia, jeg har det hæsligt.." sagde hun hulkende. "Jeg kan ikke kigge på maden. De prøver og prøver, men jeg kan ikke forestille mig at skulle spise det.." hun begyndte at ryste og jeg tog hånden til mig igen og tog fat i hendes hånd i stedet. Jeg begyndte at hulke. Min storesøster havde det dårligt. Jeg ville jo gerne have hun var glad.

"Jeg bliver nød til at bede om en tjeneste.." sagde hun hæst. Jeg kunne fornemme at hun ikke havde den største lyst til at fortælle mig det.

"Jeg vil gøre alt for dig, søs.." sagde jeg og smilede stort.

"Jeg.. Jeg kan ikke klare livet mere.." fremstammede hun, mens mit smil forsvandt langsomt. "Vil du ikke række mig pillerne? De siger at de må stille den på afstand, fordi de ved godt hvad jeg er ude på.." hviskede hun og tårende trillede mere. Jeg begyndte selv at fælde tåre. Min egen søster bad om min hjælp til at tage livet fra hende. Hun kunne se at jeg var skræmt. Sådan noget siger man jo heller ikke til sin søster, vel?

"Kom nu, Lydia.." sagde hun bedende. "Jeg tager alt ansvaret. Jeg giver dig ikke lov til at få samvittighed over at tage mit liv." sagde hun og prøvede at smile. Det var faktisk lige før hun overtalte mig. Men jeg turde stadig ikke.

"Lille Lydia. Du skal aldrig lade skammen komme til dig. Du ville ikke fortjene det.."

Jeg græd og rakte hende pillerne. Hun tog imod dem og kiggede undskylende på mig. Hun gav mig et kram og hulkede. Drama drama. "Jeg elsker dig, Lydia." hun gav hurtigt slip og slugte en masse piller. Jeg tog dem fra hende og lagde pillerne på disken. Jeg holdt hende i hånden mens hun lå der og var på vej til at dø. Tårende trillede ned af hendes kinder mens hun fokuserede på at kigge på mig og smile. Hun klemte min hånd og derefter lå hun helt stille. Jeg havde kigget på hånden, indtil den faldt ud af mine hænder. Jeg kiggede op og hun kiggede på mig, med de døde øjne.

Siden jeg så de øjne, vidste jeg at jeg aldrig ville føle samvittighed igen.

Hvilket var lidt sært, siden at jeg havde samvittighed over Mira. Mira var den nye søster for mig.

Men i hvert fald: Mine forældre kom ind. Jeg sad stadig og kiggede på Eva. Mit ansigt lignede noget der aldrig havde grædt eller følt smerte. Jeg kiggede helt normalt på hende. Alle mine følelser var væk, lige fra den dag. Det var som om jeg var blevet teenager. En sur og gnaven person der var irriteret på andre. Jeg kunne kun være egoistisk. Jeg viste det bare ikke.

Nu kunne jeg dræbe folk. Jeg troede det var noget jeg skulle gøre for at tænke at jeg ikke var den eneste der skulle miste noget familie. Det hele startede fint. Jeg kan en anden dag måske fortælle om hvordan trangen begyndte med at flå lemmerne ud af folk?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...