Fristet

Lydia er en brunhåret galning, som de fleste måske havde tænk ville være et godt øgenavn.
Lydia har en lidelse ingen kender til, og hun har svært ved at tænkte klart med den. Lydia har en tro på at hun selv kan beherske sig og ikke har brug for nogens hjælp. Men når hun kigger på hendes eneste ene veninde, går det lidt op for hende, at hun godt kunne bruge støtte.
Her fortæller hun om hvordan hun mødtes med hendes veninde og hvordan deres forhold er, og hvordan hun lever sig igennem hverdagen, på sin helt egen måde.
Men alligevel kommer der en dreng, ved navn Daniel efter noget tid. Han vil have opmærksomhed fra hende, men man skal nok ikke genere Lydia, når det kommer til stykket.

8Likes
47Kommentarer
1675Visninger
AA

14. Min 15 års fødselsdag

Nu engang som tiden gik. Julen gik ret stærkt. Jeg fik en ny computer. Og det skal lige siges at jeg ikke bruger computere særlig tit. Så fik jeg også noget papir og maling. Ikke så spænende gaver, som håbet, men gaver. Jeg burde være taknemmelig, men det er jeg ikke. Nytår gik også hurtigt. Mig og min mor kom op og skændes og det endte med at jeg gik rundt i gaderne og kiggede på fyrverkeri, til klokken 4 om morgnen, hvor jeg listede hjem og i seng. Nu er  det endelig den 8 januar. En dag jeg så ivrigt har ventet på... Tja... At få overstået. Nemlig min fødseldag. Jeg humpede rundt på mit værelse, for at finde noget fødselsdags tøj, til når Mira kom, så vi kunne holde cup-cake party. Min drømme fest. 15 år. "Ja, det går så stærkt!" -Ville min far havde sagt, hvis han stadig levede.

Jeg har aldrig intreseret mig for tøj. Så derfor havde jeg intet pænt. Jeg endte med en rød kjole, jeg aldrig havde haft på, fordi min mor kom hjem til mig med den. Det var ikke min stil, men den var fin nok. Jeg tog min sorte blazer på, redte mit hår og satte mig på sengen, hvor min mors gave stod.

Jeg kunne mærke at jeg ikke rigtigt ville have flere gaver. Det har jo lige været jul, så derefter føler man sig bare så forkælet.Men hvis jeg ikke åbnede gaven, ville min mor blive sur. Jeg satte mit brune lange hår op i en hestehale og lagde derefter den lille pakke, på mit skød. Gavepapiret var bare rester fra juleaften. Jeg kunne genkende rensdyrende og de små juleklokker, på papiret.

Jeg åbnede den og ødte først et kort. Jeg kiggede ikke på gaven, men slog istedet blikket ned i kortet og læste alt det følelses messige pjat, min mor havde skrevet.

Og derefter kastede jeg et blik på en lille pap kasse i hvid og på forsiden, et billede af et kamera.

Hvorfor troede min mor at jeg ville være glad for den?Jeg hader i forvejen minder. Og dem jeg ville beholde er for det meste bare følelsen af blod i ansigtet. Måske ikke lige det bedste at tage billeder af...

Det ringede på og jeg rejste mig for at lukke op. Min mor kom næsten dansende ind i stuen og stilte chips og sodavand på sofa bordet.

Mira kom op af opgangen og gav mig et kæmpe knus og sagde med entusiasme: "Tillykke!" til mig og rækte mig gaven. Jeg tog imod den og sagde tak. Hun tog sko og jakke af, imens jeg lagde gaven på bordet, sammen med kameraet. Hun kom ind og jeg så hendes tøj: Hendes normale sweater stil. men bare med nederdel og nye støvler. Og så havde hun ikke sit hår i en elerstik. Hun var faktisk rigtig smuk uden elerstik i håret.

Jeg startede hende med at vise mit kamera og få det startet. Vi tog et billede sammen hvor vi begge smilede ind i kameraet og gik derefter ud i køkkenet for at lave cup-cakes da hjemmetelefonen ringede.

"Hallo?" sagde jeg, med cupcake chreme i hånden.

Men inden jeg nåede at opfatte noget, lagde personen på igen. Jeg lagde røret på.

"Hvem var det?" spurgte Mira.

"Aner det ikke." Jeg trak på skuldrende og gik over til m in cupcake.

"Lydia?"

Jeg vendte mig om og hun puttede cupcake chreme på min næsetip.

"Hey!" jeg grinte kort og tørede det af, hvor jeg derefter puttede det ind i munden.

"Nom nom!" sagde hun glad.

"Se! en smiley!" sagde hun og pegede på hendes cupcake. Der var gult chreme og drysset var brugt til at lave munden og øjnende. Jeg klappede og pegede på min.

"Hvad skal det forestille?" spurgte hun.

"Ehm." Jeg kiggede på min forfærdelige kage.

´"En skov. Med farver og enhjørninge."

"Så må jeg sige at du har gjort det godt!" sagde hun og begyndte at grine højlydt.

Og sådan var min fødselsdag. Den var hyggelig. Især fordi Mira var her hos mig.

-----------------------

Forfatter kommentar:

Hej, undskyld for den lange ventetid, jeg har fået en Iphone i julegave og derfor bruger jeg mere tid på den, end min computer nu, hehe... Undskyld det korte kapitel, jeg fik bare dårlig samvittighed over at lade jer vente.

Undskyld hvis det her kapitel var lidt skidt. Lover at gøre mig mere umage!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...