Fristet

Lydia er en brunhåret galning, som de fleste måske havde tænk ville være et godt øgenavn.
Lydia har en lidelse ingen kender til, og hun har svært ved at tænkte klart med den. Lydia har en tro på at hun selv kan beherske sig og ikke har brug for nogens hjælp. Men når hun kigger på hendes eneste ene veninde, går det lidt op for hende, at hun godt kunne bruge støtte.
Her fortæller hun om hvordan hun mødtes med hendes veninde og hvordan deres forhold er, og hvordan hun lever sig igennem hverdagen, på sin helt egen måde.
Men alligevel kommer der en dreng, ved navn Daniel efter noget tid. Han vil have opmærksomhed fra hende, men man skal nok ikke genere Lydia, når det kommer til stykket.

8Likes
47Kommentarer
1694Visninger
AA

1. Lidt om mig..

Jeg sad i et mørkt rum oppe i et ukendt loft og stirrede på mine hænder. Fristende...

Det var svært. -At være mig, altså.

Der var blod på mine hænde. Jeg rystede og stammede i forsøget på at tørre blodet væk.

Jeg skulle stoppe fristelsen... Nu!

Blodet på mine hænder var så rart. Og Mere fristende. Blodet var stadig varmt. Jeg kiggede på blodet og forstod ikke hvorfor andre fik dårlig samvittighed over det. Det var absurd. 

Ingen måtte vide hvor sindsyg jeg egentlig var.

Jeg vidste selv, at der var noget galt med mig. Jeg ville også gerne stoppe det. Ja, jeg er så dejlig fornuftig, men det bliver fandens svært. Min mor ville også reagere voldsomt, hvis hun fandt ud af det. hun ville sende mig til det nærmeste sindsyg hospital, på livstid og de ville ikke gå hurtigt nok. Og det vil jeg jo forstå. Men jeg vil bare ikke acceptere det.

Men skulle jeg fortælle dig historien af mit liv? Den lidt glade del, startede nogenlunde sådan her: Jeg mødte engang en pige. En pige med langt hvidt hår. Omkring på min alder. En rød strik på og nogle jeans. Har en skoletaske på og holder på nogle bøger, mens hun er helt væk i sin egen lille drømme verden. Hun var lige så fristende, som en mand der tager narko og finder ud af der er en butik der hedder "Fri Narko til alle."... Igen: Jeg har ingen samvittighed, omkring dette jeg gør. Hun var utrolig bleg og havde store synlige blodårer. Det var ret dumt, det jeg gjorde. Jeg kunne jo have gået videre, ikke? Jeg kunne lade som ingenting? -Men nej. Jeg havde allerede en plan i hovedet. Jeg kunne ikke styre mig. Og hun var jo på vej væk! Jeg satte mit tempo mod pigen og kom derefter op på hendes side og startede med at snakke. I starten kunne man se at hun var ret forvirret over at jeg pludselig kom og snakkede med hende. Hun spændte i musklerne og havde måske gennemskuet at jeg var ude på noget. Men hun faldt til ro da vi kom i snak. Vi snakkede faktisk godt sammen. Hun blev mindre og mindre genert. Hun var faktisk rigtig sød. Hendes navn er Mira. Et vidunderligt navn. Hun var meget energisk over for bøger og skole. Hun fortalte mig om en kodylt tyk bog hun var i gang med. På bog på 1280 sider, for at være præcis.

Min plan røg i vasken. Og det var jo rigtig godt, ikk'? Men jeg kunne ikke nænne det, nej. En pige som hende fortjente ikke at finde sted i døden så tidligt. Vi endte med at blive ret gode venner. Hun spurgte ikke så meget indtil mig. Når jeg gjorde var det noget, som ikke var hemmeligt. Og jeg har en del hemmeligheder. Jeg kunne fornemme noget godt ud af det her. Måske slap jeg igennem livet, uden at blive dømt? -Jeg havde da klaret mig fint. Da mine fristelser gik over gevind, skaffede jeg liget af vejen og indtil videre står der bare på overskifterne: Savnet.

Jeg er et ondt væsen, vil de fleste sige. Men folk skal nok ikke dømme mig for hård.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...