Fristet

Lydia er en brunhåret galning, som de fleste måske havde tænk ville være et godt øgenavn.
Lydia har en lidelse ingen kender til, og hun har svært ved at tænkte klart med den. Lydia har en tro på at hun selv kan beherske sig og ikke har brug for nogens hjælp. Men når hun kigger på hendes eneste ene veninde, går det lidt op for hende, at hun godt kunne bruge støtte.
Her fortæller hun om hvordan hun mødtes med hendes veninde og hvordan deres forhold er, og hvordan hun lever sig igennem hverdagen, på sin helt egen måde.
Men alligevel kommer der en dreng, ved navn Daniel efter noget tid. Han vil have opmærksomhed fra hende, men man skal nok ikke genere Lydia, når det kommer til stykket.

8Likes
47Kommentarer
1792Visninger
AA

5. Let's talk about.. ME..

Mira løb og fjollede efter sin hund og grinede. Jeg kiggede og smilede stort. Hunden løb pludselig hen mod mig og overfaldt mig. Nu lå det klamme dyr på mig. 

Mira hjalp mig med at få hendes hund, ved navn Stella, af. Vi satte os ved en bænk og hun begravede sit ansigt ned i mobilen for at svare lynhurtigt på en sms. Derefter kiggede hun på mig. "Lydia?" sagde hun, med sit kæmpe store smil. Jeg kiggede på hende og udstødte en "mhm?" lyd. "Min mor snakker om at vi måske kan tage på weekend tur sammen! Kun os to!" Jeg smilede. "Virkelig?" sagde jeg. "Ja! Min mor kan bare ikke modstå det her nutteface!" sagde hun og lagde hendes pegefinger, på hendes smilehul. Når hun var glad, var alt godt. Jeg glemte alt omkring mig, når hun var så entusiastisk. Hvis andre folk kunne vide hvordan jeg tænkte, ville de synes jeg var kynisk. Mira kiggede rundt i gården og kiggede på mig.

"Lydia. Har du hørt det? Ham fra døgnnetto, som altid vrisser af os, når vi fumler med at få pengende op af tasken er meldt savnet?" Hun kiggede nysgerrigt på mig. 

"I tre dage nu," sagde jeg og lød lidt halv ligeglad, selvom det ikke var meningen. 

"Tror du der er en massemorder på spil i byen?" spurgte hun. Jeg trak på skuldrene og prøvede at smile. "Hvad hvis du nu var mig, der var skyld i det?" Sagde jeg hæst. Jeg tænkte jeg ville se hendes reaktion, om hun virkelig ville gå fra mig. Hun kiggede lidt overasket, men på samme tid spørgende på mig. "Det ved jeg ikke rigtigt. Jeg tror jeg ville blive bange i starten og få et andet indtryk af dig.. eh..." hun stoppede i et kort øjeblik for at tænke. "Men før jeg gik i panik ville jeg nok høre forklaringen. Men tror ikke rigtigt at der ville være en ordenlig forklaring."

Jeg kiggede på hende og min hals snørrede sig sammen. Jeg kunne ikke fortælle hende det. Min forklaring er sindsyg... Jeg stirrede på hende og blinkede et par gange.

"Lydia? Lydia er du okay?" spurgte hun og lagde armen om mig. "Lydia? Hvad sker der, Lydia?" Hendes store bleg blå øjne stirrede bekymret på mig. Hun lignede faktisk Eva, på nogle punkter.Jeg hulkede og  begyndte for første gang i mange år at græde. Hun tog mig til sig og aede mig over hårdet. "Lydia, hvorfor græder du?" lød hendes lyse stemme. Jeg havde godt regnet ud at hun vidste at jeg ikke plejer at græde og der måtte være noget alvorligt galt.   "Er det om de savnede?" spurgte hun. Hun var dybt forvirret. Jeg tror godt at hun selv kendte svaret - som var et tydeligt nej

"Det handler mere om mig." sagde jeg egoistisk. Jeg rev mig løs fra hendes kram og tørrede tårende væk. Hun smilede kort over at det faktisk lød lidt snobbet, men kiggede bekymret igen. "Jeg har en lidelse, og jeg kan simpelhen ikke få mig til at sige det!" sagde jeg og hev efter vejret, for ikke at græde.

"Jeg lover jeg nok skal holde tæt.." Hun hviskede næsten.

"Tak, men det er ikke det største problem!" vrissede jeg og blev ved med at tørre mine tåre væk. Jeg ville ikke græde!

"Hvad?" sagde hun.

"Du vil bare forlade mig!" råbte jeg op i hendes ansigt. Jeg havde aldrig råbt af hende før. Jeg kunne se jeg havde gjort hende forskrækket og hendes ansigt fik min samvittighed til at titte frem. Hun lavede et hulkende ansigt og kæmpede imod tårende, ligesom mig. Jeg kiggede chokeret. Skulle jeg sige undskyld? skulle jeg give hende et kram? Ja, det ville have været det fornuftige at gøre. I stedet for, løb jeg alt hvad jeg kunne ud af hendes gård og løb hen mod min egen lejlighed. Jeg havde såret Mira og det ville jeg løbe væk fra. Jeg ville ikke se hende ked af det og vide det var min skyld. Og det var ikke engang mit største problem.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...