Fristet

Lydia er en brunhåret galning, som de fleste måske havde tænk ville være et godt øgenavn.
Lydia har en lidelse ingen kender til, og hun har svært ved at tænkte klart med den. Lydia har en tro på at hun selv kan beherske sig og ikke har brug for nogens hjælp. Men når hun kigger på hendes eneste ene veninde, går det lidt op for hende, at hun godt kunne bruge støtte.
Her fortæller hun om hvordan hun mødtes med hendes veninde og hvordan deres forhold er, og hvordan hun lever sig igennem hverdagen, på sin helt egen måde.
Men alligevel kommer der en dreng, ved navn Daniel efter noget tid. Han vil have opmærksomhed fra hende, men man skal nok ikke genere Lydia, når det kommer til stykket.

8Likes
47Kommentarer
1677Visninger
AA

8. Idioten, Daniel

Mira sad og prøvede at vise hvordan man strikkede. Jeg kiggede, mens hun prøvede at forklare. Jeg blev så utålmodig.. Hun blev ved, men jeg fejlede. Jeg vrissede og smed strikkepindende på jorden. Hun grinte kort og gik for at samle dem op, og satte sig igen.

"Det er faktisk noget værre tidsfordriv, når man keder sig.." sagde hun og smilede, mens hun strikkede.

"Du er alt for god til det," mumlede jeg. Hun smilede bare større til mig. Jeg havde en dårlig tålmodighed, og jeg gad virkelig ikke det der lort. Der var sne udenfor og det var noget af det værste i verden. Mira ville så gerne udenfor og holde julestemningen høj, men jeg hader sne. Men hun sagde ikke noget imod det. Så vi sad bare her og strikkede.

"Samler din mor også på aviser?" spurgte Mira.

"Ja, men hun gør det kun på grund af de savnede."

"Jeg er ked af det over det med din far.." hun kiggede medfølende på mig.

Det er jeg godt nok ikke. Jeg trak på skuldrene. "Jeg kan se du hader strikning. Vi kan lave puslespil?" hendes smilehul kom frem og jeg nikkede bare. Jeg var ikke så vild med puslespil, men det var okay hyggeligt med Mira. Vi spredte puslespillet ud på bordet og begyndte. Tv'et kørte med jule afsnit på disney channel.

Så det hele gik jo fint. bare lige til hendes mor kom hjem.

Hun åbnede døren og kom ind. "Hej Mira!" lød det fra hendes mor, som satte sig med overtøjet og breve i hånden. Hun tog jakken af og foldede avisen op. jeg rynkede panden. Nu kommer der bare en dårlig stemning. Jeg vidste det bare!

Hun rømmede sig, parat til at læse hendes åndsvage avis op. Kunne hun ikke bare holde sin MUND? Jeg havde lyst til at slå et eller andet. Rettere Hende.

"21 årige mand, dræbt ved sommerhus område."

Det overraskede mig ikke rigtigt, at hun var så irriterende. Mira tog avisen ud af hånden på hende og skimmede teksten. Eller det tror jeg, siden jeg kiggede på hendes øjne bevæge sig så hurtigt.

"I...i-i-i.. Søndags.. Ved fire tiden?"

Jeg sank en klump og kiggede ned i bordet. Jeg ville ikke kigge på hende, så jeg lod som om jeg lavede puslespillet. Som gik dårligt.

"Hvordan kan det var så tilfældigt? Det er da..."

"Jeg må gå!" udbrød jeg, rejste mig og gik i et fast tempo ud mod gangen, greb fat i min jakke og lukkede døren. Jeg var virkelig nervøs. Hun måtte ikke mistænke mig.. Det måtte hun bare ikke.!

Jeg humpede igennem sneen som havde lagt sig. Det sneede en del og det var svært at kigge op uden at blive ramt af sneen.  Jeg gik over vejen, men hørte en bil dytte så jeg stormede bare hen mod motervejen og faldt, fordi jeg ikke kunne se hvornår fortorvet havde startet. Jeg kiggede på den sorte bil, som nær havde ramt mig, køre videre. Jeg prøvede at rejse mig, men min fod brød ud i smerte. Jeg skreg af vrede. "Jeg vil jo bare hjem!!!"

Jeg hørte nogle rømme sig og jeg kiggede op. En okay grim dreng stod og rakte hånden frem. "Er du okay?" jeg kiggede på mig og det løb koldt ned af ryggen. Men også kun fordi jeg havde sne i nakken.

"Jeg klare mig altså fint nok!" jeg vrissede og tog min hue over hovedet igen. Det var lidt sjovt at jeg havde glemt at tage den af, da jeg var hos Mira. Jeg snublede da jeg prøvede at støtte på det ene ben. Han sukkede og rakte hånden længere frem.

"Jeg klare mig altså! Gå nu bare hjem!" sagde jeg højere end forventet. Jeg faldt endnu engang og følte mig pinligt hjælpeløs. Jeg kiggede op på ham. Han havde kort brunt hår, som var dækket af sne og en sort hue. Han havde en sort jakke og nogle stramme jeans. Hvis type var det der lige? Han havde rander under øjnende!

"Så giv mig den hånd.." mumlede jeg. Han rakte den frem og jeg tog fat i den. Han havde grå skihandsker på. Jeg rejste mig og støttede mig op til automaten hvor man betalte for parkeringen.

"Hvaa'.. Skal du have et lift?" han fniste og jeg kiggede ned af mig selv. Mine bukser var revnet. Skønt.

"Jeg hopper sgu bare med et ben." sagde jeg flabet og begyndte at hoppe væk fra ham.

"Er der lang vej?" sagde han, mens han gik ved siden af mig.

"Nej. Og lad være med at gå efter mig!"

"Hvorfor ikke?" spurgte han. Jeg kiggede på ham og han smilede, mens han kiggede fremad.

"Fordi jeg ikke aner hvem du er?" sagde jeg irriteret.

"Jeg er Daniel. En dreng på 15, som halv keder sig lige nu." han grinede og jeg kiggede væk. Han havde også et smilehul..

"Gå og ked dig et andet sted, Daniel."

"Hvad, må man nu ikke engang vide dit navn og alder?"

"Lydia. 14. Snart 15. Gå nu.." hvorfor blev han ved?

"Hvad nu hvis du vælter?" spurgte han.

"Det gør jeg ikke! Og hvis jeg gør, har jeg ikke brug for din hjælp!" vrissede jeg.

Han skubbede til mig. Jeg væltede forover og automatisk støttede jeg på min dårlige fod, men løftede den straks igen, på grund af smerten. Han greb omkring mig og løftede mig op. Jeg blev rød i hovedet og kiggede på ham.

"Hvad er det du laver! Jeg vil bare hjem!"

"Må jeg nu ikke være sød?"

"Du er jo bare flabet." Jeg hoppede ud af hans favn og hoppede lidt hurtigere.

Han luntede op ved siden af mig.

"Lad mig nu være!" råbte jeg og drejede af ved hjørnet.

"Der er jo langt. Vi har gået i lang tid." han greb mig om hoften og jeg gispede. Jeg smed mig ned i sneen, ud af hans favn.

"Lad være med at overskride mine personlige grænser!" skreg jeg så høj, at jeg tror alle på gaden, hørte det. Han kiggede chokeret på mig. Nu kunne han endelig se, jeg ikke ville have han skulle gå efter mig.

"U-undskyld.. Det var ikke meningen at.."

"Jeg er pisse ligeglad! Hjælp mig op og gå hjem!"

Han hjalp mig op, uden at sige noget. Jeg børstede sneen af og han kiggede på mig.

"Undskyld." sagde han og klappede mig på skulderen.

"Lad være med at røre mig og gå nu bare!"

Jeg hoppede alt hvad jeg kunne hjem. Jeg ville aldrig se ham igen!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...