Fristet

Lydia er en brunhåret galning, som de fleste måske havde tænk ville være et godt øgenavn.
Lydia har en lidelse ingen kender til, og hun har svært ved at tænkte klart med den. Lydia har en tro på at hun selv kan beherske sig og ikke har brug for nogens hjælp. Men når hun kigger på hendes eneste ene veninde, går det lidt op for hende, at hun godt kunne bruge støtte.
Her fortæller hun om hvordan hun mødtes med hendes veninde og hvordan deres forhold er, og hvordan hun lever sig igennem hverdagen, på sin helt egen måde.
Men alligevel kommer der en dreng, ved navn Daniel efter noget tid. Han vil have opmærksomhed fra hende, men man skal nok ikke genere Lydia, når det kommer til stykket.

8Likes
47Kommentarer
1671Visninger
AA

12. Hvad vil der stå i avisen i morgen?

Mira og jeg havde jo den samtale over sms. Men hun havde jo aldrig svaret? Indtil i dag hvor avisen kom med den første nyhed. Kæmpe store bogstaver som overskrift:

ALLY SHAY, 16 ÅR, FUNDET DØD. MISTANKE OM HVEM DET KUNNE VÆRE.

Okay der stod nok ikke "mistanke om hvem det kunne være."

Men i artiklen stod der at de var ved at finde forbryderen. Det burde i virkeligheden være noget, jeg skulle gøre noget ved, men jeg gad ikke rigtigt. I stedet gik jeg hjem til Mira, men hun havde dårligt nyt.

"Jeg tror jeg ved hvad din lidelse er.." sagde hun og forsøgte at smile. Jeg sad på mine hænder, for ikke at løbe. Jeg kiggede på hende. Hvad tror hun?

"Jamen så sig det," Jeg smilede igen, selvom jeg bare var utålmodig.

"Det med din søster..." hun startede sætningen sådan, men hun sluttede den ikke af. Hun kiggede hen mod døren, og 2 sekunder efter, hørte man at hendes mor var kommet hjem. Men efter noget tid, kom hendes storebror ind af døren. Tyler, hed han.

"Hej med jer," sagde han smilende. Mira rejste sig og gav ham et knus og han gik derefter ud igen. Det gjorde han altid. Han kom for at sige hej, så vi vidste han var hjemme og han gik igen. Mira kiggede på mig, men jeg kiggede ned i jorden igen. 

"Lydia?"

"Mhm?" jeg havde en af hendes bøger i hånden og bladrede i den for sjov.

"Altså jeg kan ikke få mig selv til at sige det," sagde hun, jeg kiggede op.

"Bare sig det,"

Hun tøvede i lang tid. Hun kiggede ned i jorden, mens hendes fod bevægede sig lidt. Jeg var sikker på, at hun prøvede at møve sig udenom, men nu fik hun ikke lov til at slippe. Vi sad der i noget tid og det blev for stille, selv for hende.

"Har du den samme lidelse som din søster?"

Jeg kiggede mærkeligt på hende.

"Ligner jeg en der har det?" spurgte jeg forvirret og lettere fornærmet.

"Nej nej, overhovedet ikke, men siden du ikke viste sin sorg, da hun døde, kunne det være du forstod hende?" spurgte hun.

"Jeg forstod hende godt," Jeg antrengte mig for ikke at blive sur. "Og jeg har ikke den samme lidelse."

"Hvordan døde hun?"

"Hun slugte mange piller. Nogle farlige nogen."

Hun nikkede bare og kiggede ned i jorden.

Hun forsøgte at gætte, men hun gttede aldrig rigtigt.

 

*****

 

Næste dag var jeg nede i en kiosk, for at hente mælk til min mor. Jeg hev fat i noget skummemælk og kiggede på prisen. Tja. Kiosker er jo lidt dyrere end supermarkeder. Men jeg var lidt ligeglad, det var ikke mine penge.

Jeg betalte og gik ud med mælken på vej mod min lejlighed. Det var lidt svært at holde en mælk med krykker.

Det sneede ikke så meget mere, som det engang gjorde, nu dalede det bare stille og roligt, ned fra himlen. Jeg gik og kiggede på alt det der var dækket af hvidt. Hvorfor var der ingen på gaden? Jeg var alene. Eller.. Det troede jeg at jeg var. indtil jeg hørte nogle sige mit navn.

"Lydia." lød det koldt. Jeg vendte mig om og Daniel kiggede på min mælk og derefter op på mig.

"Åh nej.." sagde jeg. Men jeg gik ikke denne gang.

"Jeg så hvad du gjorde," hans hænder rystede voldsomt. Jeg kiggede op på hans paniske øjne. Hans mundvige bevægede sig ned ad nogle gange.

"Hvordan kunne du.. Hvad er du for et sindsygt menneske? Jeg dig. Du dræbte hende..  Og grinte på den der klamme måde..."

Jeg var blevet lammet. Tænk engang jeg ikke havde regnet ud at Daniel, som tydligvis fulgte efter mig, en dag ville finde ud af min hemmelighed. Jeg kiggede på ham og jeg kunne mærke mit hjerte banke af rædsel. Hvad nu? Hvad skulle jeg sige?

"J-J-Jeg..." Jeg prøvede at styre min vejr trækning. Jeg var bange.

"Kig dog på mig!" råbte han. Jeg kiggede på ham, med bedende øjne.

"Hvad er der galt med dig! Er det dig der er massemorder?!" Han råbte og det  gjorde mig endnu mere nervøs. Jeg følte mig som en lille pige. Min største hemmelighed var blevet afsløret.

Det er ikke en hemmelighed på samme måde som hvis man hver aften når man kommer hjem, snakker sexet til aftensmaden. Nej, jeg har en hemmelighed der er måske en del værre.

Jeg nikkede og rettede så ryggen. Jeg ville ikke føle frygt.

"Du er sindsyg..." hviskede han og skar en grimasse. Han ville vende sig om for at gå, men jeg tog fat i hans arm, så den ene krykke væltede på jorden.

"Vent.." sagde jeg.

"Hvad?"

"Du siger det ikke til nogen, vel?"

"Om jeg siger det til nogen? Det bliver jeg da nød til! Du er jo rablende sindsyg!" sagde han og begyndte at gå i et hastigt tempo væk fra mig. Jeg samlede krykken, som der lå i sneen, op igen.

Nu blev jeg vred. Hvad havde han regnet med, da han så mig her på gaden? At jeg ville blive bange og tigge ham om at lade være, ved at være hans tjener for evigt, så længe han ikke sladrede?

Nej, hvis han bare kendte mig, ville han vide det der ville ske. jeg smed mælken fra mig og begyndte at løbe efter ham. Det var mega irriterende med krykker. Han hørte mine skridt i sneen og vendte sig om. Jeg hoppede op på ham, smed mine krykker, og han væltede. min hætte fløj over mit hoved og irriterede mig, fordi jeg ikke kunne se så meget med den, pågrund af at den var en smule for stor. Jeg tog mine nøgler og skyndte mig at begynde at dolke ham med dem. han skreg og prøvede at vride sig fri, men jeg ville bare have, at han skulle dø.

Jeg havde ønsket det i lang tid. Og nu hvor jeg havde en god grund til at gøre det. Nu fik jeg det bare endnu bedre over at gøre det her mod ham. Han hostede blod op og jeg grinte ikke denne gang. Jeg ville ikke gøre det langsomt, som jeg plejede. Eller.. langsommere.

Jeg var jo ude i offeligheden hvor et hvert menneske der bare kiggede ud af vinduet, ville se mig og ringe efter politiet, så jeg vidste ikke hvor meget tid jeg havde. Han holdte op med at bevæge sig og jeg smed mine nu meget blodige nøgler, ned i lommen. Jeg havde ikke rørt ham med mine hænder, så man ville ikke kunne opspore mine fingeraftryk.

Jeg kiggede op i lejlighederne og der var ingen. Jeg sad og kiggede i 5 sekunder og skimmede alle vinduerne, indtil jeg nået en stue hvor en man stod med en mobil i den ene hånd og havde den anden hånd gennem sit hår. Han snakkede ind i mobilen og jeg havde på fornemmelsen at han kiggede på mig. Jeg rejste mig, tog fat i mine krykker, og løb alt hvad jeg kunne. Jeg samlede min mælk op og løb ind i en fremmed gård. Jeg samlede derefter min mobil, penge og nøgler op at jakke lommen og smed jakken i containeren og løb ud af gården.

Mens jeg humpede hen af de sne beklædte gader, i et forsøg på ikke at glide, hørte jeg sirener. Jeg nåede min opgang og styrtede op af den. Hvad havde jeg gjort? Jeg kunne måske havde snakket med ham om det.

Men næh nej.

Jeg skulle bruge min egen fornuft. Jeg kom ind i lejligheden og gik ind på badeværelset. Min mor sad på til soveværelse og læste. Jeg lagde mælken, mobilen, pengende og mine krykker på gulvet og begyndte at vaske mine nøgler, man kunne stadig skimte lidt blod, så jeg vaskede i lang tid, indtil der kun var så lidt tilbage at man skulle bruge et forstørelsesglas for at se det.

Hvad vil der stå i avisen i morgen?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...