Fristet

Lydia er en brunhåret galning, som de fleste måske havde tænk ville være et godt øgenavn.
Lydia har en lidelse ingen kender til, og hun har svært ved at tænkte klart med den. Lydia har en tro på at hun selv kan beherske sig og ikke har brug for nogens hjælp. Men når hun kigger på hendes eneste ene veninde, går det lidt op for hende, at hun godt kunne bruge støtte.
Her fortæller hun om hvordan hun mødtes med hendes veninde og hvordan deres forhold er, og hvordan hun lever sig igennem hverdagen, på sin helt egen måde.
Men alligevel kommer der en dreng, ved navn Daniel efter noget tid. Han vil have opmærksomhed fra hende, men man skal nok ikke genere Lydia, når det kommer til stykket.

8Likes
47Kommentarer
1694Visninger
AA

15. Hospitalet

Her sad jeg så.

Bagerst i bussen, hvor en lille dreng hele tiden stikker hovedet frem og kigger på mig, hvor han derefter kigger hurtigt væk igen, fordi jeg har busted ham.

Her sad jeg så, på vej til et hospital.

Jeg ville med allerstørste glæde slippe. Men kunne jeg det? Nej nej, jeg skal jo have noget at lave. Jeg vil jo hellere være der hjemme og læde efter gammelt brød, så mig og Mira kan fodre de beskridte duer.

Jeg trykkede på stop-knappen og kiggede på mit ur. Det var nok ikke det smarteste at pjække fra skole, men det her med Daniel skulle overstås.

Jeg gik ud og gik hen mod bygningen.

Allerede da jeg var der inde, overvældede lugten af hospital, mine næsebord. Jeg havde lyst til at holde mig for næsen, men så tror patienterne bare at det er dem der lugter og ikke hospitalet.

Jeg stilte min taske op ved siden af disken.

"Hej, i hvilken stue ligger Daniel i?" Fuck, jeg lød åndsvag. jeg kender jo ikke hans efternavn! Hvor pokker skulle jeg vide det fra!

"Daniel, hvem?" spurgte damen.

"Jeg.. jeg kender ikke rigtigt hans efternavn, men jeg har virkelig brug for at tale med ham.."

"Jaså. Hvor gammel er han?"

"15." så vidt jeg da husker.

"Der er to der hedder Daniel på hospitalet." sagde hun og jeg nikkede.

"Den ene er så 5 år og har kræft. Den anden er 15."

Og sådan fortsatte denne samtale i lang tid. Det var åbenbart vigtigt at vide hvem jeg var og hvor jeg boede, osv. Plejede man det på hospitaler?

Jeg kiggede lidt overvejende på døren. Jeg vidste ikke engang om jeg turde gå derind. Pludselig bled døren åbnet i et vidt gab og med et sus løb to sygeplejsker med en seng, ud af rummet. Og i sengen lå en pige med mange sår og mærker. Uden af tænke over det, gik jeg hurtigt ind af døren, inden den lukkede, som hvis det var at den lukkede, skulle man indtaste en kode.

Lyset strålede ind. Der var nu kun én seng. Han lå der.. Og kiggede ud af vinduet. Måske kunne han ikke sove? Jeg gik langsomt hen til ham og han drejede hovedet. Jeg tog min jakke af og lagde den på stolen ved siden af hans seng, sammen med min taske. Han kiggede overvejende på mig, som om han lige skulle huske hvem jeg var. Jeg satte mig ned.

"Hej.." sagde jeg.

Han havde en dyne over sig og hans brune hår var spredt ud til alle sider. Hans øjne var halvt åbne og han så meget træt ud.

"Hej," svarede han. Jeg tog en tot bag mit øre.

"Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal begynde..."

"Du... hvad.. hvad skete der?"

"Jeg blev vred.. Du ... Du opdagede min hemmelighed.." Jeg rømmede mig. "Og .. og jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere på det.. Jeg forstår stadig ikke hvordan du er i live.. Du må virkelig undskylde. Hvad kan jeg gøre for at du ikke siger min hemmelighed til nogen?"

Jeg kunne godt selv høre hvor tiggende jeg lød. Jeg forlangte tilgivelse og tiggede om at min hemmelighed ikke kom ud.

"Bare lad være med at dræbe.. Nogen sinde igen." sagde han hæst.

Jeg stivnede. Stoppe? Bare sådan? Uden videre? Det er vidst lettere sagt end gjort..

"Det ville jo... Det ville jo være ligesom at lade en narkoman stoppe med at tage narko, helt uden videre! Han ville dø!"

"Ja, men du dør jo ikke."

Jeg kunne mærke at mine hænder begyndte at ryste. Der kunne jo ske alvorlige konsekvenser? Hvad nu hvis jeg blev helt syg til sidst og døde? Nej. Nu overdrev jeg.

"Så nemt er det. Bare lad være."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...