Fristet

Lydia er en brunhåret galning, som de fleste måske havde tænk ville være et godt øgenavn.
Lydia har en lidelse ingen kender til, og hun har svært ved at tænkte klart med den. Lydia har en tro på at hun selv kan beherske sig og ikke har brug for nogens hjælp. Men når hun kigger på hendes eneste ene veninde, går det lidt op for hende, at hun godt kunne bruge støtte.
Her fortæller hun om hvordan hun mødtes med hendes veninde og hvordan deres forhold er, og hvordan hun lever sig igennem hverdagen, på sin helt egen måde.
Men alligevel kommer der en dreng, ved navn Daniel efter noget tid. Han vil have opmærksomhed fra hende, men man skal nok ikke genere Lydia, når det kommer til stykket.

8Likes
47Kommentarer
1719Visninger
AA

7. Han skulle jo ikke lide. Jeg skulle bare nyde. -Weekendturen.

Jeg satte min kuffert på vores seng og gik derefter ind i stuen, hvor Mira sad og spillede et spil på mobilen. Jeg tog den ud af hendes hånd og smilede, som tegn på at jeg nu har lagt mine ting. Hun kiggede med hundeøjne og jeg gav hende den tilbage. Hendes smilehul tittede frem og jeg smilede.

Vi var lige ankommet til weekendturen, i hendes sommerhus. Alt var så hyggeligt.Vi spiste is, gik ned til havnen, hoppede på trampolin, o.s.v. Jeg ville holde mig selv væk fra fristelsen og Mira gav mig andet at tænke på. Jeg ved ikke om jeg er ond. Eller bitter. Jeg ved bare jeg har en lyst til at gøre folk fortræd. Så da jeg var sikker på at klokken var 3 om natten og hun sov så sødt, listede jeg ud at sommerhuset. Jeg fik dårlig samvittighed over at forlade hende, og underligt nok, trillede tårende. Måske var jeg blevet for blød? -Det var godt nok frastødende. Jeg tørede hurtigt øjnende og gik videre.

Jeg kan huske jeg tog en lommelygte,så jeg kunne se noget og en kniv. Jeg gik med den store lommelygte under armen, og kiggede smilende ned på kniven. Den  var så rar og skarp.. Jeg lod min finger langs kniven og kom til at skære mig. Lidt for meget, faktisk. Jeg suttede på min finger, mens jeg gik og blodet overvældede min mund. Jeg gik ved gaderne, der lyste stille op af de få gadelamper der var. Jeg fortsatte med at gå ligeud så jeg vidste at jeg kunne finde vej tilbage.

Jeg skubbede tankerne væk, angående Mira. Jeg havde brug for hende mere end jeg kunne klare.

Irriteret gik jeg på gaderne, med kniven inde i jakken. Jeg kiggede rundt, bare på at se ét menneske. Så begyndte jeg at løbe, fordi det gik for langsomt. Jeg lyttede til min egen vejrtrækning hive efter vejret, mens jeg løb  på vejen. Pludselig så jeg en mand gå. Jeg stoppede op med ét, så jeg var lige ved at vælte og kiggede på ham. Han havde brunt kort hår og en sort jakke som han klamrede sig til. Han var nok et sted i tyverne. Jeg kunne se hans ånde, i det kolde vejr. Mig, som bare går i pyjamas. Hvor dum er jeg lige? Men jeg gik ud fra han bare gik en tur. Jeg havde udtænkt en start på en plan og tænkte jeg måtte digte videre, eller føre ham på vildspor. Jeg løb over vejen og hen til ham. Han drejede hovedet og kiggede på mig. Jeg hev lidt i hans jakke og ændrede mit udtryk, så jeg så bekymret ud.

"Jeg ved ikke hvor jeg er og jeg skal hjem..." sagde jeg hæst. Ikke med vilje, men det var en god detalje. Jeg rømmede mig og lod som om jeg tørrede tåre væk. Først kiggede han undrende på min pyjamas, men trak på skuldrene. Han var dum nok til ikke at lægge mistanke. Det var jo meget godt. Han aede min ryg.

"Jeg skal nok hjælpe," sagde han og smilede. "Kan du nogen lunde huske hvor du bor?"

"Ehm.." jeg tøvede og kiggede rundt. Jeg skulle jo ikke nævne min venindes sommerhus. Politiet ville tro det var hendes skyld. Men alligevel pegede jeg længere ned mod gaden. Jeg vidste nok ikke præcist hvor jeg pegede, men nogenlunde bare nede af vejen. Han begyndte at gå og jeg fulgte efter.

Mit blik søgte panisk efter et sted, hvor ingen ville høre ham skrige. Og hvis han kiggede på mig, ville han nok bare tro jeg prøvede at finde ud af hvor jeg var. 

Pludselig kom jeg i tanke om den skov der var tre gader væk, og hvis man så drejer til højre. Jeg lyste op og pegede straks mod den vej. "Kom!" råbte jeg. "Jeg tror jeg har fundet det!" Han fulgte tumlende med, mens jeg løb. "Behøver jeg at komme med, når du har fundet dit hjem?"

"Jeg er ikke sikker på det er der..." kom det fra mig. Jeg havde lyst til at slå mig selv. Den dummeste undskyldning EVER. Jeg kunne høre vores skridt mod asfalten og vores vejrtrækning der lød tungt og forpustet. Så snart vi drejede så jeg skoven og smilede. Jeg følte mig som en varulv, ude efter kød. Nom nom... Jeg løb videre ind mod skoven og stoppede op, så vi kunne gå lidt.

"Er du sikker at det er her? Der er ingen huse i skoven, jo?"

Hvorfor tror du at jeg tog dig her ind?

"Vi skyder bare genvej!" sagde jeg irriteret over at han ikke ville holde hans mund. Jeg tændte lommelygten, siden der ikke var noget som helst lys i skoven.

Vi gik et godt stykke og en gang i mellem kunne man godt mærke irritationen i hans øjne.Da jeg havde en fornemmelse af at vi var cirka i midten af skoven, slukkede jeg lommelygten, og kunne så nemt som ingenting, tage batterierne ud og gemme det i lommen. Så langt, så godt.

Jeg vendte mig om. "Lommelygten er løbet tør." sagde jeg bare.

Han trak på skuldrene. "Bare rolig. Vi bruger bare min mobil." Jeg kunne lige skimte hans smil i mørket, hvor han derefter rodede i sin lomme, efter mobilen. Jeg tog hånden om kniven. Jeg stod i to sekunder og tænkte hvor meget jeg faktisk hadede ham. Han var fuld af glæde og høflighed. Det strålede bare ud af ham. Jeg skubbede tankerne fra mig, hev kniven frem og løb mod ham. Han nåede kun at kigge chokeret på min kniv, indtil jeg løb direkte ud i hans mave, med den. Han væltede bagover, med mig, oven på. Mine batterier faldt ud af lommen og han kiggede skiftevis på dem og mig.

"Hvad er du for et sygt barn?.." Selvom han hviskede det, husker jeg stadig ordende tydeligt. Jeg smilede bare til ham, som om intet var galt. Jeg tog kniven op mod hans hals. Han trak vejret hurtigt og tungt. Tårende trillede ned af ham. "Du må ikke slå mig ihjel," tiggede han. Han hulkede, men jeg sukkede. Han lød så irriterende! Jeg tog min hånd op til knivbladet, og pressede den  ned i halsen på ham. Han udstødte kvæle lyde og det skød ud med blod. Jeg tog kniven ud og skar hans strube over. Han skulle jo ikke lide. Jeg skulle bare nyde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...