Fristet

Lydia er en brunhåret galning, som de fleste måske havde tænk ville være et godt øgenavn.
Lydia har en lidelse ingen kender til, og hun har svært ved at tænkte klart med den. Lydia har en tro på at hun selv kan beherske sig og ikke har brug for nogens hjælp. Men når hun kigger på hendes eneste ene veninde, går det lidt op for hende, at hun godt kunne bruge støtte.
Her fortæller hun om hvordan hun mødtes med hendes veninde og hvordan deres forhold er, og hvordan hun lever sig igennem hverdagen, på sin helt egen måde.
Men alligevel kommer der en dreng, ved navn Daniel efter noget tid. Han vil have opmærksomhed fra hende, men man skal nok ikke genere Lydia, når det kommer til stykket.

8Likes
47Kommentarer
1691Visninger
AA

9. Daniel, Sarah og Emoerne.

Næste dag fik jeg en sms. En sms jeg godt nok ikke lige havde regnet med at få.

Afsender: Mira

Jeg kender din lidelse.

Mit hjerte gik i stå og jeg kunne ikke få vejret. Jeg læste smsen igen og igen, hvor jeg derefter smed mobilen fra mig og løb ud på mit  badeværelse. Jeg hældte vand i ansigtet og lukkede øjnende. Hvad var der sket i går? Måske misforstod hun det?

Hendes mor kom hjem og læste op om de savnede.

Måske tror hun bare jeg er ked af det over min far? Nej.

Tror hun at jeg er psykisk syg? Nej.

Jeg stod og overvejede det lidt. Jeg kunne ærlig talt ikke finde nogen undskyldning.

"Lydia, du kommer forsent i skole, skat." lød det fra køkkenet. Jeg løb hen til mit værelse, tog tasken, jakken og min hue og stormede ud af døren.

Jeg løb hen af gaden og stoppede ved et bustoppested hvor en mand, der var godt pakket ind, stod. Jeg satte mig på bænken, uden af tænke på skolen. Lige nu ville jeg bare væk fra mit liv. En bus stoppede foran mig og manden gik ind i den og den kørte derefter videre.

Nu var jeg jo alene?

Jeg kiggede på min ånde i luften og den smukke udsigt. Jeg prøvede at varme mine hænder, men det hjalp ikke rigtigt. En bus stoppede og jeg var desperat efter varme, så jeg gik der ind, klippede, og satte mig bagerst, så ingen ville bemærke mig. Jeg kiggede ud af vinduet. Jeg var ærlig talt ligeglad hvor langt jeg kørte. Jeg skulle jo nok finde hjem.

Der lød et bump ved siden af mig. Hvem ville sætte sig ved siden af mig, når der var cirka 10 andre pladser, hvor der ikke sad nogen? Jeg vendte hovedet og mødte Daniel. Jeg gispede.

"Hva!.." han afbrød mig.

"Lydia. Inden du råber..."

"Jeg gider ikke råbe. Jeg gider ikke noget som helst." jeg trykkede på stop knappen. Nu skulle jeg bare væk. Han sukkede bare. Jeg løb ud at bussen og begyndte at gå. Pludselig opdagede jeg at jeg var ved en stor plads, med butikker. Fair nok. Daniel kom pludselig gående ved siden af mig. Lige nu var jeg bare for træt til at råbe af ham. Han skulle bare vente til at jeg blev fristet, mand.

"Lydia, hør. Du må altså undskylde det der fra i går."

"Jeg er ligeglad." sagde jeg og proppede hænderne ned i lommerne.

"Skal du ikke i skole?" spurgte jeg.

"Lige nu, vil jeg bare have din tilgivelse."

"Fint, du er tilgivet. Gå nu."

Han stoppede mig og vendte mig om, så jeg kiggede på ham.

"Hold dog op, du mener det ikke."

"Jeg kender dig jo ikke engang, så betyder det noget?" sagde jeg irriteret og skubbede hårdt til ham. "Tro mig. Du skal ikke genere mig."

"Ellers hvad?" Han smilede kort.

"Jeg gider ikke det der!" sagde jeg højlydt.

"Hvad er der galt, fru suresen?"

Jeg gik bare fra ham. Jeg kunne høre hans skridt så jeg begyndte at løbe. Jeg drejede og løb videre med håbet om at han var væk. Jeg kiggede hurtigt tilbage, men han løb efter.

"Hjælp! En dreng forfølger mig!" Jeg skreg så højt jeg kunne. Jeg væltede og rejste mig hurtigt igen, men han greb fat i min arm.

"Jeg vil jo dig intet ondt!" sagde han forpustet.

"Jeg gider ikke have noget med dig at gøre!" råbte jeg. Nu ville jeg faktisk hellere stå i en Mira situation. 

"Jamen.."

"Hold nu mund!" jeg svingede min arm om hans hals og brugte mit ben til at vælte ham omkuld, hvor jeg derefter begyndte at løbe.

"Dit ben er da blevet bedre!" hørte jeg ham sige. Jeg løb bare videre. Jeg drejede ind i et bibliotek og stormede op af trapperne, hvor jeg gemte mig imellem hylderne og kiggede på smsen og besluttede at svare.

Til: Mira

Og hvad er den så?

Jeg trykkede send og lagde den i min taske. Jeg sad der i lidt tid og ventede på at blive varm. Jeg var det jo allerede, fordi jeg havde løbet, men nu var jeg bare doven. Jeg kiggede på klokken. 9:15. Skønt. Kun en time og 15 minutter forsent. Hvis jeg går der hen nu, bliver alt jo bare værre.

Men jeg var jo igang med at stikke af fra alt. Jeg løb hele tiden fra Mira. Og nu pjækkede jeg, mens jeg blev forfulgt af en stalker. Måske skulle jeg bare kaste mig i armende på Slender. Og den nærmeste Slender jeg kunne finde, var Daniel. Men hvad ville han så sige til mig? At han elsker mig? Han kender mig da ikke. Vil han anholde mig? Vil han lære mig at kende? Eller skal vi tage den nemme vej at dræbe ham? Ej, det kan jeg jo ikke. Eller.. det kan jeg jo godt, men der var et eller andet, der holdt mig fra det. Jeg kendte ham lidt. Og hvis jeg kendte ham nok til det, så vil jeg nok bare lave en regel. Ja. En regel. Jeg må ikke rive hans lemmer ud. Han er jo den mest fristende jeg nogen sinde har set. Især på grund af hans irriterende personlighed. Så hvis jeg kan holde mig væk fra ham, kan jeg alt. Måske flyve!

Jeg besluttede at gå i skole alligevel og jeg nåede tilbage til frikvarteret.

Sarah er en af mobbeofrene i klassen. Sarah var en pige med altid nyvasket hår. Hun så meget glad ud. Hun havde brunt langt tykt hår og brede kinder. Men alle emoerne gik altid forbi hende og sagde "Flot hår.." med de langsomt og ubehageligt, kørte hånden igennem hendes hår. Jeg kunne ret let se hvor bange Sarah blev. Og ingen ville gøre noget imod det.

Laura var også mod Sarah.

I kan da huske Laura, ikk'? Emoen, der sad ved siden af mig i skolen, forleden dag?

Hun er meget mystisk. En pige man aldrig ved hvad der sker i hendes hoved. Hun vandrede bare rundt om Sarah, nogle gange og smilede. Sådan et smil jeg kan have, når jeg kigger på blod.

Jeg knyttede hænderne. Gud.. Blod.. Jeg bed mig i læben og kiggede på Sarah, som satte sit hår op i en knold. Jeg kiggede på hende. En af emoerne kom gående bag hende. Uden at tænke over det, tog jeg den læbestift jeg havde fået at min nisseven (som efter min mening, var noget vi var blevet for gamle til) og kastede den i hovedet på ham der gik bag hende. Han vendte sig om og kiggede forvirret på mig. Jeg stod bare og ventede på en reaktion. Hvad nu?

Han løb hen imod mig og skubbede mig hårdt i maven. Jeg gispede og var lige ved at falde, da jeg greb fat i ham og drejede ham, så han faldt med mig. Han landede på gulvet, med mig ovenpå, mens jeg holdt hans arme. Han kiggede med store øjne, mens blodet sivede ud af hans hoved. Jeg modstod trangen til at gå i panik og tørre blodet op i mine hænder og tvære det ud i ansigtet. 

"JEG ER SÅ TRÆT AF AT I SKAL LEGE SÅDAN MED SARAH!" skreg jeg. Han havde stadig det samme udtryk. Jeg gav ham en lussing. Blev han overasket over min styrke? Jeg har dræbt mennesker i årevis. Folk har bare først nu begyndt at mistænke en  massemorder, fordi det er blevet værre med årende.

"Så sig dog noget, kujon!" skreg jeg, mens folk begyndte at omringe os. De andre emoer kom og rev mig væk fra ham. Laura og en dreng, tog ham op og førte ham ud af gangen. Jeg kiggede på de 5 emoer der havde omringet mig. Jeg kendte ikke nogen af dem. Jeg havde kun set hende med det pinke hår, som nok hed Charlie. Jeg rejste mig og skubbede mig væk fra menneske mængden og begyndte at løbe ned mod toiletterne. Jeg løb Igen fra problemerne. Og jeg vidste at komme i skole i dag, var en dårlig idé.

Jeg styrtede nedenunder og ind i pige toilettet. Jeg låste døren og kiggede mig selv i spejlet. Det første jeg kom i tanke om, var Daniel. Jeg havde nemlig poser under øjnende. Ellers havde jeg ikke så meget som ét sår. Jeg var helt uberørt. Jeg var lige til at låse døren op, da nogle gjorde det for mig.

Det var det dårlige, ved de her toiletter. Folk kunne tage deres nøgle og åbne døren udefra. Panikslagen, lænede jeg mig op ad vasken. pokkers tage, det lille toilet!

Døren åbnede og pigen med det pinke hår stod der og gik til angreb på mig, som en ulv. Jeg skubbede hende fremad, så hun næsten væltede.

"Jeg har ikke gjort dig noget!" råbte jeg. Hun tog fat i mine arme, med sine uhyggeligt skarpe negle.

"Du har såret min ven," hviskede hun.

Selvfølgelig. De er jo en flok. Hvis man såre én i deres flok, går de alle amok.

Hun kastede mig nærmest ind i spejlet og der lød et brag. Jeg var helt overasket over hvordan hun havde styrke til det. Nogle glaskår ramte mig i hovedbunden, men jeg havde sgu prøvet værre ting.

Tror I ikke at folk har prøvet at gøre modstand, da jeg prøvede at slå dem ihjel?

Jeg lavede et lidt mislykket karate spark i hendes mave og hun hostede så lidt blod op, at det bare lå ved hendes mundvige. Hun sparkede på mig i ryggen da jeg forsøgte at løbe. Jeg væltede forover og følte mig som en ninja, da hun kom løbende og ville springe på mig, men jeg rakte benende ud og lod hende vælte bagover, mens hun stønnede højt. Jeg rejste mig og begyndte at løbe, men hun tog fat i min hættetrøje og hev i den, så jeg blev kvalt. Jeg væltede næsten, men rev mig fri. Jeg gav hende en lussing. Jeg følte mig lidt dum, fordi det var en ret sær reaktion. Lussing, bang. Hun kiggede også mærkeligt på mig. Derefter tog hun fat i mig og væltede mig ned i gulvet hårdt. Det sidste jeg huskede var at noget i mit ben sagde knæk og jeg landede ned i jorden, med ansigtet først.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...