Uhyret - Mig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2012
  • Opdateret: 16 nov. 2012
  • Status: Færdig

1Likes
0Kommentarer
432Visninger

1. et

Vinduets gardiner er oplyst af gadelyset. Det er den eneste lyskilde til stede i det lille rum. Min hånd er løftet over mit hoved. Kun svagt oplyst er den ikke mere end en silhuet. Tårerne triller lydløst ned over mine kinder. Tungt faldt min arm ned på madrassen igen. Disse tårer er tårer af sorg og min enorme frustration over hvor svag jeg er. Jeg kan mærke den i udkanten af min bevidsthed. Han er der endnu. Et pludseligt lysglimt oplyser rummet. Rødt. Alt er i en forfærdelig mørk rød farve. Mine øjne er spæret op så vidt det er muligt. Skrig. Jeg skriger. 

Hun skreg også. Det var ikke min egen krop. Ikke længere. Kun mit syn og mine tanker var stadig mit eget. Rødt. Alt var i en forfærdelig mørk rød farve. Øjnene, i kroppen der ikke længere lystrede, var spæret op på vid gab. Jeg kunne se frygten i hendes øjne. Lige indtil lyset slukkede. Både gyden og hun var forladt for liv.

Det begynder lidt efter lidt at lysne. Morgenen kommer snart. Min hjerne siger, at jeg skal stå op. Min krop er tung og uvillig, men den lytter stadig til mine ordrer. Det er det vigtigste. Jeg stopper op. Hvorfor er jeg stået op? Der er ingen grund til at stå op. Min eksistens er jo ikke længere andet end en tom skal. Jeg kigger ind i spejlet. Ansigtet der kigger tilbage, er ikke et jeg kan genkende. Røde og opsvulmede øjne af at græde for meget. Huden er unaturlig hvid. Livsgnisten er ikke til stede. Jeg sætter mig ligegyldigt op af vægen og kigger tomt ud i luften. Hvor er jeg overhovedet? Hvem er jeg? Hvorfor er jeg her? Er det her mit hjem? Blikket bliver endnu mere tomt. Intet giver mening mere.

Lyden af klikket da døren åbner sig, trækker mig tilbage verden. Men verden er blevet mørk. Den er blevet sort. Min krop er som død. Fodtrinnene nærmer sig hurtigere og hurtigere. ”JEG HAR FUNDET NOGET!” Fodtrinnene bliver mere uregelmæssige. "En-eller-anden, Markus, HJÆLP!” Stemmen er helt tæt på nu. ”Hey. Er du i live?” Jeg kan mærke noget på skulderen. Manden rusker i mig. ”Kom nu. Svar mig.” Stemmen ryster. Hvorfor mon… Der er ikke noget som burde forårsage det… Mit hoved drejer sig hen mod stemmen. Nysgerrighed har overtaget min vilje. ”Hvorfor ryster din stemme?” Andre fodtrin nærmer sig højlydt. ”Hvad er der galt? Jakob?” Den nye stemme er stakåndet. Al lyd stopper i et øjeblik. Jeg kigger i den nye stemmes retning. Jeg trækker mine ben op så jeg sidder lidt mere behageligt. ”Hvem er I?” Hvem er jeg? Det er nok nærmere spørgsmålet går det op for mig. ”Det skal nok gå. Men først skal du på hospitalet.” Lyder jeg virkelig så ynkelig? Jeg skal lige til at sige noget men jeg stopper. Noget andet har fanget min opmærksomhed. I den yderste del af min bevidsthed kan jeg fornemme noget røre på sig. Frygten i mig begynder at vågne. Fornemmelsen af en ukendt bevidsthed vokser sig større og større og ligesådan min panik. ”NEJ! Lad mig være… LAD MIG VÆRE!” Krøllet sammen som en kugle, er mørket blevet næsten uudholdeligt. Jeg ryster over hele kroppen. Jeg hører ikke mere.

Sengen er blød og behagelig, men der er noget som ikke er som det skal være. Jeg sætter mig op med et sæt. I et desorienteret øjeblik kan jeg intet huske. Så vender det hele det hele tilbage. ”Hvorfor græder du? Hvorfor græder du så hjerteskærende?” Spørger En mandlig stemme mig stille. Næsten uhørligt. Tårerne triller ned over mine kinder og de er ikke til at stoppe. Stilheden fylder rummet fuldt ud. Jeg græder bare. Jeg kan mærke arme der omfavner mig og prøver så vidt som muligt at trøste. Jeg ved ikke hvor lang tid der går før jeg holder op med at græde. Det kan have været efter ti minutter eller flere timer. ”Hvor er jeg? Hvem er du?” Jeg er helt hæs. ”Du er i mit hus… Mit navn er Jakob. Kunne du fortælle mig hvem du er?” Spørger han mig med en tøvende stemme. ”Jeg kan forestille mig at du har været gennem en del. Det stadie du var i, da vi fandt dig… Som du opfører dig nu…” Han er meget stille nu. Jeg tøver med at svare ham. ”Mit navn er Olivia. Olivia Brix Tulens…” Så siger jeg ikke mere. Han siger heller ikke noget. Jeg kan intet se så jeg har ingen anelse om hvad han tænker på. Han sidder bare og holder om mig. Så sukker han. ”Kald på mig, hvis du har brug for noget…” Jeg kan høre døren lukke bag ham som han går. Alene igen. Og alligevel ikke. Gid den stikkende fornemmelse der kommer fra den fjerneste del af min bevidsthed vil forsvinde. Til tider sender den endda noget lignende lyn gennem min krop. Jeg sukker og lægger mig ned igen.

Langsomt begynder jeg at lære Jakob at kende. Han er uddannet læge og han laver de værste jokes. (Men jeg griner alligevel, for det virker som om, det gør ham glad.) Jeg har ikke fortalt ham særlig meget om mig selv, og jeg tror godt, han kan mærke, at jeg ikke har lyst til at snakke om det. Desværre ser det ikke ud til, at jeg vil få mit syn tilbage. Markus kommer også på besøg til tider, men det er ikke særlig tit. Markus er den anden mand som var med til at finde mig. Dagene her i Jakobs hus er glade og behagelige, men jeg laver næsten intet og får derfor lidt for meget tid for mig selv til at tænke i. For at undgå dårlige minder, går jeg tit lange gåture. Jeg har en fornemmelse af at vinden, mågeskrig og bølgebrus vil overdøve dem. (Men jeg går aldrig alene, for det vil være for farligt. Jeg kan intet se og har derfor en forværret sans for retning. Det vil ikke se godt ud for mig, hvis jeg ender med at styrte ned over en klippe, fordi jeg er gået vild.) ”Har du lyst til noget mere at drikke?” Jeg smiler. Jakob nyder virkelig morgener ”Ja tak, det ville være dejligt.” Siger jeg. Lyden af glasset der bliver fyldt op er den eneste lyd i rummet, hvis man ser bort fra de små lyde Jakob og jeg hver i sær laver normalt (åndedræt, lidt puslen hid og did).  Jeg kan mærke en svag, næsten umærkelig berøring over håndryggen. Jeg drejer hovedet i retningen den retning jeg ved Jakob sidder. Berøringen gør mig både glad og trist. Jeg bør ikke blive så glad. Jeg kan ikke nære forhåbninger til ham. Inderst inde ved jeg det godt. Jeg har ikke rettigheden. Ikke længere. Jeg smiler til ham. Kan mærke tårerne presse sig på. Men jeg vil ikke give ind til dem. Hans stol skramler som han rejser sig op. Pludselig kan jeg mærke en hånd på baghovedet. Jakobs hånd. Og så kysser han mig. Jeg kan smage salt. Jeg har ingen selvkontrol. Jeg har ikke lyst til at kysset skal ende. Men det skal det. Jeg skubber ham fra mig. ”Jeg kan ikke… Undskyld Jakob” Den stikkende fornemmelse er smertelig mærkbar lige nu. Han rører på sig. ”J- jeg…” ”Olivia… La-” Jeg afbryder ham. ”Jeg tror jeg går nu. Jeg har brug for at være lidt alene.” Jeg rejser mig og går stille forbi Jakob. Jakob står der bare. Han flytter sig ikke ud af stedet.

De næste par dage er der en ubehagelig stilhed mellem os. På den tredje dag kommer Markus på besøg og skal overnatte, og han kan tydeligt mærke at alt måske ikke er helt er som det bør være. Hen under aftenen begynder jeg at blive skidt tilpas. Jeg er svimmel og jeg har kvalme. Jeg lægger mig derfor tidligere end normalt. Jeg sover ikke den nat. Søvnen vil ikke komme til mig. Så snart jeg kan mærke morgenlyset begynde at varme mit ansigt står jeg op. Markus er også oppe. Jeg går langsomt og omhyggeligt ind i stuen hvor Markus sidder. ”G’morgen, har du det bedre?” spørger Markus. ”Ja, meget bedre…” Jeg smiler så overbevisende jeg kan. ”Har du sovet godt?” ”Jeg har sovet udmærket, tak” Jeg sætter mig ned og i et stykke tid sidder vi i stilhed. Han sukker. ”Olivia… Hvad er det der foregår mellem dig og Jakob?” Jeg siger ikke noget. Overvejer omhyggeligt hvad jeg vil svare ham. ”Vi har haft… En lille uoverensstemmelse. Der er ikke rigtig mere til det.” Jeg smiler, men jeg tror at det er lidt for anstrengt. Dette faktum bliver ikke gjort bedre af at jeg har det helt forfærdeligt. Markus sukker igen. Jeg får det endnu værre. ”Du er helt sikker på der ikke er andet til det?” Jeg er helt blank. Min hjerne vil ikke fungere. Et lyn af smerte skyder gennem mig. Jeg grynter. Smerten kvæler min stemme. Jeg rejser mig. Han rejser sig. Lugtene og lydene er blevet skarpere og tydeligere end før. Jeg er i et stadie af ren og skær panik. ”Olivia? Er der noget galt?” Jeg kan mærke et smil fyldt med blodtørst brede sig over læberne. Hænder som ikke er mine egne prøver med overmenneskelig styrke at kvæle Markus. Kæmpende med al min viljestyrke prøver jeg at stoppe. Jeg kan mærke Markus blive slap. Langsomt synker tænderne ned i Markus’ stadig varme hud. En metallisk smag spreder sig i munden. Nej! Ikke mere… Ikke mere! Jeg genvinder min kontrol. Og så styrter jeg ud af huset. Jeg ved han vil springe til så snart han finder et hul i mit forsvar. I et stykke tid løber jeg bare. Der er ikke andet. Hvis jeg snubler og falder rejser jeg mig op igen. Jeg skal bare væk.

Jeg kan fornemme at jeg nærmer mig havet og de stejle klipper. En pludselig smerte tvinger mig i knæ. Mine skrig blander sig med vinden og forsvinder. Foran mig kan jeg se en rød skikkelse. En forfærdelig mørk rød. Den samme rød som blod. Alle alarmer til stede i kroppen råber farer. Jeg burde ikke se noget. Jeg burde ikke se ham. Jeg burde ikke, men det gør jeg. Han er min ulykke. Han er den som ikke er mig. Han er den, som er mig. ”Du kan ikke vinde. Du er min. I al evighed er du min.” Stemmen skærer gennem vindens hyl og indgyder frygt. Hjælpeløst prøver jeg at komme op med noget jeg kan gøre. Men der er intet. Underligt nok gør dette mig ikke mere panisk end jeg allerede er. Jeg er tværtimod blevet helt rolig. Endelig kan jeg tænke klart. Endelig ser jeg svaret. Men det gør mig så uendelig fortvivlet. Mågerne skriger mig i møde, jo tættere jeg kommer på min destination. Han er stadig foran mig. Han er det eneste, jeg kan se. Men det er ikke ham mit sind er fyldt med tanker om. Det er Jakob. Jakob, Markus, den familie som ikke er mere, hans ofre. Jeg kan mærke kanten under mine fødder. Med et sæt vender jeg mig om. Jeg kan høre at han nærmer sig. Desperat råber Jakob mit navn. ”OLIVIA!” Han er ikke hurtig nok. Trist smiler jeg, til ham jeg er kommet til at elske. Jeg lader vinden omfavne mig. ”Farvel.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...