Blodets Forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2012
  • Opdateret: 3 apr. 2013
  • Status: Igang
Damaris har altid fået af vide hun er noget særligt. Så da hun skal igennem Blodets ceremoni finder hun af hvorfor. Hun er ikke vampyr, men heller ikke vareulv. Hun er en af de få der er en blanding af begge dele. Og hun bliver tvunget til af vælge side.
Hun forelsker sig i vampyren Sley, men der er ting der kommer imellem dem.

26Likes
1Kommentarer
1227Visninger
AA

5. Ravnen ~Damaris~

Jeg åbnede stille mine øjne op, jeg havde det underligt. Som om jeg var klemt inde sammen med en anden. Jeg kiggede ned på mine hænder, det var ikke mine hænder jeg så på. Jeg knyttede dem og åbnede dem et par gange. En dør smækkede hårdt i bag mig, jeg bukkede mig længere ind over bordet for at få mit hår til at falde ned foran mit ansigt, men det skete ikke. ”Hvor er pigen?” lød en stemme hvislende. ”Hvilken pige?” Spurgte jeg med en kølig stemme der ikke lignede min. Jeg prøvede at vende mit hoved mod stemmen, men intet i min krop ville adlyde. ”Hende din lille veninde.” sagde han bag mig og tog fat i mit hår helt oppe på hovedet af mig. Ud af øjenkrogen kunne jeg se en der holdt noget frem foran mig, jeg kiggede ikke engang på det selvom jeg virkelig havde lyst.

Jeg havde en svag ide om hvad det var, et billede af en pige med sort hår og et par mørke grønne øjne. ”Jeg ved det ikke” Mumlede jeg. Han rev mit hoved tilbage så jeg kunne se det han viste mig. Det var det jeg troede, men det var ikke bare et billede af en pige, det var et billede af mig. Det hele flimrede kort inden det igen stod klart. ”Forsvind inden de opdager dig” stemmen lød klart i mit hoved og den anden jeg var klemt sammen med begyndte at skubbe mig væk. ”Nej” sagde jeg. Et lys glimtede flere gange for mine øjne, jeg kæmpede nyttelyst imod. ”Damaris, Damairs vågn op.” Råbte en tæt ved mit øre.

Jeg kunne mærke det var forsendt jeg gled væk fra ham og tilbage til min egen krop. Jeg kæmpede nyttelyst for at hold fast i den lille del af kontakt der var mellem os. ”Jeg elsker dig! Lov mig du kommer tilbage” Han vendte sig mod mig, hans øjne var fulde af sorg. ”Jeg elsker også dig” sagde han.

 

Jeg vågnede op med et sæt. Mit hoved føltes som om nogen havde slået mig ned med en hammer. Jeg rakte ud efter min mobil for at tjekke klokken, men jeg kunne ikke få fat på min telefon. Jeg åbnede mine øjne og kiggede rundt, det var ikke mit værelse. Det hele kom tilbage som ved et slag, jeg kunne mærke kvalmen vælde op i mig. Jeg styrtede hen til den nærmeste dør, heldigvis var det badeværelset. Jeg landede på knæ foran toilettet lige inden min mave vendte sig på vrangen. 

Jeg hang med hovedet ind over toilettet et stykke tid inden jeg tog mig sammen skyllede ud og vendte mig mod spejlet. Jeg lignede virkelig noget nogen havde tabt og trådt på. Jeg tog min børste og rev den igennem mit hår men den sad bare fast. Jeg besluttede mig for at tage et bad så jeg kunne komme til at se måske lidt bedre ud.

Da jeg kom ud fra badet svøbte jeg et håndklæde om mig og prøvede at reder mit hår igen, det virkede lidt bedre, men det sad stadig ikke godt. Jeg satte det i en heste hale og fandt noget tøj. Jeg kiggede mig hurtigt rundt i værelset inden jeg listede ud og ned i køkkenet.

Køkkenet var et lille smalt rum med et stort køleskab der bare virkede helt malplaceret. Jeg åbnede det og kom til at stikke hovedet helt hen til, dum ide. Hele køleskabet var fyldt med blod poser, ligesom de har på hospitaler. Jeg trådte hurtigt nogle skridt tilbage, jeg mærkede jeg trådte en eller anden over tæerne.  Jeg vendte mig om, men der var ingen. Jeg drejede om mod køleskabet igen og tog en pose. Jeg lagde den på køkken bordet og ledte skabene igennem efter noget jeg kunne hælde det i så det ikke ville være så tydeligt hvad det var.

Da jeg endelig fandt noget var det et blåt plastik glas nok Casys. Jeg tog posen og rev toppen af og tømte den ned i glasset. Smed den tomme posen i skraldespanden. Da jeg vendte mig mod bordet sad en sorthåret fyr på bordet. Hans tøj var helt sort det sad tæt på hans krop, han havde langt hår. Han begyndte at grine og sendte mig et charmerende smil. ”Lugt til det.” Sagde han og nikkede mod glasset i min hånd. Jeg løftede det op til min næse og lugtede til det. Et underligt rus gik gennem mig og en brændende følelse skød gennem min hals, men samtidigt følte jeg en afsky imod det. ”Nå?” Han kiggede mig dybt i øjnene. Jeg tog mig til halsen og rynkede på næsen. Jeg kunne ikke få en lyd over mine læber.

Uden at bryde øjenkontakten med ham satte jeg glasset mod mine læber. ”Lad vær’ med det.” Med det samme sænkede jeg glasset ned og den brændende smerte kom tilbage. Han smilede tilfreds til mig. ”Kom her!” Hans stemme var bestemt. Mine ben bevægede sig frem ad mod ham. Han rejste sig op da jeg stod lige foran ham.

Han lagde sin hånd på min skulder. ”Luk dine øjne.” Hviskede han i mit øre og uden så meget som at tænke lukkede jeg mine øjne. Jeg mærkede hans ånde mod min hals, det gik op for mig hvad han var i gang med. Jeg sparkede hurtigt mit knæ op imod hans mave, han trak sig tilbage, men begyndte bare at grine. ”Tro ikke du kan klare dig mod mig min lille ven.” Han smilede bedrevidende til mig inden hans ansigt forvandlede sig til en grotesk maske. Hans øjne blev ildrøde og hans tænder var blottede og kniv skarpe. ”Jeg kommer tilbage efter dig” Knurrede han. ”Hv-hvad vil du have af mig?” Min stemme knækkede over da han lænede sig ind mod mig igen. ”Ikke noget, men alt.” Hans ånde ramte igen min hals. ”Du skal nok blive min, min smukke Damaris.” Han kyssede blidt min hals.

Jeg gispede af forskrækkelse og trådte tilbage, men han var væk. Hvem var han? Hvorfor mig? Spørgsmålene kørte rundt i mit hoved igen og igen. Jeg tog glasset op til min mund og tømte det. Jeg mærkede tårerne presse sig på og jeg lod dem få frit løb mens jeg løb tilbage mod mit værelse.

Da jeg kom ind lå en seddel på sengen, jeg låste døren og tog den op.

Min kære Damaris

Du tilhører mig, og kun mig.

Med venlige kærlige hilsner

-Din Ravn

Hans ord blev ved med at køre rundt i mit hoved mens tårerne faldt ned af mine kinder. Jeg tog min hånd op foran min mund, mens jeg prøvede at holde mine klynk tilbage. Han havde streget venlige ud og skrevet kærlige, hvorfor? Hvorfor mig?

Jeg kunne stadig mærke hans ånde mod min hals, der hvor han havde kysset mig. Jeg mærkede at jeg blev svimmel og mine tårevældede øjne blev helt mørke inden jeg sank ned i dybet. Dybet af at jeg faldt, til jeg igen var presset sammen med en i en andens krop.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...