Blodets Forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2012
  • Opdateret: 3 apr. 2013
  • Status: Igang
Damaris har altid fået af vide hun er noget særligt. Så da hun skal igennem Blodets ceremoni finder hun af hvorfor. Hun er ikke vampyr, men heller ikke vareulv. Hun er en af de få der er en blanding af begge dele. Og hun bliver tvunget til af vælge side.
Hun forelsker sig i vampyren Sley, men der er ting der kommer imellem dem.

26Likes
1Kommentarer
1175Visninger
AA

2. Pigen ~Sleyer~

Vi havde gået et stykke tid nu, vores leder ville ikke fortælle hvor vi skulle hen. Det eneste han havde fortalt var at det ville betyde noget for os alle. Et højt hyl brød tavsheden, vi kiggede alle sammen lige frem mod det sted hvor hyllet lød. "Så, nu gælder det løb til i står i kanten af lysningen." Råbte vores leder. Vi satte alle i løb, vi jog gennem skoven som skygger. Hyllet steg i takt med at vi kom tættere på, men stoppede brat. Vi stoppede alle sammen og kiggede forvirret på hinanden, jeg viste at hvis vores Leder kom, var vi på spanden. Så jeg listede mig længere ind til siden inden jeg fortsatte frem ad, indtil jeg så småt kunne ane lysningen. Nu galt det virkelig, hvis det var så vigtigt ville det kunne blive mit store øjeblik. Jeg satte farten mere op. "Kom nu Sley!" Vrissede jeg af mig selv mens jeg løb. Et godt stykke inden jeg nåede lysning mærkede jeg det. Stanken. Vareulvene var her det var dem der havde gang i noget.

Da jeg tumlede ud i lysning så jeg en skikkelse der var lænket fast til to kæmpe sten sokler. Med to fingre klemt sammen om næsen tog jeg en god indånding inden jeg sagde noget. "STOP!" Råbte jeg, min stemme lød højt gennem træerne. Jeg gik frem mod pigen, jeg kunne se der var noget galt med hende. Jeg rev kæderne af hendes håndled, jeg kiggede på hende inden jeg tog mig sammen til at rejse mig op. "Du har ingen ide om hvad der forgår her Blodsuger." Jeg mærke et stik af usikkerhed, men tog mig sammen jeg var nød til at bluffe mig igennem det her. "Det gør jeg, for ellers var jeg nok ikke her køter". Min stemme havde en undertone af usikkerhed, men jeg bad til at de ikke hørte det. Jeg sendte dem et lille tand smil med mine hugtænder skudt frem.

Nogle af dem rykkede lidt længere væk fra mig. "Nå nå nå, den lille Blodsuger har fået sine tænder" Lo en af dem. Heldig for ham for ellers havde jeg revet hovedet af ham. En dyb snerren lød fra min strube. Jeg håbede at de andre snart kom for jeg var lidt på skideren lige nu. Da jeg havde tænkt tanken til ende løb de andre ind i lysningen og tog stilling, men alle gjorde det bag ved mig. "I har ingen ret til at røre min datter" Sagde vores Leder. En kvinde trådte frem mod ham. "Vores datter Charlse" Sagde hun og rankede ryggen, man kunne se hun havde grædt. "Hun skal have valget." Lød Charlse stemme, det virkede helt fjernt for mig.

Jeg kiggede på pigen, hendes hår var langt og sort, hendes hud var en smuk mellem ting mellem bleg og brun. Hun så så skrøbelig ud, så fin. Jeg må have slugt hende med øjnene for der var en bag mig der sparkede mig på skinnebenet. Jeg rystede hovedet og kiggede frem mod ulvene. Kort efter gav hun en lille lyd fra sig. Jeg var den der stod tættest på hende så jeg gav Charlse et lille puf for at gøre ham opmærksom på det. Han forstod mit signal og vendte hovedet mod hende. "Damaris, er du okay?" Alle andre vendte hovedet mod hende, men ikke mig. Jeg stod i mine egne tanker, pigen Charlse datter hed Damaris, et smukt navn til en smuk pige. 

Charlse havde hjulpet hende op at side, men holdt ved hende så hun ikke faldt. "Undskyld" Mumlede hun med den smukkeste stemme jeg nogensinde havde hørt. "Søde skat du er nød til at høre på mig, der er noget du skal fortælle mig." Han lød som en der var hendes far. Hun nikkede stille. "Du er ikke menneske, du er halv…" Hans stemme døde hen. Enhver kunne se at han havde svært at sige det han ville. "Du er halv vampyr og halv vareulv" Fik han frem, han kiggede hende ind i hendes øjne. Hun kiggede lidt rundt, men nikkede så.

"Du er nød til at vælge, vareulvene" Han lavede en hånd bevægelse mod dem. "Eller os vampyrerne" Han lavede en håndbevægelse mod os, eller for at være præcis mod mig. Det var ikke hans mening tror jeg. Jeg kiggede stille på pigen, og hendes øjne ramte mine. Dejlige mørke grønne øjne kiggede ind i mine. Jeg sendte hende et skævt smil, først kiggede hun undrende på mig, men så sendte hun et skævt smil tilbage. Hun åbnede munden som for at sige noget, men ikke en lyd kom over hendes læber.

Kom her Sleyer

Jeg fik et lille chok, jeg vidste godt at Charlse kunne gøre det men det gav altid et glip i mig når han gjorde det. Jeg gik lydlyst frem mod pigen og ham. Da jeg stod foran dem gik jeg ned på hug ligesom dem. Jeg rakte ud efter hendes hånd. Hun lagde hendes hånd i min. "Bare tænk det" Hviskede jeg. Jeg kunne mærke ordet i mine tanker. Jeg trykkede let hendes hånd. "Vampyr" Mumlede jeg i hendes øre for at svare på hendes spørgsmål. 

Jeg vil vælge vampyrerne

Hun sendte tanken helt klart og tydeligt. Jeg vendte hovedet mod Charlse lod mine hugtænder skyde frem. Han forstod. Jeg vendte mig mod Damaris og trykkede let hendes hånd inden jeg rejste mig op. "Hun valgte os" Rungede min stemme højt mellem træerne. "Hjælp hende op og løb" mumlede Charlse så lavt at jeg knap var sikker på at jeg havde hørt det. Jeg hjalp hende op og tog hende i min favn og begyndte at bakke. De andre forstod det og masede sig ind foran mig og Damaris. "Der sker dig ikke noget der lover jeg" Hviskede jeg til hende. "Bare luk dine øjne" Og det gjorde hun. Jeg satte i løb mod skoven, med fem af de andre bag os for at beskytte os.

Jeg kunne høre kampen gå i gang i lysningen, nogle vareulve fulgte efter os. De fem der var fuldt med angreb alle sammen de to ulve, og kort efter løb vi alle mod lejeren. Vi havde vundet, hun havde valgt os. Glæden varmede hele min kolde krop så godt den nu kunne. Der var også en anden følelse der varmede. Ingen måtte nogen sinde få det af vide, bestemt ikke Charlse.

Da jeg nåede hen til healerens telt var det allerede åben. "Hvad så Sley?" Kaldte Jalia. Hun stak hovedet ud og kiggede på Damaris. "Nå, så du har været lidt slem" Grinede hun. Jeg lage Damaris på den tynde madras. Jalia satte sig på knæene foran hende. Hendes lyse hår var samlet i en løs knold, hun var spinkel men stærk. "Gider du komme med skålen og fyld den lige op med vand." Sagde hun stille. Da jeg kom tilbage med skålen så jeg at Damaris var vågnet op, hun havde sovet hele vejen her til. "Bare lig stille" Sagde jeg til hende. Jalia begyndte hendes arbejde. 

Hendes hænder gled hen over vandet i skålen, det glimtede kort inden det fulgte hendes hænder. Hun lod hendes hænder køre få centimeter over Damaris' krop og vandet gjorde som altid, lagde sig i små søer over hendes krop, men uden at hun blev våd. Jalia begyndte at messe den besværgelse der ville heale sårene og lindre smerten. Jeg kiggede betaget på hvad Jalia lavede. 

Da hun var færdig tog jeg Damaris op og bar hende ind i det ledige telt der var blevet slået op. Da jeg kom ud igen så jeg at resten af flokken var kommet. De fleste havde sår eller rifter, men nogen havde en arm der var flænset helt op. Jalia kom hen til mig. "Hun er død" Hviskede hun. "Hvem?" Spurgte jeg, jeg lagde en hånd på hendes skulder. Hun rystede helt vildt og hun begyndte at græde. "Min mor er død, på grund af hende." Hun kiggede mig i øjnene da hun havde sagt det. Hun tog en lille æske frem, da hun åbnede så jeg hvad der lå der i, to halskæder med e ulve tand i hver.

Hun tog den en op og satte dem rundt om min hals. "Lov mig at blive hos mig Sley". Hendes stemme var lille og skrøbelig. "Jeg lover.." Sagde jeg. Jeg tog den anden kæde op, tog hendes lange lyse hår væk fra hendes hvide nakke og satte kæden rundt om den. "..At blive hos dig"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...