Blodets Forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2012
  • Opdateret: 3 apr. 2013
  • Status: Igang
Damaris har altid fået af vide hun er noget særligt. Så da hun skal igennem Blodets ceremoni finder hun af hvorfor. Hun er ikke vampyr, men heller ikke vareulv. Hun er en af de få der er en blanding af begge dele. Og hun bliver tvunget til af vælge side.
Hun forelsker sig i vampyren Sley, men der er ting der kommer imellem dem.

26Likes
1Kommentarer
1219Visninger
AA

1. Den Sidste Dag ~Damaris~

Det var en mørk nat, månen stod højt på himlen. Et træ skramlede mod ruden. Hvis jeg var et menneske ville jeg sikkert få gåsehud. Mørket omklamrede mig. Skyggerne blev levende. Søvnen var ved at overdøve mig. De sidste par dage havde været hektiske, ikke kun fordi vi lige var flyttet, men også på grund af ceremonien. Jeg ved ikke en gang hvad den går ud på, kun at den vil ændre mit liv for evigt. Og jeg mener for evigt. Min mor ville ikke fortælle mig om det kun at jeg ikke skulle være bange. De sidste par dage havde jeg fundet ud af at nogle kalder den for Blodets Forbandelse, så lidt bange blev jeg alligevel.

Der lød en banken på døren. Solen stod højt på himlen mens jeg sad og lavede lektier. "Så er det tid Damaris," jeg sprang op af min sækkestol da jeg hørte min mors stemme nede fra køkkenet. En sort bil holdt nede i gårdspladsen. Jeg havde aldrig set den før. Skulle det allerede ske? Skulle mit liv allerede ødelægges? Hvorfor? Jeg gik stille ned af trappen, tog en dyb indånding. Det lugtede... lugtede forkert. En underlig stank havde hjemsøgt mine næsebor. Det kunne umuligt være en fra rådet, med mindre...

Hvorfor skulle jeg være med til dette? Bare fordi min mor har været med i "gamle legender" siden hun var 15. Det er bare for langt ude. Og nu forventede hun sikkert det samme af mig. Dream on mor, jeg er ikke en almindelig teenager, men jeg er heller ikke en pige med super kræfter. 

Da jeg tog det sidste trin ned af trappen var jeg parat til at løbe op igen, bryde grædende sammen og smadre alt der var omkring mig. Jeg tog en dyb indånding igen inden jeg gik gennem døren til stuen, og skulle se hvem der havde den underlige stank. Da jeg kom ind i stuen fik jeg verdens største chok da jeg så hvem der stod der, det var ikke en fra Rådet, men den jeg frygtede. Min far. Jeg kunne stadig ikke lade vær med at bebrejde ham efter de 10 år der var gået siden han forlod min mor. Jeg var seks år den gang men jeg kan stadig huske hvor ude af den min mor havde været. 

Lige nu ville jeg have været galdere hvis det var en økse moder der stod i stuen og ikke min far. "Skrid" Råbte jeg mod ham, jeg var lige glad med om jeg var uforskammet han skulle bare ikke være her. Han skulle væk. Jeg hadede mig selv for bare at have det samme sorte hår som ham, men han skulle ikke komme her og gøre det værre ved at komme inden jeg skulle gennem Blodets Ceremoni. "Damaris søde skat hør nu på mig." "Nej" Skreg jeg næsten lige op i hovedet på ham. "Du forlod min mor og nu skal du ikke komme her og virke som om der ikke er sket en pind siden dengang" Jeg spyttede det sidste i hovedet på ham, om han var min far eller ej han skulle væk og ud af huset.

"Du har ikke en skid at gøre her og du betyder intet for hverken mig eller min mor, så se at få din klamme røv ud af det her hus. "Skreg jeg lige op i hovedet på ham. Hvilket heldigvis fik ham til at bakke væk fra mig og tættere på døren. Min mor kiggede forfærdet på mig men gjorde ingen ting for at få mig til at stoppe. Hvis hun var i mit sted ville hun nok også havde gjort det. Jeg pustede mig lidt op for at vise min far at jeg ikke var svag men havde muskler, men ikke på den grimme måde men sådan at jeg nok kunne skubbe ham hvis det skulle blive nødvendigt." Forstår du det hva'? Fatter du det, du gjorde min mor ked af det og valgte at forlade os og forsvinde ud af mit liv. Så tro ikke du kan komme her inden mit liv vil forandre sig"

Min far kiggede rystet på min mor over min opførsel. Men heldigvis for ham små løb han ud af døren inden jeg kom for godt i gang med at skælde ud på ham. Jeg kunne stadig mærke den fæle lugt der ramte min næse, på en måde var jeg lige ved at kaste op men jeg kunne også mærke at den beroligede mig. Jeg fnyste foragtet over mig selv at jeg tillod mig selv at tænke på den måde. Da jeg ikke længere kunne høre hans bil drejede jeg stille mig om mod min mor. Hun kiggede bare kærligt på mig. "Er du okay søde skat?" Spurgte hun kærligt selvom at hun kendte svaret, at jeg var okay. Den eneste jeg kunne finde på at tale ærligt om det til var min dagbog.

Jeg nikkede stille og gik over til hende og gav hende et hurtigt knus. Hun lagde bare hendes arme rundt om mig og gav mig et dejligt stort bamse kram. De lignede hende ikke at gøre det, og det gjorde mig også lidt nervøs for hende. Jeg kom til at tænke på at det nok var på grund af det jeg skulle igennem. Så tanken flød ligesom fra mig igen. Jeg gav hende et hurtigt kys på kinden inden jeg gik op på mit værelse. Jeg var nød til at skifte tøj inden ceremonien, det skulle var noget jeg kunne bevæge mig i.

Da jeg var færdig og var klar gik jeg ned jeg havde taget god tid bare for at irritere Rådet, fordi de altid var så strikse med deres regler bare fordi vi havde andre regler end andre mennesker. De kiggede bare roligt og tålmodigt på mig, så min plan havde slået fejl de var ikke trætte af min forsinkelse. Da mig og min mor satte os ind i deres store bil lagde jeg mærke til at ruderne var tonede, mere end de plejede at være. Jeg kunne stadig se fuldmånen skinde klart på nattehimlen. Det beroligede mig lidt, men hvorfor skulle det lige være ved fuldmåne og så lige ved ulve time som mange kaldte det. Hvor var vi på vej hen og hvad skulle der ske. Tankerne kørte rundt i mit hoved hele turen, og det hjalp ikke på min nervøsitet.

Bilen stoppede ved kanten, men den var godt skjult for de biler der kørte forbi ude på vejen. Der var en der åbnede døren i min side, jeg lagde ikke mærke til hvem det var. Da personen havde lukket min tog den fat i min arm og hev mig med ind i en lysning. Der stod to sokler med en lænke på hver. Den førte mig hen mellem de to sokler og satte en lænke på begge mine håndled. Da han var gået, jeg havde kigget på ham da han gjorde det, begyndte jeg at rive i lænkerne. Det hjalp ikke. "HJÆLP!" Råbte jeg. jeg forstod ikke hvad der skete, men lige da jeg havde råbt det ramte en stærk smerte mig og jeg knækkede sammen og faldt om på jorden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...