Blodets Forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2012
  • Opdateret: 3 apr. 2013
  • Status: Igang
Damaris har altid fået af vide hun er noget særligt. Så da hun skal igennem Blodets ceremoni finder hun af hvorfor. Hun er ikke vampyr, men heller ikke vareulv. Hun er en af de få der er en blanding af begge dele. Og hun bliver tvunget til af vælge side.
Hun forelsker sig i vampyren Sley, men der er ting der kommer imellem dem.

26Likes
1Kommentarer
1188Visninger
AA

4. Casy ~Sleyer~

Hendes arme havde strammet om min ryg og mave, jeg var sikker på at der ville være mærker efter det i morgen. Selvom hun havde holdt stramt fat i mig havde det været rart. Hun stod stadig og stirrede på portalen, ja en portal det lyder sindssygt men det er det ikke når man har nogen der kan lave dem.

Jeg tog blidt fat om hendes skulder. ”Kom nu, der sker jo ikke noget. ”Sagde jeg spøgende og trak hendes skulder mod den, hun vendte hovedet og kiggede måbende på mig. ”Luk munden her er insekter, hvis der sker noget så er du her med velkommen til at…” Jeg trak en finger over halsen på mig selv. ”Mig..” Jeg kiggede afventende på hende. ”Hvordan skulle jeg kunne gøre det hvis der sker noget med mig?” Hun satte en arm i siden og kiggede på mig med løftede øjenbryn. Jeg strøg hende for sjov over kinden. ”Så er det godt at der ikke kommer til at ske noget.” Smilede jeg.

Jeg lagde en arm om livet på hende og begyndte at trække hende med, med det samme begyndte hun at gøre modstand. Jeg kiggede kort på hende inden jeg satte begge mine hænder om livet på hende inden jeg løftede hende igennem. Jeg satte hende ned da vi var kommet igennem, hun vendte sig mod mig og kiggede på mig med sur mine og kors lagte arme.

Selv når hun lignede en sur pige var hun smuk, de grønne øjne der skinnede og virkede glade og det sorte bølgede hår der indrammede hendes smukke ansigt. De bløde læber der dannede en lille bue ned ad, jeg skulle virkelig beherske mig for ikke at bukke mig lidt ned og kysse dem. Jeg smilede til hende og bøjede min arm ligesom gentle men gjorde i gamle dage hvor damerne lagde en hånd på armen. Hun rankede ryggen og sugede hendes ellers tynde mave længere ind så hun lignede en fin frue.

Hun vendte sit ansigt mod mit med et stift udtryk og lagde sin ene hånd på min arm. På den måde gik vi stille ned ad gangen mod værelserne, vi nåede dog kun til den store stue da jeg kunne lugt at der var en der kom nærmere. Jeg vendte stille mit hoved for at se hvem det var, da jeg kunne høre et par løbende føder der satte fra i gulvet vendte jeg mig helt og løsnede min arm fra Damaris’ og greb den usynlige lille pige jeg havde hørt komme.

”Sleyer, lad mig komme ned nu!” Hylede hun og begyndte at sprælle. Jeg kunne mærke Damaris’ blik i nakken. Det er måske heller ikke helt normalt at se en fyr gribe i luften efter sin usynlige kusine der giver sig til at skrige. ”Kun hvis jeg får lov at se dit kønne lille ansigt.” Sagde jeg drillende. Kort efter kom hun til syne, hun havde en lille legetøjs kniv i hånden og et trist udtryk i hendes lille ansigt. ”Hvad var det lige du ville?” Smilede jeg og efter lignede, så godt en syttenårig vampyr dreng nu kunne, hendes hundeøjne og frem skutte underlæbe.

”Angribe ulven hvad ellers!” Sagde hun med hendes søde lille bløde stemme, hun rystede så voldsomt på hovedet at hendes lange lyse hår med de brune striber røg til alle sider. Jeg tog hende ind til mig så hun kunne sidde på min arm, jeg vendte mig mod Damaris der kiggede forvirret fra min lille kusine og så hen på mig også tilbage igen. Jeg grinede, ”Det her er min kusine Casy, som du kan se kan hun gøre sig usynlig og er en være ballademager.” Casy snusede højlydt i luften. ”Du lugter som en ulv.” Sagde hun og rynkede på næsen af afsky.

Damaris grinede let. ”Jeg er skam også en ulv, men jeg er også vampyr min lille ven.” Casy vendte sig mod mig og hendes store brune øjne var fulde af forvirring. Jeg nikkede stille, hun hoppede ned fra min arm og gik hen til Damaris, hun forstod og satte sig ned så hende og Casy næsten var på samme højde. ”Godt du ikke kun er ulv for du ligner ikke en.” Sagde Casy og nikkede som en gal. Nu blev det Damaris’ tur til at kigge forvirret. ”Ulv er ikke særlig smukke som mennesker, men det er du.” Sagde Casy og smilede inden hun vendte sig mod mig og bredte armene ud for at jeg kunne løfte hende op igen.

Da hun sad på min arm igen gik vi alle sammen videre uden at nogen sagde et ord. Da vi kom til Casys værelse gav hun mig et lille kys på kinden, hoppede ned og smuttede stille ind på hendes værelse. Damaris og jeg fortsatte hen mod det værelse som Charles havde fået gjort klar til hende. Jeg åbnede stille døren da vi var nået der hen. Hun smuttede bare hurtigt ind uden at sige noget. Hun kiggede stille rundt i værelset.

Jeg gik hen til mit værelse og satte mig på senge kanten og begravede mit ansigt i mine hænder. En varm hånd lagde sig på min ryg. Jeg kunne mærke at der var en der satte sig på kanten af sengen ved siden af mig. ”Er du okay?” Sagde hun. ”Ja det går fint Damaris” Svarede jeg mumlende. Jeg rejste mig og stillede mig foran vinduet. ”Hvordan skete det enlig?” Spurgte hun. ”Hvordan skete hvad?”. ”Hvordan blev du vampyr?” Grinede hun nervøst. ”Det ved jeg ikke” Svarede jeg og vendte mig for at se på hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...