Blodets Forbandelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2012
  • Opdateret: 3 apr. 2013
  • Status: Igang
Damaris har altid fået af vide hun er noget særligt. Så da hun skal igennem Blodets ceremoni finder hun af hvorfor. Hun er ikke vampyr, men heller ikke vareulv. Hun er en af de få der er en blanding af begge dele. Og hun bliver tvunget til af vælge side.
Hun forelsker sig i vampyren Sley, men der er ting der kommer imellem dem.

26Likes
1Kommentarer
1177Visninger
AA

3. Angreb ~Damaris~

Vinden ruskede stille i teltet, alting havde fået et mørke grønt skær. Jeg puttede mig mere ind i tæppet, selv om det ikke var koldt. Jeg havde nok bare brug for at tænke det hele igennem, jeg havde fået læsset så meget i hovedet i går at jeg næsten ikke kunne finde ud af sammenhængen mellem noget af det. Jeg lå sådan i et godt stykke tid og bare lyttede til alle lydende, til sidst fik jeg taget mig sammen til at komme ud af tæppet og få åbnet for lynlåsen til teltet. I lysningen var der nogle få spredte vampyrer der var ved at tage de sidste telte ned, da jeg havde stukket mit hoved helt ud af teltets åbning var der en der satte sig på hug foran mig. Jeg rykkede instinktivt helt ind i teltet igen, fyren fra dagen før stak hovedet ind i teltet.

Han begyndte at grine, samtidig med at et sødt smil bredte sig på hans læber. Han så endnu smukkere ud nu, jeg kunne ikke lade være med at kigge på ham. Hans brune hår sad perfekt, brune dybe øjne der virkede så venlige og varme, de hvide tænder og den let sol brune hud. Han opdagede at jeg stirrede på ham og jeg kiggede nervøst væk. "Er du okay?" Hans stemme virkede blød og glad. Jeg vendte hovedet mod ham igen og nikkede. "Kom med ud vi skal have pakket alt sammen" Han rakte sin hånd frem for at hjælpe mig, jeg tog den og smuttede ud af teltet. Der stod en sports taske ved siden af ham og han begyndte at stoppe alle tingene ned i den uden at ligge dem pænt, da han var færdig rev han lynlåsen i og tog tasken over skulderen. Han stoppede midt bevægelsen, pludselig gik alt stærkt. Han skubbede mig om bag sig og rev teltet ned bag efter og stoppede det ned i en gammel kuffert som jeg ville væde med ikke havde været der før.

Kæmpe ulve kom løbende ind i lysningen og gav sig til at knurre. De andre vampyrer i lysningen tog opstilling foran ulvene og begyndte at kredse rundt om dem indtil de var trængt helt sammen i en klump. Min far kom gående hen mod dem. "Forsvind væk her fra vi havde en aftale" Hvæsede han med dyb stemme. "Hvad hedder du?" Jeg ved ikke hvorfor men det røg ud af mig, men det gjorde det bare. "Sleyer" Sagde han og vendte sig om mod mig, han vendte mig om og pegede mod et eneste telt der stadig stod. "Løb derhen og gem dig til jeg kommer derhen." Han gav mig et blidt skub og jeg satte i løb derhen.

Det løb mig koldt ned af ryggen da jeg var krøbet i skjul bag teltet. Hvad var det for en aftale de havde indgået? Jeg rykkede lidt frem så jeg kunne se hvad der skete. Ulvene var vendte om og Sleyer kom løbende sammen med min far hen imod mig. De satte sig på hug lige ved siden af mig. "Skat hør her Sleyer tager dig med hen et sted, der sker dig ikke noget det lover jeg dig" Min far lod sin hånd hvile kort mod min kind inden han vendte sig. "Hvad så med dig?" Spurgte jeg stille. Han svarede ikke, men satte i løb hen mod ulvene der alle var kommet tilbage igen.

Sleyer tog mig op i sin favn ligesom han havde gjort dagen før. "Jeg kan godt selv gå" indvendte jeg, det begyndte at blive lidt små pinligt. "Men ikke lige så hurtigt som jeg kan løbe" Sagde han og sendte mig et drenget smil der varslede at det nok skulle blive vildt. 

Efter at han havde løbet et stykke tid blev jeg opmærksom på noget der fulgte efter os, det kom nærmere og nærmere. Det løb mig koldt ned af ryggen, lige da ulven spang frem og bed efter Sleyers hals. I sidste øjeblik kastede Sleyer sig til siden og landede i mudderet, han havde kastet mig væk i samme sekund han sprang til siden. Jeg fortsatte med at rulle hen over jorden, jeg kunne høre at ulven knurrede af Sleyer, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle stille op. Jeg stoppede endelig da jeg ramte et træ. Jeg kiggede op, det havde været en lang skråning jeg var trillet ned af.

Jeg satte mig op med ryggen mod stammen, det gjorde ondt over det hele, jeg prøvede på at komme op at stå ved hjælp af træet. Jeg sank sammen på jorden lige da jeg slap mit tag i træet, jeg stønnede og måtte indse at jeg måtte finde en anden måde at komme op og hjælpe. Jeg skubbede mig op og side igen og hvilede mit hoved mod træstammen, jeg ved ikke hvor lang tid jeg havde siddet sådan men pludselig kom ulven flyvende ned af skråningen. Og kort efter kom Sleyer løbende ned til mig med en træ stamme i den ene hånd og med tasken i den anden, hans ansigt var udtryksløst da han tog fat i min arm og hev mig op og stå, han kastede træet den vej hvor ulven var kommet flyvende fra. 

"Kan du gå?" Han ruskede i min arm mens han sagde det, han blev ved med at stirre på mig da jeg ikke svarede. Da det endelig gik op for mig rystede jeg på hovedet, han kiggede forbi mig. "Hop op! NU!" Hviskede han uden at fjerne blikket fra et sted bag mig. "H-hvad." Stammede jeg forskrækket, hans stemme lød vred nu.  "På min ryg, skynd dig" Vrissede han. Jeg gik om bag ham og hoppede op og i samme sekund jeg havde fået fat om hans ryg begyndte han at løbe. Jeg kiggede over hans skulder, ulven stod længere fremme og kom løbende imod os og vi løb lige mod den. Jeg klyngede mig mere mod hans ryg, jeg fik øje på tasken i hans hånd og tog fat i hanken på den og han slap den med det samme.  Jeg nåede lige at tage fat om hans ryg igen inden han satte hænderne på ulvens ryg og hoppede over den. Han vendte hovedet lidt og grinte til mig. Jeg grinede også og gav ham et glem.

Jeg vendte mit hoved og så at ulven kun lige havde vendt sig efter Sleyers lille trick, da den så at jeg kiggede på den forvandlede den sig til et menneske igen og vinkede til mig. Jeg vendte mit hoved og lagde det mod Sleyers ryg. Den ville ikke angribe os. Tænkte jeg. Men jeg begyndte også at undre mig over hvorfor lige nøjagtig den pige havde valgt ikke at ville gøre os noget. For ulven havde været min værste fjende på min skole, Emely. Jeg smilede stille for mig selv, måske kunne hun godt lide mig og måske, kun måske, havde hele det fjende halløj kun været skuespil.

Med den tanke slappede jeg lige så stille af i mine spændte muskler og mærkede varmen fra Sleyers krop, og den varme det gav mig inden i ved tanken om at jeg holdte mine arme om ham. Vendt vampyrer kan da ikke være varme kan de? Resten af turen gik pære let ingen ulve der jagtede, men en tanke slog ned i mig var min far okay? Jeg klyngede mig til håbet om at det nok skulle gå og at han var okay.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...