MOM

Simon har haft sit livs største udfordring. At leve uden sin mor, men så kommer der en ny pige som åbenbart er berømt og kan gøre mirakler. Simon har dog aldrig hørt om denne pige. Underligt nok er hun en som virker sig intereserret i Simon. Hun virker klæbende da hun finder ud af hans mor er død. Denne pige hedder Maddy.

2Likes
2Kommentarer
482Visninger
AA

3. Ny pige

Der skulle starte en ny pige i klassen. Jeg sad bagerst og der kunne jeg få lov til at sove hvis jeg ville. Min lære er nemlig så dum hun aldrig opdager det. Jeg er altid så træt. Klokken ringede jeg jeg lænede mig tilbage i stolen. Et lille gab slap mine læber og min lære kom ind med den nye pige bag sig. Hun stod helt tæt ved læren. Da vi fik øjenkontakt smilede hun stille. Nogle af piger gispede da de så pigen. Hvorfor gjorde de nu det? det er jo bare en pige. Jeg lukkede øjnene og satte fødderne op på bordet i et kryds. Læren præsenterede pigen og det eneste jeg hørte var, "Maddelyn Von Schleschig" og det var da et dumt navn. Så en mærkelig skinger stemme sagde noget i stil med, "Bare kald mig Maddy" En skraben ved siden af mig lød der. Jeg åbnede det ene øje og så hende der Maddelyn sidde ved siden af mig. Hun stirrede sådan helt underligt på mig som om hun studerede mig. Jeg lukkede bare øjnene igen og prøvede at lytte til læren, men jeg kunne mærke den nye piges øjne på mig hele tiden. Jeg satte fødderne ned i gulvet. Nu skulle det være nu. En stirre konkurrence. Der var ikke andet at gøre. Der var noget bekendt ved denne pige. Hun virkede meget bekendt. En fra tv? Måske noget fra avisen. Umuligt. Jeg skal grave meget dybt. Og der havde jeg set hende! I min drøm! Hun er pigen fra min drøm.

 

Hun smilede da det jeg lavede et gib i mig. Nu hørte jeg min lære kalde på mig, men jeg ville ignorere det og gå ud på toilettet. Så det gjorde jeg. Bag mig hørte jeg nogle skridt og et lille grin. Da jeg vendte mig rundt var der ingen. Så jeg gik ud mod toilettet, men da jeg så ligeud og ned af stod Maddelyn og så op på mig med et stort smil på læberne. Jeg rystede på hovedet af hende og gik forbi hende, og ud på toilettet. Døren lukkede i bag mig og et lille suk flød ud gennem mine læber. Mine ben fulgte mig hen til vasken. Jeg tændte for hanen og lukkede røret til så vandet ikke kunne løbe ud. Før jeg vidste af det var mit hoved under vandet. Det var ikke mig der havde taget det det under vandet. Jeg åbnede øjnene da jeg ikke kunne få luft til sidst. Jeg trak hurtigt mit hoved op og så mig om. Maddelyn stod det. Hun havde det største smil på sine læber. Det vand jeg havde i munden spyttede jeg ud på hendes ansigt. "Hey!" skreg hun efter mig da jeg skulle til at gå ud af rummet. Mine ben drejede sig automatisk omkring. Jeg så på hende som et spørgsmålstegn. Hendes fjæs var helt rødt af ophidselse. "S-sådan gør man ikke når man... Når man lige har været ude for... At være ved at drukne! Bare at lade som ingenting!" havde hun sagt. Jeg kan tydeligt huske det. 

 

Underligt nok havde den nye pige fulgt efter mig hjem. Hendes hoved var på min ryg. Jeg havde ladet som ingenting, fordi hvis jeg ikke gjorde det ville jeg bare være sammen med min mor resten af dagen. Det eneste sted jeg kan slappe af. Endelig i meget lang tid har jeg ikke haft en ven, eller Maddelyn er in første næsten ven. Selvom jeg ikke kender hende godt nok. Så er det som om hun har kendt mig siden jeg var meget lille. Aner det ikke, men hun havde bare fulgt efter mig. Da jeg kom ind i huset stod Karin i døren med en af sine nye kærester. Henry Børge eller hvad han nu hed. Det så ud som om de var ved at æde hinanden og da jeg kig ind lod jeg som ingenting. Jeg tog mine sko af og jeg hørte også en anden tage sinde sko af. Det var sikkert Maddelyn. Derefter tog jeg min jakke og handsker af. Mine ben løb hen og ind på min værelse. Jeg satte mig på min uredte seng og så på billedet med min mor. Døren til mit værelse lukkede. Maddelyn satte sig ved siden af mig, "er det din mor?" spurgte hun. Jeg nikkede nogle gange. En hurtig smerte i mit hjerte ramte mig. Jeg kunne høre mine hjerteslag og jeg så hen på Meddelyn. Hendes smil var stort. Jeg tog min hånd for hjertet og pressede øjnene sammen.

 

Gjorde så meget jeg kunne får at holde det igen. Da jeg åbnede øjnene så jeg Maddelyn og min mor skifte for mine øjne hele tiden. Jeg sank en klump. Min vejr trækning blev hurtigere og hurtigere. Da jeg sank en klump var det som om mit hjerte stoppede i nogle sekunder. Da jeg så hen på Maddelyn. Hendes øjne var sorte og hendes hårfarve havde ændret sig. Det havde skræmt mig meget. Hendes øjne og hårfarve blev normale igen da min hjerte begyndte at slå igen. Jeg trak vejret tungt. Alt for at få den luft for at jeg overlevede. Det varede ikke længe før Maddelyn lå på min seng og jeg sad ovenpå hende, "Hvad sker der for dig? Først prøver du at drukne mig. Og nu griner du hvor jeg næsten var ved at få et hjertestop!" havde jeg skreget i hendes ansigt. Et lille smil kom frem på hendes ansigt.

 

"Jeg skulle se hvor stærk du var" hviskede hun. Derefter gik jeg af hende og bad hende gå. Det var som om hun dansede ud. Nu var det altså jeg blev forvirret. Hvordan kan det være hun bare siger tingende som de var? Måske var det løgn. Jeg havde kigget på døren længe før min søster Karin kom ind, "Wilo er lige gået. I seng." sagde hun bedstemt. Jeg svarede hende ikke. Jeg skulle ikke i seng nu. Ikke så tidligt. Det gik mig lidt på. Der var kun to timer imellem os og hun skulle bare bedstemme alt. Det drev mig til vanvid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...