MOM

Simon har haft sit livs største udfordring. At leve uden sin mor, men så kommer der en ny pige som åbenbart er berømt og kan gøre mirakler. Simon har dog aldrig hørt om denne pige. Underligt nok er hun en som virker sig intereserret i Simon. Hun virker klæbende da hun finder ud af hans mor er død. Denne pige hedder Maddy.

2Likes
2Kommentarer
510Visninger
AA

2. Kirkegården

Hvad? Hvor er jeg? Jeg kan ikke se noget! Vent! Der sidder en pige på gulvet. Lys over hende måske kan hun fortælle mig hvor jeg er! Vent lige! Hun græde og jeg prøver at sige noget, men kan ikke! Men det er faktisk ikke det der skræmmer mig. Det er det at hun græder blod og ser på mig. Hun smiler og kigger bare. Har hun ondt? GØR det ondt? Har hun brug for hjælp? Hendes ansigt forsvinder og jeg prøver at råbe efter hjælp og så forsvinder pigen helt. Og jeg græd. Jeg græd simpelhen da jeg også græd blod og blev hvid i huden. Min hud forsvandt ind til knoglerne som blæstevæk og underligt nok. Var der ikke noget vind overhovedet. Det kom fra pigen...

 

Mine øjne åbnedes, og de så sig omkring. Pigen forblev i mit hoved. Hvordan hun græd og smilede til mig samtidig. Hvordan hun forsvandt og blæste mig væk. Ørene altså mine øre opfangede en høj lyd, men det var ikke så tydeligt. Ikke så.. En hård smerte på min kind og jeg så op. Karin min søster så surt på mig. Hendes mund åbnede og lukkede sig. For mange lyde. Ikke.. Ikke til at holde ud. Karin begyndte at råbe af mig, men jeg hørte ikke noget. Et skrig. Dybt inde i mit hoved. Et skrig om hjælp. Et højt skingert skrig. Sikkert et skrig om hjælp. Og denne drøm. Denne drøm har jeg haft hver dag i en uge. Men det er bare som om den bliver mere og mere skræmmende. Ikke kun fordi pigen bliver ældre og ældre i drømmen. Men det er noget helt andet. Da jeg så mærker en mere dyb smerte kommer alle lydende til mig. Jeg tog hurtigt en hånd til min ømme kind, "Hva'?" spurgte jeg om. Karin trampede i jorden og skreg mens hun trampede ud. Det hun skreg var noget i stil med, "Er du døv eller hvad?!" Og jeg aner seriøst ikke hvorfor hun altid er så sur om morgenen. Mine øjne faldt hen på min mor. altså hun er død og jeg har et billede med hende. Et sødt billede af hende hvor hun smiler. Og hendes gravsten ved siden af billedet. Min hånd strøg hen over billedet hvor min mor smilede til mig. "Morgen mor..." hviskede jeg og så kyssede jeg billedet. På vej til stuen hørte jeg stemmer inde fra Karins værelse hørte jeg hende synge. Hendes dør stod på klem og jeg kiggede ind.

 

Hun var igang med at tage strømper på og jeg løb hurtigt ud til køkkenet. Karin må have lavet morgenmad for på bordet så jeg brød med smør. Karin gik forbi mig og tog brødet, "Det er ikke til dig! Og du skal da ikke tro jeg laver mad til sådan en splejs som dig!" sagde hun hånligt. Jeg rystede på hovedet, "Jeg har faktisk trænet. Jeg begynder faktisk også at tage på! Så jeg er faktisk ikke en splejs mere!" svarede jeg hende. Karins øjne kiggede fra top til tå på mig, "Du skal først have tøj på." sagde hun. Da jeg vendte mig rundt fik jeg sådan et stød i ryggen, men jeg løb alligevel ind på mit værelse. Åbnede mit skab og tog det bestemte tøj ud af skabet som planlagt. En sort langærmet trøje. Udover tøj jeg en hvid T-shirt med en gråt mønster på. Bukserne havde jeg bestemt skulle være lange og sorte. Mine øjne faldt på mit ansigt. De grålige øjne så triste og lyse ud. Men på en måde også mørke. Jeg aner ikke hvorfor, men lige siden min mor døde har der været sådan en mørke over dem. Jeg tog mine hvide sortstribede sokker på og gik så ind til Karin igen. Hun havde lavet cornflakes til mig. For hun spiste kun brød. Hun vidste godt jeg havde travlt! Men man skal tage det man bliver serveret.

 

Hvis i troede at det var skole jeg kom forsent til så nej. Jeg skulle ned til blomster handleren og købe min mors yndlings blomster til hende. Gule påskeliljer. For hver dag inden skole tager jeg altid forbi min mors grav på kirkegården. Og jeg havde taget mine sorte handsker på. Selvom man ikke rigtigt kan kalde det handsker. Det var nemlig ikke fingre på dem. En sort tynd jakke på, med grå syninger havde jeg også på. Med min tunge taske på ryggen, var jeg lige gået ud af butikken. Jeg havde en del at sige til min mor. Da jeg så lågen til kirkegården lyste det op i mig. Og jeg begyndte at løbe mod den. Den glatte is under mig ænsede jeg ikke for mine store sko havde rigtig gode såler. Jeg stoppede bræt foran min mors grav. Forpustet så jeg de små skyer kommer op for mine øjne. Mine ben faldt under mig, så jeg sad foran min mors grav.

 

Mine hænder rakte ud efter de gule påskeliljer fra dagen før og satte de nye i. Et lille smil faldt på mine læber. Jeg så op mod himlen og nogle snefnug ramte mit ansigt. Min næse løb, så jeg snøftede snottet op og sank det. Min mund åbnede sig, men der kom ikke en lyd ud af den. Ligesom i min drøm. Mine øjne så sig omkring sammen med mit hoved for at sørge for ingen så det jeg skulle til at gøre. "Hej mor" fik jeg frem. Så kom der en stemme ind bag mit hoved, "Hej min dreng." sagde den. Jeg så mig om bag mig. Der var ingen og jeg så ned på min mors gravsten, "Haft en god nat?" spurgte jeg. Og længere nåede jeg ikke før Karin råbte vi skulle skynde os. Karin er altså min søster. Og hvis det ikke skal være løgn er hun den ældste af os. Selvom vi er tvillinger. Derfor kalder hun mig meget for splejs. Mine ben var lige ved at falde i søvn så da jeg rejste mig op, var jeg helt svimmel. Min hånd tog mig til hovedet og hovedet. Det rystede et par gange og så løb jeg ned til Karin.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...