The Snow Globes

December er ikke nogen sjov måned for Linea. Sidste år forsvandt hendes bedste veninde på selveste juleaften, og der har ikke været spor af hende siden.
Men da Linea vågner op første december og finder et uddrag af et digt på hendes bord begynder det forbudte håb alligevel at spire, og da hun modtager en snekugle, der virker til at være nøglen til hele mysteriet, bliver hun utroligt nysgerrig, men også utroligt bange. Hvad er det for en opgave som digtet prøver at fortælle hende om?
Alvoren i opgaven går dog langsomt op for hende og i desperationen for at finde svar opsøger hun drengen Lucca, som tilsyneladende er den eneste der kan hjælpe hende. Men det går hurtigt op for Linea at Chelina ikke er noget tilfældigt offer, og at hende og Lucca ikke er helt uskyldige. Er prisen for Chelinas liv overhovedet til at betale, og er Lucca overhovedet den som kan hjælpe hende?
Ting er ikke som de udgiver sig for at være og Linea opdager hurtigt at det ikke er alle svar hun ønsker at finde..

125Likes
212Kommentarer
4982Visninger
AA

25. 9. december - Del 2

 

9. december

Del 2

 

 Linea havde ikke noget anelse om, hvor længe hun havde ligget og grædt ned i de ubarmhjertige sofapuder, men da hun endelig rejste sig op følte hun sig en del bedre tilpas. Selvom hun hadede at være svag, så havde det hjulpet at få lov at græde ud. Også selvom problemerne på ingen måde forsvandt af den grund.

Hun havde mere end nogensinde brug for at tale med Chelina, og hun vidste lige præcis hvor hun skulle gå hen. Chelinas mindeplads befandt sig stadig ude foran det hus hun havde boet i med sine forældre, selvom det snart var et år siden hun forsvandt. Der boede ikke længere nogen i huset, for familien Nørskou var flyttet derfra uden at kunne få det solgt. Det var som om der ikke rigtigt var nogen, der ville bo i det på grund af alt det, der var sket med Chelina og Linea kunne da heller ikke benægte, at huset virkelig virkede hjemsøgt. Især efter at der ikke længere boede nogen.

I sig selv var Chelinas mindested ikke særligt flot mere. Byen havde efterhånden glemt hende, og de få blomster, der stadig omkransede billedet af den mørkhårede pige med de brune øjne, var visnet og tørret ind. Linea havde tænkt over at købe nogle nye og friske roser, men af en eller anden grund føltes det bare forkert for hende. Det virkede forkert at vise hele byen, at hun stadig sørgede. Så længe hun selv vidste det, så var det mere end nok.

Hun lod automatisk sine øjne glide ned over den lille tekst ved siden af billedet, som hun selv havde været med til at skrive. Det passede egentlig ikke så godt på det hun følte, men alligevel var den opmuntrende. På en eller anden absurd måde.

 

Chelina Marie Anne Nørskou

Elskede datter, søster og veninde. Vi savner dig, og håbet lever hos os.

 

Det var med vilje, at der ikke var nogle datoer på den. Der var ingen, der ville have at mindestedet skulle minde det mindste om et gravsted, for alle håbede og troede at Chelina ville komme tilbage. Eller de bildte i hvert fald sig selv ind at de troede på det. Linea var ret sikker på, at alle efterhånden havde opgivet håbet. Ellers ville de virkelig være naive.

”Hej smukke,” mumlede hun, imens hun smilede til billedet og satte sig godt til rette. Hun havde sørget for at tage en ligter med, og hun tændte et af de små lys, der stod lige foran billedet af hendes elskede veninde. Det virkede til at gøre det hele lidt mere levende og virkeligt.

”Der er så meget, jeg ville dele med dig. Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte,” begyndte hun og fortalte så langsomt, hvad der var sket lige siden hun var vågnet op til det første digt den første december. Det meste af tiden havde hun lukkede øjne og forestillede sig, i stedet for det triste billede, Chelinas lyslevende og lyttede ansigt foran hende. Hun gengav hvordan Patricia var forsvundet, alt hvad hun havde oplevet med snekuglen, og også afhøringen af politiet. Hun gav sig selv lov at afsløre hver eneste lille detalje, sikker på at den aldrig nogensinde ville komme videre. Om så Chelina virkede havde siddet over for hende og hørt det, så havde Linea stadig været sikker på, at hun aldrig ville have fortalt det videre til nogen. Hun havde stolet mere på Chelina end noget som helst andet menneske i hele verden.

Da hun efter adskillige minutter endelig var færdig med at fortælle, følte hun næsten, at en stor byld var faldet væk fra hendes skuldre. Selvom hun inderst inde godt vidste, at hun ikke rigtigt havde gjort andet end bare at sidde og tale til et billede, så var det alligevel som om Chelina havde lyttet til hende. Som om Linea kunne mærke, at hun alligevel var der.

”Hvis du var her lige nu, så ville jeg have fortalt dig det hele. Hvorfor gjorde du ikke det samme?” hviskede Linea fortvivlet og mærkede igen tårerne presse på. ”Hvorfor lod mig ikke hjælpe dig sidste år? Hvorfor sagde du i det mindste ikke noget?”

Det var egentligt først som hun sad der med tårerne løbende ned af kinderne og stirrede på billedet af Chelina, der så så glad og uskyldig ud, at det hele gik op for hende. Selvom Lucca ikke ville tale om Chelina, så var det hele pludselig lysende klart.

Chelina måtte jo have stået i samme situation sidste år, præcis som Lucca sagde. Hun var jo også et sommerbarn, og Lucca havde sagt at hun ville rede en som hun holdt af. Hun måtte også have modtaget digtene og følt sig præcis lige så fortvivlet som Linea gjorde nu. Men hvordan kunne det være, at hun ikke havde delt noget af det med Linea? Og hvad var det for en person, der var blevet taget fra hende? Så vidt Linea huskede, var der ikke nogen hun kendte, der var forsvundet i starten af december sidste år.

Linea blev pludselig opfyldt af en vild skyldfølelse, og hun rejste sig op med et voldsom bevægelse. Kunne hun måske have gjort noget for Chelina? Selv nu hvor Chelina var væk var hun stadig så selvisk, at hun ikke havde tænkt på Chelinas indblanden før nu. Kunne hun måske have hjulpet hende? Hvis nu..

Linea rystede på hovedet og tvang sig selv til at lade være med at tænke tanken færdig. Lige meget hvad, så kunne der ikke laves om på det nu. Fortiden var som den var.

Hun vendte sig en sidste gang om imod det forfalde mindested. ”Farvel smukke. Jeg ved vi ses igen.”

Sørgmodigt traskede hun ned af Vintersvej, og forsøgte så vidt muligt at lade være med at tænke på noget som helst. Hun følte sig så fyldt med følelser, at enhver lille forkert tanke med sikkerhed ville få hende til at bryde sammen igen. Og en gang måtte være nok.

Hun følte sig lettet da hun kom hjem, og opdagede at både hendes mor og far allerede var kommet, og at hun ikke længere skulle være alene. Så lettet at det rent faktisk lykkedes hende at fremtvinge et smil, på trods af det, hun lige havde været ude og gøre.

”Hvor har du været henne?” spurgte Miranda nysgerrigt og så op fra Tv'et, hvor der lige nu kørte Go' Aften Danmark. ”Jeg undrede mig lidt over, at du ikke var hjemme da jeg kom. Jeg har også forsøgt at ringe til dig.”

Linea trak pligtskyldigt sin mobil op ad sin lomme, og slettede de tre ubesvarede opkald fra sin mor. ”Undskyld,” mumlede hun. ”Jeg havde glemt at sætte lyd på.”

”Men hvor var du henne?”

”Bare ude og gå en tur..” Linea tøvede. ”Jeg trængte til lidt frisk luft.”

”Aha.” Miranda så ikke overbevist ud, men besluttede alligevel at droppe emnet. Linea satte sig ned ved siden af hende, og skævede til TV'et, der nu viste nyheder. En ubehagelig tanke slog pludselig ned i hende.

”Du, mor?”

”Mhm?”

”Har der været noget om Patricia i nyhederne?”

”Nej, skat. Kun et billede af hende, hvis der stadig skulle være nogle vidner, der ikke har meldt sig.” Miranda så ømt på sin datter og trak hende så ind i et knus. ”Der er ikke noget at være nervøs for. De skal nok finde hende, og få anholdt den skurk, der har taget hende fra os.”

 

Hvad Linea ikke vidste var, at de ting Christian skulle ordne fra morgenstunden ikke helt havde noget med hans arbejde og gøre, og at Miranda rent faktisk havde løjet over for hende i telefonen selvom hun havde lovet, at hun aldrig ville gøre det.

For Christian havde nemlig været til afhøring om morgenen, og den havde ikke fået politiet til at tvivle mindre på teorien om, at familien kunne være indblandet i kidnapningen af Patricia..

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...