The Snow Globes

December er ikke nogen sjov måned for Linea. Sidste år forsvandt hendes bedste veninde på selveste juleaften, og der har ikke været spor af hende siden.
Men da Linea vågner op første december og finder et uddrag af et digt på hendes bord begynder det forbudte håb alligevel at spire, og da hun modtager en snekugle, der virker til at være nøglen til hele mysteriet, bliver hun utroligt nysgerrig, men også utroligt bange. Hvad er det for en opgave som digtet prøver at fortælle hende om?
Alvoren i opgaven går dog langsomt op for hende og i desperationen for at finde svar opsøger hun drengen Lucca, som tilsyneladende er den eneste der kan hjælpe hende. Men det går hurtigt op for Linea at Chelina ikke er noget tilfældigt offer, og at hende og Lucca ikke er helt uskyldige. Er prisen for Chelinas liv overhovedet til at betale, og er Lucca overhovedet den som kan hjælpe hende?
Ting er ikke som de udgiver sig for at være og Linea opdager hurtigt at det ikke er alle svar hun ønsker at finde..

125Likes
212Kommentarer
4949Visninger
AA

24. 9. december - Del 1

 

Kapitel 9

9. december

 

Der var ikke en eneste dag, hvor Linea havde været lige så bange for, hvilke ord hun ville finde i digtet, som hun var da hun vågnede op søndagmorgen, og måtte indse at selvom det stadig var mørkt udenfor, så kunne hun bare ikke sove længere. Spændingen gjorde ondt på den mest ubehagelige måde nede hendes mave, og hun havde kvalme. Det var næsten som om hendes liv afhang af, hvad der ville stå i det digt, og sådan var det vel egentlig også.

Med lidt for høj puls, og lidt for sorte rander under øjnene rejste hun sig med et suk op fra sin seng, og greb fat i den lille papirlap, der endnu en gang var foldet sirligt sammen og stukket ind under den tykke Twilightbog.

 

Dette vil koste dyrt

Du lyttede ikke efter

Det var fatalt, et styrt

Jeg ved det mig hæfter

 

Nu var hun helt sikker på, at digtet blev sendt af en person. Ikke at hun ellers havde nogen idé om, hvor det skulle komme fra, men den tanke at en eller anden rendte rundt på hendes værelse hver nat var yderst ubehagelig. Så hellere være lidt naiv og give sig sig lov at tro at de bare opstod. Hvis mennesker kunne komme frem fra snekugler, og hunde kunne tale, ja, hvorfor skulle det så ikke også kunne lade sig gøre?

Linea smilede håbløst af sin egen absurde tankegang, og puttede med rystende fingre den lille papirlap ned i trææsken til alle de andre. Det var først da hun kom i tanke om, at det var anden søndag i advent, og hun så sig nysgerrigt om i sit værelse, men der var ikke noget der var ændret. Måske var det bare et tilfælde, at hun fik tildelt snekugle på den første søndag i advent? Det var i virkeligheden det der ville være mest logisk, men alligevel havde hun været temmelig sikker på at det ikke var tilfældet.

Hun satte trææsken på plads i sin skrivebordskuffe og trak sit nattøj af så hun kunne få et bad. Det var først da hun lod det varme vand skylle ned over sig og gav tankerne lov at flyve at panikken for alvor fik tag i hende. Det gik op for hende, hvad det faktisk var der havde stået i digtet, og frygten lagde omgående sin klamme hænder omkring hende.

Hurtigt fik hun skyllet de sidste sæberester ud af håret, og var i tøjet. Hun var desperat efter at finde ud af om nogen var hjemme og håbede inderligt, at hun ikke var alene. Håndklædet var fast snoet rundt om det lyse hår da hun kom ned i køkkenet, og hun sukkede lettet da hun så sin far sidde med ansigtet skjult bag avisen og en halv skive brød med syltetøj i den anden hånd.

”Godmorgen.” Linea brugte sin lettelse til at fremtvinge et smil, og det kom til at føles mere ægte end det havde gjort længe. Uden helt at tænke over det langde hun armene omkring sin far og gav ham et stort knus. ”Har du sovet godt?”

”Ja,” svarede han en smule overrasket, men gengældte det tiltrængte knus. Han var glad for, at det virkede som om, Linea var ved at komme lidt til sig selv igen.

”Hvad skal du lave i dag?” Linea gav slip på ham, og satte sig ned. Hun var en lille smule overrasket over sig selv, men det var på den gode måde.

”Jeg har faktisk en del ting jeg skal nå, men jeg ser om jeg kan lave det meste herhjemme. Jeg er ikke sikker på, at det er muligt at komme ud med bilen,” svarede han, og tog endnu en bid af sin bolle imens han skævede til avisen.

”Står der egentligt noget om Patricia i den?” spurgte Linea nysgerrigt og rejste sig op for at kigge ham over skulderen. Christian reagerede lynhurtigt ved at slå avisen sammen og ligge den fra sig.

”Ikke andet end en mindre artikel som mest er lavet til hvis folk ser hende. Folk er åbenbart mere interesseret i sneen og savnede sømænd,” mumlede han irriteret.

Linea sendte avisen et undrende blik. ”Må jeg se?” spurgte hun og rakte hun efter den, hvilket fik Christian til at krølle den sammen og smide den over i papirkurven, der stod placeret et par meter fra hvor han sad.

Linea satte hænderne i siden og så indgående på sin far, der så ud til at være en lille smule i panik. ”Hvad skulle det til for?”

”Det.. Ehh.. Jeg havde spildt på den.” Christian rejste sig op, og gik ud i entréen hvor han hev sin jakke ned fra knagen og løst hængte den over sig selv. ”Jeg smutter ind på kontoret, jeg kom lige i tanke om noget.. Vi ses senere.” Og med de ord var han ude af døren inden Linea nåede at sige mere.

Hun stod et øjeblik og så målløst efter ham inden hun kom til sig selv, og samlede den halvkrøllede avis op fra papirkurven. Hun var ikke helt sikker på, hvad hun ville finde, men efter hvad hun havde kunnet se på sin far, så stod der et eller andet i den, som han ikke ville fortælle om. Det tog hende ikke andet end et simpelt blik på forsiden at finde ud af, hvad det var han var så bange for hun skulle se.

 

Familien mistænkes

Nye spor i sagen om lille Patricia

 

Det var heldigvis ikke hovedoverskriften, og fyldte kun en lille rubrik i det ene hjørne. Folk var åbenbart mere interesseret i hvor meget sne der kom, og om de savnede sømænd var blevet fundet. Men det gjorde kun Linea lettet.

Hun slog med hamrende hjerte op i avisen og fandt siden hvorpå artiklen stod. Det fyldte kun en halv side, men det var mere end nok. Hun havde nærmeste kvalme da hun var færdig med at læse.

 

Efter seks dages intens eftersøgning og stadig ingen spor af den 9-årige Patricia Danielsen, der forsvandt mandagaften, er poilitiet nu begyndt at gå dybere ind i familiens hemmeligheder, og forsøger nu at nå til bunds i mysteriet om, hvad der virkelig skete. Afhøringer af familiemedlemmer udelukker nemlig ikke, at disse kan have haft indblandig i sagen, og politiet undersøger nu mulighederne..

 

Linea skimmede hurtigt den halve side igennem som artiklen fyldte, og mærkede hvordan raseriet langsomt begyndte at tage fat i hele hendes krop. Politichefen havde udtalt at de i hvert fald ikke havde udelukket at familien kunne være indblandet, men at de heller ikke kunne være sikre før endnu en eftersøgning blev sat i gang. Hvordan kunne de så tillade sig at skrive det i aviserne så alle folk kunne læse det? Det var virkelig typisk jounalister at overdrive. Der var jo ikke engang nogle af dem, der var blevet afhørt igen? Eller var der noget hun ikke vidste?

En bange anelse fik hende til at gribe sin mobil, som hun uden at tænke over det, havde lagt fra sig på køkkenbordet. Med sitrende fingre tastede hun sin mors nummer ind og trykkede på den grønne knap. Den duttede længe, men endelig var der en, der svarede.

”Det er Miranda.”

”Hej mor, det er mig,” begyndte Linea en smule stille.

”Hej skat. Hvad er der?” Hun lød bekymret.

”Vil du love at svare mig helt ærligt, hvis jeg spørger dig om noget?” spurgte Linea og tog en dyb indånding.

”Ja, selvfølgelig?”

”Hvorfor står der i avisen, at vi er blevet mistænkt?” Linea mærkede tårerne presse på. Hun kunne ikke holde det her ud. Det måtte ikke være rigtigt.

Hun hørte sin mor sukkede tungt i den anden ende. ”Det gør der heller ikke, bare rolig. Det er helt normalt at forældrene og familien bliver dobbelttjekket i sådan en sag. Det skal du ikke være bange for.” Linea mærkede godt hvordan Mirandas stemme rystede. Hun knuede sine hænder så hårdt, at hendes negle begyndte at bore sig ind i håndfladen.

”Du lovede at sige sandheden,” sagde hun. ”Det er ikke det du gør lige nu.” Den første tåre fandt stille vej ned af hendes kind.

”Det lover jeg det er. Har du brug for at jeg kommer hjem?” spurgte hun alvorligt. ”Er far hjemme?”

”Nej, han er lige gået.” Linea begyndte at hulke ind i telefonen. Hun kunne ikke længere holde det tilbage. ”Du behøver ikke komme hjem.” Hun sukkede dybt og forsøgte af al magt at få kontrol over de løbske tårer.

”Er du sikker? Jeg kan godt give mig selv lov at gå et par timer.”

”Det er ikke nødvendigt.” Lineas stemme var blevet stærk igen. ”Bare lov mig at du ringer, hvis politiet skal afhøre jer, okay?”

”Det skal jeg nok.”

Med de ord lagde Miranda på, og efterlod sin fortabte datter stående med sin gamle slidte mobil i hånden. Linea stirrede på den som om hun nærmest var blevet lammet, og langsomt mærkede hun hvordan de sidste dele, der holdt sammen på hendes udmattede krop, begyndte at rykke længere og længere væk fra hinanden. Hun ville ikke være alene, hun ville have at hendes mor skulle komme hjem, men det havde hun ikke kunnet få sig selv til at sige.

Derfor kylede hun i stedet sin mobiltelefon tværs igennem køkkenet, så den fløj direkte ind i væggen, hvorefter den landede på gulvet. Med tårerne frit løbende ned af kinderne kastede hun sig ned på sofaen og begyndte vildt at slå på puderne imens hun græd og skreg, som havde hun aldrig gjort det før. Al smerten og al frustrationen lukkede hun ud i en store pærevælling, og det endte til sidste med, at hun var så udmattet, at hun bare sad helt stille og stirrede tomt ud i luften.

Hun var stadig alene, og nu hvor tingene så mere sort ud end nogensinde, havde hun smidt alle mulighederne for hjælp væk. Ligemeget hvad der skete fra nu af, så ville det være hendes egen skyld.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...