The Snow Globes

December er ikke nogen sjov måned for Linea. Sidste år forsvandt hendes bedste veninde på selveste juleaften, og der har ikke været spor af hende siden.
Men da Linea vågner op første december og finder et uddrag af et digt på hendes bord begynder det forbudte håb alligevel at spire, og da hun modtager en snekugle, der virker til at være nøglen til hele mysteriet, bliver hun utroligt nysgerrig, men også utroligt bange. Hvad er det for en opgave som digtet prøver at fortælle hende om?
Alvoren i opgaven går dog langsomt op for hende og i desperationen for at finde svar opsøger hun drengen Lucca, som tilsyneladende er den eneste der kan hjælpe hende. Men det går hurtigt op for Linea at Chelina ikke er noget tilfældigt offer, og at hende og Lucca ikke er helt uskyldige. Er prisen for Chelinas liv overhovedet til at betale, og er Lucca overhovedet den som kan hjælpe hende?
Ting er ikke som de udgiver sig for at være og Linea opdager hurtigt at det ikke er alle svar hun ønsker at finde..

125Likes
211Kommentarer
5215Visninger
AA

23. 8. december - Del 2

 

8. december

Del 2

 

Linea var slukøret da hun gik hjem. Sneen var efterholdt ophørt, og selvom hun stadig følte sig klam og gennemblødt så frøs hun ikke. Snekuglen havde hun placeret sikkert i sin lomme, og til hendes store lettelse kunne hun stadig se Lucca stå inde i den. Hun havde på fornemmelsen, at det ville være et meget dårligt tegn, hvis hun pludselig også begyndte at se det pyntede juletræ.

Hun anede ikke længere, hvad hun skulle stille op. Lucca havde virkelig været det eneste håb hun sådan rigtigt havde troet på. Det var ham som digtet hele tiden havde peget hen på. Ham som var den hun skulle finde, og som skulle lede hende videre.

Desuden var hun heller ikke helt sikker på, hvilke konsekvenser det ville få, at hun ikke havde føjet Lucca. Det var jo det som digtet hele tiden havde sagt hun skulle, og nu virkede det som om, at hun på få sekunder, havde smidt alt det, hun havde brugt så lang tid på at finde ud af, væk.

Det eneste svage spor hun havde tilbage var Caroline. Hun kunne selvfølgelig overhovedet ikke være sikker på, at Caroline vidste noget som helst, eller havde noget med digtet at gøre, men hvis Lucie virkelig havde ret, og det var sådan, at det kun var Linea, der kunne se hende, så måtte der være et eller andet med hende, der ikke var naturligt.

Hun var rastløs da hun kom hjem. Det eneste hun kunne gøre var, at vente på, at der ville komme et digt til hende dagen efter, og så håbe at det måske ville give hende en eller anden form for spor.

Det var heller ikke på nogen måde sikkert, at hun havde taget den rigtige beslutning. Det kunne meget let ende fatalt for hende, fordi hun havde sagt nej, men hun anede heller ikke hvad det var hun ville have sagt ja til, hvis hun havde taget chancen. Det var rent knald eller fald, og lige nu ville hun bare gerne blive hos sin familie. To eftersøgte børn ville være for meget at byde dem på en gang. Især i december måned.

Hun havde mest lyst til at lede efter Caroline i stedet for at tage hjem. Men hun var så gennemblødt, at hun ikke rigtigt havde noget valg. Hun måtte i hvert fald have noget andet tøj på, og hun tvivlede stærkt på at hun ville få lov at gå igen. Snefaldet var endnu en gang taget til, og det gik hende snart til op over anklerne på de steder, hvor der ikke var blevet ryddet fra morgenstunden.

Hun var nødt til at tage hjem, og bare tanken om, at hun ikke havde noget at tage sig til resten af dagen, gjorde hende rastløs.

 

*

 

Af en eller anden grund var der ikke nogen hjemme da Linea kom tilbage. Hun var ikke klar over, hvor hendes mor var taget hen. Efter som hendes far heller ikke havde været der om morgenen gik hun udfra, at han var ude og arbejde med sit tømrefirma. Det hindrede ham som regel ikke, at det var lørdag.

Der var ingen, der svarede når hun kaldte, og efter at have gennemsøgt hele huset burde hun være sikker på, at der ikke var nogen i huset, men noget fortalte hende alligevel at hun ikke var alene. Som om en eller anden pustede hende i nakken hver gang hun vendte opmærksomheden imod noget. Den uhyggelige følelse gjorde hende endnu mere rastløs end hun allerede var.

Selvom hun aldrig kunne have fortalt Lucie om noget som helst, uden at være sikker på at hele skolen ville vide det dagen efter, så savnede hun hende, som hun sad der og zappede hvileløst rundt imellem kanalerne. Hun savnede bare at have en eller anden, der kunne slukke for den larmende stilhed, som var opstået overalt i hende. Den gjorde ondt.

Et dybt suk lød pludselig bag hende, og hun vendte sig med et ryk samtidig med at hun slukkede for fjernsynet. Hun kunne ikke se noget, men hun var stensikker på, hvad hun havde hørt. Hun var virkelig ikke alene.

”Nu må du ikke blive forskrækket.”

I princippet kunne det være lige meget, hvordan Caroline forsøgte at berolige Linea. Hun var allerede så skræmt og paranoid, at hun sprang op fra den bløde sofa, og langsomt begyndte at træde baglæns med store skræmte øjne.

”Hvem der?!” råbte hun forsvarsberedt, men panikken i hendes stemme var let at spore.

”Det er mig. Caroline.” Caroline trådte ud fra køkkenet og ind til Linea, så hun var fuldt synlig. Linea tog forskrækket begge sine hænder op for munden, men nåede i sidste øjeblik at stoppe det skrig, der havde sat sig fast i hendes hals.

”Hvordan er du kommet herind?” Linea så vantro på hende, og vidste stadig ikke om hun skulle være bange eller lettet.

”Jeg prøvede at sige til dig, at det har sine fordele at være mig.” Sætningen var sagt i sjov, men hun smilede ikke. Linea kunne nu heller ikke rigtigt finde det morsomt.

”Det giver dig ikke ret til at snige dig ind i mit hus, imens jeg er alene hjemme!” råbte Linea en smule højt og blev refleksmæssigt ved med at gå baglæns. Der gik næsten panik i hende da væggen i stuen stoppede hende.

”Jeg blev nødt til at tale med dig. Og jeg vidste ikke hvor jeg ellers skulle finde dig. Jeg havde ærligt talt ikke meget lyst til at gennemsøge skoven i dette skiftende vejr.”

Linea prøvede at tage en dyb indånding, og stoppede med at førsøge at flygte. Caroline var trods alt ikke hende fjende. Eller, det håbede hun i hvert fald ikke

”I lige måde,” mumlede hun. ”Du skylder mig lidt af en forklaring, hvis man kan sige det sådan.”

”Jeg ved det godt.” Caroline sukkede. ”Men det største problem er, at jeg ikke kan give dig den.”

”Hvad mener du med det? Du må da kunne forklare mig, hvorfor jeg er den eneste der kan se dig?” Linea prøvede at lade være med at lyde vred og utålmodig, men det lykkedes hende ikke rigtigt.

”Men det kan jeg ikke.” Caroline satte sig på sofaen, og Linea blev opmærksom på, at den gav under efter hendes vægt, og hun kom til at tænke på de få gange hun havde været i kropskontakt med Caroline. Hun var i hvert fald ikke et spøgelse, det var helt klart.

”Hvad er det så helt præcist du vil?”

”Hjælpe dig. Men det kan jeg ikke, hvis du ikke stoler på mig.”

”Hvordan skal jeg kunne stole på mig, når du ikke vil fortælle mig sandheden, og du har løjet over for mig lige siden jeg så dig første gang?” Linea lagde armene over kors, og så indgående på den rødhårede pige overfor hende.

”Jeg har ikke løjet over for dig,” forsvarede Caroline sig selv.

”Du har i hvert fald heller ikke fortalt mig sandheden.”

”Du har ikke bedt om den!”

”Det har jeg da i hvert fald!” skingrede Linea. Hun var ved at miste tålmodigheden.

”Det er fuldstændigt ligegyldigt!” Caroline rakte en opgivende hånd i vejret. ”Jeg gider ikke diskutere det her med dig. Du bliver bare nødt til at stole på mig.”

”Okay, vi gør det her på en anden måde.” Linea lod sine arme glide ned langs siden igen. ”Hvad med at du fortæller mig, hvad jeg rent faktisk må vide, og hvad jeg har brug for at vide?”

”Du har brug for at vide, at der stadig er håb. Politiet gør stadig alt hvad de kan for at finde din søster, då du må ikke miste troen.” Caroline så alvorligt på hende. ”Kommer du ikke lige hen og sætter dig ned?”

Linea blev solidt stående på jorden. ”Er du ikke sød at lade være med at lades som du ikke ved noget? Det ved vi begge to godt at du gør.”

”Hvad er det du antyder?” De grønne øjne så spidst på hende.

”At du ved mere om hvor min søster er end jeg gør, og at du gør meget klogt i at fortælle mig det lige nu.” Linea gik tættere på hende, og vreden fik hende til at ryste let. ”Jeg er træt af gåder og løgne. Nu vil jeg have sandheden, og hele sandheden!” Hun slog hånden ned i bordet med et brag, og ignorede smerten der jog hele vejen op igennem hendes arm. Caroline rykkede automatisk tilbage i sofaen, og begyndte faktisk at se en smule tvivlrådig og bange ud.

”Jeg har ikke noget som helst at gøre med, at din søster er forsvundet. Det bliver du bare nødt til at tro på!” råbte hun fortvivlet. ”Helt ærligt, hvorfor er det du har så pisse svært ved bare at acceptere mig? Jeg har fandme gjort alt, hvad jeg kunne for dig siden jeg mødte dig.”

”Det er jo det er problemet!”

Linea slog hånden op for munden og fik for alvor ro på sig selv igen. Det slog hende pludselig hvad hun i virkeligheden stod og beskyldte hende for. Det ville på ingen måde være fair, hvis hun virkelig fortalte sandheden, og det var rigtigt, at hun ikke vidste noget. Men der måtte jo for pokker stadig være en grund til, at det kun var Linea, der kunne se hende. Og det faktum pegede virkelig i retning af, at hun havde noget at gøre med Lucca, digtene og alt hvad der var fuldt med.

”Hør nu. Jeg indrømmer blankt, at det ikke er normalt, at du er den eneste der kan se mig, men du må tro mig når jeg siger at jeg ikke kan fortælle dig hvorfor. Forstår du slet ikke hvor vigtigt det er for mig, at snakke med dig, når du er et af de meget sjældne mennesker som ved jeg eksistere? Ved hvordan det føles at gå rundt i en verden hvor man ikke kan snakke med nogen som helst? Er du klar over hvor ensom man bliver?” Caroline var meget tæt på at begynde at græde, og det tog alt i Linea at fortsætte sin stædighed. Men mistroen vandt over tilliden og trangen til at trøste. Hun var alt for bange for at stole på den forkerte, præcis som digtet jo havde advaret hende imod.

”Hvis jeg skal stole på dig, så går du lige nu, og du dropper alt det der med at prøve at få min medlidenhed. Den holder ikke.”

Caroline åbnede munden for at sige noget, men ordene syntes ikke at ville forlade hendes læber. I stedet rejste hun sig bare op, og gik over til hovedøren, der kunne ses fra sofaen hvor Linea stod.

Uden nogen fornemmelse af, om det hun havde gjort, var rigtigt, så Linea blot til imens Caroline forlod huset, og tårerne der langtsomt var begyndt at falde ned over hendess kinder, havde Linea også opdaget.

 

Det var først nu, at Linea definitivt havde sagt farvel til den eneste livline hun havde tilbage i den tro, at hun havde gjort det rigtige, og at det virkelig var Caroline som digtet havde advaret hende i mod.

Men hvad nu hvis Caroline virkelig bare var uskyldig, og at hendes problemer slet ikke havde noget at gøre med Patricias forsvinden? Hvad nu hvis Caroline i stedet kunne hjælpe hende, hvis hun bare åbnede op?

Linea skulle blot huske på en vigtig detalje; Der var snart ikke flere muligheder tilbage..

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...