The Snow Globes

December er ikke nogen sjov måned for Linea. Sidste år forsvandt hendes bedste veninde på selveste juleaften, og der har ikke været spor af hende siden.
Men da Linea vågner op første december og finder et uddrag af et digt på hendes bord begynder det forbudte håb alligevel at spire, og da hun modtager en snekugle, der virker til at være nøglen til hele mysteriet, bliver hun utroligt nysgerrig, men også utroligt bange. Hvad er det for en opgave som digtet prøver at fortælle hende om?
Alvoren i opgaven går dog langsomt op for hende og i desperationen for at finde svar opsøger hun drengen Lucca, som tilsyneladende er den eneste der kan hjælpe hende. Men det går hurtigt op for Linea at Chelina ikke er noget tilfældigt offer, og at hende og Lucca ikke er helt uskyldige. Er prisen for Chelinas liv overhovedet til at betale, og er Lucca overhovedet den som kan hjælpe hende?
Ting er ikke som de udgiver sig for at være og Linea opdager hurtigt at det ikke er alle svar hun ønsker at finde..

125Likes
212Kommentarer
4954Visninger
AA

22. 8. december - Del 1

 

8. december

Del 1

 

Den lille krop var iskold. Med armene viklet tæt omkring sine ben, og et gammelt hullet tæppe lagt op omkring sig sad Patricia i det mørke rum. Og selvom hun snart havde siddet der i fire dage, så vidste hun ingenting. Selv tidfornemmelsen havde hun efter hånden mistet. Der var ikke engang nogle vinduer, der kunne give hende et hint om det var nat eller dag.

Hun kunne ikke huske noget om, hvordan hun var endt her. Det eneste hun vidste var at det var Lineas skyld. Det var fordi hun ikke havde taget advarslerne alvorligt, og ikke havde lyttet til Patricia når hun havde sagt, at der var nogle der forfulgte hende. Patricia var ikke helt sikker på, hvor hun havde den tanke fra, men hun var sikker på, at den var rigtig.

Hendes øjne have vænnet sig en lille smule til mørket efterhånden. Hun kunne se, at hun befandt sig i et stort rum, tilsyneladende uden døre og vinduer. Der var koldt og fugtigt og hun var helt alene. Den eneste hun havde talt med siden hun kom hertil var en stor rungende stemme, som det ikke endnu var lykkedes hende at finde ud af hvor kom fra.

Det mest besynderlige var dog snekuglerne der befandt sig overalt omkring hende. Alle sammen magen til den hun havde set Linea gemme. De stod fint sat op med præcis fem på hver hylde, bortset fra en enkelt hylde, hvor der kun var fire. Patricia havde fået streng besked på, at hun på ingen måde måtte røre ved dem. I forsøg på at berolige sig selv havde hun talt dem, og fået det til at der var præcis nioghalvfems. Det tal fik hende til at undre sig.

Hun kunne ikke bevæge sig længere. Det var som om en magisk kraft havde paralyseret hendes krop, og det eneste der stadig fungerede var hendes sanser. Derfor havde hun hverken spist eller været på toilettet siden hun kom til dette rum. Det var ikke nødvendigt.

Det værste ved det hele var dog kulden. Den fik hende ikke til at fryse ihjel, men det var som om den var trængt ind i hver eneste centimeter af hendes krop, og havde kontrol over hver eneste lille celle. Patricia var ikke et sekund i tvivl om, at det måtte være kulden, der havde lammet hende. Kulden, og så den altovervindende angst, som ville have fået hende til at skrige, hvis hun kunne. Fået hende til, panikslagent at løbe rundt, og søge efter det mindste lille tegn på en udgang.

Men hun kunne ingen ting, andet end at blive siddende og håbe på, at Linea snart ville finde hende.

 

*

 

Lad ikke lyset brænde ud

Du må ikke drysse salt

Der må ikke ske noget brud

Spar ham, lad dig selv blive valgt

 

Det var disse ord Linea vågnede op til lørdag morgen, og hun forstod nu at hvem end der sendte hende digtene ikke var ligeglad mede Lucca. Det måtte være en der holdt af ham, siden tingene var skrevet på denne måde. Hvis den der sendte digtene altså overhovedet var levende? Det kunne jo være hvad som helst. Måske var det bare en eller anden for for maskine?

Den sidste sætning forstod hun dog overhovedet ikke. Var det ikke hende, der var blevet valgt? Var han ikke kun hendes hjælper? Eller lå der meget mere i det her end hun først havde troet? Hvis hun skulle være ærlig, så ville det egentlig ikke komme bag på hende. Der var stadig meget hun ikke vidste.

De første to sætninger måtte hun tolke som om at kontakten imellem hende og Lucca ikke måtte blive brudt. Men hvordan skulle hun dog sørge for det, når snekuglen ikke længere virkede til at have magiske kræfter?

Hun ville gerne have forsøgt, at få fat i ham igen, men hun turde ikke. Hendes forældre var hjemme, og det var for risikabelt, hvis de blev opdaget. Hun var nødt til at vente til senere. I stedet gav hun sig god tid til at tage et varmt bad og klæde sig på, hvorefter hun gik ned i køkkenet. Hun prøvede at lade være med at fokusere på den gabende tomme stol, og klistrede i stedet et smil på, som ikke var noget nær ægte.

”Godmorgen,” mumlede hun, og satte sig ned.

”Godmorgen skat,” svarede Miranda, der sad og læste i et ugeblad. Hun havde en tallerken med morgenmad stående ved siden af sig, som hun sad og spiste samtidig.

Linea tænkte tilbage på aftenen før, imens hun sad og gumlede på sin halvtørre morgenbolle. Hun havde af alle kræfter forsøgt at søge på Carolines navn, men havde ikke fundet noget som helst. Enten levede Caroline næsten lige så skjult som en eftersøgt kriminel, ellers fandtes hun virkelig slet ikke. Det var som om navnet overhovedet ikke eksistrede, og Linea havde vendt lyden af det mange gange i munden efterhånden. Var Munø ikke et utroligt sjældent efternavn? Hun havde også forsøgt at søge på det alene, men det havde heller ikke givet at nævneværdigt resultat.

Sådan var det selvfølgelig med nogle mennesker, som aldrig brugte nettet, men som regel kunne man altid finde et eller andet. Et gammel skolefoto, en præmieliste fra en sportskonkurrence eller noget helt trejde. Især når nu det virkede til, at Caroline var glad for at spille håndboldt, og tilsyneladende også ret dygtig til det.

Hun var stadig ikke helt sikker på, hvordan hun skulle tolke det Lucie havde sagt til hende. En stemme i hendes hoved blev ved med at fortælle hende, at der var sket en fejl et eller andet sted. Endten lavede Lucie sjov med hende, og ellers så.. Linea ville i hvert fald tale med Caroline igen før hun konkluderede noget med sikkerhed.

”Hvad så? Hvad har du tænkt dig, at få dagen til at gå med?” spurgte Miranda og lagde ugebladet fra sig. Lineas blik havde fundet det slukkede kalenderlys og klistret sig fast til det. En del af hende havde lyst til at tænde det, og en anden havde lyst til at knække det midt over og smide det i skraldespanden. Det mindede hende alt for meget om Patricia på alle mulige bizarte måder.

”Det ved jeg ikke..” mumlede hun fraværende. ”Gå mig en tur, måske.”

”Har du ikke nogen aftaler?” Miranda så indgående på sin datter, og kunne ikke helt skjule sin bekymring. Hun havde virket så fjern og indelukket på det sidste. Det var der selvfølgelig ikke noget at sige til, men hun ville ønske, at hun kunne hjælpe hende.

”Nej,” svarede hun kort og reste sig op med en impulsiv bevægelse. Det slukkede kalenderlys og den tomme plads var blevet for meget for hende for nu. Hun måtte have noget frisk luft. ”Jeg smutter ud i skoven. Jeg har min telefon på mig, hvis der er noget,” oplyste hun da hun havde været oppe på sit værelse og placeret snekuglen sikkert i sin lomme. Selvom snevejret igen havde taget godt fat fra morgenstunden og det stormede så meget at de små snefnug klemte sig ind alle vegne under hendes tøj, så var hun lettet over at komme ud. Nu skulle hun bare skynde sig ned i skoven, så hun kunne få en smule læ inden hun nåede at blive helt gennemkold.

Alligevel sørgede hun for at kigge sig godt omkring imens hun gik. Det var på vejen ned imod skoven, at hun flere gange havde mødt Caroline, og hun ville ikke lade en chance for at tale med hende, passere.

Men hun så hende ikke. Hun havde ikke mødt et eneste menenske på vej ned til den lille sø, som lå en god kilometer inde i skoven. Søen var helt frosset til efter de tre dage med intens frostvejr, og Linea fik en vild lyst til at gå ud på isen. Hendes barnehjerte blev helt ude af kontrol over alt den frost og sne. Hun havde altid elsket vinteren.

Pludselig kom hun til at tænke på, hvad Calisto havde sagt om, at hun var et sommerbarn. Var det så ikke ret underligt, at hun var et menneske, der elskede vinteren? Det modsagde sig selv på en eller anden absurd måde.

Hun havde sørget for at tage overtrækkere på, så hun satte sig ned i sneen uden tøven. Hun vidste godt at hun ville blive kold inden ret længe, men hun regnede heller ikke med at skulle snakke med Lucca i ret lang tid. Hvis det altså overhovedet lykkedes hende at få fat i ham.

Hun tog snekuglen op ad lommen, og lod sig opfylde at den magiske højtidelige kraft, der spredte sig i hende, imens hun sad med den. Den naturlige sne som allerede føg omkring hende syntes at blive mere livlig i takt med sneen i snekuglen.

”Lad ham komme, lad ham blive!” Råbte hun ud i den stormende sne, og lod sine fingre klemme godt om snekuglen. Hun havde taget sine handsker af, og var allerede ved at blive godt kold om sine hænder.

En tåge samlede sig foran hende og et kort øjeblik efter stod Lucca igen foran hende. Sneen holdt en smule op, men var stadig påtrængende. Linea måtte rejse sig op, og mærkede til sit store ubehag hvordan sneen havde samlet sig i hendes nakke, og langsomt gled ned af ryggen på hende. Der ville ikke gå længe før hun var helt gennemkold.

”Du bliver nødt til at komme med mig.” Luccas stemme var kort og beslutsomt.

”Komme med dig? Hvorhen?” Linea lagde armene omkring sig selv og puttede sig. Hun følte sig gennemblødt.

”Det har jeg ikke tid til at forklare. Men jeg har ikke kræfter nok til at tale med dig og hjælpe dig i denne her verden. Jeg..”

Linea så hvordan hans skikkelse begyndte at flimre, og det næsten virkede som om det var Calisto, der brugte energi på at holde dem bundet på jorden.

”Jamen det kan jeg da ikke!” råbte hun fortvivlet og prøvede at bruge noget af sin egen kraft til at hjælpe Lucca til at blive. Men hun anede ikke, hvordan hun skulle gøre det korrekt.

”Jo du kan! Stol på mig!” Han rakte fortvivlet ud efter hende, men hun trådte automatisk et skridt tilbage.

Linea turde ikke. Hun anede ikke hvad der ville ske ved at række ud efter hans hånd, og hvis hun også endte med at blive fanget, så ville der ikke være noget til at redde hendes søster. Det var ikke en risiko hun kunne tage.

”Nej, Lucca.. Jeg kan ikke..” hviskede hun fortabt og løsnede forsigtigt sit tag omkring snekuglen. Luccas skikkelse blev mere og mere svag. Hendes sidste chancer var ved at løbe ud, men hun kunne ikke. Det var ikke en risiko hun var villig til at løbe. Der måtte være en anden måde.

”Men du kommer tilbage..” Luccas stemme forsvandt inden han nåede at fuldføre sin sætning. Tilbage var kun den isnende vind, der hev og sled i træer og buske. Med frysende tårer løbende ned af kinderne gav den fortvivlede Linea helt slip på snekuglen og lod den dumpe ned i sneen. Hun havde mistet endnu et af de lysende håb for at kunne finde hjælp.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...