The Snow Globes

December er ikke nogen sjov måned for Linea. Sidste år forsvandt hendes bedste veninde på selveste juleaften, og der har ikke været spor af hende siden.
Men da Linea vågner op første december og finder et uddrag af et digt på hendes bord begynder det forbudte håb alligevel at spire, og da hun modtager en snekugle, der virker til at være nøglen til hele mysteriet, bliver hun utroligt nysgerrig, men også utroligt bange. Hvad er det for en opgave som digtet prøver at fortælle hende om?
Alvoren i opgaven går dog langsomt op for hende og i desperationen for at finde svar opsøger hun drengen Lucca, som tilsyneladende er den eneste der kan hjælpe hende. Men det går hurtigt op for Linea at Chelina ikke er noget tilfældigt offer, og at hende og Lucca ikke er helt uskyldige. Er prisen for Chelinas liv overhovedet til at betale, og er Lucca overhovedet den som kan hjælpe hende?
Ting er ikke som de udgiver sig for at være og Linea opdager hurtigt at det ikke er alle svar hun ønsker at finde..

125Likes
211Kommentarer
5346Visninger
AA

21. 7. december - Del 2

 

7. december 

Del 2

 

Linea forstod ingen ting. Hun havde været udsat for en del indenfor de sidste par dage, men det her gik ud over alle grænser. Hvis der altså overhovedet var nogen.

Var hun den eneste, der kunne se Caroline? Hvem var hun overhovedet? Hvad var hun? Var hun et spøgelse? Hun forsøgte febrilsk at tænke tilbage på alle de sitautioner, hvor hun havde snakket med Caroline og måtte med et suk sande, at det hele faktisk passede lidt for godt sammen. Hun havde troet at folk stirrede på dem fordi Caroline var så anmassende, og på grund af måden Linea behandlede hende på. Men i virkeligheden havde det åbenbart slet ikke noget med det at gøre. Det var fordi hele skolen og hele hendes håndboldthold troede, at hun var blevet småtosset.

Som om at alle tilfældigheder bare skulle være imod hende, så så hun ikke noget til Caroline resten af dagen. Hun dukkede hverken op til kemi eller dansk, og Linea havde spekuleret så meget, at da hun endelig fik fri følte hun sig så ør i hovedet, at hun ikke en gang ville have været i stand til at svare på et simpelt regnestykke.

Hun nærmest løb hjem, og flåede snekuglen op ad skuffen. Hun trak vejret dybt og beherskede sig inden hun satte sig ned i sin stol med den i hånden. Forsigtigt forsøgte hun at få bare en smule kontrol over sig selv, imens hun drejede den smukke genstand i hendes hænder. Efter hun havde set Lucca i virkeligheden mindede drengen i snekuglen hende faktisk slet ikke om ham. Var det mon bare en model? Linea havde svært ved at forestille sig at virkelig var Lucca, der stod inde i snekuglen og stirrede på hende lige nu. Men hvor skulle han så ellers være?

Hun stoppede diskutionen med sig selv inden den nåede at få ordentlig fat, og rettede i stedet et fokuseret blik i mod den lille figur. ”Lad ham komme, lad ham blive!” sagde hun højt. Hendes håndflader blev svedige og hun mærkede tydeligt den overnaturlige brusen, der samlede sig omkring hele hendes krop. To sekunder efter stod Lucca og Calisto foran hende i deres fulde højde, og selvom det var anden gang så blev hun næsten lige så forskrækket som første gang. Det med at folk dukkede op ud af den blå luft var ikke noget, hun sådan lige kunne vende sig til.

”Jeg synes du sagde, at det ville foregå et andet sted næste gang?” Lucca så sig undrende om i værelset, imens han fraværende kørte hånden henover pelsen på Calisto, der heldigvis var tavs. Det var Linea inderst inde glad for. Så kunne hun da i det mindste prøve at bilde sig selv ind at hun havde hørt syner.

”Det gjorde jeg også..” mumlede hun. ”Men jeg ved, at mine forældre ikke kommer hjem før sent.” I virkeligheden havde hun glemt alt om, hvad hun havde sagt til Lucca om, at de skulle mødes i skoven. Forvirringen over Caroline havde for et stund fået alt andet til at forsvinde inde i hendes hoved. Hun kunne kun tage en hvis mængde af gangen.

”Vi har ikke tid til at blive forstyrret.” Lucca så bestemt på hende, men skiftede så emne. ”Jeg bliver nødt til at snakke med dig, og det er vigtigt, at vi ikke bliver overhørt.”

”Det gør vi ikke.” Linea så standhaftigt på ham. ”Fortæl mig nu, hvad du ved.”

”For at starte fra en ende af så skal du vide noget om mig. Jeg hedder Lucca og jeg er en Axus. Jeg blev taget til fange sidste år den 1. december, af Vinterens Hersker. Også bedre kendt som Equinox. Det er derfor jeg bliver holdt indespærret i denne snekugle. Hvert hundredne år bruger han de mennesker han har samlet i snekugler til at suge livskraft fra, og menneskerne i snekuglerne vil dø.” Han holdt en pause, og Linea følte sig nødt til at stille nogle spørgsmål inden han forsatte. Ellers ville hun aldrig kunne holde styr på noget af den information hun fik.

”Hvad er en Axus?”

”En der er særligt udvalgt til at hjælpe sådan en som dig.” Det gav et lille sæt i Linea fordi det var Calisto, der svarede hende.

”Jamen hvad er jeg da?”

 

 ”Du er det som vi i daglig tale kalder et Sommerbarn.” Lucca tog over igen. ”Præcis som Chelina er du en af de få, der har mulighed for at overvinde Equinox.”

”Mig?” Linea så vantro på ham, og kom pludselig til at tænke på Harry Potter bøgerne. Det måtte være den følelse Harry havde siddet med, da Hagrid havde fortalt ham, at han var en troldmand.

”Det er sjældent det sker, at der den 21. juni bliver født et barn der nedstammer fra den Originale sommerfamilie, da den næsten er uddød. Men når det sker vil dette barn blive til et sommerbarn.”

Chelina og Linea havde altid synes det var utrolig skægt at de var født samme dag på samme vej. Deres mødre havde nærmest holdt hinanden i hånden, og det var måske også en af grundene til at de to piger altid havde været som tvilliger. De var nærmest vokset op sådan.

Linea prøvede febrilsk at holde styr på det hele inde i sit hoved, men det var svært. ”Chelina..?” spurgte hun lavt. ”Hvad skete der med Chelina? Og vil det sige at vi er i familie?”

Pludselig var det som om at svaret var kommet for tæt på hende, og lidt for mange sandheder blev lukket op. Som om, at nu, hvor hun faktisk stod og kun var milimeter fra at få svaret på, hvad der var sket med hendes bedste veninde. Ja, så havde hun faktisk ikke lyst til at høre det. Især ikke hvis det hele måske bundede i den dybe familie hemmelighed, som ingen anede at Linea kendte til, og som hun ville ønske hun aldrig havde opdaget.

”Det ved vi lige så lidt om som du gør. Men det er helt sikkert, at hun aldrig nåede at fuldføre sin opgave, for Equinox er stadig i live,” fortalte Lucca og blev pludselig meget fjern i blikket.

”Men hvad ved du om Chelina?” blev hun ved. Nysgerrigheden gav hende ikke lov at tøve.

”Det er ikke vigtigt,” indskød Calisto. ”Det vigtige lige nu er, at du lytter til hvad Lucca fortæller dig.”

Linea tog en dyb indånding. ”Okay.”

”I år er et af de år hvor han tager livskraften ud af menneskerne i snekuglerne. Det vil resultere i at jeg og en masse andre mennesker dør. Det er du lige nu den eneste i verden, der kan forhindre.”

”Så det du siger er, at jeg er blevet udvalgt til at være den eneste der kan redde hundrede menneskers liv?” Hun så vantro på ham, og kørte stolen, som hun sad på, et stykke baglæns.

”Hvis man skal formulere det på den korte og konkrete måde så ja.” Lucca fangende hendes blik og så fast ind i det. Hans brune øjne beroligede hende og hun faldt en smule til ro. Selvom han virkede skræmmende uadtil, så kunne hun bare mærke, at hun kunne have tiltro til ham. Måske var det netop fordi at de to var valgt til at skulle arbejde sammen? Hun smed den naive tanke væk så snart den meldte sig. Hun kunne ikke sådan uden videre stole på ham, heller ikke selvom det virkede let og fristende.

”Og hvordan havde du så helt præcist tænkt dig, at jeg skulle gøre det?” Hun så indtrængende på ham og prøvede af alt kraft at skjule, at hun var ved at blive ret bange.

”Vi skal finde Livets Vand,” forklarede Lucca. ”Det er den eleksir og livet fra menneskerne i snekuglerne, der sammen med dit familiebånd danner rammen for Equinox' livskraft. Alle tre ting skal bruges for at kunne slå ham ihjel. Jeg ved desværre ikke ret meget mere end dette.”

”Ved du hvem der gav din snekugle til mig?” spurgte Linea håbefuldt. Temmelig sikker på, at hun ikke ville få noget brugbart svar.

”Nej, det gør jeg ikke. Har du modtaget andet end snekuglen? Noget der kan hjælpe os videre?”

”Hey rolig nu.” Linea rakte afbrydende en hånd i vejret. ”Der er ikke noget os før jeg har sagt at jeg rent faktisk ville hjælpe dig.” Hun var godt klar over, hvor meget hun legede med ilden lige nu. Men det her lød alt for farligt til, at hun bare turde springe ud i det. Og alt for urealistisk. Hun var stadig ikke helt sikker på, at det meste af det der var sket de sidste dage, ikke bare stammede fra en dårlig drøm.

”Du sagde din søster var forsvundet ikke? Og jeg gætter på at du også savner Chelina?” Lucca så hverken tilfreds eller overtalende ud. Han virkede faktisk nærmest opgivende. Som om det meste af hans livskraft faktisk allerede var væk.

”Ja?” Lineas hjerte hamrede. Var det Equinox, der havde taget dem?

”Og politiet er på bar bund?”

”Ja?”

”Et eller andet tyder på, at du er nødt til at hjælpe mig så.” Lucca satte sig beslutsomt ned på sengen og først nu lagde Linea mærke til, at den ikke gav under for hans vægt. Hun spekulerede på om hun mon kunne røre ham, hvis hun rakte ud, men hun turde ikke prøve.

”Jamen hvorfor skulle Equinox have taget min lillesøster? Han vil da vel ikke have, at jeg opdager, hvem jeg er?” spurgte hun undrende.

”Jeg tror heller ikke det er Equinox. Jeg tror det er en fange, der gerne vil slippe fri, og har et meget godt kort på hånden.”

Med de ord hængende i luften forsvandt han, og Linea var igen alene tilbage i værelset.

 

Lige meget hvor ihærdigt Linea forsøgte så kunne hun ikke få Lucca til at dukke op igen. Hverken ord, kropskontakt med snekuglen, eller intens stædighed hjalp. Han var væk, og selv ikke sneen i snekuglen rørte sig længere.

Spørgsmålet var om Lucca overhovedet ville være så stor en hjælp for Linea som hun håbede. For selvom han tilsyneladende vidste en hel masse om en spændende verden, havde han så overhovedet nogle informationer der kunnne hjælpe Linea med at redde sin søster, eller var han blot ude på at hjælpe sig selv..?

Svaret ville hun kun finde, hvis hun var i stand til at finde ud af, hvorfor snekuglen pludselig ikke længere virkede..

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...