The Snow Globes

December er ikke nogen sjov måned for Linea. Sidste år forsvandt hendes bedste veninde på selveste juleaften, og der har ikke været spor af hende siden.
Men da Linea vågner op første december og finder et uddrag af et digt på hendes bord begynder det forbudte håb alligevel at spire, og da hun modtager en snekugle, der virker til at være nøglen til hele mysteriet, bliver hun utroligt nysgerrig, men også utroligt bange. Hvad er det for en opgave som digtet prøver at fortælle hende om?
Alvoren i opgaven går dog langsomt op for hende og i desperationen for at finde svar opsøger hun drengen Lucca, som tilsyneladende er den eneste der kan hjælpe hende. Men det går hurtigt op for Linea at Chelina ikke er noget tilfældigt offer, og at hende og Lucca ikke er helt uskyldige. Er prisen for Chelinas liv overhovedet til at betale, og er Lucca overhovedet den som kan hjælpe hende?
Ting er ikke som de udgiver sig for at være og Linea opdager hurtigt at det ikke er alle svar hun ønsker at finde..

125Likes
212Kommentarer
4966Visninger
AA

20. 7. december - Del 1

 

7. december

Del 1

 

Linea følte for en gangs skyld, at hun havde sovet ordentligt da hun slog øjnene op fredag morgen. Lucca og hende var godt nok blevet afbrudt efter, at hun havde opdaget Calistos talevne, og han var forsvundet i den blå luft, men nu vidste hun i det mindste, hvordan hun skulle få fat i ham igen. Og denne gang vil hun gøre det på et sted, hvor hendes mor ikke kunne finde på at komme brasende ind midt i det hele og spørge hende, hvorfor hun sad, og talte med sig selv.

Hun havde i sin egen forvirring glemt at trække gardinerne for til sit værelse aftenen før, som hun eller altid plejede at gøre både sommer og vinter, og det første hun så da hun åbnede øjnene var, at alt den sne hun var vågnet op til torsdag morgen, næsten var væk. Haven var igen gul og kedelig at se på, og det flotte hvide landskab fra dagen før virkede allerede gammelt og dødt.

En velkendt skuffelse rørte sig i hende, da hun satte sig op og betragtede det ordinære vejr. Selvom sneen overhovedet ikke gavnede hende det mindste, så var det bare som om det var ren refleks for hende at blive skuffet, når det forsvandt så hurtigt.

Hun koncentrerede sig i stedet om at finde dagens digt og prøvede at slå sneen ud af hovedet. Alligevel virkede det som en meget rar tanke at være skuffet over at sneen var væk. Det var et, så dejligt let og overskueligt, problem.

Hendes fingre rystede let i ren refleks, da hun foldede den krøllede papirlap ud, og læste den sirlige håndskift. Hun var ikke helt sikker på hvilke indformationer hun håbede på at få idag. Nu havde hun jo løst gåden om, hvordan hun fik fat i Lucca og han måtte være i stand til at fortælle hende resten.

 

En fare kan lure i hvert et hjørne

Men det vides at du når målet

Frygt ej for lyset i det fjerne

Intet i denne verden er let

 

Det vides at du når målet? Af eller anden grund gjorde den sætning hende en del mere rolig. Ikke at denne underlige person, eller hvad det nu var, der sendte disse digte kunne regnes som en særlig pålidelig kilde, men for en gangs lød det ikke til, at denne her opgave ville slå hende ihjel eller noget i den retning.

Men hvorfor skulle hun så frygte lyset i det fjerne, det havde hun jo ikke gjort? Eller havde hun? Som sædvanlig stillede digtet ligeså mange spørgsmål som det besvarede, og endnu en gang gav det hende ikke den mindste information, som hun sådan helt reelt kunne bruge.

Fredag var som regel altid hyggemorgen. Patricia mødte først klokken ti, men var alligevel altid tidligt oppe, så det var faktisk kun Linea der skulle stresse lidt, for begge forældrene var selvstændige og bestemte selv mere eller mindre over deres egne arbejdstider. Der havde de altid ro til at sidde og spise morgenmad sammen, og glæde sig til at weekenden ville starte. Bordet blev pyntet med lys og dug, men der blev dog ikke lavet lige så fin mad som om lørdagen. Det var der ikke tid til.

Det var igen en af de situationer hvor Patricias stol stod gabende tom. Christian sad og rodede med sin mobiltelefon og Miranda var ved at finde pålæg frem fra køleskabet, men der var helt stille. Kun lyden af pastiskindpakninger, der skrabede henover en køleskabshylde, og klikken af taster på en mobiltelefon kunne høres.

”Godmorgen,” mumlede Linea tamt, og trak en stol ud som hun satte sig på. Miranda smilede til hende, og Linea så tydeligt hvordan de sorte rander næsten var blevet til poser under hendes øjne. Linea var vidst ikke den enest,e der sov dårligt i øjeblikket.

”Godmorgen skat.” Hun satte pålægget, som hun havde fundet i køleskabet, fra sig, og gav sig derefter til at tage det færdige brød op af brødristeren imens hun bandede lavt hver gang hun måtte røre ved det varme brød.

”Har i hørt noget nyt?” spurgte Linea og forsøgte så vidt muligt at dæmpe håbet. Hun vidste egentlig godt hvilket svar hun ville få, men hun følte sig bare nødsaget til alligevel at spørge.

”Desværre ikke.” Christian fjernede opmærksomheden fra mobiltelefonen og puttede den i lommen. ”Politiet har indstillet eftersøgningen med hundene og søger nu efter spor, der kan tyde på en eventuel gerningsmand. Men efter hvad de siger ind til videre, så har de ikke kunne konkludere andet end at intet mangler på hendes værelse, og at der ikke er noget der viser tegn på at hun skulle være stukket af frivilligt.” Hans stemme lød gammel og monoton. Lidt ligesom en ældre radiovært, der læste nyheder op. Linea mærkede hvordan alting i hende virkede til at dale et par centimeter.

Hun var desperat efter at komme til at tale med Lucca igen. Men efter at Patricia var forsvundet var hendes forældre utroligt påpasselige med at lade hende være alene, og tiden alene på hendes værelse var kun så hun kunne få ro til lektierne, og på trods af dette forstyrrede hende mor alligevel hvert femte minut for at se om alt var ok. Dog var der jo stadig tidspunkter, hvor dette ikke kunne lade sig gøre fordi begge forældre havde deres arbejde at se til.

Havde det ikke været for snekuglen, så havde Linea også været ligeglad, for hun forstod udmærket forældrenes bekymring, og hun brød sig egentligt heller ikke selv om at sidde alene på værelset. Undskyldningen med lektierne havde hun faktisk kun brugt for at få tid til at se lidt på de små digte, og eftersom tiden hun kunne få alene alligevel viste sig ret nyttig, så bed hun smerten i sig.

Derfor var der ikke andet at gøre end at tage snekuglen med sig ud i skoven efter skole. Der ville hun i hvert fald helt sikkert få ro til at tale med ham. Dog var der lige en skoledag, der skulle overståes først.

 

*

 

”Godmorgen!” Hun sendte Caroline det allerbedste smil hun kunne mønstre og satte sig med vilje ved siden af hende, selvom der stadig var andre ledige pladser tilbage i lokalet. Blandt andet den ved siden af Lucie. Var Tobias mon syg eller ikke kommet endnu? Linea tog sig selv i at håbe, at der lå mere bag.

”Halløjsa!” Caroline så op fra sine engelsk lektier, og Linea så undrende på den side som hun var i gang med at læse. Så langt var de slet ikke nået endnu.

”Hvorfor læser du forud?” spurgte hun nysgerrigt og hang sin taske på stolen, som hun trak ned fra sin holder under bordet.

Caroline smækkede bogen i med et unødigt højt brag. ”Det er bare..” mumlede hun tamt. ”Jeg synes det vi var i gang med var spændende og så..”

Linea så undrende på hende. Caroline virkede nærmest panisk fordi hun havde opdaget det. ”Okay,” smilede hun blot og satte sig ned. ”Bare det var mig, der havde så meget overskud.”

”Det skal du ikke altid ønske dig,” mumlede Caroline og pillede ved hjørnet af den slidte bog. ”Men er du ikke sød at lade være med at sige til nogen, at du så det?”

”Jo?” Linea så undrende på hende, men så var det som om at noget inde i hende løsnede sig lidt, da sandheden gik op for hende. Som om hun forstod hvor tarvelig hun egentlig var for kun at opsøge Caroline fordi hun var nysgerrig og ikke fordi hun reelt havde lyst til at have noget at gøre med hende. For det var jo sådan det var, det vidste hun godt.

For første gang mærkede hun helt ind i hjertet hvor skrøbelig Caroline var. Det gik op for hende, hvorfor det var at Caroline ikke ville fortælle noget om sin fortid, og hun fik helt ondt i maven af dårlig samvittighed. Var Caroline mon blevet mobbet eller set ned på i sin fortid blot fordi hun gik meget op i sin skole, og måske var en smule anderledes? Så gav alt det med smøgen og det at hun havde stjålet telefonen jo god mening.

Linea vidste godt at hun baserede det hele på fordomme og små spor. Men det hele gjorde det bare lettere for hende, hvis hun havde noget at forholde sig til. Og at tro at Caroline var et uskyldigt mobbeoffer var meget mere behageligt, end at mistænke hende for at have kidnappet ens lillesøster.

Den tanke var egentlig ikke meget sødere end den første, men Linea kunne stadig ikke helt give efter. Hun skulle ganske simpelt bruge mere tid.

Engelsktimen gik for en gangs skyld nemt. Det var et af Lineas yndlingsfag, og hun var god til det. Selvom det ikke lykkedes for hende at holde fokus konstant, så mønstrede hun dog alligevel at række hånden op et par gange. Hun følte sig helt fri og lettet da hun kom ud. Måske ville denne dag alligevel ikke blive så slem? Det var som om hun havde en positiv fornemmelse.

Hun fik lov at beholde den i præcis så lang tid som det tog at forlade klasselokalet. Midt på gangen stoppede Lucie hende, og så på hende med et blik, der på engang var skræmt og bekymret.

”Linea, jeg ved godt du ikke vil have min hjælp, men helt ærligt?” begyndte hun, og stillede sig sådan, så Linea ikke kunne slippe væk.

”Hvad er der?” spurgte hun irriteret og forsøgte at komme forbi. Dog uden held.

”Er du ikke blevet lidt for gammel til at have fantasivenner?”

Linea stoppede med at kæmpe og så på Lucie med et utroligt overrasket udtryk. ”Hvad snakker du om?”

”Ja, den der person du lader som om sidder ved siden af dig i timerne? Det er altså en smule creepy. Har du ikke langt mærke til at folk kigger på dig?”

Linea blev blot ved med at stirre vandtro på hende uden helt at vide, hvad hun skulle svare. Lavede hun sjov med hende?

”Hold nu op. Jeg hørte dig sige farvel til en eller anden da du gik udfra klassen, og du snakkede også med en i morges, selvom pladsen ved siden af dig var tom. Forleden sad du også i kantinen helt alene og snakkede. Er du sikker på, at du er okay?”

”Snakker du om Caroline?” Lineas hjerte begyndte langsomt at hamre hurtigere da det gik op for hende, hvad det var der var ved at ske.

”Caroline?” Nu var det Lucie der så uforstående ud. ”Hvem?”

Linea trådte langsomt nogle få skridt tilbage i ren chok, og opgav at finde på noget sige. I stedet vendte hun blot rundt på stedet, og satte i løb ned ad gangen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...