The Snow Globes

December er ikke nogen sjov måned for Linea. Sidste år forsvandt hendes bedste veninde på selveste juleaften, og der har ikke været spor af hende siden.
Men da Linea vågner op første december og finder et uddrag af et digt på hendes bord begynder det forbudte håb alligevel at spire, og da hun modtager en snekugle, der virker til at være nøglen til hele mysteriet, bliver hun utroligt nysgerrig, men også utroligt bange. Hvad er det for en opgave som digtet prøver at fortælle hende om?
Alvoren i opgaven går dog langsomt op for hende og i desperationen for at finde svar opsøger hun drengen Lucca, som tilsyneladende er den eneste der kan hjælpe hende. Men det går hurtigt op for Linea at Chelina ikke er noget tilfældigt offer, og at hende og Lucca ikke er helt uskyldige. Er prisen for Chelinas liv overhovedet til at betale, og er Lucca overhovedet den som kan hjælpe hende?
Ting er ikke som de udgiver sig for at være og Linea opdager hurtigt at det ikke er alle svar hun ønsker at finde..

125Likes
211Kommentarer
5423Visninger
AA

18. 6. december - Del 2

 

6. december

Del 2

 

Da hun traskede ned af det snebeklædte fortov kunne hun alligevel ikke lade være med at tage sig selv i at smile hver gang sneen knasede under hendes fødder, og til sidst kunne hun ikke dy sig. Hun trak sine handsker godt ned over hænderne og samlede en rund kugle af sne i sin hånd. Ikke fordi hun vidste, hvad hun ville stille op med den, men bare fordi hun ikke kunne lade være.

”Godmorgen.” Endnu en gang virkede det som om, at Caroline var dukket op fuldstændig ud af det blå. Linea så forskrækket op, og tabte den sneboldt, hun var i gang med at forme.

”Hej,” mumlede hun en smule paf. Hun var nået til den sti, der gik ind i skoven, og undrede sig endnu en gang over, hvordan Caroline kunne komme derfra og være på vej i skole. Der lå jo altså ikke nogle huse derinde. ”Hvor bor du egentlig henne?” spurgte hun for anden gang. Ret sikker på, at hun heller ikke denne gang ville få et brugbart svar.

”Dernede.” Caroline pegede i retning af skoven. ”Der har jeg da fortalt dig en gang.”

Linea sukkede, men besluttede sig så alligevel for at blive stædig. ”Der ligger ikke nogle huse inde i skoven,” påpegede hun.

”Jeg har også fortalt dig, at jeg ikke bor inde i skoven,” sukkede hun og lagde ekstra tryk på ”ikke”, så hun var sikker på at Linea forstod hende. ”Helt ærligt kan det ikke være lige meget?”

”Ikke hvis du lyver over for mig. Jeg bryder mig ikke om folk der lyver, slet ikke hvis de ikke har en meget god grund til det.”

”Det ved jeg godt.” Caroline fortrød ordene så snart de havde forladt hendes mund, og skyndte sig at tilføje; ”Det er der vel ingen der gør.”

Linea sendte hende et undrende blik. ”Jeg har set dig et eller andet sted før, har jeg ikke?”

”Ehh, det tror jeg ikke?” Nu så Caroline oprigtigt undrende ud. ”Eftersom jeg lige er flyttet til byen, så ville det undre mig en del.”

”Hvad så med at fortælle mig, hvor du kommer fra?” Igen regnede Linea ikke med et brugbart svar. Men lige nu var hun så træt af gådefulde ting, at hun ikke helt tænkte over, hvad der kom ud af munden på hende.

”Det har jeg også sagt.” Caroline begyndte at lyde godt irriteret. ”Sydpå.”

”Jamen sydpå hvor?” Lineas stemme blev skinger. ”Danmark? Tyskland? Afrika?” Hun slog magtesløst ud med armene og stoppede op da de var nået op til trappen foran skolen. Hun ville ikke lade Caroline gå endnu.

”I Danmark selvfølgelig. Ligner jeg måske en udlænding?” snerrede hun. ”Lad mig nu komme forbi, jeg skal til time.”

”Nej, lige nu skal du blive stående!” Linea tog fat i hendes skuldre, og lukkedes hænderne i et fast tag. ”Svar mig på mit spørgsmål.”

”Du kan få mit fulde navn, og så kan du selv slå det op. Tilfreds?” Carolines øjne lynede, men Linea kunne godt skimte et lille strejf af tilfredshed bag dem. Hun slap hende, og sendte hende et opgivende smil. Hvis det skulle gøres på den svære måde, så måtte det værre sådan.

”Hvad hedder du så?”

”Caroline Mara Munø Hansen.”

Linea måtte holde sin fnisen tilbage. ”Kan man virkelig godt hedde det?”

”Måske, måske ikke. Pas nu på. Det kan også være jeg er en alien fra det ydre rum med falsk identitet.”

Det svar gav på en gang Linea lyst til både at grine og græde. Det var sådan noget Chelina også kunne havde fundet på at sige, og en af de mange ting, som Linea havde elsket hende for, var hendes geniale og sorte humor.

Hun flyttede sig så Caroline kunne komme forbi uden at sige mere. Hun kunne ikke lade være med at være en smule chokkeret over Carolines opførsel. Hvorfor var hun pludselig så.. Sur? Ikke at Linea ikke havde fortjent det, men alle de andre dage havde Caroline jo nærmest været from som et lam. Linea havde bemærket at det var hver gang hun bragte et emne op om Carolines liv, at hun begyndte at opføre sig underligt. Hvad var der mon med hendes fortid? Hvorfor var hun så hemmeligheds fuld?

Dansk lektionen kaldte på hendes opmærksomhed, og da hun havde sat sig på sin plads besluttede hun sig for at prøve at koncentrere sig om timen. Men det var svært når hun ikke havde været der tirsdag hvor de, perfekt timet som altid, var startet på et nyt og tilsyneladende meget kompliceret emne. Mange af tingene forstod hun ikke, men hun havde heller ikke lyst til at tiltrække sig opmærksomhed ved at begynde at stille spørgsmål. Pladsen ved siden af Linea var tom, og hun undrede sig over hvor Caroline mon var henne. Hvorfor havde de ikke dansk sammen, når hun tilsyneladende gik i hendes klasse? Hun måtte jo være på skolen, når nu Linea havde set hende om morgenen.

Egentlig undrede det Linea at der ikke var nogen der lod til at bemærke Caroline. Eftersom hun stadig gik i 1.G var hun sammen med den samme klasse i alle fag, og var det så ikke meget logisk at læreren lige havde præsenteret hende for eleverne, så de i de mindste vidste, hvem hun var? Linea havde ikke set Caroline snakke med en eneste elev eller lærer ud over hende selv. Hun måtte se hvad hun kunne finde ud af ved hjælp af hendes navn ligeså snart hun fik mulighed for at se på en computer.

Hun havde endnu ikke været så heldig at få foræret en mobil med internet i, og intil videre havde det egentligt heller ikke generet hende. Hun var ret sikker på, at Caroline ikke var typen der havde en facebookprofil, men måske der alligevel ville være held et sted. Hun havde før prøvet at finde de mest mærkværdige detaljer om folk blot ved at google deres navne.

Efter dansk gjaldt det fysik. Hun havde opgivet på forhånd at forstå kinematikkens love og brugte i stedet det meste af timen på at studere sit arbåndsur. Efter som det virkede til at gå alt for langsomt tjekkede hun så sin mobil i stedet. Men underligt nok var uret på mobildisplayet ikke hurtigere. Sekunderne tikkede stadig langsomt afsted.

Der var ikke sket noget på hendes mobiltelefon de sidste mange dage. De eneste der normalt skrev til hende var Lucie og hendes mor, men Lucie var sur på hende, og hendes mor.. Ja, hun var måske ikke verdens sjoveste person at modtage SMS'er fra.

Som hun sad der og rodede i sine gamle SMS'er, i mangel på bedre ting at foretage sig, endte hun tilfældigt inde på hende og Chelinas gamle samtaler. Af en eller anden grund havde hun stadig gemt dem, og hun havde endda også hendes nummer, selvom hun ikke anede, hvem hun ville få fat i hvis hun ringede det op. Hun havde i hvert fald ikke tænkt sig at prøve.

Det sidste hende og Chelina havde skrevet var fra den 22. december 2011, to dage før hun forsvandt. Det var en ganske enkel snak om nogle julegaver der skulle byttes, men Linea huskede den alligevel alt for tydeligt. Hun havde nærmest været lykkelig fordi Chelina bare havde svaret hende. Hele den sidste måned inden hun forsvandt var hun begyndt at opføre sig underligt. Som om der var et eller andet der plagede hende, og selvom Linea havde forsøgt af alt kraft at få det ud af hende, så havde hun ikke sagt noget. Bare at alt var som det skulle være og at det bare var en smule decemberstress. Inderst inde havde Linea hele tiden vidst at det ikke var sandheden, og efter det der skete juleaften var hun blevet sikker i sin sag. Alligevel havde hun dog for længst besluttet ikke at fortælle nogen om det. Der var alligevel ikke noget, der ville bringe Chelina tilbage.

"Må jeg bede om den der?" en hånd blokerede Linea fra at læse den næste besked som hun havde sendt til Chelina for lidt under et år siden. Forskrækket så hun op og mødte Linas triumferende øjne. Lige siden Linea var startet på gymnasiet havde de to haft et utroligt dårligt forhold til hinanden og det var mest af princip, at Linea blev så irriteret over at være blevet opdaget.

Linea svarede ikke. I stedet slukkede hun blot for telefonen og lagde den i hendes fysiklærers krævende hånd imens hun så vidt muligt forsøgte at lade som om hun ikke vidste at hele klassen stirrede på hende med hånende blikke, imens de fnisede lavt og puffede til hinanden.

"Så hører vi efter fra nu af, ikke?" Lina gik op til tavlen igen og lagde mobiltelefonen ned i skuffen på kateteret. Stædigt forklarede hun videre om kinematikken, og da det endelig ringede ud følte Linea sig så lettet at det var som om hun kunne flyve. Endnu en skoledag var overstået.

"Kan jeg få min telefon?" Hun sørgede for at hende og Lina var de sidste tilbage i klassen da hun spurgte. Lina fandt den frem fra skuffen, men i stedet for at give hende den, puttede hun den i lommen.

"Du kan hente den i morgen tidlig, eller få en af dine forældre til at komme efter den senere," svarede hun kort og forlod klassen inden Linea nåede at protestere. Hun knugede sine hænder i frustration, og smækkede arrigt sin taske op over ryggen da hun forlod lokalet. Hun vidste godt, at der ikke var noget at gøre, hun måtte vente med at få den tilbage til i morgen. Havde hun ikke haft fri havde det måske været et problem fordi hendes mor ikke kunne ringe til hende, hvis der skete noget nyt omkring Patricia, men eftersom hun alligevel bare skulle hjem og tilbringe resten af dagen der, så kunne hun godt undvære den til i morgen.

 

*

 

"Kommer du til træning idag?" Carolines stemme stoppede Linea midt på trappen foran skolen. Linea måtte undertrykke et lille suk og vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle svare. Uden rigtigt at tænke over det, var det bare som om at hun pludselig havde besluttet sig for at stoppe. Det gav ingen mening at gå der mere.

"Nej, jeg har travt," svarede hun bare, og fortsatte ned af trappen.

"Er du helt sikker?" Caroline fulgte efter hende henover parkeringspladsen. "Det kunne ellers være hyggeligt. Mit tilbud står også stadig åbent, hvis du mangler ekstra træning."

Gang på gang kom det bag på Linea hvor pågående Caroline kunne være. Det var helt vildt, at hun ikke bare havde opgivet hende for længst og forsøgt at få nogle andre venner. Alligevel kunne Linea ikke lade være med at være en smule glad for det. Caroline virkede virkelig som et loyalt menneske, men det var som om at Linea bare havde utroligt svært ved at lukke hende ind i sin lille forskruede og forvirrede verden. Der var bare ikke plads.

"Ja, jeg er helt sikker." Linea gik ind imellem to biler og måtte sænke farten for ikke at ramme et sidespejl.

"Hør. Jeg forstår godt at du er fortvivlet over alt det der er sket, men det er ikke godt at du lukker dig sådan inde i dig selv. Jeg vil rigtigt gerne hjælpe dig, hvis der er noget jeg kan gøre."

Linea måtte bruge alt sin indre kraft på at beherske sig og tillod sig selv lige at bruge et par ekstra sekunder på at svare. "Det er rigtigt sødt af dig," smilede hun anstrengt. "Men du kan ikke hjælpe."

"Og måske kan jeg så godt alligevel.." Caroline smilede en smule triuferende og trak Lineas grå og gamle mobil op ad lommen. "Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig at du gav denne her til din lærer frivilligt."

Linea så målløst fra mobiltelfonen til Carolines smilende ansigt og tilbage igen. "Hvordan fik du fat i den?"

"Lad mig bare sig at det har sine fordele at være mig ind i mellem." Caroline lagde mobilen i Lineas hånd og da hendes hånd rørte Lineas var der et eller andet i hende, som hun ikke kunne definere, der rørte på sig. Sådan var det hver gang de rørte hinanden. Det virkede.. Velkendt.

"Tak.." mumlede hun overrumplet og puttede den i lommen.

"Og så ikke noget med at undervurdere mig en anden gang, vel? Jeg kan lidt af det hele, hvis du skulle få brug for det." Caroline blinkede og forsatte ned imod idrætcenteret, der lå i den modsatte retning af, hvor Linea skulle hen, og efterlod hende endnu en gang fuldstændigt tom for ord. Det var vildt som det pigebarn kunne overraske hende.

Så snart Linea trådte indenfor døren fortrød hun, at hun ikke var taget med Caroline til træning. Ikke fordi hun havde lyst til det, men alt ville være bedre end at skulle tilbringe hele eftermiddagen alene i det hus uden at kunne gøre noget som helst. Hun overvejede et øjeblik at cykle ned til træet i skoven, men opgav alligevel tanken. Hun havde heller ikke ret meget lyst til at være i skoven alene. Det var som om angsten for alt det nye der skete krøb mere og mere op under huden på hende unden at hun helt selv var klar over det.

I stedet for ville hun gå op til sin computer og se om søgningen på Carolines fulde navn ville give hende et resultat.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...