The Snow Globes

December er ikke nogen sjov måned for Linea. Sidste år forsvandt hendes bedste veninde på selveste juleaften, og der har ikke været spor af hende siden.
Men da Linea vågner op første december og finder et uddrag af et digt på hendes bord begynder det forbudte håb alligevel at spire, og da hun modtager en snekugle, der virker til at være nøglen til hele mysteriet, bliver hun utroligt nysgerrig, men også utroligt bange. Hvad er det for en opgave som digtet prøver at fortælle hende om?
Alvoren i opgaven går dog langsomt op for hende og i desperationen for at finde svar opsøger hun drengen Lucca, som tilsyneladende er den eneste der kan hjælpe hende. Men det går hurtigt op for Linea at Chelina ikke er noget tilfældigt offer, og at hende og Lucca ikke er helt uskyldige. Er prisen for Chelinas liv overhovedet til at betale, og er Lucca overhovedet den som kan hjælpe hende?
Ting er ikke som de udgiver sig for at være og Linea opdager hurtigt at det ikke er alle svar hun ønsker at finde..

125Likes
211Kommentarer
4987Visninger
AA

16. 5. december - Del 3

 

5. december

Del 3

 

Linea var bitter og totalt ude af fokus da hun gik op ad trappen til gymnasiet efter den skræmmende afhøring. Hun hadede tanken om at nogen havde taget hende lille søster og at politiet var så meget på bar bund. Hvad nu hvis det endte med at en i hendes familie blev mistænkt? Hendes mor? Hendes far? Hende selv?

Ufrivillige kuldegysninger spredte sig over alt omkring hende, imens hun rodede rundt i sit skab efter sin matematikbog og irritationen vældede endnu en gang op i hende, da en eller anden prikkede hende på skulderen. Da hun vendte sig om og mødte de grønne øjne vidste hun ikke om hun skulle grine eller græde.

”Er der noget nyt?” spurgte Caroline bekymret. ”Hvorfor kom du ikke til fysik?”

Linea vidste ikke rigtigt hvad hun skulle svare. Hun følte sig ikke helt i humør til at fortælle om afhøringen. ”Nej, der er intet nyt. Jeg havde det ikke så godt i morges,” mumlede hun, og slog skyldigt blikket ned imens hun endnu engang bare gik. Hun vidste godt at hun ikke kunne tillade sig at blive ved med at behandle Caroline sådan her, men lige nu foregik der bare alt for meget andet til at hun kunne overskue at tænke på det. Nye venner og falske smil stod ikke på listen over vigtige ting.

Caroline fulgte efter hende igen, men Linea var næsten sikker på, at det kun var fordi de skulle være i det samme lokale, og tiden var ved at rende ud. Caroline sagde i hvert fald ikke mere.

Snekuglen var virkelig det sidste håb, og selvom Linea godt vidste, at det var latterligt og overtroisk, så holdt hun fast. Hun ville forsøge at komme i kontakt med drengen og hans hund, koste hvad det koste ville. Hvis han var den eneste, der kunne hjælpe, som digtet jo tydeligvis hentydede til, så måtte hun forsøge hvad som helst.

Af en eller anden grund så blev Caroline også ved med at spøge i hendes tanker. Det var som om de grønne øjne stirrede ned på alt det hun sad og tænkte, og som om at de hvilede på hende hele tiden. Alligevel så var Carolines blik dog rettet imod tavlen hver gang hun tog mod til at vende hovedet og se efter. Det var underligt, og det fik hende til at føle sig utroligt dårligt tilpas.

Matematiktimen gik langsomt. Så langsomt at hun flere gange sikrede sig en ekstra gang at hendes ur ikke var gået i stå, og hun var ekstremt taknemmelig for at hun havde fri da det ringede ud. Onsdag var en dejlig let dag.

”Vi ses,” smilede hun til Caroline, og svingede sin sorte skoletaske over skulderen. Hun var en af de sidste der forlod klassen, og hun stoppede overrasket op ude på gangen da Lucie lagde en hånd på hendes skulder.

”Linea..” mumlede hun forsigtigt og studerede sine fødder. ”Jeg hørte det med Patricia. Det er jeg altså virkelig ked af.”

Linea blev ved med at stirre på hende uden at svare. Et øjeblik overvejede hun bare at gå, men hendes samvittighed fik hende alligevel til at blive stående. Dog kunne hun simpelthen ikke få sig selv til at sige noget.

”Hør, jeg er også ked af det med Tobias. Det var ikke helt fair fra min side. Bare.. Sig hvis jeg kan gøre noget, okay?”

”Det kan du ikke.” Linea mistede tålmodigheden, og gik direkte fordi hende. Det her var simpelthen det sidste hun havde overskud til. ”Bare hyg dig med Tobias,” tilføjede hun spydigt.

”Hør nu.” Lucie satte efter hende og blokerede gangen, så hun ikke kunne kommer forbi. ”Jeg mener det virkelig når jeg siger jeg er ked af det. Jeg skulle ikke havde introduceret dig på den måde.”

”Nej, det skulle du ikke. Må jeg godt komme forbi?” Linea fastholdt den kolde attitude, selvom hun var ved at få svært ved det. Hun havde inderst inde ikke lyst til at miste Lucie, men hun kunne heller ikke helt får sig selv til bare at glemme hvad der var sket. Desuden var disse spekulationer alt for ligegyldige i forhold til alt det andet, der foregik omkring hende.

”Ja.” Lucie sukkede og flyttede sig. ”Jeg var bare bekymret for dig.”

Linea lod med vilje som om hun ikke hørte det sidste, og skyndte sig ned ad gangen hvorefter hun åbnede døren til den kolde forfriskende luft udenfor. Den blæste for alvor de sidste rester af fortåelsen for de trigonometriske ligninger væk, og hun sparkede irriteret til en sten på trappen. Indtil videre havde denne dag ikke bragt noget som helst godt med sig, og det meste af hvad hun havde fortaget sig havde faktisk været spild af tid.

 

*

 

Det var med rystende hænder at Linea tog snekuglen op ad skrivebordsskuffen, og placerede den på sit skrivebord. Hun satte sig forsigtigt i sin stol, og studerede den, imens hun læste ordene der stod på digtet. Langsomt begyndte det at gå op for hende hvor latterligt det var. Hvordan havde hun lige fået sig selv til at tro på at hun ved at mumle nogle ord og se på en snekugle, kunne få en dreng til at gå fra at være en figur til at være lyslevende?

Hun rystede irriteret på hovedet af den fornuftige tankegang, og tag en dyb indånding. Der kunne jo ikke ske noget ved at prøve, andet end at hun ikke ville få et resultat.

”Lad ham komme, lad ham blive,” hviskede hun,og fokuserede intenst på den lille snekugle. Hun var ikke rigtigt klar over, hvad hun ellers skulle gøre.

Der skete ingen ting. Et øjeblik var hun i tvivl om der var lidt sne der rørte sig i bunden af kuglen, men dette var også det eneste. Værelset forblev stille, og hun forblev alene.

”Lad ham komme, lad ham blive!” Denne gang sagde hun det højt og rykkede automatisk sin stol tættere på bordet. Hun var sikker på at lidt af sneen i bunden rørte på sig, men det var også det hele. Men bare det at der rent faktisk skete noget, når hun sagde sætningen, fik hende til at blive stædig. Så måtte det jo på en eller anden måde virke. Hvad var det hun gjorde forkert?

Hun rakte ud efter den lille seddel med digtet og genlæste det. Uden at komme nærmere en kode fandt hun de tre andre digte hun havde fået og prøvede mentalt at genkalde sig hvad der havde stået på det første. Endnu engang irriterede det hende grænseløst at hun havde revet det i stykker.

Hun fandt i blyant frem og tog et stykke papir fra sin blog. Hun måtte genskabe det så længe hun bare kunne huske lidt

 

Du vågner op, en undren spreder sig

 

Tvivl vil være der

Fortvivl ikke

 

Hun smed irriteret blyanten fra sig, og så fortvivlet på de ord hun havde fået kradset ned. Det var ikke en gang halvdelen af det der havde stået, det var hun sikker på. Hun blev bare nødt til at håbe at det der var gået tabt ikke havde nogen afgørende betydning.

Hun besluttede sig for at læse hele dagens digt op. Måske var det fordi hun skulle bruge alle ordene? Med høj og klar stemme læste hun de poetiske ord højt, og holdt øje med den ubevægelige figur i snekuglen. Igen mestrerede dog hun kun at få en smule sne til at flytte på sig.

Hun opgav med et irriteret hyl og kørte stolen væk fra sit skrivebord. Hun følte sig pludselig så magtesløs at hun ikke vidste hvor hun skulle gøre af sig selv. Inderst inde havde hun faktisk næsten været sikker på at det med digtet ville virke. Det virkede som om at det afgørende spor lå lige for næsen af hende, men alligevel langt nok væk til at hun ikke kunne nå det.

Hjælp mig!”

Et alt for velkendt skrig fik pludselig Linea til at glemme alt om både digtet, snekuglen og drengen hun prøvede at få fat i. Hun fløj op ad stolen og hen til sit vindue, som hun skyldte sig at åbne. Kulden bed hende i ansigtet og kold vind spredte sig på hendes værelse, men hun tog sig ikke af det.

Der var blevet helt stille igen. Hun stod blot og så ned i deres let snebedækkede have, som var helt mennesketom. Det eneste hun kunne høre var hendes hamrende hjerte, der desperat ledte efter stemmens ejer.

Linea!”

Denne gang gik det op for hende hvor skriget kom fra. Det var ikke nede fra haven, og det var heller ikke inde i huset.

Stemmen lød inde i hendes hoved, og hun var ikke i tvivl om, at den tilhørte Patricia.

 

 

Stemmen lød ikke mere i Lineas hoved den aften, men to gange havde også været nok. Hun var efterhånden ved at nå et punkt, hvor hun ville gøre hvad som helst for at finde løsningen på den gåde, som tydeligvis holdt hendes søster fanget.

Det var også præcis sådan gåden ønskede det skulle være. Gåden ønskede at kunne få Linea til at ville gøre hvad som helst for den. For der var intet, ikke engang døden, der måtte stoppe Linea i forsøget på at gøre, hvad gåden ville have hende til..

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...