The Snow Globes

December er ikke nogen sjov måned for Linea. Sidste år forsvandt hendes bedste veninde på selveste juleaften, og der har ikke været spor af hende siden.
Men da Linea vågner op første december og finder et uddrag af et digt på hendes bord begynder det forbudte håb alligevel at spire, og da hun modtager en snekugle, der virker til at være nøglen til hele mysteriet, bliver hun utroligt nysgerrig, men også utroligt bange. Hvad er det for en opgave som digtet prøver at fortælle hende om?
Alvoren i opgaven går dog langsomt op for hende og i desperationen for at finde svar opsøger hun drengen Lucca, som tilsyneladende er den eneste der kan hjælpe hende. Men det går hurtigt op for Linea at Chelina ikke er noget tilfældigt offer, og at hende og Lucca ikke er helt uskyldige. Er prisen for Chelinas liv overhovedet til at betale, og er Lucca overhovedet den som kan hjælpe hende?
Ting er ikke som de udgiver sig for at være og Linea opdager hurtigt at det ikke er alle svar hun ønsker at finde..

125Likes
211Kommentarer
4992Visninger
AA

15. 5. december - Del 2

 

5. december 

Del 2

 

Da de ankom til politistaionen var der stille. De var trådt ind i et stort aflangt rum, hvis ene kortside bestod af en stor skrank, som befandt sig lige overfor, hvor de var kommet ind. Til venstre gik en smal gang ind og Linea gættede på at det var derinde alle betjentene havde kontor. Der var pyntet op med gran og små nisser i krogene, men Linea synes ikke det så spor hyggeligt ud. Det var så falsk, at det hang hende langt ud af halsen og stedet mindede hende mest af alt om et fængsel.

En mørkhåret yngre kvinde sad ved skraken og var dybt optaget af at taste et eller andet ind på sin computer, og en ældre mand sad på en stol og ventede på et eller andet. Ellers var de alene, og hvert skridt de tog gav et skræmmende ekko fra sig.

Hendes far gik over til damen ved skranken med et udtryk i ansigtet som Linea slet ikke kunne tyde. ”Mit navn er Christian Danielsen. Jeg har en aftale?” sagde han formelt. Damen nikkede og tastede nogle flere ting ind på computeren, hvorefter hun rejste sig.

”Jeg er tilbage om et øjeblik,” meddelte hun. ”I kan bare tage plads.” Hun pegede over på den række af stole, hvor den ældre mand også sad. Hendes far så skeptisk på dem et øjeblik og så var det som om at de i tavshed besluttede at blive stående. Linea følte i hvert fald slet ikke, at hun havde ro nok i sin krop til at kunne sidde ned.

De fik ikke lov at stå der ret længe. Få sekunder senere var den mørkhårede kvinde tilbage med en velkendt politimand. Det var den samme, der havde været ude hos dem den nat Patricia forsvandt. Linea prøvede at huske hvad han hed, men hun havde glemt det i alt den forvirring der havde været.

Hun så ned i jorden imens de blev ført igennem den smalle gang. Der var en masse døre med navne på på begge sider af gangen, og som de nåede længere ned af den begyndte man langsomt at kunne se ind de rum der var. De var store og grå, og der var ikke noget inde i dem ud over et par stole, et bånd og noget der lignede en båndoptager, men var meget større.

”Vi skal bare afhøre jer sammen, og stille nogle enkelte spørgsmål,” informerede han med et smil. Det så faktisk helt ægte ud og det gjorde Linea en smule mere rolig. ”Den eneste grund til at de skulle være her er at jeg skal kunne optage jeres svar til den videre efterforskning.”

”Det er helt fint.” Lineas far fremtvang et stivnet smil.

”I har ret til at ringe efter en forsvarer eller advokat,” oplyste politimanden, som Linea ikke kunne huske navnet på. ”Men jeg skulle ikke mene at det er nødvendigt så længe sandheden bliver fortalt.” Han sagde det sidste med et glimt i øjet, der sendte kuldegysninger ned igennem hele Lineas krop. Skulle det forestille at være en trudsel? Hun kunne ikke lide at hun ikke vidste om politimanden var hendes ven eller fjende.

”Nejnej vi klare os.” Hendes far gjorde alt for at fastholde smilet. Det var så stramt at enhver kunne se, at det ikke var ægte.

”Super.” Politimanden førte dem ind i et af de grå rum og tændte for den store båndoptager. ”Klokken er 08:00 og det er den 5. december 2012. Dette er en afhøring af familien til den forsvundne Patricia Danielsen, der ikke har været set siden mandag den 3. december om aftenen. Afhøringen er fortaget af Kriminal kommisær Nilson,” sagde han. Det lød nærmest som om hans stemme var blevet automatisk. ”Først vil jeg hver i sær gerne vide helt præcist hvad i lavede og hvor i var den aften. Christian Danielsen er den første der besvare spørgsmålet,” fortsatte han.

Lineas far rømmede sig. ”Det hele begyndte i virkeligheden om morgenen, hvor Patricia som altid skulle drikke sin vitamindrik. Hun kan ikke lide den, og det sker ind imellem at hun bliver stædig og skal overtales, men den morgen var hun helt umulig. Linea forsøgte at overtale hende, men det lykkedes ikke,” forklarede han tonløst.

”Hvad skete der?”

”Hun blev tosset og slog glasset ned på jorden så det gik i stykker, hvorefter at hun løb op på sit værelse.”

”Hvordan tosset?”

”Hun skreg vildt og hylede op,” indskød Linea, da hun tydeligt så at hendes far havde svært ved at fortælle om det. Han havde jo i virkeligheden slet ikke været til stede.

”Det er nu datteren, Linea Danielsen, der taler,” sagde Nilson henvendt til båndtageren, hvorefter han vendte sig imod hende igen ”Hvordan oplevede du situationen?” spurgte han.

”Meget atypisk. Hun opførte sig i det hele taget meget underligt den dag hun forsvandt,” forklarede hun.

”Hvordan underligt?”

”Hun virkede utroligt fortvivlet og ked af det. Men der var ikke rigtigt nogen af os, der kunne få ud af hende, hvad der var galt.”

”Har i nogen idé om, hvad det kan have været?”

”Dagen før var hun kommet ind til mig og sove fordi hun troede der var nogen på hendes værelse. Igen en ting som hun aldrig plejer at gøre.”

”Hun var jo ikke så gammel..” Nilson smilede overbærende. ”Har hun haft nogle psykiske sygdomme?”

”Nej,” svarede Lineas far. Linea var lettet over at han tog over. Det var som om spørgsmålene gik alt for hurtigt, og hun nåede nærmest ikke at tænke sig om inden det næste blev stillet.

”Hvad er dette for en vitamindrik som hun drikker?”

”Bare en vi har fået af lægen, da hun har lidt specielle spisevaner og derfor ikke får alle de vitaminer hun skal have.”

”Okay. Hvad skete der så bagefter?”

”Linea tog i skole, men både Miranda og jeg tog en barn-syg dag. Hun viste sig ikke hele dagen, og til at starte med vurderede vi, at det var klogest at lade hende være alene.”

”Hvornår så i hende sidste gang?”

”Jeg gik op på hendes værelse for at prøve at snakke med hende omkring klokken halv fem.. Der var hun der stadig..” Linea kunne se at hendes far igen havde svært ved at få ordene frem. Hun mindedes med en gysen, hvordan han havde set ud i hovedet, da han var kommet ned igen. Gad vide hvad der egentligt var sket?

”Hvad snakkede i om?”

”Jeg spurgte om hun ikke ville komme ned lidt, så vi kunne snakke sammen. Jeg var efterhånden begyndt at blive lidt nervøs for hende...” Han gik i stå igen.

”Hvad skete der så?”

”Hun svarede mig ikke. Hun var helt hvid i hovedet, og hun sad bare i seng og stirrede ud i luften. Jeg kunne slet ikke komme i kontakt med hende. Jeg prøvede at sætte mig ved siden af hende, men hun blev bare ved med at stirre ud i luften.. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre.” For første gang i hele sit liv så Linea atb hendes far var begyndt at græde. Tårerne løb stædigt ned ad kinderne og hendes mor lagde en forsigtig arm omkring ham.

”Hvorfor reagerede du ikke? Du må da have undret dig over hendes opførsel?” Nilson begyndte at lyde stikkende. Igen fik Linea den uhyggelige fornemmelse af at han var mere fjende end ven. Hun fik den største lyst til at rejse sig og gå, men hun måtte beherske sig, og være stærk. Så måtte tårerne få lov til at komme senere.

”Selvfølgelig gjorde jeg da det.” Hendes far samlede sig og tørerede de løbske tårer væk. ”Jeg troede bare at hun stadig var sur, og ked af det. Så vi besluttede at give hende til dagen efter.”

”Du troede?” Nilson virkede som en fisker, der endelig havde fået bid.

”Jeg ved det ikke!” Hendens far rejste sig så hurtigt op at stolen han sad på kurede baglæns, hvorefter han begyndte at gå hvileløst rundt.

”Er du sød at sætte dig ned?”

Efter en dyb indånding gjorde hendes far som der blev sagt. Med et suk trak han stolen tilbage til bordet og satte sig på den.

”Hørte i slet ikke noget usædvanligt i det tidsrum, hvor det skete?”

”Nej,” svarede de alle tre i kor.

”Vi sad alle tre i stuen og så TV, og spiste aftensmad. Det er muligt at TV'et eventuelt kan have overdøvet en mulig støj,” forklarede hendes far.

”Miranda hvordan oplevede du denne situation?” sprugte han.

”Jeg var der ikke da Christian gik ind til hende. Jeg så hende sidste gang allerede om morgenen. Hør nu, vi har allerede svaret på alt det her.” Hun prøvede at fange Nilsons blik, men han lod hende ikke gøre det.

”Det ved jeg godt, men jeg bliver jo nødt til at havde det hele på bånd,” forklarede han. ”Linea, hvad skete der helt præcist da du opdagede at hun var væk?”

”Jeg gik op på hendes værelse for at sige godnat,” forklarede hun. Hendes stemme rystede let. ”Hun havde spist den aftensmad jeg havde sat op til hende et par timer før. Men hun var ikke længere i værelset. Der var der jeg gik i panik.”

”Har i set efter om nogle af hendes ting mangler?”

”Jeg har prøvet at kigge,” tog hendes mor over. ”Men jeg kan ikke komme på noget der mangler. Og alt hendes overtøj hænger stadig i entréen. Det virker nærmest som om hun er forsvundet i den blå luft.”

Hjertet steg op i halsen på Linea. Overtøjet! Det havde hun glemt at spørge om. Det hele blev mere og mere mystisk, og langsomt blev hun mere og mere bange. Der var ikke noget, som tegende godt for hendes elskede lillesøster.

”Det kan hun jo så ikke.” Nilson smilede og fremviste et klamt gult tandsæt. Igen blev hans stemme spids og slangagtig. ”Er der nogen af jer, som har en idé om nogen, der kan have gjort det? Nogen fjender i familien?”

”Nej, jeg kan ikke forestille mig at der er nogen vi kender, der skulle have gjort hende fortræd,” sagde Christian.

”Har i skændtes med nogen for nylig?”

”Nej.”

”Hvad med hendes skolegang? Fungerede hun godt?”

”Hun fungere godt,” rettede Linea ham med et suk. ”Hun var en rigtigt dygtig elev, og lavede altid sine ting til tiden. Hun havde ikke helt så mange veninder, men sådan har det bare altid været.”

”Har hun været mobbet?” Nilson tog sig ikke af Lineas rettelse.

”Ikke hvad vi har hørt,” svarede Lineas far.

Nilson sukkede. ”Godt. Jeg tror det er nok for nu. Ring endelig hvis der er noget i kommer i tanke om som kunne være væsentligt. Forvent måske at vi kommer på besøg senere eller i morgen og kigger efter flere spor.” Han rakte et visitkort og Lineas far tog imod det.

”Det skal vi nok gøre,” svarede han stift. Linea så hvordan han tog det om på ryggen, krøllede det sammen og stoppde det i baglommen.

Den lille reducerede familie gik i tavshed ud til deres bil imens de alle tre hver især spekulerede som gale på, hvad der var sket med Patricia. Linea var utrolig tæt på at bryde helt sammen, og det gik hurtigt op for hende at hun havde presset sig selv langt henover grænsen. Hun skulle have ladet sine forældre om at svare politiet på deres spørgsmål.

Tankerne fløj rundt i deres hovedet, og alle muligheder, for hvad der kunne være sket, blev vendt og drejet. Alligevel var der ingen af de tre der var bare i nærheden af det, der i virkeligheden var sket og en ting var i hvert fald sikkert. Det var ikke politiet, der skulle hjælpe dem.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...