The Snow Globes

December er ikke nogen sjov måned for Linea. Sidste år forsvandt hendes bedste veninde på selveste juleaften, og der har ikke været spor af hende siden.
Men da Linea vågner op første december og finder et uddrag af et digt på hendes bord begynder det forbudte håb alligevel at spire, og da hun modtager en snekugle, der virker til at være nøglen til hele mysteriet, bliver hun utroligt nysgerrig, men også utroligt bange. Hvad er det for en opgave som digtet prøver at fortælle hende om?
Alvoren i opgaven går dog langsomt op for hende og i desperationen for at finde svar opsøger hun drengen Lucca, som tilsyneladende er den eneste der kan hjælpe hende. Men det går hurtigt op for Linea at Chelina ikke er noget tilfældigt offer, og at hende og Lucca ikke er helt uskyldige. Er prisen for Chelinas liv overhovedet til at betale, og er Lucca overhovedet den som kan hjælpe hende?
Ting er ikke som de udgiver sig for at være og Linea opdager hurtigt at det ikke er alle svar hun ønsker at finde..

125Likes
211Kommentarer
4985Visninger
AA

14. 5. december - Del 1

 

5. december

Del 1

 

Selvom Linea havde været total ude af sig selv da hun var gået i seng om aftenen, så var hun alligevel faldet i søvn. Hun havde været så udmattet, at hun var gået ud som et lys og på trods af en del ubehagelige mareridt, og nogle bratte opvågninger, så havde hun faktisk sovet det meste af natten.

Det var hendes far og ikke hendes vækkeur, der vækkede hende denne morgen. De indtørrede tårer strammede på hendes kinder da hun åbnede øjne og hun følte sig utroligt klam og svedig da hun vågnede.

”Jeg glemte at sige til dig, at det er klokken otte. Jeg tænkte at jeg nok hellere måtte vække dig, hvis du ikke skulle blive alt for stresset,” forklarede han, og klappede på hendes dyne.

”Hvad er klokken da?” mumlede Linea søvningt og gned sine øjne. Hun spejdede hele tiden i mod Twillight bogen, men det så ikke ud til at hendes far havde lagt mærke til noget usædvanligt. Idag kunne man dog sagtens se et stykke af sedlen, der ragede ud under den.

”Den er syv. Vi kører om tre kvarter. Din mor har lavet morgenmad, så du kan bare komme ned.”

”Jeg gætter på at der stadig ikke er sket noget nyt?” Hun så fortabt på ham.

”Nej, vi har ikke hørt noget. Men man kan jo altid håbe, at de har noget at fortælle når vi kommer ind på stationen.”

Linea var godt klar over at det var et tomt håb. Men selv tomme håb kunne være rare at holde fast indimellem.

”Jeg skal lige i bad, og så kommer jeg,” smilede hun og satte sig op. Hun svingede sine bare ben ud over sengekanten, men sørgede stadig for at have overkroppen dækket af dynen. Hun var ikke sikker på hvorfor hun ikke ville have, at hendes far skulle se hendes bare overkrop, men hun havde det i hvert fald bedst med, at den var dækket indtil han var gået.

”Okay. Men bliv nu ikke under bruseren for længe,” formanede han med et smil og forlod værelset. Så snart Linea havde hørt, at han var gået helt nedenunder, rakte hun ud efter sedlen. For en gangs skyld stod der faktisk noget på den som hun kunne bruge, og som linjerne let gled forbi hendes øjne, steg hendes puls til det dobbelte.

 

Lad ham komme, lad ham blive

Det er alt, hvad du skal sige

Lad ham se, lad ham give

Lad ikke dig selv fortie

 

Det var indlysende at digtet talte om drengen i snekuglen. Handlede det blot om at hun skulle give ham lov at være her, for at hun kunne tale med ham? Det virkede utroligt. Det kunne da ikke lade sig gøre? Men inderst inde vidste hun godt at det klogeste ville være at lytte til digtet. Især nu, hvor hun var i så store problemer.

Hun tillod dog alligevel sig selv at tage et bad først. Mest af alt for at kunne udskyde det hele lidt. Hun var bange og utryg. Hvad nu hvis drengen i snekuglen virkelig var levende?

Da hun lod det varme vand skylle ind over hendes allerede brændende krop, gav hun tankerne lov at flyve og forsøgte at samle alt det der var sket siden hun havde fundet det første digt. Først det med Patricias underlige angst, så snekuglen, så Caroline, så Patricia og hendes mor der så noget andet end hende i snekuglen, og nu var Patricia væk imens digtet opfordrede hende til at snakke med drengen i snekuglen. Var hun overhovedet i position til at sige, at noget virkede umuligt og latterligt?

Da hun kom ud fra det varme bad med et håndklæde omkring sig og sit korte hår hængende halvfugtigt ind til hovedet, havde hun taget en beslutning. Hun ville se hvad der skete hvis hun sagde ordene højt foran snekuglen. Men det ville først blive senere.

Først måtte hun finde en eller anden måde at deale med politiet på. Selvom hun intet havde gjort, og hun ikke skulle gøre andet end at fortælle sandheden, så gjorde det hende utroligt utilpas at tænke på at hun faktisk kunne være en mistænkt. Hvordan kunne nogen dog tro at hun ville gøre sin egen søster fortræd?

”De skal kun afhøre dig. Der er ingen der siger, at de tror noget,” mumlede hun for sig selv imens hun klædte sig på. Da hun var kommet i tøjet, og havde fået sat sit hår så det så bare nogenlunde ud, spadserede hun langsomt og modvilligt ned i køkkenet.

Patricias plads var for anden dag i træk gabende tom. Linea havde mest lyst til at stille en tallerken og et glas der alligevel. Det ville måske på en eller måde alligevel give hende fornemmelsen af, at hun var der, eller at hun snart ville komme.

”Brød eller chokopops?” spurgte hendes mor, der stod ved køkkenbordet og var ved at smøre madpakker. Linea stirrede blot tomt på kalenderlyset, som ikke havde været tændt siden den 2. december. Det var altid Patricia, der plejede at huske dem på det.

”Chokopops,” mumlede hun fraværende uden rigtigt at se op. Hun kunne ikke rigtigt fjerne fokusset fra den tomme stol, og tårerne begyndte langsomt at presse på i hendes øjnkroge. Men hun ville ikke give efter.

Da hendes mor satte skålen med chokopops foran hende måtte hun næsten tvinge dem ned. Hun var slet ikke sulten, og hun fik kvalme for hver mundfuld, men hun var nødt til at have et eller andet i maven, det vidste hun godt.

”Linea, skynd dig at blive færdig, vi kører om to minutter!” Hun var igen faldet i staver og sad blot med en skefuld chokopops, der var gået i stå på vej op til hendes mund. Hun glemte helt, at hun havde den i hånden, og ved lyden af hendes mors råb tabte hun den ned i sin skål, så mælken sprøjtede ud til alle sider. Hun sukkede irriteret og hev et stykke papir af køkkenrullen til at tøre det op med.

”Jeg kommer!” råbte hun og tørrede hurtigt mælken af bordet, hvorefter hun efterlod skålen med de sidste chokopops vasken, og smed det våde papir i skraldespanden. Hun måtte ryde resten op når de kom tilbage.

”Skal du ikke have din taske med?” Hendes far så undrende på hende, da hun havde fået sit overtøj på og åbnede hoveddøren for at gå ud til bilen.

Linea stoppede op ”Tasken?” hun så undrende på ham.

”Ja, skal du ikke bruge den i skolen?”

”Skolen?”

Han sukkede. ”Ja, skolen Linea. Du skal jo derover bagefter.”

”Du kan tro det er løgn,” hviskede hun lavmælt og så målløst på ham. Han kunne lige så godt have givet hende en spand koldt vand i hovedet.

”Jeg gider ikke diskutere det. Ellers må du klare dig uden, det må du selv om.” Han rodede sig udmattet i sit hår og gik forbi hende for at komme ud til bilen, hvor hendes mor allerede ventede. ”Husk at låse efter dig.”

Linea opgav at modsige ham, hentede tasken og fandt derefter sine sine nøgler frem. ”Et problem ad gangen..” mumlede hun beroligende til sig selv imens hun satte nøglen i låsen og drejede den rundt.

Hun undrede sig pludselig over hvor meget hendes liv mon ville være anderledes når hun næste gang skulle låse denne dør op.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...