The Snow Globes

December er ikke nogen sjov måned for Linea. Sidste år forsvandt hendes bedste veninde på selveste juleaften, og der har ikke været spor af hende siden.
Men da Linea vågner op første december og finder et uddrag af et digt på hendes bord begynder det forbudte håb alligevel at spire, og da hun modtager en snekugle, der virker til at være nøglen til hele mysteriet, bliver hun utroligt nysgerrig, men også utroligt bange. Hvad er det for en opgave som digtet prøver at fortælle hende om?
Alvoren i opgaven går dog langsomt op for hende og i desperationen for at finde svar opsøger hun drengen Lucca, som tilsyneladende er den eneste der kan hjælpe hende. Men det går hurtigt op for Linea at Chelina ikke er noget tilfældigt offer, og at hende og Lucca ikke er helt uskyldige. Er prisen for Chelinas liv overhovedet til at betale, og er Lucca overhovedet den som kan hjælpe hende?
Ting er ikke som de udgiver sig for at være og Linea opdager hurtigt at det ikke er alle svar hun ønsker at finde..

125Likes
212Kommentarer
4947Visninger
AA

13. 4. december - Del 3

 

4. december

Del 3

 

Formiddagen gik, og det samme gjorde eftermiddagen og ligemeget hvor de cyklede hen, så fik de samme resultat som ved søen – ingen Patricia, ingen spor og ingen vidner. Det var efterhånden ved at blive mørkt og Linea var nødt til snart at se at komme hjem, hvis ikke hendes forældre skulle opdage, at hun ikke havde været i skole. Det var ikke rigtigt fordi hun havde nogle venner, der kunne dække for hende. Desuden var hun også ved at være godt gennemskold og hendes fødder var efterhånden så følelsesløse at hun frygtede hver gang hun måtte hoppe af cyklen.

”Jeg hopper bare af her.”

”Hvor bor du egentlig henne?” spurgte hun Caroline, da de igen cyklede ned ad den sti hvor de havde mødtes om morgenen. Caroline var hoppet af cyklen og havde rakt den til hende.

”I den anden retning,” svarede hun blot og Linea tog cyklen, men hun gav ikke op.

”Jamen hvorhenne?” blev hun ved.

”På en vej der ligger i den retning.” Hun blev ved med at pege mod venstre. Ind i mellem træerne. Linea var udmærket klar over, at der ikke lå nogle huse i den retning. Der var skov de næste par kilometer.

”Bor du inde i skoven?” spurgte hun undrende.

”Nej, selvfølgelig gør jeg ikke det. Jeg har lovet at være hjemme, så jeg går nu. Vi ses i skolen i morgen.” Hun gik og Linea forstod hurtigt, at hun ikke ville få mere at vide. Det kunne også være lige meget for nu.

”Tak for hjælpen,” råbte hun uden at sætte cyklen i gang. Håbet om at Caroline måske alligevel ville åbne op holdt hende tilbage.

”Det var så lidt,” svarede Caroline uden at vende sig om. Linea blev stående og lyttede ind til hun ikke længere kunne høre Carolines skridt i de visne balde, hvorefter hun endelig gav helt op og cyklede imod sit hjem. Hun huskede tasken, som hun havde gemt i busken, og bortset fra lidt jord og nogle blade, så kunne man ikke se at den havde ligget derinde. Hun børstede den overfladigt af, og satte den op i sin maltrakterede cykelkurv. Det svejede let i sin holder, men blev dog siddende på trods af vægten af tasken.

Selvom det var latterligt og hun ikke havde nogen grund til det, så mistænkte hun Caroline for at have noget at gøre med Patricias forsvinden. Selvom Caroline havde brugt hele sin dag på at hjælpe hende, og havde været utroligt sød, så stolede hun stadig ikke det mindste på hende. Og hun hadede sig selv for det, når hun ikke kunne være sikker. Det var targeligt, hvis Caroline nu blot viste sig at være uskyldig.

Det store spørgsmål var: Hvorfor?

Hvorfor skulle nogen kidnappe Patricia? Hvorfor skulle Caroline have gjort det? Hun kendte hende jo ikke engang.

Men på trods af at tanken virkede så absurd så gav den alligevel mening. Caroline var dukket op samtidigt med de mærkelige beskeder, og samtidig med at Patricia var forsvundet, og hendes mærkelig opførsel gjorde heller ikke mistanken mindre.

Linea anede dog ikke, hvad hun skulle gøre for at finde ud af om hun havde ret. Skulle hun udspionere hende? Trænge hende op i en krog og tvinge hende til at svare? Der var ikke rigtigt noget af det der var muligt. Og heller ikke noget af det som hun turde.

Hun gjorde alt hvad der var muligt for ikke at se det mindste skyldig ud, da hun trådte indenfor i deres lille entré, og med det samme så begge hendes forældre, der sad i hver deres sofa og stirrede fortabte på TV'et, hvor der kørte nyheder.

”Noget nyt?” spurgte Linea lige så snart hun var indenfor, men hun behøvede ikke at høre svaret for at vide det.

”Nej,” svarede hendes far tomt og skruede ned for lyden på TV'et. ”Politiet har sat eftersøgningen på pause til i morgen, men de tror ikke længere at hun befinder sig i nærheden.”

”Tror de at hun... Jeg mener..” Linea vidste ikke hvordan hun skulle fuldføre sætningen. Hun tog en dyb indånding. ”Er blevet kidnappet?”

”Det udelukker det i hvert ikke. Men de kan heller ikke rigtigt få det til at passe med at vi skulle have siddet her, imens det skete.” Linea så at han ville sige noget mere, men han fortsatte alligevel ikke.

”Linea kom lige herhen og sæt dig.” Hendes mor pegede ned ved siden af sig. Med hamrende hjerte gjorde Linea hvad hun blev bedt om. Det her tegnede ikke godt.

”Politiet vil gerne afhøre os alle tre i morgen tidlig på stationen,” tog hendes far over igen. Linea stivnede, og måtte vende ordene flere gange i hovedet før hun forstod dem.

”Men har de ikke allerede snakket med jer?”

”Jo. Men de skal have nogle flere detaljer i forsøget på at komme til bunds i sagen,” forklarede hendes mor.

”Det tror vel ikke..?” Linea begyndte at blive rigtigt urolig, og hendes stemme steg med et par oktaver.

”Nej skat, selvfølgelig gør det ikke det.” Hendes mor tog hendes hånd og klemte den. ”Du skal bare fortælle dem sandheden, og så sker der ikke mere.”

Linea så godt tvivlen bag de blå øjne som hun altid havde stolet på. Hun så godt hvor urolig hendes mor var, og hvor fortabt hendes far stirrede ud i luften.

”Det kan de sgu da ikke!” Hun rejste sig hidsigt op. ”Hvem fanden tror de de er?” Hendes blikkede flakkede fra hendes mor til hendes far og tilbage igen. Magtesløsheden strålede ud af hende. ”Desuden skal jeg sguda i skole?!” Hun var så ophidset, at hun ikke rigtigt tænkte over, hvad det var, hun sagde.

”Din lærer må klare sig uden dig de første to timer. Det går nok,” svarede hendes far tomt. Linea ville have sagt noget mere, men hun vidste ikke hvad. Det ville være forkert af hende at lade sine frustrationer gå ud over dem, men hun følte heller ikke at hun kunne holde dem inde, så i stedet for at blive stående, gik hun op på sit værelse med frustrationstårerne løbende ned kinderne i stride strømme.

 

*

 

Hun var desperat da hun kom op på sit værelse. Så desperat at det første hun gjorde var at finde de tre små digte frem og genlæse dem, selvom hun ikke ville mindes, hvad der stod på dem. Det eneste der rigtigt fortalte hende noget var nummer to. Det hun havde fået den dag, hvor hun havde opdaget snekuglen på sit bord.

Med rystende fingre åbnede hun den øverste skrivebordsskuffe og fandt snekuglen frem. Hun satte den let foran sig, og sørgede omhyggeligt for ikke at ryste den. Dog var nogle enkelte små snefnug stadig i omrør i bunden og de føg om drengen og hans hund. Det så utroligt ægte ud, og et øjeblik følte hun næsten kulden fra sneen omkring sig. Men det var kun et splitsekund og så var temperatuen igen tilbage til den normale.

Kuldegysninger spredte sig over hele Lineas krop, og pludselig fik hun en ubehagelig følelse af at der var nogen der stirrede på hende. Hun fløj rundt på sin skrivebordsstol, og forventede med sikkerhed at finde nogen bag hende, men hun var stadig alene. Hun gættede hurtigt på, at det måtte være denne her følelse som Patrcia havde siddet med, den dag hun havde været så bange.

Hun rystede så meget på hænderne, at det var umuligt for hende ikke at komme til at ryste snekuglen, da hun ville sætte den tilbage i skuffen, men hun kunne ikke lade den blive stående. Den skræmte hende, og allerhelst ville hun bare gerne glemme, at hun havde den.

Sneen føg igen livligt om drengen og hans hund og igen virkede det meget mere virkeligt end det burde være, og den kølige fornemmelse spredte sig igen over hele Lineas krop. Følelsen af at nogle stirrede på hende blev ved med at være der, men hun turde ikke vende sig om i frygt for at ryste snekuglen.

Det virkede som om, at hver gang hun fik sneen til at fyge om drengen, så sneg den uhyggelige følelse af at blive stirret på, op i hende.

 

Det var drengen og hans hund, der stod bag Linea. Han prøvede febrilsk at råbe hendes navn, men hun kunne ikke høre ham. Hun havde endnu ikke tilladt ham at blive set eller hørt i denne verden.

Før eller siden ville hun dog blive nødt til det. Hun ville blive nødt til at se sin frygt i øjnene og give ham lov at blive set. Ellers ville han aldrig kunne hjælpe hende med at finde sin søster, og fuldføre sin opgave.

Drengen i snekuglen var nemlig den eneste, der kunne hjælpe, og som digtet som fint havde beskrevet det: ”Tid er tal..”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...