The Snow Globes

December er ikke nogen sjov måned for Linea. Sidste år forsvandt hendes bedste veninde på selveste juleaften, og der har ikke været spor af hende siden.
Men da Linea vågner op første december og finder et uddrag af et digt på hendes bord begynder det forbudte håb alligevel at spire, og da hun modtager en snekugle, der virker til at være nøglen til hele mysteriet, bliver hun utroligt nysgerrig, men også utroligt bange. Hvad er det for en opgave som digtet prøver at fortælle hende om?
Alvoren i opgaven går dog langsomt op for hende og i desperationen for at finde svar opsøger hun drengen Lucca, som tilsyneladende er den eneste der kan hjælpe hende. Men det går hurtigt op for Linea at Chelina ikke er noget tilfældigt offer, og at hende og Lucca ikke er helt uskyldige. Er prisen for Chelinas liv overhovedet til at betale, og er Lucca overhovedet den som kan hjælpe hende?
Ting er ikke som de udgiver sig for at være og Linea opdager hurtigt at det ikke er alle svar hun ønsker at finde..

125Likes
212Kommentarer
4947Visninger
AA

11. 4. december - Del 1

 

4. december

Del 1

 

Klokken passerede midnat imens Linea blot sad i sin seng og krammede om sine ben med begge hænder. Tårerne var efterhånden stoppet med at løbe ned af hendes kinder, men rystelserne der blev ved med at løbe igennem hendes krop syntes aldrig at holde op.

Angsten var for alvor begyndt at tage fat om hende, og alvoren var gået op for hendes forvirrede hjerne. Hvad end det var for en syg leg hun var blevet udsat for så mente vedkommende det alvorligt. Hvad end det var for en opgave hun skulle fuldføre så var det ikke for sjov.

Hun følte sig magtesløs, som hun sad der i det mørke hus oppe på Patrcias værelse og stirrede på de røde tal der skiftede en gang hvert minut. Hun ville ønske at hun kunne sidde inde hos sig selv, men hvis nu Patrcia alligevel havde fundet en flugtvej igennem vinduet, så var det her hun ville dukke op. Desuden lå dette værelse også meget tæt på trappen, så hun ville kunne høre, hvis der pludselig skete noget nedenunder.

Hun havde for længst opgivet at prøve og sove, men hun kunne heller ikke foretage sig noget. Der var en eller anden, der skulle blive hjemme, hvis Patricia dukkede op, og på trods af hendes højlydte modvilje, så var hun blevet valgt.

Hun begreb ikke hvordan Patricia kunne være stukket af. At springe ud af vinduet på sit værelse, ville hun som minimum være kommet grumt til skade af, fordi der var så langt ned, og hun kunne ikke have sneget sig ned, uden at en af dem ville have opdaget det, fordi huset havde været så stille. Eller kunne hun? Linea var holdt op med at håbe, og var nu helt sikker på, at hendes søster havde lidt den samme skæbne som Chelina. Det var den eneste forklaring, der ville give mening for hendes paranoide indre.

Linea tænkte på Chelina imens hun sad der og stirrede håbløst ud i luften. Hun tænkte på hvordan Chelina ville være kommet over til hende, og have siddet ved siden af hende, imens hun havde prøvet at gøre alt for at få hende i godt humør og håbe på det bedste. Hun ville have lavet popcorn, og ville derefter blot være siddet med den fortvivlede Linea i sine arme, indtil at hun var faldet til ro. Ligemeget hvor lang tid det så havde taget.

For første gang i meget lang tid opmuntrede det rent faktisk Linea at tænke på Chelina. Hun kunne næsten mærke, at hun var hos hende i dette øjeblik, fordi hun var så bevidst om, at hun ville havde været det, hvis hun kunne.

Efterhånden som tiden gik blev hendes tanker mere og mere endeløse. Der var ikke det hun ikke nåede at forestille sig at der kunne være sket med Patricia, og selvom hun aldrig selv ville have troet at det kunne lykkedes, så havde hun faktisk også fået sovet lidt.

Der var stadig ikke noget spor af Patrcia da hendes far vækkede hende om morgenen. Politiet var blevet tilkaldt og havde også ledt rundt omkring huset med deres spor hunde, men det var stadig uden held. Begge forældrene var blevet afhørt og der var sat en eftersøgning i gang efter vidner. Men mere kunne de ikke gøre, og ind til videre virkede det for hele byen som om den lille pige blot var forsvundet i den blå luft.

”Vi giver ikke op,” hendes far smilede og kørte sin hånd henover Lineas korte lyse hår. ”Vi skal nok finde hende, og jeg er sikker på, at hun har det godt. Hun er en sej lille en.”

Det vidste de begge to godt at han ikke kunne vide med sikkerhed, men Linea havde bestemt heller ikke opgivet. Hendes stærke lillesøster skulle nok klare sig, ligemeget hvad der var sket.

Lige så snart hendes far havde forladt værelset igen havde hun rakt ud efter twilightbogen, og løftet den. Der lå ganske rigtigt endnu en seddel nedenunder og hun havde efterhånden opgivet at finde ud af, hvordan den fandt vej derind. Hun havde med sikkerhed sovet så let hele natten, at hun ville have hørt det, hvis der var kommet nogen. Lige nu var det dog et af de mindste mysterier. Hun var efterhånden sikker i sin teori om, at det var en eller anden form for en meget bizart julekalender, som skulle hjælpe hende med noget som var en del mere seriøst.

 

Traf det rigtige valg

Pas på med at afvise

Husk nu, at tid er tal

Lad ej chancen forlise

 

Hun havde håbet at digtet ville give hende et hint til, hvad der var sket med Patricia, men heller ikke den morgen gjorde digtet hende klogere på noget som helst. Havde de to ting overhovedet noget med hinanden at gøre? Hvor mange af de sidste dages begivenheder kunne hun koble på det her? Der var stadig ikke noget af det, der gav nogen god mening.

I stedet for at genlæse ordene og prøve at finde en mening med dem, som hun havde gjort de sidste tre dage, gemte hun bare sedlen i en lille æske, hvor hun også havde placeret de andre, og sørgede for at ligge dem i rækkefølge. Så kunne hun finde dem når hun vidste noget mere.

Hvor hun skulle få mere viden fra, vidste hun ikke. Men digtet havde trods at sagt at ”livet ville lede hende hen”, så det måtte hun jo bare stole på. Hun havde ikke andet valg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...