The Snow Globes

December er ikke nogen sjov måned for Linea. Sidste år forsvandt hendes bedste veninde på selveste juleaften, og der har ikke været spor af hende siden.
Men da Linea vågner op første december og finder et uddrag af et digt på hendes bord begynder det forbudte håb alligevel at spire, og da hun modtager en snekugle, der virker til at være nøglen til hele mysteriet, bliver hun utroligt nysgerrig, men også utroligt bange. Hvad er det for en opgave som digtet prøver at fortælle hende om?
Alvoren i opgaven går dog langsomt op for hende og i desperationen for at finde svar opsøger hun drengen Lucca, som tilsyneladende er den eneste der kan hjælpe hende. Men det går hurtigt op for Linea at Chelina ikke er noget tilfældigt offer, og at hende og Lucca ikke er helt uskyldige. Er prisen for Chelinas liv overhovedet til at betale, og er Lucca overhovedet den som kan hjælpe hende?
Ting er ikke som de udgiver sig for at være og Linea opdager hurtigt at det ikke er alle svar hun ønsker at finde..

125Likes
211Kommentarer
4985Visninger
AA

10. 3. december - Del 3

 

3. december

Del 3

 

Linea havde godt opdaget hvor såret Caroline endnu engang havde set ud fordi hun havde snerret af hende, og afvist hende blankt. Hun havde godt set de skuffede øjne, der gemte sig bag facaden med smøgen og det knaldrøde hår. Caroline var ikke en pige, der var god til at skjule sine følelser, selvom hun ihærdigt forsøgte.

Selvom Linea ikke rigtigt ville indrømme det over for sig selv så havde det også gjort ondt på hende. Hun havde virkelig ikke ønsket at såre Caroline, men i det øjeblik kunne hun virkelig heller ikke overskue at tale med hende. Hun havde følt sig så til grin da det var gået op for hende, at Caroline havde hørt alt, hvad Lucie havde sagt til hende.

Hun var ikke sulten da de nåede frokostpausen, men alligevel stod hun i døren på kantinen og lod sit blik søge efter bordet hvor Caroline sad, og håbede at hun var der og at hun sad alene. Hun ville utroligt gerne tale med hende. Bare en enkelt gang. Så kunne der måske også komme bare en lille smule godt ud af denne katerstrofale dag.

Hendes hjerte begyndte at hamre unødvendigt voldsomt da hun fik øje på det genkendelige røde hår helt nede i den anden ende, og hendes skridt føltes tungere og tungere jo tættere hun kom. Hun følte sig om muligt mere flov nu end hun havde gjort i det første frikvarter. Denne her situation var så uvandt for hende, og var der noget hun ikke var god til, så var det nye mennesker. Hun var alt for genert og nok også en lille smule mistroisk, selvom hun ikke var meget for at indrømme det over for sig selv.

”Hey,” mumlede hun forsigtigt. ”Kan jeg sætte mig her?” Hun pegede på stolen over for Caroline, som nikkede med munden fyldt med sandwich.

”Må jeg give dig et godt råd?” spurgte hun, da hun havde tygget sig om munden. Linea nikkede overrasket. ”Hvis du gerne vil have nogle ordentlige venner, så lad være med at behandle dem, som du har behandlet mig de sidste to dage. Det har en tildens til at skræmme dem væk.” Hun sagde det med et glimt i øjet, der forsikrede Linea om at hun ikke måtte forstå det på en ond måde, men hun kunne nu alligevel godt mærke samvittigheden gnave i hende.

”Det vil jeg huske,” svarede hun med et smil, som stadig, til hendes store irritation, ikke blev helt ægte. ”Og undskyld,” tilføjede hun. ”Jeg mente det ikke på den måde. Det er bare...”

”Det er okay.” Caroline afbrød hende. ”Jeg har hørt om alt det med din bedste veninde og december. Jeg forstår det godt.”

Nej du gør ikke! Det er der ikke nogen der gør, hvordan kan det være så svært at forstå?” Et øjeblik var Linea ikke klar over om hun havde sagt ordene højt, men at dømme efter Carolines ansigsudtryk havde hun nået at kontrollere sig selv i sidste øjeblik. Heldigvis. ”Det er længe siden.” Bare det at sige ordene. At sidde der og lades som om at tiden havde helet hendes sår, gjorde ondt. Det havde den ikke. Det ville den aldrig kunne.

”Hvor kommer du egentligt fra?” spurgte Linea mest for at dreje samtalen. Men også fordi hun faktisk var en smule nysgerrig. Nu havde hun talt med Caroline flere gange og hun vidste stadig næsten intet om hende.

”Sydpå.” Caroline tog endnu en bid af sin sandwich, og sagde ikke mere. Linea følte af en eller grund at hun havde ramt et ømt punkt. Men hvordan kunne nogen have svært ved at fortælle hvor de kom fra?

Caroline blev tavs og gav sig i stedet for, at fortælle mere, til at tygge på endnu en bid sandwich imens hun tænksomt så ud ad vinduet. Linea havde ikke den fjerneste idé om hvad hun tænkte på, og og tavsheden blev lynhurtigt pinlig.

”Hvad skal du have i næste time?” spurgte hun for at holde samtalen i gang. Caroline så på hende, men blev ved at være en smule fjern i blikket.

”Jeg har fri.”

”Hvorfor sidder du så her? Hvorfor er du ikke bare taget hjem?”

”Min far..” Hun afbrød sig selv og bibeholdt det fjerne blik. Men pludselig blev hun igen nærværende og fortsatte med et smil; ”Han henter mig først senere. Jeg har alligevel lige nogle lektier jeg skal have lavet først, så jeg kan bare vente på bibloteket.”

 

*

 

Efter sjette time havde Linea endelig fri og hun var mere end spændt på at komme hjem. Hun havde stadig ikke hørt et ord fra sin mor, og hun var efterhånden ved at være rigtigt bange. Hun kunne ikke blive enig med sig selv i om det var en skidt eller et godt tegn. Intet nyt er godt nyt, huskede hun lydløst sig selv på.

Der var stille i huset, da hun trådte indenfor. Med hjertet hamrende i halsen fik hun taget sin dynejakke af, og smidt sin taske i hjørnet af entréen. Fra hun trådte indenfor mærkede hun at noget var galt. Stilheden summede af ren katerstrofe.

Hendes mor sad og stirrede på TV'et da hun kom ind, men det var tydeligt at se, at hun ikke rigtigt så på det. I stedet havde hun sine øjne fokuseret på et ubestemmeligt punkt på væggen, og hendes udtryk var fuldstændigt tomt.

”Hvad sker der?” Linea var henne hos hende på to skridt. Miranda blev med det samme nærværende, og det gav et lille spjæt i hende.

”Nåeh.. Ikke noget særligt.” Hun undrede på Linea, der blev mere og mere nervøs. Det lignede ikke hendes mor at gå kold på den måde. Det var kun, hvis der var noget der virkelig bekymrede hende.

”Hvorfor ringede du ikke til mig?” blev Linea ved.

”Fordi der ikke er noget at fortælle. Hun sidder bare oppe på sit værelse, og hun ville ikke tale med mig. Hun siger at der alligevel ikke er nogen, der lytter til hvad hun siger, ligesom i morges.”

Linea rejste sig hurtigt, men hendes mor tog hendes hånd, og sendte hende et sæt-dig-ned-og-lad-være-blik, som fik hende til at skifte mening.

”Har hun overhovedet sagt noget om, hvad der har gjort hende så sur og ked af det, altså ud over det med der ikke er nogen der lytter? Der plejer jo slet ikke at være så store problemer med hende?” Linea satte sig ned i sofaen, og slukkede for TV'et. Det forstyrrede hende.

Miranda rystede på hovedet. ”Nej. Hun virker totalt ved siden af sig selv. Jeg tror det er bedst at lade hende være og lade hende komme ned, når hun er klar. Det nytter ikke at prøve at snakke med hende, og jeg tror det ville være endnu værre at skælde hende ud. Ellers må jeg ringe til lægen senere.”

”Kan det være en bivirkning at vitamindrikken?” spurgte Linea undrende.

”Nej, det tror jeg ikke. Så ville han nok have nævnt det. Men det er nu alligevel meget smart at være på den sikre side.”

Linea nikkede og tændte TV'et igen. I det samme hoppede Rosin op på hendes skød og begyndte at spinde højlydt, imens hun gnubbede sig op af Lineas ene arm. Det var som om den mærkede, at de alle sammen var urolige og bekymrede.

Jo mere tid der gik, jo mere måtte Linea koncentrere sig for at holde fokus på TV'et i stedet for at gå op til sin søster. Hun kunne bestemt ikke lide tanken om, at hun sad deroppe helt alene og var så ked af det. På den anden side var hun også godt klar over, at hun ikke rigtigt kunne gøre noget ved det. I hvert fald ikke så længe hendes mor sad ved siden af hende og holdt øje. Hun var bare nødt til at væbne sig med tålmodighed.

Eftermiddagen gik og det samme gjorde aftenen uden at nogen hos familien Danielsen så noget til det yngste medlem. Gik man op og lyttede ved døren var det totalt stille, og hvis ikke de havde vidst bedre, havde de været stensikre på, at der ikke var nogen derinde.

Ingen have vovet sig indenfor efter at deres far var kommet hjem. Efter lang diskussion imellem de to forældre, som Linea havde overhørt, var han gået op til Patricia med beslutsomme skridt og efterladt Miranda magtesløs ved trappen. Han var gået derind, og de havde ikke kunne høre hvad der blev sagt, men da han kom ud havde han været helt hvid i hovedet, og så var han pludselig helt enig med Miranda i, at det nok var bedst at lade hende være.

Så det var det, der blev gjort. Aftensmaden blev spist i tavshed, og en tallerken blev stillet op foran Patrcias dør. Det var længe siden, at der havde været så trist stemning i det lille hus, og Linea følte slet ikke at hun kunne samle sig om noget. Ikke engang hendes matematiklektier, som ellers aldrig var et problem, ville give mening.

Da uret begyndte at nærme sig sengetid blev hun først rastløs, og tog en impulsiv beslutning. Hun blev bare nødt til at tjekke. Bare kort og hurtigt. Hun ville ikke sige noget, hun ville bare se at hun havde det godt. Ellers ville hun aldrig kunne sove roligt.

Hun sneg sig udenfor sit værelse så snart hun var sikker på at begge hendes forældre befandt sig nedenunder. Da hun nåede døren opdagede hun, til stor lettelse, at tallerknen var tom. Så var det måske ikke helt så slemt?

”Patricia..? Det er bare mig, kan jeg ikke bare lige få lov at sige godnat..?” Hun bankede forsigtigt på døren og ventede. Men som forventet fik hun intet svar.

Forsigtigt trykkede hun håndtaget ned og åbnede døren. Der var stadig helt stille.

Men det var først da hun kom helt ind i rummet, at hendes hjerte begyndte at banke for alvor. Hun gispede efter vejret, og måtte anstrenge sig for ikke at skrige vildt i panik.

Værelset var tomt.

 

Ingen hos familien Danielsen vidste hvad morgendagen ville bringe. Ingen havde forudset hvad der ville ske. Ingen havde nogen idé om hvorfor deres flittige datter pludselig ikke længere var på sit værelse, og hvad der havde fået hende til at opføre sig så underligt hele dagen.

Sandheden ville dog snart vise sig. Og kun sandheden kunne afgøre, hvad tiden ville bringe..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...