The Snow Globes

December er ikke nogen sjov måned for Linea. Sidste år forsvandt hendes bedste veninde på selveste juleaften, og der har ikke været spor af hende siden.
Men da Linea vågner op første december og finder et uddrag af et digt på hendes bord begynder det forbudte håb alligevel at spire, og da hun modtager en snekugle, der virker til at være nøglen til hele mysteriet, bliver hun utroligt nysgerrig, men også utroligt bange. Hvad er det for en opgave som digtet prøver at fortælle hende om?
Alvoren i opgaven går dog langsomt op for hende og i desperationen for at finde svar opsøger hun drengen Lucca, som tilsyneladende er den eneste der kan hjælpe hende. Men det går hurtigt op for Linea at Chelina ikke er noget tilfældigt offer, og at hende og Lucca ikke er helt uskyldige. Er prisen for Chelinas liv overhovedet til at betale, og er Lucca overhovedet den som kan hjælpe hende?
Ting er ikke som de udgiver sig for at være og Linea opdager hurtigt at det ikke er alle svar hun ønsker at finde..

125Likes
211Kommentarer
5195Visninger
AA

9. 3. december - Del 2

 

3. december

Del 2

 

Gangene på Skrædderhøjs Gymnasium var blevet pyntet op i løbet af weekenden, og den atmofæriske julesteming gjorde ikke Linea i bedre humør, da hun endelig nåede op til sin skole, efter en morgen, der blot var blevet endnu mere hektisk efter Patricias usædvanlige optrin.

Hun var så optaget af at gå og kigge ned i sin mobiltelfon, at hun slet ikke opdagede Caroline før hun nærmest var gået direkte ind i hende. Hun ventede på en opdatering fra hendes mor, som hun dog ikke var helt klar over om hun ville få. Hun var vildt bekymret for sin søster og havde forsøgt alt for at kunne blive hjemme hos hende, men Miranda havde ikke givet efter.

”Undskyld,” mumlede hun fraværende uden at se op. En fast hånd på hendes skulder fik hende dog alligevel til at stoppe, og hendes blik mødte de grønne øjne, som hun mindst af alt havde brug for at se lige nu. Ikke flere mennesker, der opførte sig mærkeligt, ikke flere der ville have et falsk smil. Alligevel fik noget i de grønne øjne hendes mave til at slå en ekstra kolbøtte. Inde bag alt de ukendte, bag alt det som tilhørte en pige hun kun havde kendt en dag, så hun noget. Noget hun kunne genkende.

”Hvad er du er så optaget af?” spurgte Caroline med et smil, og sendte et sigende blik imod mobiltelefonen. ”Ny app? Nyt spil?”

”Jeg venter et opkald,” svarede Linea kort fra hovedet, og fortsatte videre imod hendes klasselokale. Hun var allerede sent på den, og det sidste hun havde brug for lige nu, var flere ting at spekulere på.

”Hvad skal du have?” Caroline fulgte stædigt efter hende.

”Fysik.”

”Det skal jeg også.” Linea satte farten op, og Caroline begyndte at småløbe efter hende. For fanden, fattede det pigebarn ikke en svag hentydning? ”Så kan vi jo følges.”

Linea svarede hende ikke. Til alt held var hun nået hen til klasseværelset, og der var helt stille derinde da de trådte ind. Læren var allerede i gang med at krydse dem af.

Automatisk bevægede Linea sig ned til pladsen ved siden af Lucie, men i dag var den optaget. Der sad en dreng med blondt hår og så ud som om han var total koncentreret om læren og undervisningen, men Linea så godt hvordan han forsigtigt sneg sin hånd op og ned af låret på Lucie. Synet gav hende kvalme, og fik hende pludselig til at føle sig utroligt meget alene.

Hun kendte ham ikke. Lucie havde ikke fortalt om ham før, men hun vidste dog at han hed Tobias og at han gik i klasse med hende og Lucie. Hun havde aldrig bemærket ham rigtigt før, men pludselig virkede det som om, at han fyldte hele rummet.

Hun forsøgte så vidt muligt at gå forbi og lade som ingen ting, men hun kunne ikke lade være med at skæve hen imod den plads som hun plejede at sidde på. Pludselig havde hun glemt alt om sin aftale med sig selv om at give Lucie plads, og en svag trang til at bede fyren flytte sig, satte sig i hende. Men hun var godt klar over at hun måtte finde sig i det. For nu.

Tomandsbordet nede i hjørnet af klassen stod gabende tomt. Det var det eneste sted hun havde mulighed for at sidde, og hun var alt for bevidst om, hvem der ville sætte sig ved siden af hende. Den her dag kunne bare på ingen måde starte værre. Det næste blev vel at deres fysiklærer, Lina, bad dem om at lave gruppearbejde med deres sidemakker.

Det gjorde hun heldigvis ikke. I stedet havde hun besluttet sig for at stå og gennemgå kinematikkens love, og selvom Linea virkelig gjorde alt hvad hun kunne, så kunne hun slet ikke holde fokus. Da det endelig ringede ud til det første frikvarter følte hun så træt og omtåget i hovedet at hun bare tog sine ting, pakkede sin taske og flygtede udenfor. Selvom det var koldt så gjorde den friske luft godt.

Skiltet hvorpå der var malet ”Skrædderhøjs gymnasium” hang stadig skævt. Der var ikke nogen der vidste præcis hvorfor det gjorde det, og der var tydeligvis stadig ikke nogen der havde taget sig tid til at fikse det. Linea betragtede det og satte sig på trappen nede foran. Hun var træt, hun var forvirret og i det øjeblik ville hun give meget for bare at kunne tage hjem.

Bortset fra nogle drenge på boldtbanen så var der tomt i deres lille gård. Folk holdt sig indenfor når det var så koldt, men det stoppede ikke Linea. Hun ville aldrig kunne holde fokus en hel dag, hvis ikke hun kom uden for i frikvarterene

”Linea?” En velkendt stemme fik hende til at vende sig om og glemme sit trætte hoved for et øjeblik. Øverst på trappen stod Lucie med Tobias i hånden, og så alt for smuk ud i forhold til at det bare var en almindelig skoledag. Hun havde iført sig make up som skulle hun til fest, og det stod i total kontrast til hendes tøj, der var lige så almindeligt som det plejede at være.

”Hej Lucie,” smilede hun, og rejste sig automatisk op.

”Det her er Tobias,” begyndte hun og pegede på ham, selvom det var de eneste, der stod på trappen. ”Tobias, det her er Linea, min veninde.” Linea bed med det samme mærke i at hun nu bare var en veninde, og ikke den bedste veninde som hun havde været det sidste år. Var Lucie sur på hende? Hvorfor havde hun ikke fortalt hende om Tobias noget før? Det var sådan nogle ting Lucie normalt altid plaprede løs om med det samme hun fik muligheden.

For anden gang på to dage måtte hun give hånd med en på hendes egen alder. Selvom det ikke var en pige, så var det mindst lige så akavet denne gang. De havde jo egentligt mødt hinanden før, men bare ikke på denne måde.

”Hej Tobias,” sagde Linea og trak hånden til sig, men han havde ikke længere opmærksomheden rettet i mod hende. I stedet havde han åbenbart fået øje på nogle af sine venner nede på fodboldtbanen.

”Skat, jeg går lige ned og siger hej inden timen starter igen.” Han kyssede Lucie på munden i unødigt lang tid, og skyndte sig derefter ned til dem. Linea opgav med det samme det falske smil og så vantro på Lucie.

”Hvad i..?”

”Inden du begynder.” Lucie rakte en afbrydende hånd i vejret. ”Så er du helt selv skyld i at jeg ikke har fortalt dig om ham noget før.”

Linea så spørgende på hende. ”Hvad?”

”Du lytter jo ikke!” Lucies stemme blev skinger af ophidselse. ”Du var så faværende i lørdags, at jeg lige så godt kunne være taget på shopping med en dukke!”

Linea blev blot ved med at måbe. Det kunne godt være, at Lucie havde ret, men det var ikke første gang det var sket. Det var tilgengæld første gang, at hun var blevet sur over det. Det lignede hende slet ikke at flippe ud på den måde.

”Undskyld.” Linea trådte automatisk et skridt længere ned af trappen. ”Jeg havde bare meget at tænke på, okay?” Hun mente det. Til helvede med planen om at give Lucie plads. Hun kunne ikke undvære hende, ligemeget hvor meget hun så ønskede det. Hun ville ikke være alene.

”Det har du altid. Og nu må du have mig undskyldt, men jeg skal til time. Din plads vil være optaget igen.”

Linea måtte kontrollere tårerne, da Lucie havde vendt ryggen til hende. Det hele var ved at nå et punkt, hvor bægeret ville flyde over. Først sedlerne, så snekuglen, så Patricia og nu det her. På tre dage? Der var virkelig ikke længere nogen grund til at tro at december kunne blive en rar måned igen. Ligemeget hvor meget hun så forsøgte at vende den til noget positivt. Eller ikke gjorde.

”Hey.” Carolines stemme bremsede hende, da hun var på vej ind efter Lucie. Hun stoppede op, og kunne ikke lade være med at stirre lidt ekstra på den smøg der var placeret imellem Carolines to fingre. Fordommene boblede allerede i hende.

”Ja?”

”Jeg hørte godt det der. At man er fraværende betyder altså ikke, at man ikke har ret til at høre om ens bedste venindes nye kæreste. Slet ikke når hun så vælger at introducere dig til ham på den måde,” bemærkede Caroline og skodede smøgen.

”Måske. Måske ikke. Det kommer ikke dig ved,” snerrede Linea. Egentligt ikke fordi hun var sur, men fordi tårerne truede med at falde, hvis hun snakkede mere. Vreden ville måske holde dem tilbage til Caroline var gået.

”Næh, det gør det selvfølgelig ikke. Bare glem det.” Caroline trampede på smøgen og gik indenfor. Hun stoppede dog sig selv inden hun lukkede den store grønne dør efter sig. Hun vendte sig imod Linea og skulle til at sige noget, men ordene kom aldrig. I stedet ombestemte hun sig i allersidste øjeblik og efterlod Linea alene tilbage i gården.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...