The Snow Globes

December er ikke nogen sjov måned for Linea. Sidste år forsvandt hendes bedste veninde på selveste juleaften, og der har ikke været spor af hende siden.
Men da Linea vågner op første december og finder et uddrag af et digt på hendes bord begynder det forbudte håb alligevel at spire, og da hun modtager en snekugle, der virker til at være nøglen til hele mysteriet, bliver hun utroligt nysgerrig, men også utroligt bange. Hvad er det for en opgave som digtet prøver at fortælle hende om?
Alvoren i opgaven går dog langsomt op for hende og i desperationen for at finde svar opsøger hun drengen Lucca, som tilsyneladende er den eneste der kan hjælpe hende. Men det går hurtigt op for Linea at Chelina ikke er noget tilfældigt offer, og at hende og Lucca ikke er helt uskyldige. Er prisen for Chelinas liv overhovedet til at betale, og er Lucca overhovedet den som kan hjælpe hende?
Ting er ikke som de udgiver sig for at være og Linea opdager hurtigt at det ikke er alle svar hun ønsker at finde..

125Likes
212Kommentarer
4956Visninger
AA

7. 2. december - Del 3

 

2. december

Del 3

 

En vild lyst til at ringe til Lucie og sige undskyld for dagen før, satte sig i Linea mens hun cyklede hjem. Hun følte sig mere ensom end hun havde gjort i lang tid, og for en gangs skyld havde hun rent faktisk lyst til at være sammen med Lucie. Hun vidste, at hun ville lytte til hende.

Alligevel gjorde hun det ikke. Faktisk bestemte hun sig i stedet for at give Lucie lidt plads, og besluttede, at hun ville forsøge at finde nogle andre at være sammen med når hun kom i skole i morgen. Det ville måske i virkeligheden være godt for dem begge to.

Inderst inde vidste hun godt, at hun ville få kolde fødder og ende alene, hvis hun fuldførte den plan. Men det måtte blive et problem når hun nåede dertil. Hun kunne ikke tillade sig at bede Lucie om at lytte til hende efter hendes opførsel dagen før. Det var på tide at indse hvor dødsdømt deres venskab var, og altid havde været.

Linea stoppede op da hun nåede hjem. Egentligt havde hun ikke ret meget lyst til at gå ind og skulle til at forklare, hvorfor hun allerede kom så tidligt. Hvad skulle hun overhovedet sige? De ville jo alligevel ikke forstå det, det gjorde hun ikke engang selv.

En impulsiv beslutning fik hende til at springe op på cyklen og køre i retning af skoven i stedet for. Det var bare det bedste sted for hende, hvis hun skulle have ro til at tænke, hvilket hun skulle lige nu. Eller havde hun måske i virkeligheden brug for ikke at tænke? Ligemeget hvad så ville skoven stadig være det bedste sted.

Hun cyklede ned ad den velkendte grussti, og drejede af da den snævrede ind, og blev til en dyresti. Hun fandt det gamle egetræ, som hende og Patrcia havde elsket lige siden det fandt det for nogle år siden. Det var perfekt at klatre i, og alle de store diskussioner og vigitge beslutninger var taget i toppen af dette træ.

Linea havde stadig træningstøj på, og var efterhånden ved at blive godt gennemkold, men hun havde ikke tænkt over det før nu. Hun så sig hurtigt omkring, og besluttede sig så for hurtigt at skifte tøj, inden hun klatrede op. Sandsynligheden for, at der ville komme nogen, var alligevel minimal.

Hun trak alt sit hverdagstøj op ad sportstasken og lagde den hen over en af de lavt hængende grene, hvorefter hun skyndte sig at klæde sig af, og tage hverdagstøjet på. Herefter måtte hun lige bruge lidt tid på at putte sig ind i sin jakke, men hun fik hurtigt varmen igen. Decemberkulden var heldigvis ikke trådt ind for alvor, ikke endnu.

Vintertøj var ikke ideelt for hende at klatre i, men de tætsiddende grene i det elskede egetræ gjorde det alligevel let for hende. Få minutter senere sad hun et par meter oppe, og skuede tænksomt ud over de nedeste trætoppe, imens hun spekulerede på, om hun nogensinde ville have lyst til at kravle ned igen.

 

*

 

Et par timer senere trådte Linea ind af hoveddøren til sit hus og følte sig utroligt træt i hovedet. Selvom hun elskede at sidde i det store træ så blev hun utroligt sløv af det, og selvom cykelturen hjem havde livet hende en lille smule op, så havde hun stadig mest lyst til bare at gå op i sin seng og sove, selvom klokken ikke var mere end tre om eftermiddagen. Hun var træt af at tænke og spekulere.

”Jeg har ryddet op på dit værelse, for jeg glemte selvfølgelig at sige til dig at vi fik gæster til aftensmad,” informerede hendes mor, da Linea havde hængt sin jakke fra sig, og var kommet ind i stuen.

”Tak,” smilede hun. Det var sjældent at hendes mor gjorde sådanne ting for hende, og hun havde en lille smule dårlig samvittighed over, at hun ikke havde kunnet hjælpe. Men det var forsent nu.

”Forresten, så har Patricia altså ret, hun viste mig snekuglen i din skuffe. Den er virkelig smuk med det juletræ i. Hvor har du den egentlig fra?” Miranda følte sig nødt til at spørge. Den havde været så smuk at hun nærmest ikke kunne glemme den igen. En lignende en ville se flot ud på deres pyntehylde ved juletid.

Linea stoppede op midt i en bevægelse, og så på sin mor med forskrækkede øjne. Lynhurtigt var hun oppe på sin værelse, og gav sig for fjerde gang den dag til at studere snekuglen.

Men det var altså stadig en dreng og en hund, som stod inde i den. Der var ikke noget smukt juletræ.

 

Linea havde ret. Der var ikke noget juletræ i snekuglen. I virkeligheden var der slet ikke noget i den, for den var ikke andet en illusion, som alle almindelige mennesker så på samme måde. Nemlig i form af et juletræ.

Men Linea og Chelina så begge en asiatisk dreng og hans hund. Og det var præcis ham der ville få størst betydning for Linea. Ham, der vil guide hende til at fuldføre en opgave, der meget nemt kunne lede hende direkte i den sorte død. Præcis som skæbnen ville det..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...