The Snow Globes

December er ikke nogen sjov måned for Linea. Sidste år forsvandt hendes bedste veninde på selveste juleaften, og der har ikke været spor af hende siden.
Men da Linea vågner op første december og finder et uddrag af et digt på hendes bord begynder det forbudte håb alligevel at spire, og da hun modtager en snekugle, der virker til at være nøglen til hele mysteriet, bliver hun utroligt nysgerrig, men også utroligt bange. Hvad er det for en opgave som digtet prøver at fortælle hende om?
Alvoren i opgaven går dog langsomt op for hende og i desperationen for at finde svar opsøger hun drengen Lucca, som tilsyneladende er den eneste der kan hjælpe hende. Men det går hurtigt op for Linea at Chelina ikke er noget tilfældigt offer, og at hende og Lucca ikke er helt uskyldige. Er prisen for Chelinas liv overhovedet til at betale, og er Lucca overhovedet den som kan hjælpe hende?
Ting er ikke som de udgiver sig for at være og Linea opdager hurtigt at det ikke er alle svar hun ønsker at finde..

125Likes
211Kommentarer
5235Visninger
AA

6. 2. december - Del 2

 

2. december

Del 2

 

Linea var løbet op på sit værelse hele to gange imens de havde spist morgenmad, blot for at tjekke, at hun ikke havde set syner. Men hver gang måtte hun konstatere, at det stadig var drengen og hunden som hun så i snekuglen. Ikke noget pyntet juletræ.

Det brændte i hende efter at spørge Patricia om hun ikke ville se efter igen, men hun tog sig selv i det hver gang. Det ville virke totalt underligt, når nu hun lige havde været så hemmeligsfuld omkring den, at hun pludselig ville have hende til at se den igen. Og hvad ville hun måske få ud af det? Det var jo en dreng og en hund, det havde hun jo selv set så mange gange nu. Det måtte være Patricia, der havde taget fejl. Det var ikke andre muligheder.

”Husk nu, at du skal til kamp i dag.” Miranda tog den tomme morgenmadstallerken fra Linea, og satte den ind i opvaskemaskinen. Linea måtte undertrykke et lille suk. Hun havde fuldstændigt glemt det.

”Hvad tid var det nu?” spurgte hun tungt.

”I skal spille klokken ti. Det var i hvert fald det du sagde til mig.”

Linea spejdede op i mod det store ur, der hang i køkkenet, og fik lynhurtigt meget travlt. Der var kun en halv time til og hun havde ikke engang fået pakket sit tøj.

”Hvorfor har du ikke sagt det?!” snerrede hun en smule vredt, men fortrød det med det samme.

”Jeg troede da selv du holdt styr på det,” svarede Miranda irriteret tilbage og gav sig til at tørre bordet af. ”Det er da ikke mit ansvar.”

Linea rystede irriteret på hovedet og opgav at komme med et modsvar. Hendes mor havde trods alt ret.

Hun rejste sig så hurtigt fra sin stol, at den kurede nogle centimer henad gulvet, og spænede op ad trappen. Hurtigt fik hun flået sit tøj ud af skabet, stoppet det ned i en sporstaske, og sprunget i noget tilfældigt tøj, der var smidt rundt omkring på gulvet, hvorefter hun løb ned igen, og ud af døren. Tandbørstningen og ordning af hår måtte blive i omklædningsrummet.

”God kamp!” råbte Patricia med munden fuld af chokolademad, lige inden Linea smækkede døren i, og løb ned ad den lille trappe på verandaen, hvorefter hun hurtigt fik låst sin cykel op og spændt sin taske forsvarligt fast på bagagebægeret.

Linea havde spillet håndboldt lige så længe hun kunne huske. Det var aldrig lykkedes hende at blive særligt god til det, men hun holdt alligvel meget af det. Det var Chelina, der i sin tid havde fået hende overtalt til at starte på hendes hold, og pigerne havde alle sammen været så søde mod hende, at hun, selvom hun var elendig til at gribe en boldt, havde sagt ja til at starte på holdet.

Problemet med at gribe boldten havde hun efterhånden fået styr på, men længere kom hun heller ikke rigtigt. Ikke fordi hun ikke kunne, men hun havde ikke overskud til at træne ordentligt mere. Hun var faktisk ikke helt selv klar over, hvad der stadig fik hende til at stå op klokken ni hver anden søndag, og tage ud for at være tilskuer til en kamp. Efter at Chelina var forsvundet og der ikke længere var nogen til at forsvare hende, så havde hendes træner, Jason, efterhånden opgivet at lade hende spille. På trods af, at han var en sød mand med et godt hjerte, så ønskede han at holdet vandt. Og det skete aldrig, hvis Linea fik noget tid på banen. Ikke mere i hvert fald.

Linea var godt klar over, at hun ikke var særligt velset på holdet længere, men hun følte heller ikke, at hun kunne overskue at stoppe. Det betød stadig noget for hende, at tage med over og heppe, også selvom hun ikke var glad hvis de vandt, eller skuffet hvis de tabte. Inderst inde var hun ligeglad med kampens resultat. Det var Chelinas ånd, der betød noget. Som om at hun næsten kunne høre hende grine med, når holdet vandt, og når holdet tabte, kunne hun høre, hvordan hun brokkede sig over den uretfærdige dommer, og den store modspiller, som havde tacklet hende.

Den del af Chelina ville forsvinde for hende for altid, hvis hun stoppede. Tanken var næsten ikke til at bære, og hun begyndte næsten at græde hver gang hun tænkte på det. Også selvom hun godt var klar over, hvor latterligt det var.

 

*

 

Omklædningsrummet var fuldt pyntet med gran og små nisser i alle kroge. Synet og stemningen fik Linea til at føle sig dårligt tilpas, og hun prøvede så vidst muligt ikke at fokusere på det, men det ville ikke rigtigt lykkedes. Julen ville jage hende hele december. Om hun ville det eller ej.

Den første person som Linea fik øje på, da hun trådte ind, var den nye pige. Hendes knaldrøde hår lyste op som en projektør, og da hun så op og lod sine grønne øjne møde Lineas, smilede hun og rakte hånden frem.

”Hej. Jeg hedder Caroline, og jeg er ny på holdet. Hvad hedder du?” spurgte hun. Hendes stemme var utroligt lys, og passede slet ikke til hendes udseende. De store overarme og det selvsikre smil gav Linea indtryk af, at hun var typen, der havde styr på tingene, og hun var garanteret en dygtig spiller.

Hun tog hendes hånd og trykkede den, imens hun mærkede hvordan rødmen blussede op på hendes kinder. Det føltes så underligt og formelt at sige hej til nogen på den måde.

”Jeg hedder Linea,” svarede hun og trak hånden til sig igen, imens hun satte sin taske fra sig, og begyndte at tage sit tøj op. Der var et eller andet ved Caroline som hun bestemt ikke kunne lide, men hun kunne ikke sætte en finger på hvad det var. Hun gjorde hende utryg.

”Tag dig sammen,” mumlede hun irriteret for sig selv, og fokuserede på sit tøj, imens hun forsøgte at finde på noget klogt at begynde en samtale med. Hendes mors peptalk omkring at det ville være godt for hende med nogle flere venner kørte rundt i hendes hoved uden, at den rigtigt gav mening. Hun havde det da fint som det var?

”Er du god?”

Linea så overrasket op.

”Ja, til at spille?” fortsatte Caroline sit spørgsmål, da hun så Lineas undren.

”Ehh..” begyndte hun uden at ane, hvordan hun skulle fortsætte. Det ville lyde utroligt dumt at svare nej, men alt andet ville være at lyve. Det kunne hun ikke når alle hendes holdkammerater stod i det samme rum og sandsynligvis hørte efter alt, hvad der blev sagt. ”Der er mange der er bedre end mig..” fortsatte hun usikkert.

”Jeg har hørt lidt om, at du skulle være kommet lidt ud af form på det seneste. Jeg vil gerne hjælpe dig, hvis du mangler en at træne med?” Hun smilede. Det så alt for ægte ud. De andre på holdet stivnede pludselig midt i deres bevægelser, og kunne ikke længere skjule deres interesse. Linea var ret sikker på, at de fleste af dem havde hørt hele samtalen.

Hvis hun kunne tabe sin underkæbe mere end hun allerede havde gjort ved det forrige spørgsmål, så var det sket. Hvad i al verden gik det her ud på? Inden hun nåede at finde ud af hvad hun skulle svare, gjorde Caroline det selv.

”Vi kan også lade være.” Hun så stift ned, imens pakkede sit hverdagstøj ned i sin taske. Tilsyneladende uden at bemærke at alle stirrede på hende. ”Jeg går ud nu, kampen starter om lidt, så jeg ville skynde mig, hvis jeg var dig.”

”Jeg..” Døren til omklædningsrummet smækkede i inden Linea nåede at sige mere. Hun var den sidste, der stod tilbage, for alle de andre var fulgt efter Caroline, og pludselig indså hun hvor dumt det hele var. Hun følte sig helt tom indeni da hun stod der helt alene tilbage. Som om Caroline bare havde efterladt hende. Som om de alle sammen bare havde efterladt hende. Men det havde hun jo selv været skyld i.

Hvorfor blev hun ved med at komme her og prøve at være social, når det virkede til at ende sådan her hver gang hun forsøgte? Ikke en gang en ny pige på holdet, som garanteret bare ville hjælpe hende, kunne hun opføre sig pænt over for.

Med et irriteret suk smed hun sin sportstaske over skulderen, og i stedet for at gå ud i hallen, tog hun bagdøren, der førte om til cykelstativerne.

Der var jo alligevel ikke nogen, der ville savne hende til kampen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...