The Snow Globes

December er ikke nogen sjov måned for Linea. Sidste år forsvandt hendes bedste veninde på selveste juleaften, og der har ikke været spor af hende siden.
Men da Linea vågner op første december og finder et uddrag af et digt på hendes bord begynder det forbudte håb alligevel at spire, og da hun modtager en snekugle, der virker til at være nøglen til hele mysteriet, bliver hun utroligt nysgerrig, men også utroligt bange. Hvad er det for en opgave som digtet prøver at fortælle hende om?
Alvoren i opgaven går dog langsomt op for hende og i desperationen for at finde svar opsøger hun drengen Lucca, som tilsyneladende er den eneste der kan hjælpe hende. Men det går hurtigt op for Linea at Chelina ikke er noget tilfældigt offer, og at hende og Lucca ikke er helt uskyldige. Er prisen for Chelinas liv overhovedet til at betale, og er Lucca overhovedet den som kan hjælpe hende?
Ting er ikke som de udgiver sig for at være og Linea opdager hurtigt at det ikke er alle svar hun ønsker at finde..

125Likes
211Kommentarer
5192Visninger
AA

5. 2. december - Del 1

 

2. december

Del 1

 

Det gav et sæt i Linea, da hun slog øjnene op, og inden hun nåede at komme til sig selv var hun nærmest kravlet helt ud af sin seng, og var meget tæt at på at ende nede på gulvet. Gispende rejste hun sig op, og begyndte at gå baglæns hen imod døren til værelset, imens hendes blik var fastklæbet til den underlige varme bule, der havde ligget ved siden af hende. Den var helt gemt væk under hendes ene dyne, og hun kunne på ingen måde se, hvem det var, andet end at det var en person, der ikke var særligt høj. Hendes trætte hjerne forestillede sig hurtigt alle mulige skrækscenarier og hun forestillede sig slet ikke at den lille bule kunne være ganske ufarlig og ganske velkendt.

Febrilsk forsøgte hun at tænkte sig om, men der var ikke en forklaring, der ville give mening. Hun kunne ikke huske at der var kommet nogen ind til hende i løbet af natten. Det var der aldrig nogen, der plejede at gøre.

Som hun langsomt blev mere vågen og klar i hovedet, stoppede hun sig selv og trak vejret dybt. I stedet for at gå i panik stirrede hun blot fast på skikkelsen, der var helt gemt under dynen, imens hun forsigtigt nærmede sig sin seng igen. Med spidsen af to rystende fingre fik hun fat i hjørnet af dynen og trak forsigtigt til.

En velkendt træt klynken fik hende endelig til at ånde lettet op og slappe af igen. Hun gav slip på dynen og satte sig på sengenkanten, imens hun så undrende på sin trætte lillesøster, og forsøgte at forklare sig selv, hvorfor hun dog var blevet så forskrækket. Burde hun ikke instiktivt have vidst, at det nok ikke lige var en seriemorder, der gemte sig under hendes dyne? Hun kunne ikke lade være med at grine lidt af sig selv, selvom hendes hjerte stadig slog utroligt hårdt, og hendes håndflader var helt våde af sved.

”Hvorfor gjorde du det?” spurgte Patricia træt og trak igen dynen om omkring sig. Hun vendte sig imod Linea og gned sine øjne. ”Er det sent, siden du vækkede mig?”

Lineas blik søgte hendes mobil, der lå på hendes natbord og hun trykkede på knappen i toppen, så displayet lyste op. Klokken var ikke mere end otte.

”Jeg kan slet ikke huske, hvornår du kom herind?” Hun så spørgende på Patricia og lagde mobiltelefonen fra sig igen. ”Og undskyld at jeg fik vækket dig. Du må gerne sove videre, hvis du vil,” tilføjede hun med et smil, og klappede oven på dynen, der dækkede Patricia.

”Der var nogen på mit værelse igen,” forklarede Patricia og rystede ved tanken om mindet. Hun var vågnet ved lyden af skridtene, som havde været der igen, og selvom hun kun havde hørt dem et kort øjeblik, så havde hun slet ikke kunnet falde til ro igen. ”Jeg kunne ikke se noget, men jeg kunne høre det. Ligesom i går. Der var skridt.” Hvert ord virkede som en kamp, og Patricia puttede sig længere og længere ind i sin dyne for hvert ord. Hun måtte gøre alt for at holde på de angste tårer, der stædigt truede med at løbe fra hende.

Linea rykkede tættere på hende, og prøvede at fange de skræmte blå øjne, der lignede hendes egne så meget, at det næsten føltes som at kigge sin selv i spejlet. Hun var ikke rigtigt klar over, hvad hun skulle sige, for at hjælpe. Det ville absolut ikke nytte at begynde at blive mistroisk, men hun kunne heller ikke helt få sig selv til at tro på det. Der måtte være et eller andet, der havde lydt som skridt eller noget, der havde skræmt hendes søster. Men hvad? Og hvorfor?

”Skal vi gå ned og få noget morgenmad, eller vil du gerne sove videre?” sprugte hun, og Patricia svarede hende ved at sætte sig op, og hoppe ned fra den store seng. Tanken om at skulle sove videre alene skræmte hende, men hun prøvede ihærdigt at skjule det.

”Det er søndag i dag ikke?”

”Jo?” Linea så spørgende på hendes søster, der lyste op i et kæmpe smil.

”Så er der adventsgaver!” Hun åbnede døren og satte i løb ned ad trappen. Den knirkede under hendes hurtige og lette skridt. Hun lukkede den søde spænding ind i kroppen og forsøgte at bruge den til at udviske mindet om den skræmmende nat.

”Pas nu på du ikke falder!” råbte Linea, og skyndte sig efter hende. Det var først da hun var nået ud til trappen og allerede havde taget de første par trin ned, at hun stoppede sig selv og småløb tilbage til sit værelse igen. Hun fandt hurtigt Twillightbogen, og løftede den forsigtigt. Ikke helt sikker på om hun ville finde noget, eller om hun overhovedet havde lyst til at finde noget.

Hun var dog slet ikke overrasket da hun så at endnu en lille slidt papirlap var lagt ind under den store bog. Præcis som dagen før var den sirligt foldet sammen, og hendes fingre rystede svagt da hun foldede den ud og læste ordene højt for sig selv.

 

Snekuglen er givet

Udvis forsigtighed

Kilden er motivet

Drengen vil lede dig hid

 

Hun så sig undrende om i værelset, og opdagede hurtigt den lille snekugle, der stod på hendes skrivebord. På to skridt var hun derovre, og hun studerede den forsigtigt, imens hun omhyggeligt sørgede for, at hun ikke ville komme til at røre ved den.

Hun havde, før denne, kun set snekugler med julemotiver i, men det var ikke det, der var i denne. I denne stod i stedet en asiatisk udseende dreng, som så meget krigerisk og stålfast ud. Han havde en hvid slædehund ved sin side, og det så ud som om de havde fået øje på et eller andet, der truede dem, men som ikke var i snekuglen.

Lineas hjerte hamrede da hun langsomt fandt sammenhængene imellem den lille seddel og snekuglen. Var det mon den dreng, der skulle hjælpe hende? Med hvad? Hvordan kunne han det, når han blot var en figur? Hvem havde givet hende snekuglen? Hvorfor?

”Hvor er den smuk!” Patricias begejstrede stemme trak brat Linea tilbage til virkeligheden, og i ren refleks fløj hun op, og stilte sig i vejen, så Patricia ikke længere kunne se snekuglen. ”Hvad er der i vejen?” spurgte hun undrende, da hun så Lineas reaktion. ”Må jeg ikke se den?”

”Nej,” svarede Linea kort, og satte forsigtigt snekuglen ned i sin skrivebordskuffe. ”Lad os gå ned og spise nu.”

”Okay.” Patricia så skuffet ned, men fulgte med, da Linea nærmest skubbede hende ud af værelset, og sørgede for at lukke døren efter dem. ”Det var ellers virkelig et pænt juletræ, der var i den. Er det en julegave?” spurgte hun da de var på vej ned af trappen.

Linea stoppede så brat op, at Patricia var tæt på at gå direkte ind i hende, og vendte sig om imod sin uvidende lillesøster.

”Juletræ?” Hun så spørgende på hende. ”Der var da ikke noget juletræ i den?”

”Nu holder du op. Så meget nåede jeg altså at se. Det var så smukt pyntet.” Hun gengældte det spørgende blik. ”Gå nu, så jeg ikke falder,” fortsatte hun, og i stedet for at vente på svar gik hun uden om Linea og småløb ned i køkkenet. Tilbage på trappen stod hendes storesøster blot og lignede et stort spørgsmålstegn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...