The Snow Globes

December er ikke nogen sjov måned for Linea. Sidste år forsvandt hendes bedste veninde på selveste juleaften, og der har ikke været spor af hende siden.
Men da Linea vågner op første december og finder et uddrag af et digt på hendes bord begynder det forbudte håb alligevel at spire, og da hun modtager en snekugle, der virker til at være nøglen til hele mysteriet, bliver hun utroligt nysgerrig, men også utroligt bange. Hvad er det for en opgave som digtet prøver at fortælle hende om?
Alvoren i opgaven går dog langsomt op for hende og i desperationen for at finde svar opsøger hun drengen Lucca, som tilsyneladende er den eneste der kan hjælpe hende. Men det går hurtigt op for Linea at Chelina ikke er noget tilfældigt offer, og at hende og Lucca ikke er helt uskyldige. Er prisen for Chelinas liv overhovedet til at betale, og er Lucca overhovedet den som kan hjælpe hende?
Ting er ikke som de udgiver sig for at være og Linea opdager hurtigt at det ikke er alle svar hun ønsker at finde..

125Likes
212Kommentarer
4961Visninger
AA

33. 11. december - Del 4

 

Kapitel 21 er skrevet lidt om. Linea er nu er Sommerbarn fordi hun nedstammer fra den originale sommerfamilie og ikke fordi hun er født på Vintersvej. Ellers ville det sidste nye kapitel heller ikke give mening. Lidt overrasket over at ingen har påpeget det. :)

____________________________________________________________________

 

11. december 

Del 4

 

 

 ”Vil du fortælle mig om det?” Lucca greb ud efter Lineas hånd, men stoppede sig selv inden han nåede den. Linea var ikke helt klar over hvorfor, men hun gættede på at det var det faktum at hun alligevel ikke ville kunne mærke ham, der holdt ham tilbage. Det var som om, at jo mere de snakkede sammen, jo mere blød blev Lucca. Og det gik overraskende stærkt.

Linea tog en dyb indåndning, men vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle sige. ”Der er egentlig ikke så meget at fortælle om,” mumlede hun stille. ”Jeg ved ikke hvem min biologiske far er, men jeg ved, at det ikke er ham der bor hjemme hos os, selvom det er det jeg hver dag prøver at forestille mig.”

”Hvordan kan det være at du ikke ved noget om, hvem han er?” spurgte Lucca og mødte hendes blik med de nøddebrune asiatiske øjne. Linea kunne ikke lide at gengælde det. Det føltes ikke rart at se lige i gennem ham. Alligevel havde hans øjne en eller anden evne, der gjorde at hun havde svært ved at undgå dem.

”Jeg har aldrig spurgt,” svarede hun stille og fortrød pludselig at hun havde bragt emnet op. Hun ville ikke snakke om det. Slet ikke med en dreng hun ikke kendte. Hvorfor skulle hun det?

”Det må i hvert fald være din far, der så på en eller anden måde nedstammer fra det originale sommerbarn.” Lucca stirrede fokuserede ind ind i væggen, men det var tydeligt at hans tanker var langt væk. Linea gøs en lille smule. En skræmmende tanke var pludselig slået ned i hende.

”Lucca..” begyndte hun forsigtig. Ikke helt sikker på at det hun skulle til at spørge ham om, var noget hun burde nævne. ”Hvad nu hvis det ikke bare er en tiptiptipoldemor mig og Chelina har tilfælles..?” spurgte hun ængsteligt.

”Hvad mener du?” spurgte Lucca.

”Jeg mener bare..” Linea tøvede. ”Hvis nu at både Chelina og jeg er sommerbørn fordi vi.. Vi i virkeligheden har samme far?” Tanken gav Linea kvalme. Det gjorde ondt bare at tænke på. Kunne hendes mor virkelig finde på at skjule så stor en hemmelighed for hende?

”Det er muligt,” svarede Lucca ærligt og trak på skuldrene. ”Hvordan ved du egentlig at dig og Patricias far ikke er den samme?”

Linea gøs og tøvede let inden hun svarede. Det var absolut ikke et minde hun havde lyst til at genopfriske, og bare det at betro sig til Lucca var svært nok for hende. Men hun vidste godt at hun var nødt til det. For Patricias skyld. Og egentlig også for sin egen.

”Jeg fik taget en blodprøve for nogle år siden i forbindelse med noget allergi,” mumlede hun. ”Lægen havde mine forældres journaler liggende, og min blodtype matchede ikke. Han nævte det ikke, men jeg har haft nok biologi i skolen til at regne det ud.”

”Tilgiv mig, hvis jeg graver for dybt nu,” begyndte Lucca forsigtigt. ”Men hvorfor spurgte du ikke ind til det?”

”Fordi jeg ikke vil vide det!” Linea rejste sig vredt op, og den første frustrerede tåre fandt langsomt og forsigtigt vej ned af hendes kind. ”Og det er ikke vigtigt. Pointen er at jeg ikke aner, hvem min far er, men at han sandsynligvis ikke er den, jeg før i tiden troede. Og hvad betyder det egentligt? Min far vil altid være min far, også selv det så ikke var ham der..” Hun stoppede sig selv uden at vide hvordan hun skulle fuldføre sin sætning. En meget akavet stilhed opstod, og pludselig, uden varsel, begyndte Lucca at le meget stille.

”Hvad er det der er så sjovt?” snerrede Linea uden helt selv at kunne lade være med at trække på smilebåndet.

”Jeg undrede mig bare lidt over, hvordan du helt præcist ville have tænkt dig at fuldføre den sætning,” smågrinede han, imens han tydeligt prøvede at læse Linea. Hun kunne godt se, at han var lidt i tvivl om det var okay at grine.

Linea grinede dog med ham. Situationen var alvorlig, ja, men det føltes så befriende for hende bare at give efter for latteren, selvom hun ikke selv var i stand til definere, hvad det overhovedet var, hun grinte af. Egentlig var hun så forvirret og frustreret, at intet kunne være rigtigt sjovt lige nu.

Derfor gik der heller ikke længe før den kunstige, nærmest uhyggelige, latter forvandlede sig til gråd. Langsomt, men sikkert, begyndte tårerne at trille hurtigere og latteren blev til hulken, imens hun stille faldt sammen på gulvet. Lucca kom hurtigt på benene og satte sig på hug ved siden af hende, imens han lagde en hånd på hendes skulder.

”Er du okay?” spurgte han forsigtigt. Linea så op, og flyttede sig en smule for hurtigt, da hun så hånden på sin skulder. Det var alt for ubehageligt, at hun ikke kunne mærke den. Lucca trak den med det samme til sig, og så en smule skamfuld ud.

”Jaja,” hviskede hun hæst og satte sig op på sengen igen. Hun prøvede at få en smule samling på sig selv, inden hun igen åbnede munden. ”Men hvad er det så helt præcist vi skal gøre nu?”

”Som du nok opdagede så tror Equinox at han skal bruge dig i live, og derfor har han ikke gjort dig noget. Endnu,” begyndte Lucca og satte sig op ved siden af Linea. Han sørgede omhyggeligt for at holde så meget afstand at de ikke rørte hinanden. ”Der går dog desværre ikke ret længe inden han opdager, at du er meget farlig for ham, og når det går op for ham, er jeg ikke længere sikker på, at du er i sikkerhed. Derfor har vi en smule travlt.”

”Hvad er det helt præcist Equinox tror han kan bruge mig til?”

”Han tror at fordi du er efterkommer af kilden til hans livskraft, så kan han, ved at ofre dig sammen med de 100 mennesker i snekuglerne, vinde kræfter nok til aldrig at skulle indsamle folk i snekugler igen. Den forklaring kunne jeg få til at passe på de fleste ting, som Equinox ved, men han er bestemt ikke dum. Jeg ved, at han ikke stoler på mig, og på et eller andet tidspunkt skal det nok gå op for ham, at selvom jeg har ret, så har jeg også ret i at du er meget farlig for ham, så længe du er hernede og har fri adgang til at gå rundt. Det må han for alt i verden ikke finde ud af, det gælder om at vinde alt den tid vi kan.”

”Hvad er det helt præcis vi skal bruge tid til?”

”Til at finde Livets Vand. Uden det får vi aldrig kræfter nok til gøre det af med ham.”

”Har vi et sted at starte? Et eller andet form for spor?” spurgte Linea, men der var ikke meget håb at spore i hendes stemme. Hun kendte allerede godt svaret.

Lucca sukkede. ”Det var så der jeg håbede, at du kunne byde ind med noget. Normalt får sommerbørnene en eller anden form for hjælp når det er tid til at de skal udføre deres opgave. Og sepcielt de sidste gaver er meget vigtige.”

Lineas puls steg en anelse da hun kom til at tænke på digtene. Hun havde heldigvis husket at få dem med, men hun var stadig ikke sikker på om hun skulle fortælle Lucca om dem. Hun vidste ikke helt, hvad der holdt hende tilbage, men der var noget. Og hun ville ikke betræde kanten før hun var sikker.

”Jeg troede, at du var min hjælp?” spurgte hun en smule for uskyldigt.

”Linea tænk dig nu om,” bad Lucca. ”Har der ikke været et tegn nogen steder? Heller ikke et du måske bare har overset?”

Linea rystede træt på hovedet. Hun havde ikke længere nogen idé om hvad klokken var, men hun havde det som om hun havde været vågen i alt for mange timer. Det forfærdelige blå lys trættede hendes øjne, og tankerne svævede hvileløst rundt. Hendes arme føltes som spaghetti, og lige meget, hvordan hun forsøgte, så ville ingen af hendes forskruede tanker stå klart frem. Hun havde ondt i sit hoved, og hun orkede ikke mere. Hendes krop prøvede forgæves at fortælle hende at hun havde fået nok infomation og eventyr for en dag, men hun var for stædig til at give op. Hvis det var rigtigt, hvad Lucca sagde, og deres tid virkelig var så sparsom, så var der ikke mulighed for at hun kunne slappe af foreløbig.

Lucca sendte hende et opgivende blik. ”Vi kommer ikke videre uden et tegn. Det er ikke hvem som helst der får spor til at finde noget så værdigfuldt som Livets Vand. Jeg tror det bedste vi kan gøre lige nu er at jeg viser dig det sted du skal sove og så holder du et vågent øje med alting. Jeg henter dig i morgen tidlig, og så må vi søge videre derfra. Vi har begge brug for hvile, hvis vi skal tænke klart.”

Linea nikkede uden helt at ville det. Langsomt, men sikkert havde hendes indstinker overtaget hendes krop, og hun var ikke længere helt herre over hvad der skete omkring hende. Trætheden havde sneet sig ind under huden på hende, og hun var ikke længere i stand til at undslippe den.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...