The Snow Globes

December er ikke nogen sjov måned for Linea. Sidste år forsvandt hendes bedste veninde på selveste juleaften, og der har ikke været spor af hende siden.
Men da Linea vågner op første december og finder et uddrag af et digt på hendes bord begynder det forbudte håb alligevel at spire, og da hun modtager en snekugle, der virker til at være nøglen til hele mysteriet, bliver hun utroligt nysgerrig, men også utroligt bange. Hvad er det for en opgave som digtet prøver at fortælle hende om?
Alvoren i opgaven går dog langsomt op for hende og i desperationen for at finde svar opsøger hun drengen Lucca, som tilsyneladende er den eneste der kan hjælpe hende. Men det går hurtigt op for Linea at Chelina ikke er noget tilfældigt offer, og at hende og Lucca ikke er helt uskyldige. Er prisen for Chelinas liv overhovedet til at betale, og er Lucca overhovedet den som kan hjælpe hende?
Ting er ikke som de udgiver sig for at være og Linea opdager hurtigt at det ikke er alle svar hun ønsker at finde..

125Likes
211Kommentarer
5236Visninger
AA

32. 11. december - Del 3

 

11. december

Del 3

 

Rummet mindede mest af alt Linea om en fængselscelle. Der var ikke andet derinde end et lille skrivebord, to stole og en seng med et uldtæppe på. Hun kunne ikke lade være med at få en smule ondt af Lucca. Var han bare fanget herinde? Eller var han inde i snekuglen? Eller begge dele? Havde han overhovedet et sted, hvor han hørte til?

”Bor du her?” spurgte hun nærmest forfærdet og pillede ved en bog, der lå på det lille skrivebord. Også dens titel var skrevet med de bogstaver, som hun ikke forstod.

”Det kan man vel godt sige,” mumlede Lucca, og satte sig tungt ned på den lille seng. Den gav knirkende efter for hans vægt, og et øjeblik var Linea bange for, at den ville falde sammen under ham, men det gjorde den heldigvis ikke. Sengen var gammel og rusten, og Linea tvivlede på om man overhovedet ville få lukket et øje, hvis man skulle tilbringe en nat i den.

”Vil du ikke nok forklare mig lidt mere om alt det her?” Linea tryglede nærmest. Hun følte sig alt for bange og uvidende, og før hun vidste bare en lille smule, så kunne hun aldrig være helt sikker på at det havde været den rigtige beslutning at løbe denne risiko.

”Jeg ved, hvor Patricia er,” svarede Lucca uventet. Den altafgørende oplysning, der pludselig blev smidt, fik det til at gippe i Linea.

”Du gør.. Hvad? Hvor?!” Linea blev rastløs, og var allerede halvt på vej ud af det deprimerende værelse igen. Der var jo ingen tid at spilde, når nu det var så let. Hvis det altså overhovedet var det. Hun måtte hurtigt indrømme over for sig selv at det slet ikke lød sådan.

”Stop!” Luccas høje og klare stemme fik øjeblikkeligt Linea til at stoppe, inden hun nåede nogensteder. ”Hun er i rummet med de 99 snekugler. Du ved, dem som Equninox skal bruge.”

”Jamen så kom dog! Vi skal finde hende, så jeg kan få hende med hjem!” Linea var hurtigt blevet meget utålmodig. Faktisk næsten hysterisk. Hvorfor sad han bare der og gloede tomt ud i luften, hvis han vidste så meget?

”De snekugler ligger sjovt nok ikke bare så alle og enhver kan gå ind og få fat i dem. Hvor dum tror du Equinox er? Du bliver nødt til at lytte lidt.” Lucca rejste sig irriteret op. ”Rummet er lukket af med hans livskraft. Der er ingen dør, intet lys, og intet varme. Kun ved at have magten over hans livskraft, eller få hans tilladelse, kan man komme derind. Mit forslag er, at vi forsøger at åbne den første mulighed.”

”Men hvordan får man magten over Equinox livskraft?” spurgte Linea en smule ængsteligt og skingert. Ikke helt sikker på om hun rent faktisk havde lyst til at høre svaret.

”Shhh!” Lucca åbnede den dør de begge var kommet ind af, og kiggede op og ned ad gangen, som om han ville tjekke om der stod nogen udenfor. Da han var tilfreds med, hvad han havde set, lukkede han døren igen og låste den. ”Du må forstå, at jeg løber en ret så stor risiko ved at gøre det her. Du kan ikke forvente at få alt serveret på et sølvfad.”

Den bemærkning slog hårdt på den fortvivlede Linea. Skulle Lucca ikke forestille at være hendes ven? Hvorfor gjorde han overhovedet det her, hvis han ikke ville? Ville han ikke gerne være fri?

”Det gør jeg da heller ikke,” svarede hun stædigt igen. Hun vidste alt for godt, at det i denne verden gjaldt om at være stærk og holde fast. Og hun ville blive ved ind til hendes hjerte bristede. For Patricias skyld. ”Men uden din hjælp kan jeg intet gøre. Og så får du heller ikke din frihed.”

Lucca mumlede noget utydeligt for sig selv, men hævede så stemmen lidt igen. ”Vi skal dræbe Equinox for at få adgang til snekuglerne. Lige som jeg fortalte dig da vi var på dit værelse.”

”Men der sagde du ikke noget om, at min lillesøster var i en af snekuglerne?!” Linea mærkede hvordan de varme tårer steg op i hendes øjne. Hvordan kunne nogen gøre noget så grumt imod hendes stakkels uskyldige lillesøster? Hun var for pokker da kun et barn! ”Så havde jeg jo ikke tøvet med at følge efter dig.”

”Jeg vidste ikke, at hun var der på det tidspunkt,” sukkede Lucca. ”Jeg vidste i virkeligheden slet ikke om hendes forsvinden havde noget med Equinox at gøre. Det var bare noget jeg antog, fordi alt andet virkede lidt for tilfældigt.”

”Men hvad vil Equinox med min søster, og hvordan ved du at han har hende?” spurgte Linea lavt, og forsøgte af alt magt at holde sammen på sig selv. Hun kunne ikke knække allerede nu. Det måtte for alt i verden ikke ske.

”Han har sagt at han har fanget en hel speciel pige, fordi han var så forblændet af magtrus, at han vidst ikke helt tænkte over, hvad han slygede ud. Jeg er dog ikke helt sikker på, at det er din søster. Først troede jeg at hun blot var det sidste menneske han manglede for at have de hundrede snekugler, men da jeg opdagede at du også manglede din søster blev det hele lidt for tilfældigt.”

”Hvad mener du?” snøftede Linea.

”Din lillesøster er ikke bare et tilfældigt offer, Linea. Hun er et gidsel.”

”Et gidsel?”

”Han brugte hende til at lokke dig herned, tror jeg. Han har åbenbart fundet ud af, at du kan være en trussel for ham, så han vil gøre det af med dig.” Linea lagde mærkede til hvordan han lavede eftertryg på ordene ”tror jeg”. Han var ikke sikker. Men det lød nu desværre alligevel alt for logisk.

”Men hvis han vil have fat i mig, hvorfor tog han så ikke bare mig i stedet? Og hvorfor dræbte han mig ikke bare før, da han havde fat i mig?”

”Fordi at din familie var med til at skabe Equinox' livskraft. En af betingelserne for det var at han aldrig ville kunne røre familiens kommende generationer i deres verden. Han var derfor nødt til at lokke dig herned, for at kunne få fat i dig. Og han dræbte dig ikke før, fordi han ikke tror at du kan slippe fra ham nu, og din død stadig skal være en del af et større ritual. Han kan ikke bare knække halsen på dig, netop fordi du er en del af den familie. Men den teori kan kun passe, hvis din familie har en større hemmelighed end som så. For i virkeligheden burde din søster også være beskyttet.”

Linea gøs og vidste alt for godt, hvad han hentydede til. De stædige tårer tvang hende langtsomt i knæ og Luccas oplysninger gjorde det svære og sværer for hende at holde fast i den del af sig selv, hun stadig havde kontrol over.

”Sæt dig ned,” tilbød Lucca i en blød tone og flyttede sig, så der også var plads til Linea på sengen. For første gang, siden hun var kommet til dette mærkværdige sted, følte hun sig bare en smule tilpas. Måske var Lucca slet ikke så mystisk og hemmelighedsfuld som hun først havde troet? Hun ville helst tro på, at han bare var bange. Det var naivt, men det var helt klart også det letteste. Mistro ville ikke hjælpe hende lige nu.

Linea gjorde som han sagde og satte sig på sengen. Hun gøs da hun så, hvordan deres hænder strejfede hinanden uden, at hun kunne mærke det.

”For din egen skyld bliver du nødt til at fortælle mig om jeg har ret. Om du så vil dele hele historien, er helt op til dig selv,” smilede han beroligende. ”Men det er vigtigt for vores plan at finde ud af, hvad det helt præcist er, som Equinox har i tankerne med din søster. Mest fordi vi skal vide, hvor lang tid vi har.”

”Din teori er rigtig,” mumlede Linea og så ned i det halvbeskidte uldtæppe, imens hun pilledes ved en løs tråd. ”Patricia og jeg har ikke samme far. I hvert fald ikke biologisk set.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...