The Snow Globes

December er ikke nogen sjov måned for Linea. Sidste år forsvandt hendes bedste veninde på selveste juleaften, og der har ikke været spor af hende siden.
Men da Linea vågner op første december og finder et uddrag af et digt på hendes bord begynder det forbudte håb alligevel at spire, og da hun modtager en snekugle, der virker til at være nøglen til hele mysteriet, bliver hun utroligt nysgerrig, men også utroligt bange. Hvad er det for en opgave som digtet prøver at fortælle hende om?
Alvoren i opgaven går dog langsomt op for hende og i desperationen for at finde svar opsøger hun drengen Lucca, som tilsyneladende er den eneste der kan hjælpe hende. Men det går hurtigt op for Linea at Chelina ikke er noget tilfældigt offer, og at hende og Lucca ikke er helt uskyldige. Er prisen for Chelinas liv overhovedet til at betale, og er Lucca overhovedet den som kan hjælpe hende?
Ting er ikke som de udgiver sig for at være og Linea opdager hurtigt at det ikke er alle svar hun ønsker at finde..

125Likes
212Kommentarer
4954Visninger
AA

31. 11. december - Del 2

 

11. december

Del 2

 

 Linea blev brat trukket ud af den dejlige halvdrømmende tilstand, og rystede gysende den uvelkomne erindring af sig, og koncentrerede sig om hvor hun var. Det var ikke fordi hun var særligt stolt af den måde hun havde behandlet Patricia på før i tiden.

Hun stod pludselig i et rum, der var så blåt, at hun nærmest intet kunne se. Lyset gjorde direkte ondt i Lineas øjne, og det virkede til at komme alle steder fra. I ren refleks kneb hun sine øjne sammen et øjeblik, og så i stedet noget der lignede i masse blå lyn. Lyset trængte direkte igennem hendes øjenlåg.

”Luca?” kaldte hun en smule pivende, og rakte hænderne ud for at føle sig frem. Hun konstaterede hurtigt, at der ikke var noget foran hende, og trådte prøvende et skridt frem.

Intet skete.

”Er her nogen?” forsøgte hun igen. Denne gang en smule mere beslutsomt. Hun forsøgte bravt at skjule den frygt der havde boret sig ned i halsen på hende. Hvad var det her for et sted. Var hun mon trådt direkte ind i en fælde?

Stedet var utroligt koldt. Faktisk endnu koldere end det danske vintervejr hun kom fra, og hun regnede ud, at hun måtte være udenfor. Men hvor kom det blå lys så fra?

Det gav et sæt i hende da en kold hånd pludselig langde sig på hendes skulder, og hun fløj rundt, imens hun åbnede øjnene i ren refleks. Det blå lys skar stadig, men det var som om at hendes øjne endelig var ved at vende sig til det. En meget og høj og mørk skikkelse tårnede sig op foran hende, og den maske der dækkede skikkelsens ansigt, gjorde hende ude af stand til at bedømme hvem det var, og om det var en person, hun skulle være bange for. Hvis hun altså overhovedet stod over for en person. Hun kunne ikke rigtigt bedømme det.

”Jamen halløjsa da. Hvem har vi her?” Masken tillod Linea at se, at han smilte, imens hans iskolde fingre borede sig dybere og dybere ind i hendes højre skulder. Hun blev hurtigt mere og mere sikker på, at det her ikke var en person hun skulle stole på. Dog var det en person. Det fortalte de kolde sorte øjne, og det sleske smil alt om.

Hun anede ikke, hvad hun skulle svare, så i stedet for at sige noget, brugte hun fem sekunder mere på at lade sine øjne vende sig til lyset, imens hun intenst betragtede manden, der tårnede sig op foran hende. Han var klædt i en stor sort kappe, og selvom masken næsten ikke tillod hende at se noget, så fornemmede hun tydeligt, at den ikke gemte på noget kønt.

”Hv-hvem er du?” stammede hun en smule forskrækket, og forsøgte at træde et skridt tilbage, men det kolde hånd holdt hende fast. Frygten, der havde boret sig ind i hende blev mere og mere intens. Trangen til at løbe sad fast i hende, men hun kunne ikke.

”Vinterens hersker, Equinox. Den kolde leder af landet, hvori snekuglerne bliver skabt. Bedre kendt som Nipa. Nu er det vidst din tur. ” Han hævede stemmen. ”Fortæl mig så hvem du er!”

”Lucie! Jeg hedder Lucie,” udbrød Linea forskrækket. Hun var klar nok i hovedet til at vide, at hvis hun var en af nøglerne til at dræbe ham, så var det nok ikke det klogeste træk at fortælle ham hendes rigtige navn.

”Lucie, siger du?” Equinox lænede sig langsomt ned imod hende, og studerede hende intenst med et par stikkende og kulsorte øjne. De lignede noget fra en gyserfilm, og Linea var nødt til at knibe sit blik sammen. Hun kunne ikke holde ud at se ind i dem.

Tilgengæld mindede hans ånde hende ikke det mindste om en gyserfilm. Den duftede faktisk. Det mindede hende om årets første vintermorgen, hvor nattefrostens kølige atmosfære stadig hænger i luften. Et af naturens vidundere, som hun altid havde sat meget pris på.

”Ja, Lucie.” Linea åbnede igen sine øjne, og forsøgte at virke tapper. Det var hendes egen skyld, at hun stod her, og nu blev hun også nødt til at kæmpe.

”Jaså. Jamen fortæl mig så, Lucie... Hvordan er du kommet hertil?”

”D-det ved jeg ikke,” stammede Linea, og forsøgte febrilsk at tyde noget i de gyselige sorte øjne. Men de virkede overhovedet ikke menneskelige.

”Du lyver!” Equinox ruskede vredt i hende, og løftede hende op i hendes tykke dynejakke, så kun hendes tåspidser rørte jorden. ”Ingen kommer hertil uden at de ved hvordan!”

”Slip hende!”

En klar og velkendt stemme gav endelig Linea lov til at få luft igen, og hun mærkede til sin lettelse hvordan Equinox' greb om hende løsnedes, og hendes fødder igen fik lov at være solidt plantet på jorden. Dog blev hun ikke sluppet helt. De spidse negle sad stadig fast i hendes ømme skulder.

”Og hvorfor skulle jeg så det?” snerrede Equinox irriteret. Linea vendte sig så meget om, som grebet i hendes skulder tillod hende, og mødte Luccas chokoladebrune øjne. Selvom hun kunne se lige igennem ham, så beroligede det mørke blik hende stadig. Endelig en hun kendte.

”Fordi du skal bruge hende i live. Og hvis du skal have hende til at samarbejde med dig, så ville det nok være en idé at behandle hende ordentligt.” Selvsikkerheden strålede ud af hans faste stemme, og Equinox gav omgående slip på Linea.

”Jeg vidste du løj,” snerrede han spyttende imod Linea, men gjorde hende ikke noget.

Lucca trådte hen imod Linea. ”Følg med.”

Hun gjorde som hun blev bedt om, og var bare glad for at komme væk fra de sorte spidende øjne. Hun blev ført væk fra det firkantede rum hun stod i, og på vej ud gav hun sig tid til at se sig lidt omkring. Hendes øjne havde endelig vænnet sig til det blå lys. Værelset mindede hendes mest af alt om et kontor, og så alligevel ikke. Bøgerne der stod på hylderne havde titler, der var skrevet med en skrift, hun aldrig havde set før, og de fleste statuer og figurer der stod placeret rundt omkring, lignede rigtige mennesker så meget at det gav Linea kvamle. Især fordi deres øjne var skiftet ud med noget der mest af alt lignede blanke glaskugler, og så alligevel ikke. Hun gik udfra, at hun var havnet midt inde i Equninox' private hjørne.

”Hvad bestilte du der inde? Er du godt klar over, hvad der kunne være sket, hvis jeg ikke havde opdaget det?” snerrede Lucca irriteret da døren endelig var lukket bag det uhyggelige rum, og de var alene. De stod på en meget lang gang, som på trods af mørket, var meget lettere at orientere sig i, end det værelse de var kommet fra.

”Jeg.. Ehh.. Det ved jeg ikke,” mumlede Linea tamt. ”Der var bare der, jeg blev sendt hen.” Hun følte sig stadig panikslagen over det der lige var sket, og følte på ingen måde at hun kunne tænke klart.

”Sendt hen? Hvorfra?”

”Fra grenen under træet?” Linea stoppede op og så spørgede på ham.

Lucca rystede på hovedet og fortsatte med at gå. ”Der er ikke tid til at stå stille. Vi skal i sikkerhed!”

Linea sukkede uforstående, og småløb efter ham. ”Hvordan kom jeg egentligt hertil?”

”Det er jo det, jeg spørger dig om.”

”Digtet sagde..” Linea tav. ”Grenen. Jeg tog fat i grenen under træet.” Hun var godt klar over at det ikke gav nogen mening, og hun havde svært ved at formulere sig, fordi hendes panikslagne hjerne overhovedet ikke virkede til at ville give hende lov til at tænke klart. Desuden var hun ikke helt sikker på om hun turde fortælle Lucca om digtet.

Alligevel følte hun sig så fyldt op med spørgsmål, at hun ikke kunne vente med at få svar på bare nogen af dem. Equinox havde jo set dem, så hvad kunne der ske?

”Hvilken gren?” snerrede Lucca irriteret, uden rigtigt at lyde som om at han rent faktisk var interesseret i et svar. I stedet havde han blot sit mørke bik rettet lige fremad, og fokuserede på et eller andet tomt punkt, der sikkert befandt sig for enden af den lange gang.

”Lucca, please? Er du ikke sød at fortælle mig, at du godt ved, hvad jeg taler om?” Linea rakte ud efter spidsen på hans ærme, men tog sig selv i det, inden hun fik fat. Det ville virke mærkeligt at holde fast i ham.

”Selvfølgelig ved jeg det. Du er vel kommet for at hjælpe mig, og finde din søster.”

Jo mere Lucca sagde, jo mere urolig blev Linea. Han lød ikke hverken venlig, troværdig, eller det mindste glad for at se hende. Var det måske alligevel en forkert beslutning hun havde taget? Hun opgav at spekulere på det, og koncentrerede sig i stedet om sine omgivelser, imens hun betragtede den gang hun gik i. Det andet ville hun alligevel ikke finde svar på lige nu.

Gangen var mørk, men ikke sådan at man ikke kunne se. Væggene var lavet af ujævnt sten, der havde en overnaturlig mørkeblå farve, som hun ikke kunne definere. Det var ikke en farve, som noget maling hun havde set før, kunne frembringe, og det virkede nærmest som om væggen lyste gangen op, bare på grund af farven.

På den anden side af gangen, var der ind i mellem en dør, men ellers var der tomt. Der stod ingenting i den lange gang, og havde det ikke været for det underlige lys, ville Linea havde troet fuldt og fast på at hun gik i en tunnel, der lå under jorden. Men hun var ikke helt sikker på om hun overhovedet var på jorden mere. Tanken gav hende næsten kvalme.

De gik i noget der virkede som flere timer, men nok blot var et par minutter, inden Lucca endelig stoppede op foran et rum, og trak en lille guldnøgle op af sin lomme. Han studerede den et øjeblik inden han stak den i låsen, og lod døren gå op med et let klik.

”Velkommen til mit andet hjem,” mumlede han, uden at lyde det mindste begejstret, og trådte indenfor med Linea lige i hælene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...