The Snow Globes

December er ikke nogen sjov måned for Linea. Sidste år forsvandt hendes bedste veninde på selveste juleaften, og der har ikke været spor af hende siden.
Men da Linea vågner op første december og finder et uddrag af et digt på hendes bord begynder det forbudte håb alligevel at spire, og da hun modtager en snekugle, der virker til at være nøglen til hele mysteriet, bliver hun utroligt nysgerrig, men også utroligt bange. Hvad er det for en opgave som digtet prøver at fortælle hende om?
Alvoren i opgaven går dog langsomt op for hende og i desperationen for at finde svar opsøger hun drengen Lucca, som tilsyneladende er den eneste der kan hjælpe hende. Men det går hurtigt op for Linea at Chelina ikke er noget tilfældigt offer, og at hende og Lucca ikke er helt uskyldige. Er prisen for Chelinas liv overhovedet til at betale, og er Lucca overhovedet den som kan hjælpe hende?
Ting er ikke som de udgiver sig for at være og Linea opdager hurtigt at det ikke er alle svar hun ønsker at finde..

125Likes
211Kommentarer
5579Visninger
AA

30. 11. december - Del 1

 

Kapitel 11

11. december

 

Kære mor og far

 

Lov mig at i ikke bliver bekymrede. Der er ikke sket mig noget. Jeg kan ikke fortælle jer, hvor jeg er taget hen, men jeg vil tage Patricia med tilbage. Jeg skal nok passe på mig selv, men jeg ved ikke hvornår jeg er tilbage. Jeg skal nok nå det så vi kan fejre jul sammen.

Jeg elsker jer.

 

- Linea

 

Linea så en sidste gang ned på de sølle ord hun havde kradset ned, inden hun sirligt foldede det hvide stykke papir sammen og lagde det på bordet. Hun tog sin taske, hvori hun havde pakket alt den mad hun kunne slæbe, og forlod så det lille trygge hus. Hun havde så vidt muligt forsøgt at tænke på, hvad hun ellers kunne få brug for, men det var svært, når hun ikke anede hvor hun skulle hen. Derfor havde hun blot tænkt tilbage på hendes barndomsminder med spejderlejr, og pakket noget reb, en lommelygte, en sovepose, og et lille telt. Så skulle hun nok klare sig, næsten lige meget hvor hun endte.

Da hun traskede ned af Vintersvej, gik hun ikke ligeud og ned imod sin skole, men i stedet ned af den lille sti, der førte imod skoven. Hun gennemgik instrukserne i digtet flere gange inde i sit hoved, og var lettet over at de for en gangs skyld ikke var så besværlige at følge. Digtet havde faktisk udtryk sig meget klart denne gang. Så klart at det der stod ikke en gang rimede.

 

Du må følge Lucca. Dette er sidste chance

Følg stien ind i skoven

Stop ved det store egtræ

Læg hånden på den nedsterste gren

 

Nogle måtte efterhånden være desperate, men det passede Linea fint. Hun havde hverken tid eller overskud til at skulle finde rundt i flere mærkelige koder, og sætninger, der ikke gav mening. For en gangs skyld var hun rent faktisk klar over, hvad det var hun skulle gøre. Hun kendte så bare ikke konsekvenserne.

Hun fulgte stien, og drejede så af, og tog en genvej om til det store egetræ. Der var heldigvis kun det ene, så hun kunne være sikker på, at det var det, som digtet havde hentydet til. Nogen måtte vide, hvor glad hun var for det træ, for det var for underligt til, at det kunne være en tilfældighed.

Alligevel kunne hun ikke lade være med at tvivle lidt, da hun endelig stod foran den store smukke træ, som hun altid havde elsket at klatre i, og sukkede tungt under vægten fra den overfyldte rygsæk. Hun smed den fra sig i den fugtige skovbund, og gav sig selv lov at trække vejret og tænke sig om en sidste gang. Hvis hun først lagde hånden på grenen, så var der trods alt ingen vej tilbage. Hun kunne ikke vide, om hun nogensinde ville komme tilbage igen.

Ikke desto mindre tøvede hun ikke ret længe, inden hun lod sine tynde blege fingre ligge sig omkring den tynde nedestre gren, som på trods af sin størrelse, nemt kunne bære hele hendes vægt. Hun lukkede højtideligt sine øjne, og prøvede at fokusere. Men det var ikke helt så nemt for hende, når hun ikke rigtigt vidste, hvad det var, hun skulle fokusere på.

Til sidst valgte hun at fokusere på noget rart. Hvis nu hun koncentrerede sig nok, så kunne hun vel altid håbe, at der ikke ville være alt for mørkt og klamt der hvor hun endte. Derfor valgte hun at fokusere på et gammelt barndomsminde, hvor hende, Patricia og Chelina havde leget og badet nede ved skovsøen.

 

 

Jamen jeg vil med!” Den seksårige Patricia stampede hidsigt i gulvet, og en stædig tåre fandt vej ned af hendes kind. ”Mor og far gider ikke gå med mig, og jeg vil ud og bade. Det har jeg slet ikke været i år, selvom det har været varmt nok til det i flere måneder.”

Linea sukkede, og så opgivende på hende. ”Nej, Patricia. Ikke i dag.”

Må jeg ikke nok?” Hun blev stædigt ved. Flere tårer fandt vej.

Nej.” Linea vendte sig beslutsomt imod Chelina og sendte hende et opgivende blik. ”Kom, vi går nu. Inden hun bliver helt umulig.”

Det sætning resulterede i at Patricia begyndte at græde helt ukontroleret. Chelina stoppede op midt i døren. ”Ville det virkelig være så slemt, hvis hun fulgte med? Hun kan vel passe sig selv?”

Patricia stoppede omgående med at græde og så op på Chelina med store overraskede øjne, hvoefter hun igen så på Linea med øjnene lysende af håb.

Linea krængede sit sure ansigtsudtryk i et opgivende smil. ”Men vi gider ikke lege med dig, okay?”

Patricia hoppede en enkelt gang på stedet, og slog det største smil op. ”Yes! Moar, hvor er mit badetøj!?”

Ti minutter senere stod de alle tre og spejdede ud over den tomme og spejlblanke sø. Patricia havde snakket som et vandfald det meste af vejen, men hverken Chelina eller Linea havde taget sig synderligt meget af det. De havde i stedet været travt optaget af at diskutere de to nye drenge der skulle starte efter sommerferien, og som de begge to havde tjekket ud på facebook. De kunne ikke blive enige om, hvem af dem, der var pænest.

Den der kommer sidst i vandet er en rådden bananabe!” råbte Patricia pludselig og rev de to andre piger ud af deres midlertidige trance. Chelina og Linea kiggede på hinanden med et internt små-børn-er-ikke-rigtigt-kloge-blik, og fik så lynhurtigt travt med at klæde om. Lidt konkurrencemenneske var man jo altid.

Det var Linea, der vandt, men hun var skarpt forfulgt af Chelina. Patricia måtte til gengæld tage til takke med en skuffende sidste plads, fordi hun ikke havde haft tid til at tage badetøjet på hjemmefra.

Vandet kildede Linea over hele kroppen, og hun følte sig som en fisk, der havde været begravet i sand i flere måneder. Vandet føltes dejligt rent, og hun smed sig ned i det med et stort plask så snart der var dybt nok. Chelina fulgte hurtigt hendes eksempel og snart havde begge pigerne vænnet sig til vandet, der trods den hede sommervarme, egentlig ikke havde en særlig behagelig temperatur.

Vent på mig!” Patricia kom stædigt løbende inde fra kanten, og fortsatte hele vejen ud i mod dem. Selvom vandet snart nåede hende til halsen, så stoppede det hende ikke.

Stop!” Linea opgav sin leg med Chelina, og svømmede ind imod breden igen. ”Patricia, du skal blive derinde, du kan slet ikke bunde herude!”

Men jeg kan sagtens svømme!” Patricia lagde surt armene over kors, og så trodsigt på sin søster.

Mhm.” Linea var ligeglad. ”Men det betyder ikke at det ikke er farligt for dig at svømme rundt herude, uden at nogen holder øje med dig, hvilket jeg i hvert fald ikke har lyst til,” fortsatte hun spydigt. ”Du lovede at gøre, hvad der blev sagt.”

Patricia sukkede, og så heldigvis ud til at have affundet sig med situationen. Hun stoppede i hvert fald op, og begyndte langsomt at gå tilbage til kanten igen.

Det er nu synd for hende..” mumlede Chelina.

Vi har alle været små en gang, og syntes at hele verdens voksne og større børn var skide heldige fordi det måtte alt muligt. Hendes tur kommer en dag, hvor hun får lov til at gøre hvad hun har lyst til. Indtil da vil jeg gerne sørge for hun ikke drukner, så hun får lov at opleve det,” mumlede Linea småirriteret og kastede sig ned i vandet igen.

Sådan mente jeg det ikke.” Chelina svømmede hen til hende.”Jeg synes bare du skal tænke på, hvordan du selv havde det, dengang du var lille.”

Jeg overlevede..” Linea så væk. Det var ikke noget hun havde lyst til at huske på lige nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...