The Snow Globes

December er ikke nogen sjov måned for Linea. Sidste år forsvandt hendes bedste veninde på selveste juleaften, og der har ikke været spor af hende siden.
Men da Linea vågner op første december og finder et uddrag af et digt på hendes bord begynder det forbudte håb alligevel at spire, og da hun modtager en snekugle, der virker til at være nøglen til hele mysteriet, bliver hun utroligt nysgerrig, men også utroligt bange. Hvad er det for en opgave som digtet prøver at fortælle hende om?
Alvoren i opgaven går dog langsomt op for hende og i desperationen for at finde svar opsøger hun drengen Lucca, som tilsyneladende er den eneste der kan hjælpe hende. Men det går hurtigt op for Linea at Chelina ikke er noget tilfældigt offer, og at hende og Lucca ikke er helt uskyldige. Er prisen for Chelinas liv overhovedet til at betale, og er Lucca overhovedet den som kan hjælpe hende?
Ting er ikke som de udgiver sig for at være og Linea opdager hurtigt at det ikke er alle svar hun ønsker at finde..

125Likes
212Kommentarer
4964Visninger
AA

29. 10. december - Del 4

 

10. december

Del 4

 

Jørgens kone så op, og Caroline nåede lige akkurat at trække hånden til sig. Linea undrede sig over, hvordan hun var i stand til at se, hvad hun lavede, når hun var så skjult bag væggen, men hun var klart ret sikker i sin bedrift.

”Jeg synes altså bestemt jeg lavede nogle flere..” mumlede Jørgens kone, og kløede sig eftertænksomt på hagen, imens hun så på skålen med de få æbleskiver Caroline havde efterladt. ”Var der ikke flere?” Hun så spørgende på sin mand, der stadig sad og gumlede på en halv æbleskive.

”Det ved jeg ikke..” mumlede han og kiggede på skålen. ”Men jo det synes jeg bestemt også.”

”Det er sjovt som min mad forsvinder for tiden. Jeg synes hele tiden at køleskabet bliver for hurtigt tomt. Det er ikke dig, der går og tager det, vel?”

”Nej, gud er det ej.” Jørgen lagde den æbleskive fra sig, som han sad med i hånden. ”Det har du jo sagt, jeg ikke må.”

Konen sukkede, og tankerne kørte forvirret rundt i hovedet på Linea. Boede Caroline i et hus hos to mennesker, der ikke anede hun eksisterede, og levede af at stjæle mad fra deres køleskab? Havde hun overhovedet nogle forældre? Samvittigheden gnavede endnu dybere hende end før. Måske var Caroline virkelig bare fortabt og sølle, og havde ikke en jordisk chance for at leve et normalt liv, fordi der af en eller anden uheldig grund ikke var nogen, der kunne se hende?

Linea kunne ikke lade være med at skære lidt ansigt ved tanken. Den var trods alt stadig ret naiv, det var hun nødt til at indrømme over for sig selv. Det var også først som hun sad der, at hun kom i tanke om håndboldttræningen og hun endelig fandt en situation, der ikke passede på noget af det Caroline havde fortalt. For hvordan kunne man lige spille håndbold når der ikke var hverken modspillere, eller medspillere, der kunne se en? Linea rystede fortvivlet på hovedet. Det var egentlig ikke vigtigt. Caroline havde jo beskræftet, at der ikke var andre end Linea der kunne se hende, så måtte det vel være hendes eget problem om hun havde lyst til at spille håndbold med sig selv.

Forsigtigt dukkede hun sig igen ned, og sneg sig forsigtigt væk fra huset. Hun havde set nok, og selvom hun brændte efter at se hvordan Caroline boede i det hus, så havde hun ingen ide om hvordan hun skulle komme til det. Hun kunne jo ikke ligefrem snige sig derind, når familien sad midt i køkkenet. Desuden skulle hun også nå at give snekuglen et forsøg inden det blev helt mørkt udenfor.

Hun forsøgte at holde sig uset, og kunne ikke andet end at håbe på at det lykkedes, da hun bevægede sig fra skovløberhuset og ned til søen. Hun vidste ikke helt selv, hvorfor det lige skulle være nede ved søen, men det var bare det, der passede hende bedst.

Søen var efterhånden næsten blevet bundfrossen, og Linea kom til at tænke på Patricia da hun stod med snekuglen i hånden, og spejede ud over den endeløse isbane. Det var ikke det, hun ikke ville have givet, for to par skøjter og hendes lillesøster. Følelsen af at kunne køre ud over isen forevigt, og være fri. Hun havde følt sig fanget alt for længe nu.

Hun stod sådan, med vidt åbne øjne og helt væk i sine egne tanker, i adskillige minutter, inden hun rev sig løs, og trak snekuglen op ad lommen. Solen var allerede faretruende lille i horisonten, og hun måtte nå hjem inden det blev mørkt. Ellers ville hendes forældre bare blive bekymrede for hende.

”Lad ham komme, lad ham blive,” hviskede hun halvhjertet, og så tomt på den ubevægelige snekugle. Hun kunne simpelthen ikke finde et ægte håb at putte ind i sin stemme. Det var som om hun ikke rigtigt troede på noget mere. Alt hvad hun havde gjort, og fundet ud af, indtil nu, havde jo vist sig at være spildt. Der var i hvert fald ikke meget af det, der havde hjulpet hende.

Hun rettede ryggen, og tog et dybt suk. ”Lad ham komme, lad ham blive!” råbte hun ud i mod søen, og den rolige og ensomme skov kastede et dybt ekko tilbage. Et par ensomme fugle fløj op, og vinden susede i træerne.

Men snekuglen blev blot ved med at være ubevægelig, og stille.

 

Det er efterhånden ved at være klart at Linea må gøre et eller andet. Tiden bliver ikke ved at være på hendes side, og jo længere hun tøver, jo længere skal Patricia sidde i det mørke rum og vente på hende.

Men er der overhovedet et håb? Har hun overhovedet en chance for at finde ud af hvordan hun skal få fat i Lucca igen? Var det overhovedet klogt af hende at stole på Caroline, og kan det virkelig passe, at hun intet ved?

Der vil snart blive opdaget sandheder, som kan ændre alt..

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...