The Snow Globes

December er ikke nogen sjov måned for Linea. Sidste år forsvandt hendes bedste veninde på selveste juleaften, og der har ikke været spor af hende siden.
Men da Linea vågner op første december og finder et uddrag af et digt på hendes bord begynder det forbudte håb alligevel at spire, og da hun modtager en snekugle, der virker til at være nøglen til hele mysteriet, bliver hun utroligt nysgerrig, men også utroligt bange. Hvad er det for en opgave som digtet prøver at fortælle hende om?
Alvoren i opgaven går dog langsomt op for hende og i desperationen for at finde svar opsøger hun drengen Lucca, som tilsyneladende er den eneste der kan hjælpe hende. Men det går hurtigt op for Linea at Chelina ikke er noget tilfældigt offer, og at hende og Lucca ikke er helt uskyldige. Er prisen for Chelinas liv overhovedet til at betale, og er Lucca overhovedet den som kan hjælpe hende?
Ting er ikke som de udgiver sig for at være og Linea opdager hurtigt at det ikke er alle svar hun ønsker at finde..

125Likes
211Kommentarer
5030Visninger
AA

28. 10. december - Del 3

10. december

Del 3

 

Som de sidste skoletimer langsomt skred frem, tog Linea en beslutning. Det havde været fornuftigt af hende at afvise Lucca, men hun var nødt til at prøve igen. Hun måtte være stærk og stædig, og hun ville gøre hvad der skulle til. Der var ganske simpelt ikke flere muligheder.

Der var bare en ting hun måtte sikre sig først, og for at kunne det, måtte hun snakke med Caroline. Efter den sidste time stoppede hun hende op på gangen, og var for en gang skyld glad for, at de havde været ekstra længe i skole i dag, så de fleste af eleverne var taget hjem. For så var det ikke svært at få et øjeblik med hende alene.

”Ehh.. Caroline?” Linea satte i løb, da hun opdagede, at Caroline allerede var på vej ud af hovedindgangen. Hun skulle nå at tale med hende. ”Caroline!” Hun nåede forpustet udenfor og opdagede til sin lettelse, at Caroline havde hørt hende, og var stoppet op. Dog fik ilden i de grønne øjne hende til at stoppe op, og pludselig virkede det til, at hun havde glemt alt det hun gerne ville sige.

”Hvad er der?” Hendes stemme var spids og kort. Den mindede Linea om en nyslebet kniv.

”Det.. Bare..” Linea fik styr på sig selv, og mødte de grønne øjne med et fast blik. ”Er du helt ærlig når du siger, at du ikke ved mere, der kan hjælpe mig med at finde min søster?”

”Linea..” Caroline sukkede. ”Hvis jeg gjorde det, tror du så ikke du havde vidst det? Jeg er ikke din fjende, jeg er din ven.” Hun smilede ikke, og så heller ikke det mindste venlig ud, men ikke desto mindre kunne Linea sagtens høre sandheden i sætningen. Hun var næsten sikker på, at der ikke blev løjet over for hende, og bedre end det, kunne det ikke rigtigt blive.

”Jeg er ked af det, der skete,” begyndte hun oprigtigt, da Caroline vendte sig om for at gå. ”Jeg skulle ikke have sagt de der ting til dig. Det var ikke en fair beskyldning.”

Caroline stoppede op og vendte sig i mod hende. ”Du er et godt menneske, Linea. Jeg ved, at du nok skal finde ud af, hvad der er rigtigt. Vi ses i måske i morgen.” Og igen lavde hun det nummer med bare at gå uden at forklare sig yderligere, og denne gang var Linea helt bevidst om at hun ikke kunne begynde at råbe efter hende, for hun var ikke længere alene i skolegården.

Vi ses måske i morgen? Hvad havde hun ment med det? Var det en trudsel? En opfordring? En uskyldig og drillesyg bemærkning? Linea følte ikke rigtigt, at Caroline havde sagt det i en venlig tone denne gang. Men måske var hun stadig bare vred over det, der var sket imellem dem? Var det bare hende, der blev ved med at overanalysere alt ting?

Hun var vred på sig selv da hun tog hjem. Vred over, at hun var bange, vred over, at hun ikke længere følte, hun havde styr på noget, og mest af alt var hun vred over, at hun overhovedet ikke havde tænkt sig om. Havde hun bare troet at en anden og bedre løsning ville blive serveret for hende, fordi hun havde sagt nej til Lucca? Hvem var det egentligt hun prøvede at narre?

Hun kunne ikke gøre noget ved det. Ikke andet end febrilsk at prøve at finde ud af, hvordan hun skulle lave om på sin beslutning. Første step havde været Caroline, og nu måtte hun prøve snekuglen. Hvis denne kunne hjælpe hende, så måtte hun spørge Lucca, om han vidste noget om Caroline. Der måtte være en sammenhæng, det blev der nødt til at være. Linea stolede i hvert fald stadig ikke ordentlig på hende af det simple faktum, at det kun var hende, der kunne se hende. Det var jo for pokker ikke normalt!

Hun var nødt til at flygte ud imod skoven igen, og tog pludselig en impulsiv beslutning. I raketfart fik hun skiftet til noget mere varmt tøj, og puttet snekuglen i lommen. Hendes far sad inde på sit arbejdsværelse, og hun kunne høre hvordan tasterne klikkede på hans bærbare computer. Hun huskede svagt at han havde mumlet noget om et regnskab, og gik udfra, at det var det han var i gang med.

”Jeg smutter igen!” råbte hun og forsvandt udenfor inden hun nåede at få et svar. Hun havde ikke det mindste lyst til, at skulle forklare hvorfor hun pludselig havde fået en forkærlighed for at gå ture i skoven, selvom det var minusgrader og der lå sne over det hele.

Snekuglen føltes brændende i hendes lomme, da hun småløb ned af Vintersvej, og smuttede ned af den lille sti, der førte ind i skoven. Hun håbede inderligt, at hun kunne nå at fange Caroline på vej hjem fra skole. Måske var det en mulighed at følge efter hende. Så kunne hun i det mindste finde ud af, hvor hun boede. Den fygende sne kunne jo udnyttes til hendes fordel, hvis ikke fygningen allerede havde slettet Carolines spor.

Den knirkede sne under hendes store vinterstøvler gjorde det svært for hende at være stille. Desuden havde vinden fået sneen til at fyge hele dagen, så hun afsatte tydelige spor for hvert skridt hun tog, men lige i det øjeblik var det mest til hendes egen fordel. Det gav hende nemlig lov, at se at der var en person, der var gået ind i skoven. Og der var ikke nogen spor, der førte tilbage igen.

Hun spejdede sig omkring en sidste gang inden hun forsvandt ind i mellem træerne. Bortset fra en enlig dame med en barnvogn, der overraskende nok ikke kunne køre særlig godt i sneen, var hun alene på vejen. Damen havde heldigvis for travlt med den fastsiddende barnevogn til at se efter hende.

Håbefuldt fulgte hun de nye fodspor, og måtte haste lidt ekstra på sig selv. Den livlige sne sørgede hurtigt for at udviske dem igen, og hun var tydeligt bevidst om, at der ikke ville gå længe før hun ikke længere ville kunne se dem. Hun tvang sig selv til at løbe det meste af tiden, og blev irriteret på sig selv, da hendes hivende vejrtrækning tvang hende til at stoppe. Hvis nu hun var fortsat med at gå til håndbold, så havde hun holdt formen. Men det var der ikke noget at gøre ved nu.

Hun følte sig efterhånden utroligt svedig og klam under alt vintertøjet og det kløede overalt. Hun havde efterhånden løbet godt en kilometer, og sporerne havde ført hende i en retning, der blot førte endnu længere ind i skoven. Hendes gæt havde ellers været at Caroline boede i et af husene på den anden side, og bare foretrak at gå i skole. To til tre kilometer kunne man jo egentlig godt gå, hvis man ellers gad det.

Det var faktisk først da hun stod foran skovløberens hus, at tanken slog ned i hende. Der var et hus hun havde glemt! Men så alligevel? Hvad skulle Caroline lave her? Skovløberen havde boet i det hus i mange år, og havde så vidt Linea vidste, ikke nogen børn.

Det store rummelige murstenhus tårnede sig op foran hende, og skiltet, hvorpå der stod ”Privat ejendom” var så tilsneet, at man aldrig ville opdage det, hvis ikke man vidste, at det var der. Haven var fyldt med sne, men Linea kunne huske at den om sommeren altid var velplejet og fyldt med duftende blomster. Det var et hyggeligt lille velholdt sted.

Hun sneg sig forsigtigt rundt om huset, og var ikke længere så glad for, at hendes spor blev afbilledet over alt i sneen. Haven var alt for flot og utrådt, og der ville ikke gå længe, inden nogen opdagede, at de havde uventede gæster. Altså medmindre, der ikke var nogen hjemme og så var hele denne aktion dømt meningsløs på forhånd.

Med hamrende hjerte klistrede hun sig op ad den iskolde husmur, og bevægede sig om på bagsiden af huset. Duften af julebag nåede hendes næse og hendes sulte mave begyndte at rumle. Der duftede hjemligt, og Linea undrede sig endnu en gang over om Caroline virkelig kunne være her. Hun satte farten op, da hun opdagede det åbne vindue, hvor de nybagte kager stod til afkøling. Det hele ville være lettere, hvis hun blot skulle lytte. Så behøvede hun ikke at risikere at blive set.

”Jørgen, gider du ikke tage tallerknerne ned og sætte dem frem? Jeg skal lige have æbleskiverne ud ad ovnen.” Det var en kvindestemme, som Linea ikke umiddelbart genkendte.

”Jo.” En mand, der måtte være Jørgen, sukkede, og lidt efter kunne hun høre ham skramle rundt med bestikket. Ovnen brummede larmende, da kvinden åbnede den, og Linea formodede at hun tog æbleskiverne ud. Hun kunne høre, at der blev sat en masse ting på et bord, men der blev ikke sagt noget. Nysgerrigheden trak vildt i hende, og hun sneg dig til at løfte hovedet let. Bare lige nok til at hun ville kunne se, hvad der foregik.

Hun genkendte skovløberen og hans kone, og de så ganske fredelige og uskyldige ud som de sad der og spiste æbleskiver. Caroline var ikke at se, og de virkede til at være alene i huset. Det var først efter et par minutter, da hun næsten havde opgivet håbet om at finde noget usædvanligt, at hun opdagede at æbleskiverne i skålen forsvandt, selvom både Jørgen og hans kone havde fyldt deres tallerkner op til renden.

Fokuseret klistrede hun sit blik fast på skålen og så til imens endnu en æbleskive forsvandt, men denne gang så hun godt, hvordan det gik til. En snedig og velkendt hånd sneg sig fra døråbningen til køkkenet, og langs væggen hen til skålen. Hun kunne let regne ud, at det var Caroline, der stod gemt bag den hvide væg, og timingen med at tage æbleskiverne imens de to uvidende mennesker så væk, var forbløffende nøjagtig. Det var ikke første gang Caroline havde gjort det her, det var tydeligt at se.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...