The Snow Globes

December er ikke nogen sjov måned for Linea. Sidste år forsvandt hendes bedste veninde på selveste juleaften, og der har ikke været spor af hende siden.
Men da Linea vågner op første december og finder et uddrag af et digt på hendes bord begynder det forbudte håb alligevel at spire, og da hun modtager en snekugle, der virker til at være nøglen til hele mysteriet, bliver hun utroligt nysgerrig, men også utroligt bange. Hvad er det for en opgave som digtet prøver at fortælle hende om?
Alvoren i opgaven går dog langsomt op for hende og i desperationen for at finde svar opsøger hun drengen Lucca, som tilsyneladende er den eneste der kan hjælpe hende. Men det går hurtigt op for Linea at Chelina ikke er noget tilfældigt offer, og at hende og Lucca ikke er helt uskyldige. Er prisen for Chelinas liv overhovedet til at betale, og er Lucca overhovedet den som kan hjælpe hende?
Ting er ikke som de udgiver sig for at være og Linea opdager hurtigt at det ikke er alle svar hun ønsker at finde..

125Likes
212Kommentarer
4953Visninger
AA

27. 10. december - Del 2

 

10. december

Del 2

 

 Linea flygtede fra fysiktimen så hurtigt hun kunne, lige så snart læren havde givet dem lov at gå. Det var efterhånden gået op for hende ,at man ikke rigtigt kunne flygte fra Caroline, men hun kunne måske blot håbe på, at hun snart ville give op. Det gav stadig Linea myrekryb, at hun virkede til at blive ved med at følge efter hende.

Hun sørgede for at lade være med at sidde på trappen. Selvom der stadig lå sne nok til, at der næsten ikke var nogle elever i skolegården, så var det alligevel et sted, der ville være for åbentlyst at sidde, hvis hun ikke ville snakke med nogen. Derfor fortsatte hun ned for enden af trappen og gik til venstre om bag gymnasiet hvor alle cyklerne stod. Her var der som regel ikke nogen der hang ud, medmindre de havde fri og skulle hjem.

Med et lille træt suk satte Linea sin taske fra sig, så den balancerede på cykelstativet, og satte sig derefter til rette, imens hun spejdede ude over de mange cykler. Det var egentligt utroligt, at nogle gad cykle, når vejret var så dårligt. Hun havde altid selv prist sig lykkelig for, at hun boede så tæt på skolen, at hun bare kunne gå derover. Så var det nemlig sjældent, at vejret var et problem.

”Er det ikke dig, der er Patricias storesøster?” En spinkel stemme lød bag hende, og Linea vendte sig en smule forskrækket om. Hun havde ikke lige regnet med, at der stod nogen bag hende.

”Jo?” svarede Linea overrasket, og prøvede automatisk at sætte navn på den lille rødhårede pige, som stod foran hende. Hun synes, at hun kunne genkende hende som en af Patricias veninder. Hvad var det nu, hun hed?

”Jeg ville bare høre om.. Du ved..” Pigen så ned, og begyndte tvivlsomt at stampe i jorden med den ene sko.

”Sæt dig ned.” Linea smilede til hende, og pegede på cykelstativet som hun selv sad på. Pigen kravlede op med nervøse bevægelser, og begyndte at svinge med benene.

”Kan du godt huske mig?” spurgte hun og tog endelig mod nok til sig til at møde Lineas blik. De små grå øjne fik Linea til at blive i helt godt humør. Hun havde altid godt kunne lide mindre børn, de var så dejlig ukomplicerede og ærlige.

”Det tror jeg nok. Hvad er det nu du hedder?” spurgte hun.

”Isabella. Men Tricia kaldte mig altid bare Bella,” smilede hun og stoppede med at svinge med benene. ”Jeg ville bare høre dig om.. Ja, hvad der var sket?”

Linea tøvede, uden helt at være klar over hvad hun skulle svare. Kunne hun sidde og fortælle om alt det, der var sket med Patricia til en lille pige, hun slet ikke kendte, og være sikker på, at hun ikke kom til at nævne noget, der være mistænksomt? ”Hun forsvandt fra sit værelse for en uge siden..” mumlede hun til sidst, og nu var det hendes tur til at blive nervøs og se ned i jorden.

”Men...” Linea så hvordan Bellas håbefulde øjne langsomt mistede glansen. ”Kommer hun ikke tilbage?”

Linea rakte en hånd ud, og lagde den på Bellas skulder. Hun havde mest af alt lyst til, at give den lille pige et kram, men det ville nok alligevel virke underligt. ”Jo, selvfølgelig gør hun det.” Hun prøvede at lyde så troværdig som hun overhovedet kunne. ”Jeg tror bare der var noget vigtigt hun skulle ordne. Hun skal nok komme tilbage når hun har klaret sine eventyr.”

Linea var ikke helt sikker på om Bella var kvik nok til at forstå, at hun kun prøvede at opmuntre hende, men hun håbede det ikke. Hun ville så gerne have, at alle beholdt håbet om at Patricia ville vende tilbage i live. Det var nok. at hun selv gik rundt og følte sig som et omvandrende lig.

Bella lod igen sine øjne møde Lineas. ”Tror du virkelig?” Hun tørerede en tårer væk, og snøftede.

”Ja selvfølgelig gør jeg det.” Linea blinkede opmuntrende. ”Jeg skal nok sige til hende. at hun skal ringe til dig. når hun kommer tilbage.”

”Tak.” Bella sprang ned fra cykelstativet, og løb hen over det lille asfalt areal, som var dækket af sne, hvorefter hun fortsatte henover vejen, over imod folkeskolen. Linea blev siddende og så efter hende, indtil den lille skikkelse var forsvundet ind bag en bygning. Så rejste hun sig op. og så på sit ur. Det passede perfekt med. at hun stadig kunne nå sin time.

Det gjaldt matematik. Ikke et fag hun på nogen måde havde overskud til, og kunsten at løse tre ligninger med tre ubekendte var hun alligevel helt sikker på. at hun ikke ville komme til at mestre foreløbig. Præcis som de sidste par dage, så skulle hun bare have det overstået, så hun kunne få fri.

Hun følte sig handlingslammet. Hun anede ikke længere hvad hun skulle stille op, eller hvilke muligheder hun havde tilbage. Hvis hun nu alligevel valgte at følge efter Lucca, hvordan skulle hun så gøre det? Hun var egentlig sikker på, at magien i snekuglen ikke længere virkede, men hun havde ikke forsøgt, at bruge den siden dagen i skoven. Hvad ville der ske, hvis hun gjorde det? Ville hun blive fanget sammen med Lucca? Ville hun måske bare svække ham yderligere? Hun var bange for at prøve.

Caroline sad ved siden af hende igen, og endnu en gang måtte Linea lide halvanden time i dårlig samvittighed, inden hun endelig kunne rejse sig, og gå ned i kantinen for at hente noget frokost. Hendes mave var efterhånden begyndt at rumle meget sultent, og hun havde en følelse af, at alting ville blive en smule nemmere, hvis blot hun fik noget at spise.

Til hendes store lettelse var Caroline ikke at se i kantinen, da hun lod en søgende blik glide hen over menneskemængden for at finde et tomt bord, hun kunne sidde ved. Hun udsøgte sig et helt ned bagerst, som var en smule beskidt, men dog til at holde ud, og vigtigst af alt: Hun kunne sidde alene.

Det var imens hun sad der, og gumlede på sin sandwich med skinke, at hun fik tænkt mødet og samtalen med Bella ordentligt igennem, og en brusende bølge af savn og magtesløshed vældede pludselig ind over hende. Det var jo virkelig ikke kun hende det her gik ud over. Hendes forældre var i vildrede, og måske endda mistænkt, hele Patricias klasse gik og spekulerede på, hvad der mon var sket med deres klassekamerat, og der var trods alt også andet familie, som heller ikke vidste noget om, hvor hun kunne være.

Linea var faktisk den eneste, der helt reelt havde en chance for at gøre noget. Hun havde fået muligheden, og hvad var det egentlig hun kunne miste. Var hun virkelig ikke villig til at ofre det der skulle til for sin søster? Om hun så skulle kæmpe for sit liv, ville hun så ikke også gøre det? Muligheden for at træde direkte i en fælde ville jo altid være der. Men ville hun ikke gøre hvad som helst?

Svaret var egentligt klart for hende: Selvfølgelig ville hun det.

 

________________________________________________

Jeg undskylder af hele mit hjerte for at jeg ikke nåede at publicere i  går. Men så får i to kapitler i dag :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...