The Snow Globes

December er ikke nogen sjov måned for Linea. Sidste år forsvandt hendes bedste veninde på selveste juleaften, og der har ikke været spor af hende siden.
Men da Linea vågner op første december og finder et uddrag af et digt på hendes bord begynder det forbudte håb alligevel at spire, og da hun modtager en snekugle, der virker til at være nøglen til hele mysteriet, bliver hun utroligt nysgerrig, men også utroligt bange. Hvad er det for en opgave som digtet prøver at fortælle hende om?
Alvoren i opgaven går dog langsomt op for hende og i desperationen for at finde svar opsøger hun drengen Lucca, som tilsyneladende er den eneste der kan hjælpe hende. Men det går hurtigt op for Linea at Chelina ikke er noget tilfældigt offer, og at hende og Lucca ikke er helt uskyldige. Er prisen for Chelinas liv overhovedet til at betale, og er Lucca overhovedet den som kan hjælpe hende?
Ting er ikke som de udgiver sig for at være og Linea opdager hurtigt at det ikke er alle svar hun ønsker at finde..

125Likes
211Kommentarer
5000Visninger
AA

26. 10. december - Del 1

 

10. december

Del 1

 

 Linea var træt og i halvdårligt humør da hun traskede ned af det snefyldte fortov på vej til skole. Hendes taske på ryggen var tung, og den mentale byld, der lå på hendes skuldre, virkede til at få det hele til at veje dobbelt.

Hun forstod ikke længere, hvad meningen var med noget som helst. Digtet gav ikke mening, snekuglen gav ikke mening, skolen gav ikke mening, Caroline gav ikke mening og mest af alt så gav det ikke mening at nogen havde taget hendes elskede lillesøster fra hende for derefter at sætte en eller anden sindssyg leg i gang.

En led og uopfordret skyldfølelse syntes, at have boret sig dybt ind hende. Først Chelina, så Patricia og nu de hundrede mennesker som Lucca mente, at det kun var hende der kunne redde. Det ansvar, der var blevet lagt over på Linea i løbet af disse dage var alt for stort og overvældende for hende. Hun kunne ikke håndtere det.

Det var også derfor hun var så meget i tvivl omkring, hvad hun skulle gøre. Det kunne stadig ikke blive klart for hende om det havde været den rigtige beslutning ikke at følge efter Lucca, og efter det digt, der havde ligget under Twiligtbogen denne morgen, var hun om muligt kommet endnu mere i tvivl.

 

Tiden render ud

Et døgn du har tilbage

Du må følge hans bud

Risikoen må du tage

 

Lina var i tvivl. Var digtet egentlig hendes ven eller hendes fjende? Det meste af tiden havde det jo virket som om at digtet virkelig kun var ude på at få hende til at hjælpe for en hver pris, men nu virkede det faktisk næsten mere som om at det bare prøvede at give hende gode råd? Hun troede dog stadig mest på, at digtet på ingen måde var ude på at hjælpe hende. I hvert fald ikke uden, at hun hjalp Lucca med at dræbe Equinox.

Gad vide hvad Equinox overhovedet var for en skabning? Var han et menneske? Et monster? Eller noget helt trejde? Hvor farlig kunne han egentligt være? Linea fik kuldegysninger ved den tanke. Hvis han var i stand til at holde hundrede mennesker indespærret i snekugler, så kunne han umuligt være helt harmløs.

Hun følte sig egoistisk. Det kunne jo godt være, hun prøvede at bilde sig selv ind, at hun kun havde afvist Lucca for hendes forældres skyld, men inderst ikke vidste hun godt at det ikke var derfor. Eller i hvert fald ikke kun derfor

Mest af alt havde hun sagt nej fordi hun var bange. Fordi hun frygtede mere end noget andet, hvad der ventede hende, hvis hun greb Luccas hånd. Ville hun mon ende lige som Chelina? Ville hun måske dø uden at kunne redde Patricia? Var Patricia allerede død?

Hun stoppede sig selv da hun nåede trappen foran det skævthængende skilt. Tankerne var for dystre og for endeløse, og for sin egen skyld så måtte hun prøve at koncentrere sig om skolen. Præcis som en hver anden mandagmorgen skulle hun starte op med fysik, og Caroline ville helt sikkert være der. Linea anede ikke, hvad hun skulle sige til hende, men hun følte, at hun kendte Caroline godt nok til at vide, at hun ville opsøge hende igen, selvom Linea endnu en gang havde afvist hende blankt, og bedt hende om at gå.

Hun havde sørget for at komme tidligt sådan så der ville være flere pladser at vælge imellem. Hele klassen var tom bortset fra en enkelt dreng, som Linea vidst nok troede hed Fabian, der sad nede bagest i klassen, næsten var begravet bag sin bærbare computer. Hun havde aldrig snakket med ham før, og vidste faktisk dårligt, hvordan han så ud. Han sad altid dernede alene.

Hun tog en impulsiv beslutning og styrede ned imod hans bord. Hellere sidde ved siden af nørden end at skulle stå til ansigt med det som hun havde gjort imod Caroline. Inderst inde havde hun vildt dårlig samvittighed over det.

Desuden kunne hun så overhovedet tale til Caroline? Hun havde gjort det hele sidste uge som om intet var hændt, men nu hvor hun vidste, at de andre troede hun snakkede med sig selv, hvad så? For alle andre end hende ville det nok ikke gøre en forskel, men alligevel. Hun brød sig ikke om tanken, og besluttede hurtigt, at hun kun ville tale med Caroline, når der ikke var andre i nærheden. Lige meget, hvordan hun ellers forsøgte at råbe hende op i klassen.

”Godmorgen,” smilede hun til Fabian og pegede på den tomme plads ved siden af ham. ”Sidder der nogen her?”

Fabian så overrasket op. Hans korte brune hår var fedtet, og hans store briller sad en smule skævt. Begge hans kinder, hans næse og hans pande bar tydeligt præg af at han havde et slemt tilfælde af akne, og Linea tog pludselig sig selv i at håbe, at han ville svare ja. Så skulle hun nok forsøge at finde en anden sidemakker.

”Nejnej, du sætter dig bare.” Fabian sendte hende et kort smil, og vendte så igen opmærksomheden imod sin computer. Selvom hun havde fået grønt lys tog Linea tasken på ryggen igen, og uden en undskyldning rykkede hun et bord frem. Samvittigheden kaldte let på hende, men hun vendte sig ikke om, selvom hun kunne mærke Fabians sårede blik i nakken. De var i samme båd, det vidste hun godt, men hun ville kun blive set endnu mere ned på, hvis klassen så hende sidde ved siden af sådan en type, og pludselig forstod hun hvorfor Fabian altid sad alene.

Det var den bitchy side, der kom op i hende nu, det vidste hun godt. Men hun havde brug for at lytte til sig selv, og det her var et ret mildt tilfælde i forhold til alt det andet.

Præcis samtidig med læren trådte Caroline ind i lokalet, og Linea lagde tydeligt mærke til, hvordan hun passede på med ikke at komme til at ramme Lina på vej ind. Hun ventede forsigtigt på at hun var trådt ind i klassen, og nåede så lige at snige sig ind inden Lina lukkede døren. Havde hun hele tiden opført sig på den måde omkring andre mennesker? Linea tænkte det igennem og måtte konkludere, at det sagtens kunne være tilfældet.

Caroline sagde ikke engang godmorgen, da hun kom ind, og Linea var egentligt ret sikker på at den eneste grund til, at hun sad ved siden af hende var, at hun jo ikke rigtigt kunne sætte sig et sted, hvor hun risikerede at en anden en ville sætte sig. Hun så heller ikke på hende, og virkede pludselig meget optaget af sin fysikbog. Beslutningen om at tale med hende blev hurtigt lagt til side, da Linea så hvor afvisende hun virkede. Måske skulle hun bare lade hende være?

Linea undrede sig over hvorfor hun egentligt overhovedet gik i skole. Læreren kunne jo ikke se hende, og ingen vidste, at hun var her. Var hun overhovedet registreret her på skolen? Linea forestillede sig et scenarium, hvor en kvinde ville komme ind og sige til skoleinspektøren, at hun gerne ville tilmelde sin datter til skolen, også derefter skulle til at forklare at hun altså var usynlig. Nej, det var nok ikke lige sådan det var gået til.

Alle disse forvirrende tanker gjorde Linea mere og mere sikker i sin sag om, at Caroline kun var der på grund af hende. Men spørgsmålet var om det var fordi hun savnede venner, eller fordi hun i virkeligheden vidste mere end hun gav udtryk for?

 

_________________________________________________

Forfatter kommentar: 

Da jeg har vurderet at jeg ikke længere har overskud til at skrive så lange kapitler hver dag, har jeg valgt at dele den op, så hver dag har 2-3 dele, og at der så kommer en del om dagen. Dette vil naturligvis gøre at den ikke er slut 24. december, men jeg lover at den bliver færdig, og der vil komme nyt hver dag!

Jeg håber at i alle sammen er ok med denne løsning, og vil følge med alligevel! Som undskyldning kommer der nok et lille ekstra bonus kapitel en af dagene, men lidt uventet handling i :-)

Tusinde tak fordi i læser med!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...