The Snow Globes

December er ikke nogen sjov måned for Linea. Sidste år forsvandt hendes bedste veninde på selveste juleaften, og der har ikke været spor af hende siden.
Men da Linea vågner op første december og finder et uddrag af et digt på hendes bord begynder det forbudte håb alligevel at spire, og da hun modtager en snekugle, der virker til at være nøglen til hele mysteriet, bliver hun utroligt nysgerrig, men også utroligt bange. Hvad er det for en opgave som digtet prøver at fortælle hende om?
Alvoren i opgaven går dog langsomt op for hende og i desperationen for at finde svar opsøger hun drengen Lucca, som tilsyneladende er den eneste der kan hjælpe hende. Men det går hurtigt op for Linea at Chelina ikke er noget tilfældigt offer, og at hende og Lucca ikke er helt uskyldige. Er prisen for Chelinas liv overhovedet til at betale, og er Lucca overhovedet den som kan hjælpe hende?
Ting er ikke som de udgiver sig for at være og Linea opdager hurtigt at det ikke er alle svar hun ønsker at finde..

125Likes
211Kommentarer
4994Visninger
AA

4. 1. december - Del 3

 

1. december

Del 3

 

Lineas tanker sværmede kun omkring Chelina, da hun trådte udenfor sammen med Lucie og blev mødt af vinterens første spæde frost grader. Et eller andet sagde hende at beskeden, som hun havde fundet om morgenen, havde et eller andet med Chelina at gøre. Men hun forstod det ikke. Hvilken kode? Hvad skulle hun bruge den til? Hvordan kunne der overhovedet være en kode i så få ord? Og vigtigst af alt – men også den tanke hun slet ikke turde tænke; Var der måske alligevel håb?

”Hvad tænker du på?” spurgte Lucie nysgerigt, og prikkede til Linea, der blev så forskrækket, at det gav et sæt i hende.

”Ikke noget,” svarede hun en smule forframsket, og rev brat sig selv tilbage til virkeligheden.

”Jo, fortæl det!” Lucie skubbede drillesygt til hende, og sendte hende et hvidt tanpastasmil, som dog ikke blev gengældt. I stedet blev det blot besvaret med en irriteret fnysen og et ligegyldigt ryst på hovedet.

Lucie tøvede, og forstod hurtigt at hun ikke skulle snage mere i det. I stedet holdt hun pligtskyldigt sin mund, og tillod dystert sig selv at tænke nogle af de onde tanker, som havde boblet i hende alt for længe.

Linea blev lettet da det gik op for hende, at Lucie havde forstået hentydningen. Det var ikke fordi Linea havde noget personligt imod Lucie, for hendes mor havde ret. Lucie var virkelig en sød pige. De passede bare ikke sammen, og det undrede Linea, at hun tilsyneladende var den eneste der syntes det. Lucie brugte det meste af sin fritid på at skrive med nogle fyre, som hun alligevel kun ville knuse hjerter på, og ellers gik hun rundt og sladrede med alt og alle om den nyeste og saftigste information, hun havde hørt. Det var total modsat Linea, som altid holdt på en hemmelighed, og var utroligt loyal over for de mennesker som hun stolede på.

Både Lucie og Linea var to populære piger på skolen, men det var på hver deres måde. Det var Chelina der i sin tid havde bragt dem sammen, og nu hvor hun ikke længere var her, var det som om at de bare hang på hinanden. For den lille del af Chelina, som Linea stadig havde tilbage, lå vel gemt hos Lucie? Inderst inde vidste hun godt, at det var en latterlig tanke, men hun kunne ikke få sig selv til at slippe den. Den trøstede hende på en eller anden bizart måde.

”Hvis du ikke havde lyst til at tage med i dag, så skulle du altså bare havde sagt det,” mumlede Lucie en smule nedtrykt, da tavsheden imellem de to piger begyndte at blive rigtigt tung. Linea var igen faldet tilbage i sine egne tanker, og hørte stadig ikke rigtigt efter.

”Undskyld hvad?” spurgte hun, idet de trådte ind af den store svingdør, og ind i det menneskefyldte center. Hun kunne ikke lade være med at skutte sig lidt da hun så Lucies sårede blik.

”Bare glem det,” mumlede Lucie og rullede med sin krystalblå øjne. Linea så godt, at hun havde såret hende.

”Undskyld,” mumlede Linea tamt, og så ned på sine støvler imens hun gik.

Lucie svarede hende ikke.

 

*

 

Linea var mere end lettet da hun endelig fik lov at være alene. Det sidste stykke fra busstoppestedet og op til hendes indkørsel virkede pludseligt utroligt kort ved tanken om hendes livlige lillesøster, der ventede på hende. Hun følte bare, at hun havde brug for ro til at tænke, men det ville hun ikke få mulighed for lige foreløbig, når hun ikke kunne være rigtigt alene.

”Jeg synes, jeg sagde klokken tre.” Miranda pegede sigende på sit armbåndsur, da Linea trådte indenfor i det lille hus og sendte hende et strengt blik.

”Undskyld,” mumlede hun ligegyldigt, og undlod at se på sin mor, der virkede utroligt stresset, men egentligt ikke særlig sur.

”Jaja. Bare se efter din søster. Der står frysepizzaer i fryseren som i bare kan tage.” Linea nikkede uinteresseret og gik op ad trappen til hendes værelse. Det var ikke ligefrem frysepizza og babysitting, som var den fedeste måde at tilbringe en lørdag aften på, men egentligt generede det hende ikke. Måske havde hun nok foretrukket at være helt alene hjemme, men det kunne have meget værre. For en gangs skyld havde Lucie da ikke slæbt hende med til en fest fyldt med fulde og anmassende mennesker, som hun overhovedet ikke kendte.

Så snart Linea stod på sit værelse og døren var solidt lukket bag hende fandt hun den lille seddel imellem siderne på Twillight, og læste den igen. Ordene havde selvfølgelig ikke forandret sig siden i morges, men alligevel føltes det som om det var første gang hun læste dem. Måske fordi hun i virkeligheden blev mere og mere forvirret for hver gang. De gav jo virkelig ingen mening?

Hun rystede på hovedet af sig selv og fandt sin fjernbetjening imellem sine dyner og puder i den store seng, hvorefter hun tændte for det lille Sony TV, der var placeret for enden af himmelsengen. Disney channel startede, og Linea lænede sig tilbage, imens hun forgæves forsøgte at koncentrere sig om Phineas og Ferb, som lige nu var i fuld gang med at bygge en flyver, der kunne flyve dem rundt om jorden, men hun kunne ikke. Følelsen af at der var sket noget på hendes værelse imens hun havde sovet gjorde hende nervøs. Hvem havde placeret den seddel? Havde de virkelig været inde hos hende, imens hun lå og sov? Den kunne indikere så mange ting, at det gjorde hende helt skør i hovedet.

Det var som om, at det alligevel havde hjulpet hende lidt, at have haft noget at tage sig til hele formiddagen. Så havde hun i det mindste kun skulle tænke på sin mor, der ikke kunne lave røræg, og Lucie, der på trods af sine særheder, faktisk også havde fået hende til at grine. Disse ting virkede pludselig som små hverdagsbagateller.

Men et irriteret hyl tog Linea pludselig en impulsiv beslutning, og rev den lille seddel i små stykker, hvorefter hun arrigt kylede dem ned i hendes overfyldte papirkurv. De fleste af dem landede ved siden af, men det gjorde hende ikke noget. Det kunne hun altid rydde op på et senere tidspunkt.

”Linea!” Det paniske skrig fik hende til at glemme alt om at rydde papirstykkerne op og sendte i stedet en iskold rislen ned igennem hele hendes krop. Et øjeblik senere var hun sprintet ud på gangen og derefter ind på sin søsters værelse. Patricia sad i forsterstilling på sin seng, og så med store øjne på et ubestemmeligt punkt på væggen. Hun rystede fuldstændigt ukontrolleret.

”Hvad sker der?” spurgte Linea overrasket og bevægede sig forsigtigt over imod Patrcia, der virkede fuldstændigt paralyseret af angst. Forsigtigt satte hun sig ned ved siden af hende og lagde en hånd på hendes skulder. Det gav et sæt i Patricia, der nu endelig flyttede sit blik. Det var først nu hun opdagede at hendes søster også var i værelset. Alligevel virkede det som om hun ikke rigtigt kunne få sig selv til at forstå det. Angsten havde overtaget hende.

”D-Der,” stammede hun og pegede det punkt, som hun før havde stirret så fokuseret på. Hendes pegefinger rystede. ”Der var nogen. Jeg så det,” blev hun ved, imens hun blev ved at pege på det sted hvor hun havde hørt de høje skridt og det hurtige hæse åndedræt, der lød til at komme fra en hund.

Linea så skeptisk på hende, og så hen på det sted, hvor hun havde peget. Der var absolut ingenting at se eller mærke, og der var helt stille i værelset, bortsæt fra åndedrættet fra de to piger.

”Der er jo ikke noget?” Linea så spørgende på sin søster, men da hun blot lagde an til at begynde at græde, stoppede Linea sine spørgsmål og trak hende i stedet ind i et trygt og varmt kram, for at få hende til at falde til ro. ”Shh..” mumlede hun. ”Jeg lover dig, at der ikke er nogen, der vil gøre dig noget.”

Hun kunne ikke lade være med at undre sig lidt. Hendes søster var normalt ikke en lille grædende pige, der var bange for monstre under sengen. Hun havde aldrig troet på spøgelser, og Lineas mindedes heller ikke, at hun nogensinde havde hørt hende græde, fordi hun var bange. Ikke engang da hun var helt lille.

”Jeg hørte det. Altså at der var nogen. Jeg er helt sikker,” hikstede Patricia og begyndte at græde ind i skulderen på Linea, der tydeligt mærkede, hvor meget hun rystede. Der var ingen tvivl om, at angsten var helt ægte.

Det hjalp Patricia lidt at få lov at trygge sig ind til sin søster. Det var en varm og velkendt følelse af tryghed, som hun havde elsket lige siden hun var helt lille. Så længe Linea var her, så ville der ikke ske noget. Eller det kunne hun i det mindste forsøge at bilde sig selv ind.

”Du skal ikke være bange.” Linea blev ved med at køre sin hånd henover ryggen på hende, men trak sig så lidt væk, og sendte hende så et alvorligt blik.

”Hvad siger du til at vi ringer efter noget ordentligt pizza og sætter Spirit på inde på mit værelse?” spurgte hun, velvidende at ”Spirit” var Patricias absolutte yndlingsfilm, og at det helt klart ville være en vinder. Patricia nikkede og tørrede sine øjne.

”Okay,” hviskede hun grådkvalt, men hun havde alligevel fået en del mere styr på sig selv. Det hjalp en del på det hele at hendes søster kendte alle hendes knapper. ”Husk at der skal pepperoni på min pizza,” bad hun og fremtvang et smil.

”Selvfølgelig.” Linea trak sin mobil op, og trykkede nummeret på pizzariaret ind. Det var så nemt at hun kunne huske det i hovedet.

 

Da pizzaerne var bestilt og Spirit var sat på, var der igen fred i det lille hus på Vintersvej. På trods af dagens mystiske begivenheder sad Linea nu blot og var helt optaget af den hyggelige Disney-film, som hun egentligt havde set alt for mange gange, men stadig elskede, og var total uvidende om, hvordan de næste mange dage ville vende hendes liv totalt op og ned, og efterlade alting så forandret, at det definitivt aldrig kunne blive som før..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...