The Snow Globes

December er ikke nogen sjov måned for Linea. Sidste år forsvandt hendes bedste veninde på selveste juleaften, og der har ikke været spor af hende siden.
Men da Linea vågner op første december og finder et uddrag af et digt på hendes bord begynder det forbudte håb alligevel at spire, og da hun modtager en snekugle, der virker til at være nøglen til hele mysteriet, bliver hun utroligt nysgerrig, men også utroligt bange. Hvad er det for en opgave som digtet prøver at fortælle hende om?
Alvoren i opgaven går dog langsomt op for hende og i desperationen for at finde svar opsøger hun drengen Lucca, som tilsyneladende er den eneste der kan hjælpe hende. Men det går hurtigt op for Linea at Chelina ikke er noget tilfældigt offer, og at hende og Lucca ikke er helt uskyldige. Er prisen for Chelinas liv overhovedet til at betale, og er Lucca overhovedet den som kan hjælpe hende?
Ting er ikke som de udgiver sig for at være og Linea opdager hurtigt at det ikke er alle svar hun ønsker at finde..

125Likes
211Kommentarer
4991Visninger
AA

3. 1. december - Del 2

 

1. december

Del 2

 

”Mijaw!” En kilden omkring Lineas bare ankler afbrød hendes intense koncentration på røræggene, og da hun så ned blev hendes blik mødt at et par selvlysende gule øjne, der tilhørte en meget smuk og elegant mørkebrun kat.

”Hej Rosin,” smilede hun og løftede katten op i sine arme. ”Har du været ude og fange mus i nat?” spurgte hun, velvidende at hun ikke fik et svar, og kløede det kælne kat bag øret. Den puttede sig spindende ind til hende, og strakte kløerne.

”Linea, ikke mens du står og laver mad,” sukkede Miranda og sendte hende og den spindende kat et strengt blik. Egentligt var Miranda ikke en særlig streng mor, men de simple regler og manere havde hun dog alligevel fået lært sine børn.

”Du må altså ikke kalde hende det. Hun hedder Prinsessa!” indskød Patricia og bankede stædigt sin blyant ned i bordet, så den knækkede. Hun var ved at være rigtigt træt af det komplicerede regnestykke, og det at hendes søster blev ved med at kalde hendes kat noget andet end den hed, gjorde ikke noget bedre.

”Du må da heller ikke være med til noget, hva'?” Linea kløede katten en sidste gang og satte den så igen ned på det ternede lenoleum, der udgjorde gulvet i deres lille køkken. Hun vendte igen sit fokus imod røræggene, som nu var tæt på at brænde på. I sidste øjeblik fik hun dem dog manøveret over på en tallerken, og stillet den sydende stegepande over i vasken. En fantastisk duft havde efterhånden spredt sig i køkkenet, og hendes mave rumlede svagt.

”Sådan,” smilede hun, og satte sig ned ved siden at Patricia.

”Du må ikke sidde her,” mumlede Patrcia surt, og trak trodsigt sin stol over på den anden side af bordet, hvorefter hun flyttede sine lektier ned på gulvet, så hendes tallerken kunne være på bordet. Hun var egentlig ikke spor sur på sin elskede søster, men lidt drama skulle der nu alligevel være plads til indimellem. Hun var ikke en der kunne lide ikke at få sin vilje, ligemeget hvor ligegyldigt emnet så var.

”Hvad har jeg nu gjort?” spurgte Linea overrasket, men hun kunne ikke lade være med at smile lidt. Hun kendte alt til sin søsters intense stædighed.

”Hun hedder Prinsessa!” blev Patricia ved, og lagde sine arme over kors. ”Det er dumt at kalde hende Rosin.”

Linea så overbærende på hende, men besluttede sig for bare at give efter. Også selvom Rosin altså klart var det navn, der passede katten bedst. ”Jaja, så hedder hun Prinsessa. For nu.”

”Utroligt at i kan blive ved med at skændes over, hvad den kat skal hedde,” lød det fra Miranda, som var ved at fylde brød og pålæg op på sin tallerken. ”I har snart haft den i et år.”

”Vi skændes ikke, vi diskuterer,” rettede Patricia med en løftet hånd, hvilket fik både Miranda og Linea til at grine højt. Selvom Linea kunne have de mest latterlige diskussioner med sin søster, så holdt hun nu meget af hende, og hun var utroligt stolt af at have en lillesøster, der var så kvik. De to søstre var utroligt tæt knyttet, og på trods af Patricias unge alder, så fortalte Linea hende næsten alt.

”Forresten..” Miranda tyggede sig om munden, og holdt op med at grine. ”Så var din far utroligt træt da han kom hjem, så vi tager først ud til fødselsdagen senere. Du behøver ikke være hjemme hos Patricia før klokken tre. Lucie har ringet og spurgt om du ville med hende ud og shoppe, så jeg sagde at hun bare kunne komme, når hun var klar. Hun er sådan en sød pige.”

Linea måtte undertrykke et lille frustreret udbrud og prøvede i stedet at se glad ud. Hun havde egentligt glædet sig lidt til bare at kunne bruge en lørdag hjemme foran TV'et uden at skulle have dårlig samvittighed. Så kunne hun også få ro til at samle sine tanker, og måske komme frem til et ordentligt bud på, hvad beskeden på hendes natbord kunne betyde.

”Det er da i orden ikke?” Miranda så overrasket på Linea, der ikke helt formåede at komme frem med et helt ægte smil. Miranda så det godt, og indså hurtigt sin fejl. Måske var Linea ikke så gode veninder med Lucie, som hun havde håbet?

”En anden gang må du godt lige fortælle mig det først,” svarede Linea og prøvede at sige det på en pæn måde. ”Men jojo, det er fint.”

I det samme var der nogen, som bankede på døren og Linea måtte nu definitivt glemme alle planer om at ringe og sige hun var syg, eller at hun skulle noget andet. Shoppingturen med Lucie var en realitet.

 

*

 

Linea var ikke glad. Selvom hun havde brugt det meste af morgenen på at grine over sin stædige lillesøster, og smile falske smil til sin mor, så havde det lille røde kalenderlys på deres bord allerede ødelagt hendes humør fra start, og hun var taknemmelig for, at der ikke endnu var nogen i deres hus, der havde haft tid til at pynte rigtigt op til jul.

Hun kunne ikke glæde sig til jul, for intet var som det plejede at være. Selvom hun normalt elskede december, og hvert år gik og købte gaver lang tid før, imens sommerfuglene sværmede, som var hun et lille barn, så var det ikke sådan i år. I år havde hun ikke engang fået købt noget til sin mor og far, og selvom de bege to var utroligt lette at købe gaver til, så anede hun ikke hvad hun skulle give dem.

I år virkede december bare som et langt sort hul, der bare skulle overståes, også selvom hun ikke havde den fjerneste idé om der ville være lys på den anden side.

Det var længe siden hun havde set lyset. Ingen kunne rigtigt frembringe det mere, selvom de ihærdigt havde forsøgt. Men elleve måneder var også lang tid at skulle gå rundt og trøste en person, så til sidst havde folk bare opgivet og kommet med den typiske; ”Du må sige til, hvis der er noget jeg kan gøre.”-sætning.

Men der var ikke noget, som folk kunne gøre, for intet ville bringe Chelina tilbage. Intet ville få hendes lysende øjne til at se på Linea igen, og ingen ville nogensinde få lyden af Chelinas grin til igen at klinge, som bjældeklang ved juletid. Chelina var væk, og hun ville ikke komme tilbage, lige meget hvad folk så sagde eller gjorde.

Chelina havde været Lineas bedste veninde. Den som vidste alt ting om hende, alle hendes hemmeligheder, og alle de ting som gik hende på. Chelina havde været den som Linea kunne ringe til midt om natten bare for at snakke, og så ville hun stadig lytte.

Den 1. december indikerede, at der nu var præcis fireogtyve dage til, at årsdagen for Chelinas død ville komme. Juleaften kunne aldrig blive den samme igen af det simple faktum, som i virkeligheden slet ikke var særligt simpelt.

I virkeligheden var der faktisk slet ikke nogen, der kunne være sikker på at Chelina var død, for ingen havde nogenside fundet hende. Men Linea var nu alligevel fuldstændig sikker i sin sag. Hun ville have vidst, hvis hun havde været i live.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...